Gavepapir alle vegne

Kender I den tid sidst på juleaften, når hele stuen flyder med gavepapir? Gaverne er pakket op, og nu ligner gulvet rundt om juletræet lidt en slagmark med gavebånd og halvtsammenkrøllet papir alle vegne. Det hele bliver samlet samme i en sæk og smidt i containeren til småt brændbart, næste gang man besøger genbrugsstationen.

Men hvad nu hvis man gemte lidt af dette gavepapir fra år til år? Ville man opdage, at det over tid ændrede sig lidt i designet? Eller har julegavernes indpakning overhovedet ikke forandret sig de sidste 50 år? Og hvem er egentlig de ofte anonyme designere bag motiverne på det glitrende gavepapir?

Karen K. har selvfølgelig også tegnet gavepapir. Jeg har tidligere skrevet om det her på bloggen ved et par lejligheder. Nemlig tilbage i 2019 (klik) og 2016 (klik).

I løbet af 2022 har jeg været heldig at finde lidt flere eksempler på julegavepapir tegnet af Karen K., som jeg synes, I skal se her. Vi må efterhånden konkludere, at Karen K. har lavet adskillige forskellige designs af gavepapir gennem årene. Et af de gamle stykker julepapir opklarer desuden et spørgsmål, som har naget samlere af retrojulepynt i flere år. Så læs med.

For et par dage siden var jeg heldig at blive gjort opmærksom på en sjov ting, som var til salg: nemlig en mappe med vareprøver på julegavepapir anno 1980. Man må gå ud fra, at det er et varekatalog, som blev sendt ud til papirhandlere og boghandlere i god tid inden julehandlen, så butiksejerne kunne vælge, hvilke designs at julepapir, de ville satse på til julen i 1980. Ifølge sælgeren stammer mappen muligvis fra Søndergård Papir, som var en butik, der handlede med bøger og papirvarer i Thisted.

Mappen er lidt større end A4-størrelse og har indeholdt prøver på mindst 26 stykker forskelligt gavepapir. På bagsiden af hvert nummer er trykt et varenummer.

Flere af vareprøverne er eksempler på fotograferet julepynt, som var trykt på gavepapiret. Den slags gavepapir var populær fra sidst i 1960’erne og i 1970’erne. Her i 1980 begyndte det måske at virke lidt gammeldags:

Særligt specielt, synes jeg, at dette papir med juleplatter Fra Bing & Grøndahl og Den kongelige porcelænsfabrik er:

Men mest interessant i denne sammehæng er selvfølgelig fem design af Karen K., som er i mappen.

Der første ark tegnet af Karen K. er i flot guldpapir med glade engle klædt i striktrøjer og tophuer. Min søster siger, hun kan huske dette papir fra vores barndom, så min mor må have købt det engang. Personligt kan jeg dog ikke huske det fra dengang, men flot er det.

De vinterklædte engle har Karen K. brugt andre steder i sin produktion. Her ses englene på et julekort fra 1987 og på kræmmerhuse fra Familiejournalen i 1978.

Det næste design er med dansede nisser, som jeg ikke har set før. De er næsten lidt samiske i farverne på tøjet:

Det næste gavepapir har både engle og nisser, og er lidt atypisk for Karen K. ved både at afbilde flyvemaskine og nisser i faldskærm:

Vareprøven i mappen er ikke stor nok til at en eneste nisseflyvemaskine er afbildet i fuld udstrækning, så jeg har photoshoppet lidt for at se, hvordan det oprindeligt har set ud, når man havde et større stykke af papiret. Jeg vinder nok ingen for kvaliteten af min billedmanipulering, men man får da en ide, om hvordan det har set ud:

Dette stykke gavepapir fra 1980 er desuden rigtig interessant fordi, det opklarer en diskussion, som længe har stået på mellem folk, som interesserer, sig for Karen .’s designs – nemlig hvorvidt disse ansigtsløse engle på juletekstiler fra Södahl er tegnet af Karen K.:

Jeg har tidligere skrevet om spørgsmålet her på bloggen (klik) og argumenteret for at englene ER tegnet af Karen K.

Med fundet af det her gavepapir kan der ikke længere være tvivl. Sammenholder man englene på papir og tekstil er de besnærende ens. Selv de små gyldne stjerner er med begge steder:

Man må derfor konkludere, at englene på Sødahls juleduge fra 1980’erne ER tegnet af Karen K. Hvorfor man hos Sødahl i sin tid valgte at afbilde englene uden ansigter, tror jeg aldrig jeg vil forstå….

Det næste stykke gavepapir har religiøst motiv: Jomfru Maria med Jesusbarnet, de hellige tre konger og to engle samt en stjerne trykt på blankt skinnende sort og guldfarvet papir:

Lignende (men ikke identiske) motiver brugte Karen K. i 1988 til en serie kræmmerhuse i Familiejournalen:

Betlehemsstjerne fra det førnævnte gavepapir fik også sit helt eget elegante gavepapir. Det er det sidste Karen K. design i mappen:

Til sidst vil jeg lige vise et stykke gammelt Karen K. gavepapir, som en læser af bloggen var så sød at sælge mig et par meter af. Jeg ved ikke, hvor gammelt det er, men mon ikke det også er fra 1980’erne. På sådan et stort stykke gavepapir kan man bedre se, hvordan mønstret gentager sig i det uendelige. Her med søde musicerende engle:

Om få uger vil julegaverne fra julen 2022 ligger udpakkede rundt om i de danske stuerne, mens gavepapiret bliver samlet sammen. Hvem mon har designet det gavepapir, du pakker dine gaver ind i i år?

Hvem er Bolette?

UPDATERING 15. NOVEMBER 2018: Se kommentaren nederst på siden, hvor Karen Kjærsgaard søn løser gåden om Bolette 🙂

Teamet bag Karen K. bloggen har på det seneste forsøgt at løse et nyt Karen K. mysterium. I bloggens julekalender kunne man sidste år d. 10. december læse om svenske julbonader (julebilleder) tegnet af Karen K.

Som de flest andre af Karen Kjærsgaards papirting, er julbonaderne signeret med den karakteristiske Karen K.-signatur. F.eks. dette akvarelmalede billede af en dreng, der sover, mens nisserne leger rundt omkring ham.

IMG_2447

Når der hos Karen K. er en dreng, så er der også tit en pige. Sådan at forstå at hun tit skabte sine ting i par. F.eks. de kendte nisser:

Påklædningsdukkerne:

eller Familiejournalens julehjerter, der på hver side har en henholdsvis en nissepige  og en nissedreng i præcis samme scene:

Derfor skulle man tro, at det samme var tilfældet med disse to svenske julbonader:

IMG_2447Bolette1

De to tegninger er næsten ens i deres komposition: Det sovende barn med teddybjørnen til venstre i billedet, den store hovedpude, folden på sengetæppet, månen og sneen uden for ruden, nisserne og juletræet til højre i billedet, sløjferne på pakkerne. Desuden har billederne samme størrelse, samme ramme og er trykt samme sted.

Tegningen med drengen er fint signeret Karen K.:

IMG_2448

Derfor var jeg sikker på, at billedet af pigen også var tegnet af Karen K. Men se nu signaturen:

Bolette2

Bolette! Hvem er Bolette?

Har Bolette tyvstjålet Karen K.’s komposition, idé og tegnestil? (Det kunne selvfølgelig også være Karen K., der har stjålet fra Bolette. Men det kan vi her på Karen K.-bloggen jo vanskeligt forestille os 😉

Kan man forestille sig, at Karen K. har haft en “ghost tegner” (hvad er den grafiske pendant til en ghost writer?) – altså en tegner som har produceret “Karen K”-produkter, uden at Karen K. selv har tegnet dem?

Eller har Karen K. publiceret noget af sin produktion under psedonym?

Det er ikke til at vide med sikkerhed.

Faktum er bare, at de to tegninger er så ens, at man næsten må gå ud fra, at det er samme tegner, som har udført dem begge – på. På trods af afvigende signatur. Det er kun lykkedes mig, at finde én anden ting, som er signeret af Bolette. Nemlig denne – ligeledes svenske – påskebonad:

22662775_1349647918477668_738254177_o (1).jpg

Kan det – på trods af navnet – alligevel være Karen K., som står bag dette filtklip? Når man nærstuderer billeder, er det meget Karen K.’sk i detaljerne.

Se f.eks. græstotterne og blomsterne på filtklippet af Bolette:

22561257_1349648208477639_158329065_o (1)

og sammenlign med græstotter og blomster på dette filtklip af af Karen K.:

påske

De er nærmest ens.

Eller se på guirlanden i kanten af Bolettes filtklip:

22561257_1349648208477639_158329065_o (1)

og sammenlign med granborten på Karen K.’s juletræstæppe:

thumb_IMG_5968_1024.jpg

thumb_IMG_5969_1024

De er også ens. (Karen K. bloggen videnskabelige assistent husker endnu med gru de mange grangrene, der skulle klippes til juletræstæppet og kan forsikre at grangrenene på Bolette-bonaden er af samme slags).

Eller se de små flagrende fugle på filtklippet af Bolette, til venstre (jeg beklager den dårlige billedkvalitet) og sammenlign med fuglene fra en juleuro af Karen K., til højre:

Også hele motivet, komposition, materialevalget og signaturen, der er sat på som en lille selvstændig lap nederst til højre på billedet er træk, som kan findes hos Karen K.

Jeg vover derfor at gætte på, at Boletter faktisk er et psedonym for Karen K. Hvorfor Karen Kjærsgaard skulle have valgt at signere nogen af sine arbejder med navnet Bolette, er derimod uvist.

Først tænkte jeg, at Karen K. måske havde fundet på et navn, som svenskerne bedre forstod – begge bonader med navnet Bolette er jo trykt og solgt i Sverige. Karen er nemlig slet ikke et udbredt navn i Sverige, hvor man opfatter det som et dansk eller engelsk/amerikansk navn, kun ca. 1200 svenske kvinder hed Karen i 2016. Derimod er formen Karin udbredt i Sverige, ca. 156.000 svenske kvinder hed Karin i 2016. Men Bolette ville være et dårligt pseudonym, hvis målet var at gøre sig mere “svensk”. For Bolette er faktisk også et dansk navn, som kun 35 svenske kvinder bar i 2016.

Vi er altså kommet lidt nærmere på svaret til spørgsmålet: Hvem er Bolette? Der er formentlig Karen K. Men hvorfor, hvornår og hvor længe Karen Kjærsgaard brugte signaturen Bolette, det står hen i det uvisse.

UPDATE. SVAR FRA KAREN KJÆRSGAARDS SØN:

Hej Mikael,

Jeg er Karens ældste søn, Jakob. Min mor tegnede i en periode også under navnet Bolette. Jeg mener at kunne huske, at det var forlaget som mor i en periode tegnende til som ønskede sig et andet navn end Karen K – men fakta er, at Karen K og Bolette er en og samme person. Så du har ret :-). Er der andet jeg kan hjælpe med skal du bare skrive eller maile.

karenkblogheader

 

 

 

 

 

Fyrtøjet

Karen K. har illustreret mange eventyr af H.C. Andersen. Eventyret om Fyrtøjet har hun illustreret både som postkort/ bog- og kalenderbillede og som et dukketeater fra 1973. Dukketeatret er et flot tableau af det hule træ, som soldaten skal kravle ned i for at hente fyrtøjet til heksen. Jeg synes, det kunne være sjovt at bringe hele H.C. Andersens eventyr og illustrere det med Karen K.’s tegninger, så jeg har lånt kulisser og dukker fra andre af Karen K.’s eventyr. Jeg håber, du vil nyde eventyret, som er temmelig amoralsk. Vold og bortførelse og terrorregime er en del af heltes vej til toppen! Men det er nu meget hyggeligt alligevel alt sammen 🙂

IMG_0519

Her begynder historien:

FYRTØJET

Tekst: H.C. Andersen 1835/ Illustrationer: Karen Fjord Kjærsgaard 1965-1973/ Fotos: Svend Larsen 2016 og Mikael 2017.

Der kom en soldat marcherende hen ad landevejen: én, to! én, to! Han havde sit tornyster på ryggen og en sabel ved siden, for han havde været i krigen, og nu skulle han hjem. Så mødte han en gammel heks på landevejen; hun var så ækel, hendes underlæbe hang hende lige ned på brystet. Hun sagde: “God aften, soldat! Hvor du har en pæn sabel og et stort tornyster, du er en rigtig soldat! Nu skal du få så mange penge, du vil eje!”

“Tak skal du have, din gamle heks!” sagde soldaten.

Karen K Fyrtøjet Soldat heks træ

“Kan du se det store træ?” sagde heksen, og pegede på et træ, der stod ved siden af dem. “Det er ganske hult inden i! Der skal du krybe op i toppen, så ser du et hul, som du kan lade dig glide igennem og komme dybt i træet! Jeg skal binde dig en strikke om livet, for at jeg kan hejse dig op igen, når du råber på mig!”

“Hvad skal jeg så nede i træet?” spurgte soldaten.

“Hente penge!” sagde heksen, “du skal vide, når du kommer ned på bunden af træet, så er du i en stor gang, der er ganske lyst, for der brænder over hundrede lamper. Så ser du tre døre, du kan lukke dem op, nøglen sidder i. Går du ind i det første kammer, da ser du midt på gulvet en stor kiste, oven på den sidder en hund; han har et par øjne så store som et par tekopper, men det skal du ikke bryde dig om! Jeg giver dig mit blåternede forklæde, det kan du brede ud på gulvet; gå så rask hen og tag hunden, sæt ham på mit forklæde, luk kisten op og tag lige så mange skillinger, du vil. De er alle sammen af kobber, men vil du hellere have sølv, så skal du gå ind i det næste værelse, men der sidder en hund, der har et par øjne, så store, som et møllehjul, men det skal du ikke bryde dig om, sæt ham på mit forklæde og tag du af pengene! Vil du derimod have guld, det kan du også få, og det så meget, du vil bære, når du går ind i det tredje kammer. Men hunden, som sidder på pengekisten, har her to øjne, hvert så stort som Rundetårn. Det er en rigtig hund, kan du tro! Men det skal du ikke bryde dig noget om! Sæt ham bare på mit forklæde, så gør han dig ikke noget, og tag du af kisten så meget guld, du vil!”
“Det var ikke så galt” sagde soldaten. “Men hvad skal jeg give dig, din gamle heks? For noget vil du vel have med, kan jeg tænke!”

“Nej” sagde heksen, “ikke en eneste skilling vil jeg have! Du skal bare tage til mig et gammelt fyrtøj, som min bedstemoder glemte, da hun sidst var dernede!”

“Nå! Lad mig få strikken om livet!” sagde soldaten.

“Her er den!” sagde heksen, “og her er mit blåternede forklæde.”

Karen K Fyrtøjet træ soldat

Så krøb soldaten op i træet, lod sig dumpe ned i hullet og stod nu, som heksen sagde, nede i den store gang, hvor de mange hundrede lamper brændte.

Nu lukkede han den første dør op. Uh! Dér sad hunden med øjnene, så store som tekopper Karen K Fyrtøjet hund tekopperog gloede på ham.

“Du er en net fyr!” sagde soldaten, satte ham på heksens forklæde og tog lige så mange kobberskillinger, han kunne have i sin lomme, lukkede så kisten, satte hunden op igen og gik ind i det andet værelse. Eja! Dér sad hunden med øjne så store, som et møllehjul.

 

 

Karen K Fyrtøjet hund møllejhul

“Du skulle ikke se så meget på mig!” sagde soldaten, “du kunne få ondt i øjnene!” Og så satte han hunden på heksens forklæde, men da han så de mange sølvpenge i kisten, smed han alle de kobberpenge han havde, og fyldte lommen og sit tornyster med det bare sølv.

Karen K Fyrtøjet Hund Rundetårn

Nu gik han ind i det tredje kammer! nej det var ækelt! Hunden derinde havde virkeligt to øjne så store som Rundetårn! Og de løb rundt i hovedet, ligesom hjul!

“God aften!” sagde soldaten og tog til kasketten, for sådan en hund havde han aldrig set før; men da han nu så lidt på ham, tænkte han, nu kan det jo være nok, løftede ham ned på gulvet og lukkede kisten op, nej gudbevares! Hvor der var meget guld! Han kunne købe for det hele København og kagekonernes sukkergrise, alle tinsoldater, piske og gyngeheste, der var i verden! Jo der var rigtignok penge! Nu kastede soldaten alle de sølvskillinger, han havde fyldt sine lommer og sit tornyster med, og tog guld i stedet, ja alle lommerne, tornystret, kasketten og støvlerne, blev fyldte, så han knap kunne gå! Nu havde han penge! Hunden satte han op på kisten, slog døren i og råbte så op igennem træet: “Hejs mig nu op, du gamle heks!”

“Har du fyrtøjet med?” spurgte heksen!

“Det er sandt!” sagde soldaten, “det havde jeg rent glemt,” og nu gik han og tog det. Heksen hejsede ham op, og så stod han igen på landevejen, med lommer, støvler, tornyster og kasket fulde af penge.

“Hvad vil du nu med det fyrtøj,” spurgte soldaten.

“Det kommer ikke dig ved!” sagde heksen, “nu har du jo fået penge! Giv mig bare fyrtøjet!”

“Snik snak!” sagde soldaten, “vil du straks sige mig, hvad du vil med det, eller jeg trækker min sabel ud og hugger dit hoved af!”

IMG_1896.JPG

“Nej,” sagde heksen.

Så huggede soldaten hovedet af hende. Der lå hun! Men han bandt alle sine penge ind i hendes forklæde, tog det som en bylt på ryggen, puttede fyrtøjet i lommen og gik lige til byen.

IMG_1899.jpg

Det var en dejlig by, og i det dejligste værtshus tog han ind, forlangte de allerbedste værelser og mad, som han holdt af, for nu var han rig da han havde så mange penge.

Tjeneren, som skulle pudse hans støvler, syntes rigtignok, det var nogle løjerlige gamle støvler, sådan en rig herre havde, men han havde ikke endnu købt sig nye; næste dag fik han støvler at gå med, og klæder som var pæne! Nu var soldaten blevet en fornem herre, og de fortalte ham om al den stads, som var i deres by, og om deres konge, og hvilken nydelig prinsesse hans datter var.

“Hvor kan man få hende at se?” spurgte soldaten.

“Hun er slet ikke til at få at se!” sagde de alle sammen, “hun bor i et stort kobberslot, med så mange mure og tårne om! Ingen uden kongen tør gå ud og ind til hende, fordi der er spået, at hun skal blive gift med en ganske simpel soldat, og det kan kongen ikke lide!”

“Hende gad jeg nok se!,” tænkte soldaten, men det kunne han jo slet ikke få lov til!

Nu levede han så lystig, tog på komedie, kørte i Kongens Have og gav de fattige så mange penge og det var smukt gjort! Han vidste nok fra gamle dage, hvor slemt det var ikke at eje en skilling! han var nu rig, havde pæne klæder, og fik da så mange venner, der alle sagde, han var en rar en, en rigtig kavaler, og det kunne soldaten godt lide! Men da han hver dag gav penge ud, og fik slet ingen ind igen, så havde han til sidst ikke mere end to skillinger tilbage og måtte flytte bort fra de smukke værelser, hvor han havde boet, og op på et lille bitte kammer, helt inde under taget, selv børste sine støvler og sy på dem med en stoppenål, og ingen af hans venner kom til ham, for der var så mange trapper at gå op ad.

Det var ganske mørk aften, og han kunne ikke engang købe sig et lys, men så huskede han på, at der lå en lille stump i det fyrtøj, han havde taget i det hule træ, hvor heksen havde hjulpet ham ned. Han fik fyrtøjet og lysestumpen frem, men lige i det han slog ild og gnisterne fløj fra flintestenen, sprang døren op, og hunden, der havde øjne så store, som et par tekopper, og som han havde set nede under træet, stod foran ham og sagde: “Hvad befaler min herre!”

“Hvad for noget!” sagde soldaten, “det var jo et morsomt fyrtøj, kan jeg således få, hvad jeg vil have! Skaf mig nogle penge,” sagde han til hunden, og vips var den borte! Vips var den igen, og holdt en stor pose fuld af skillinger i sin mund.

Nu vidste soldaten, hvad det var for et dejligt fyrtøj! Slog han én gang, kom hunden der sad på kisten med kobberpengene, slog han to gange, kom den, som havde sølvpenge, og slog han tre gange, kom den, der havde guld. Nu flyttede soldaten ned i de smukke værelser igen, kom i de gode klæder, og så kendte straks alle hans venner ham, og de holdt så meget af ham.

Så tænkte han engang: Det er dog noget løjerligt noget, at man ikke må få den prinsesse at se! Hun skal være så dejlig, siger de alle sammen! Men hvad kan det hjælpe, når hun skal alle tider sidde inde i det store kobberslot med de mange tårne. Kan jeg da slet ikke få hende at se? Hvor er nu mit fyrtøj! Og så slog han ild, og vips kom hunden med øjne så store, som tekopper.

“Det er rigtignok midt på natten,” sagde soldaten, “men jeg ville så inderlig gerne se prinsessen, bare et lille øjeblik!”

IMG_1889

Hunden var straks ude af døren, og før soldaten tænkte på det, så han ham igen med prinsessen, hun sad og sov på hundens ryg og var så dejlig, at enhver kunne se, det var en virkelig prinsesse; soldaten kunne slet ikke lade være, han måtte kysse hende, for det var en rigtig soldat.

Hunden løb så tilbage igen med prinsessen, men da det blev morgen, og kongen og dronningen skænkede te, sagde prinsessen, hun havde drømt sådan en underlig drøm i nat om en hund og en soldat. Hun havde redet på hunden, og soldaten havde kysset hende.

IMG_1905.JPG

“Det var såmænd en pæn historie!” sagde dronningen.

Nu skulle en af de gamle hofdamer våge ved prinsessens seng næste nat, for at se, om det var en virkelig drøm, eller hvad det kunne være.

Soldaten længtes så forskrækkelig efter igen at se den dejlige prinsesse, og så kom da hunden om natten, tog hende og løb alt hvad den kunne, men den gamle hofdame tog vandstøvler på, og løb lige så stærkt bagefter; da hun nu så, at de blev borte inde i et stort hus, tænkte hun, nu ved jeg hvor det er, og skrev med et stykke kridt et stort kors på porten.

IMG_1908

Så gik hun hjem og lagde sig, og hunden kom også igen med prinsessen; men da han så, at der var skrevet et kors på porten, hvor soldaten boede, tog han også et stykke kridt og satte kors på alle portene i hele byen, og det var klogt gjort, for nu kunne jo hofdamen ikke finde den rigtige port, når der var kors på dem alle sammen.

Om morgnen tidlig kom kongen og dronningen, den gamle hofdame og alle officererne for at se, hvor det var, prinsessen havde været!

“Dér er det!” sagde kongen, da han så den første port med et kors på.

“Nej dér er det, min søde mand!” sagde dronningen, der så den anden port med kors på.

thumb_IMG_1909_1024

“Men dér er ét og dér er ét!” sagde de alle sammen; hvor de så, var der kors på portene. Så kunne de da nok se, det kunne ikke hjælpe noget at de søgte.

Men dronningen var nu en meget klog kone, der kunne mere, end at køre i karet. Hun tog sin store guldsaks, klippede et stort stykke silketøj i stykker, og syede så en lille nydelig pose; den fyldte hun med små, fine boghvedegryn, bandt den på ryggen af prinsessen, og da det var gjort, klippede hun et lille hul på posen, så grynene kunne drysse hele vejen, hvor prinsessen kom.

Om natten kom da hunden igen, tog prinsessen på sin ryg, og løb med hende hen til soldaten, der holdt så meget af hende, og ville så gerne have været en prins, for at få hende til kone.

Hunden mærkede slet ikke, hvorledes grynene dryssede lige henne fra slottet og til soldatens vindue, hvor han løb op ad muren med prinsessen. Om morgnen så da kongen og dronningen nok hvor deres datter havde været henne, og så tog de soldaten og satte ham i kachotten.

Der sad han. Uh, hvor der var mørkt og kedeligt, og så sagde de til ham: I morgen skal du hænges. Det var ikke morsomt at høre, og sit fyrtøj havde han glemt hjemme på værtshuset. Om morgnen kunne han mellem jernstængerne i det lille vindue se folk skynde sig ud af byen, for at se ham blive hængt. Han hørte trommerne og så soldaterne marchere. Alle mennesker løb af sted; der var også en skomagerdreng med skødskind og tøfler på, han travede sådan i galop, at hans ene tøffel fløj af og lige hen mod muren hvor soldaten sad og kiggede ud mellem jernstængerne.

“Ej, du skomagerdreng! Du skal ikke have sådant et hastværk,” sagde soldaten til ham, “der bliver ikke noget af, før jeg kommer! Men vil du ikke løbe hen, hvor jeg har boet, og hente mig mit fyrtøj, så skal du få fire skilling! Men du må tage benene med dig!” Skomagerdrengen ville gerne have de fire skilling, og pilede af sted hen efter fyrtøjet, gav soldaten det, og ja nu skal vi få at høre!

Uden for byen var der muret en stor galge, rundt om stod soldaterne og mange hundrede tusinde mennesker. Kongen og dronningen sad på en dejlig trone lige over for dommeren og det hele råd.

Soldaten stod allerede oppe på stigen, men da de ville slå strikken om hans hals, sagde han, at man jo altid tillod en synder før han udstod sin straf, at få et uskyldigt ønske opfyldt. Han ville så gerne ryge en pibe tobak, det var jo den sidste pibe han fik i denne verden.

Det ville nu kongen ikke sige nej til, og så tog soldaten sit fyrtøj og slog ild, én, to, tre! Og der stod alle hundene, den med øjne så store som tekopper, den med øjne som et møllehjul og den, der havde øjne så store som Rundetårn!

“Hjælp mig nu, at jeg ikke bliver hængt!” sagde soldaten, og så før hundene ind på dommerne og hele rådet, tog en ved benene og en ved næsen og kastede dem mange favne op i vejret, så de faldt ned og sloges rent i stykker.

“Jeg vil ikke!” sagde kongen, men den største hund tog både ham og dronningen, og kastede dem bag efter alle de andre; da blev soldaterne forskrækkede og alle folkene råbte: “Lille soldat, du skal være vor konge og have den dejlige prinsesse!”

Så satte de soldaten i kongens karet, og alle tre hunde dansede foran og råbte “hurra!” Og drengene peb i fingrene og soldaterne præsenterede. Prinsessen kom ud af kobberslottet og blev dronning, og det kunne hun godt lide! Brylluppet varede i otte dage, og hundene sad med til bords og gjorde store øjne.

IMG_1888

karenkblogheader

 

Farvel til englene

karen-k-engle-postkort-4
Store Englerejsedag

Det er blevet d. 7. januar, og julen er forbi. I Sverige kaldes dagen i går for Trettondagsjul – trettende juledag. Lige som i Danmark markerede den dag julens afslutning. I Småland kaldte man i gamle dage d. 7. januar – altså dagen efter julens afslutning – for “Farängladagen”. Det kan man på dansk oversætte omtrent til Store Englerejsedag. Det var dagen, hvor juleenglene rejste hjem efter at have tilbragt julen hos menneskene på jorden.

IMG_6569Den bedste måde at sige farvel til englene på er vel med denne lille serie af svenske julekort. Jeg har ikke nogen præcis datering – men tror, de er fra midt i 1960’erne. Hele serien er udgivet af Axel Eliassons Konstförlag i Stockholm og er af “svensk tilverkning”.

 

 

IMG_6568
En serie af svenske julekort. På bagsiden står God jul Gott Nytt År.

 

Det sidste kort i serien, er fuld af sol og forårsstemning. Det giver håb for at foråret ikke er alt for langt væk.

karen-k-engle-postkort-3

karenkblogheader

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Hjerter klippet med en saks…

FullSizeRender-11
Julepynt i Familie Journalen 1981

Engang i 1984 (sådan ca.) rodede jeg rundt på min mormors loft. Nærmere bestemt inde i den mørke skunk – navnet lød lidt uhyggeligt. Her lå der gamle Familiejournaler fra slutningen af 70’erne og starten af 80’erne. Jeg klippede den julepynt ud, som stadig sad i bladene, og hængte den op på mit værelse.

Mange kender nok især Karen K.’s tegninger fra Familiejournalens hjerter og kræmmerhuse. Hun tegnede julepynt af denne type til Familiejournalen  fra 1974 til 1981. Hvert år var der 13 stykker julepynt: 5 kræmmerhuse med engle og 8 hjertekurve med nisser. Altså 104 stykker julepynt i alt – nok til et temmeligt stort juletræ!

IMG_6643
Det er blevet tid til at pakke julepynten væk.

I dag er det Helligtrekonger, og julepynten er pakket væk for denne gang. De kommende blogindlæg vil jeg derfor bruge på at fortælle om noget af det, Karen K. tegnede udover julepynten. Når julen nærmer sig igen, bliver der masser af indlæg om hendes julepynt.

 

På denne blog om Karen K. og hendes værker, håber jeg at kunne dele glæden over hendes farvestrålende kunst. Men det er ikke altid nok bare et se på et flot billede. Jeg er arkæolog af uddannelse og kan slet ikke lade være med at spørge til altings “tid, sted og anvendelse”. Derfor vil jeg også fortælle kulturhistorie: beretninger om den tid, hvor Karen K.’s værker blev til og brugt. Jeg vil fortælle om, hvilke traditioner, der ligger bag, og hvor der blev hentet inspiration.  Det bliver samtidig fortællinger om en svunden tid.

KarenKblogheader

Minder fra mormors hus

IMG_6559
Julekort som disse hang oppe hele året i mormors hus

Da jeg var barn i 1980’erne hang der i mormors hus nogle små billeder med mænd og kvinder i danske egnsdragter. Billederne havde postkortstørrelse og var limet op på små sortmalede masonitplader. Bortset fra at der på billederne stod “Julen 1973”, “Julen 1974” osv. – og bortset fra at manden i egnsdragten fra Vendsyssel lignede lidt en nisse – så var det egentlig ikke noget julet over billederne. Og derfor hang de oppe hele året.

IMG_6560
Egnsdragten fra Vadehavsøen Mandø samt fra Horneland på Sydvestfyn

Nu er min mormors hus forlængst forsvundet. Og hvis ikke min søster havde genopfrisket min hukommelse, havde jeg også glemt de små billeder,  som vores morfar havde hængt op i gangen, hvor der næsten aldrig kom nogen.

På hvert billede havde tegneren signeret “Karen K.”

Dette er mit første blogindlæg – på en blog, som skal omhandle tegneren Karen K. og hendes værker og den tid de blev til i.

KarenKblogheader