Karen Kjærsgaard var ikke den eneste i familien, som fik en karriere med et kunstnerisk indhold. Karens tre år ældre søster, Kirsten, læste kunsthistorie og fik en lang karriere som museumsdirektør i Firenze. Kirsten Aschengreen har flere gange givet interviews om sit liv og karriere til forskellige blade.
Kirsten Aschengreen Piacenti, fra artikel i Politiken 1977
De to søstre tilbragte deres tidligste barndom med forældrene i Indien, indtil familien flyttede til Danmark, hvor døtrene gik i skole. (Læs mere her). Kirsten Aschengreen ville læse kunsthistorie, men syntes, at uddannelsen på Københavns Univesitet i efterkrigsårene var provinsiel. Derfor tog hun til London, hvor hun tog sin uddanelse, mens hele hendes arbejdsliv kom til at ligge i Italien, hvor hun også blev gift og fik efternavnet Piacenti.
I 1971 blev hun museumsinspektør ved sølvmuseet, Museo degli Argenti, Palazzo Pitti i Firenze. Og i 1974 blev hun direktør for museet. I 1996 blev hun museumsdirektør for Museo Stibbert, som er et museum baseret på én mands private samling af bl.a. renæssance rustninger og våben fra store dele af verden – samt malerier, porcelæn og dragter. Kirsten Aschengreen Piacenti har fået adskillige udmærkelser og har bl.a. arbejdet for det engelske kongehus. Hun fortsatte som museumsdirektør mindst frem til 2010.
Kirsten Piacentis gård uden for Firenze. Foto fra Antik & Auktion 2006.
Måske er det arkitekturen og landskabet omkring søsterens gård, der har inspireret Karen Kjærsgaard til den julekrybbe hun tegnede til Familiejournalen i 1999. Stemning er i hvert fald lidt sydeuropæisk i tegningerne.
Interiør og udsigt fra Betlehemsstalden i Karen Kjærsgaards julekrybbe.Foto fra en af museets sale. Billede fra portrætartikel i Familiejournalen 1987.
Af de mere dramatiske episoder fra sit arbejdsliv, som Kirsten Aschengreen har fortalt om i interviews, er den store oversvømmelse i Firenze i 1966, hvor Arno-floden gik over sine bredder og beskadigede flere uvurderlige kunstskatte med mudret vand. Hun havde en stor rolle i at redde disse genstande. I 1984 overlevede hun en voldsom gaseksplosion på museet, som har til huse i det gamle 1500-tals palads Palazzo Pitti, der oprindeligt var residens for fyrsteslægten Medici. Loftet i museumsdirektørens kontor, der engang var en storhertugindes sovegemak, faldt ned ved eksplosionen – tre tons i alt – men lykkeligvis overlevede alle de tilstedeværende.
Hvis du vil læse mere om Kirsten Aschengreens karriere, kan du klikke her og her. Du kan også læse de artikler, som jeg har brugt til denne artikel.
Kilder: Jonna Dwinger: Dansk studine uden håb blev berømt museumsdirektør i Italien. Politiken 19. maj 1977, 2. sektion, s. 6). Karen Døssing: Et liv fyldt med Firenzes skatte, Antik & Auktion 2006, nr. 3, s. 58-62., Johs. Christiansen: Miraklet i Firenze. Familiejournalen nr. 33 1987, s. 22-23 og 29.)
Selv om vintrene måske ikke er, hvad de var engang med sne og frost, så er det alligevel hyggeligt at fodre fugle i haven og holde øje med, hvilke fugle, der kigger forbi. Det er jeg sikker på Karen Kjærsgaard også har gjort. I hvert fald er hendes tegninger fyldt med småfugle, og jo mere man kigger efter, jo flere dukker de frem i alle hjørner af de landskaber, Karen K. har tegnet.
Udsnit af Karen K. julepanorama 1994.
Da Karen K. har tegnet langt flest vinterbilleder, er det overvejende standfuglene – dem som ikke flyver sydpå om vinteren – som hun har afbildet. Og det er især de fugle som kommer til foderbrættet hun har tegnet. Det er de små fugle – spurve og mejser. Krager, skader og andre store krabater har jeg endnu ikke set i Karen K.’s produktion.
Noget af det interessante ved Karen K.’s fugletegninger er at selv ved de mest naivitiske og hyggelige af slagsen er der næsten altid tale om rigtige fugle, og hun har gengivet fuglene med deres karakteristiske træk, så de kan genkendes. På denne tegning fra 1977 har jeg forsøgt at sætte navne på de mange fugle i træet.
Udsnit af Karen K. julepanorama 1977
De fleste af fuglene på tegningen er meget genkendelige – men jeg er lidt i tvivl om grønirisken og gråmejsen. Og blåmejsen ser også lidt mærkværdig ud. Men alle tre fugle er med i den gruppe af fugle, som bliver “det sædvanlige slæng” på Karen K.’s tegninger gennem årene.
Her ses det mest af slænget: Musvit, skovspurv, stillids, rødhals, gråmejse, blåmejse, bogfinke og gulspurv.
Udsnit af Karen K. julepanorama fra 1993
Blåmejsen
Reklame for Mejse-yoghurt, Samvirke 1982
Hvem husker ikke den lille muntre blåmejse fra sin barndoms yoghurt?
Den lille vimse fugl med de klare farver er nok også en af de mest genkendelige i den danske natur og ved foderbrættet.
Karen K. har tegnet den tit, og her nedenfor ser du en samling af hendes blåmejsetegninger fra 60’erne til 90’erne.
Skovspurven og gråspurven
Man kan nemt komme til at forveskle skovspurven og gråspurven. Begge fugle er meget almindelige i Danmark, selv om bestanden af dalende. Om vinteren færdes de gerne i flok – også skovspurve og gråspurve sammen, og de ses tit ved foderbrættet.
Her kan du få hjælp fra Karen K.’s tegninger til at skelne du to spurve fra hinanden. Gråspurvehannen har en grå kalot, mens skovspurvene har en brun kalot og ligesom en lys krave og en sort plet på kinden. Hos skovspurvene er hannen og hunnen ens. Gråspurvehunnen er mere ensartet gråbrun.
Til venstre ser du en skovspurv på et julekort fra 1984. Til højre ser du en et gråspurvepar fra et udsnit af et julepanorama fra 1982.
Gråspurvene fra 1982 er indtil videre den eneste tegning af en gråspurv jeg har set fra Karen Kjærsgaards hånd. Skovspurve er der til gengæld mange af på hendes tegninger. Her er et udvalg fra 70’erne til 90’erne.
DOMPAPPEN
Dompappen med det flotte røde bryst har Karen Kjærsgaard også tegnet flere gange. Her er er en samling af tegninger fra 197o’erne og 80’erne.
Dompappen har fået sit lidt spøjse navn pga. netop sin røde bug. Navnet kommer af det tyske ord “Dompape”, som betyder en præst ved en domkirke. Til kirkelige højtider havde disse præsten nemlig en højrød dragt på. Måske pga. den røde farve er dompappen et yndet motiv på gamle julekort – ikke mindst i de angelsaksiske lande og Tyskland.
Som ved så mange andre fugle, er det hos dompappen hannen, som er den mest farverige og genkendelige, og det er som regel dompaphanner Karen K. har tegnet. Men på desginet “Winter Birds”, som er trykt på servietter, engangstallerkner mm. for det amerikanske firma Caspari har hun tegnet både en dompaphun og -han.
Udsnit af papirserviet
En fugleuro
I 1979 tegnede Karen K. er overdådig julefugleuro til Familiejournalens læsere. Her var der ikke mindre en 16 forskellige småfugle – og en ekstra rødhals i fine små bevingede udgaver.
Med engle, hjerter og grangrene oven i festen stillede uroen visse krav til læserens tålmodighed, når det kom til snoretrækkeri. Jeg indså, at det var en tålmodighed, som jeg ikke kunne mønstre, og desuden kunne jeg godt tænke mig at lave en dekoration som ikke signalerede jul.
Det blev til dette fugletræ i stedet.
På en gåtur fandt jeg et par nedblæste grene fra et poppeltræ, som jeg stak i en vase, og så var det bare at gå i gang med at samle fugle og hænge dem op.
Hvis du selv har lyst til at samle fugle finder du de fleste af fuglene fra uroen på flickr, lige til at printe ud. Klik her.
Pas god på med at følge samleanvisninger alt for slavisk! Der er nemlig gået lidt kludder i nummerering på arkene, og der er blevet byttet om på halerne. Musvitten har byttet hale med blåmejsen, gråmejsen har byttet hale med stillidsen, gulspurven har byttet hale med dompappen og bogfinken har byttet hale med grønirisken. Gad vide, hvor mange mennesker rundt omkring i landet der samlede fuglene uden at opdage fejlen i 1979. Det må der være kommet nogle meget spøjse fugle ud af….
De lidt “sjældne”
Mellem uroens fugle er der nogle stykker, som man ikke ser så tit i Karen K.’s tegninger. Bl.a. jernspurven og halemejsen.
Halemejsen
Halemejsen er er en lille fin fugl med hvidt hoved og en lang hale. Jeg havde aldrig hørt om halemejser, før der pludselig var en flok på fem af slagsen, som begyndte at besøge de mejsekugler, som min kæreste have hængt op i sit piletræ.
Her ses du Karen K.’s udgave af en halemejse til højre og til venstre et foto af den ægte vare. Fotoet har jeg fået lov til at bruge af Lizzie Sørup Pedersen, som har taget det og lagt det i den superhyggelige facebookgruppe Danske fugle. Gruppen kan anbefales, hvis du bliver i godt humør af smukke fuglebilleder.
Det er blevet til et par tegninger af halemejser blandt Karen K.’s mange fugle:
Udsnit af julepanorama 1996Et helt træ fyldt med halemejser. Udsnit af julepanorama 1991.To halemejser nyder foderet, som min kæreste har hængt op.
Solsorten
Udsnit af julepanorama 1994
Du skal lige se nogen af de andre fugle som Karen K. sjældent tegner. Det behøver ikke at betyde af fuglene er sjældne i naturen. Mærkeligt nok er der f.eks. næsten ingen solsorte i Karen K.’s vintertegninger, selv om det er en af de fugle man hyppigst ser i haven og omkring menneskenes boliger. Faktisk har jeg kun finde én eneste tegning med solsorte på. På julepanoramaet fra 1994 er der to solsorte. Den eneste kan du se øverst i dette indlæg, og den anden kommer her. Mon Karen K. ikke brød sig om solsorte, der synger så smukt om sommeren, men om vinteren mest er en hidsig fugl, der ikke byder sig om at deres foderet med den mindre spurve og mejser?
Spætmejsen
Her er der tre spætmejser, som jeg også kun har fundet på én tegning af Karen K, nemlig julepanoramaet fra 1992.
Spætmejsen er den eneste fugl i Danmark, som kan løbe både ned ad træstammer med hovedet nedad.
Selv blev jeg desværre først bekendt med spætmejsers eksistens, da min kat en dag kom hjem med to døde eksemplarer. Heldigvis var der igen spætmejser i træet uden for mit vindue det næste forår.
Den lille spætmejse er forøvrigt måske en sladderhank om hvor motivet på Karens K.øs vinterbilledet er hentet fra. Det er nemlig sådan at spætmejse med rød bug lever i Jylland og på Fyn, mens de på Sjælland har lys bug. Så måske er det en vestdansk granplantage, man ser i baggrunden.
og lige lidt flere:
Flagspætte fra billedelotteri, 1960’erne.Skovduer. Udsnit af julepanorama 1994.Gråsiskener på engangstallerken fra serien Woodland Birds – nederst en rødhals. Fra den sene del af Karen Kjærsgaards karriere, hvor nisser var blevet afløst af fugle, som de mest gennemgående væsener i hendes tegninger.
Men lad os vende tilbage til der, hvor vi startede, nemlig med at fordre småfuglene her ved vintertid. Det er hyggeligt at følge med i, hvilke fugle, man får besøg af.
Det kan godt gå lidt tid, inden fuglene opdager maden. Måske skal man overveje lokkemejser….
Og husk at placere maden et sted, hvor katten ikke kan komme til, så det ikke ender med fuglebuffet!
Så er det blevet 22. januar, og vi er nået til den sidste af Karen K.’s stjernetegnsvignetter fra Familiejournalen, nemlig vandmanden.
Karen K.’s tegning af vandmanden er faktisk meget dansk, uden at hun måske har tænkt over det. Stjernetegnet Aquarius, som på dansk har fået navnet vandmanden, har egentlig betydningen “vandbæreren” – altså en mand, som bærer vand. Vandmand har på dansk dobbeltbetydning, idet det også kan være en gople. Derfor har Karen Kjærsgaard tegnet stjernetegnet som en gople. For udlændinge ville det være ret uforståeligt – næsten alle andre steder er stjernetegnet afbildet som en mand (eller kvinde) med en vandkrukke. Ikke engang på vores søstersprog norsk og svensk bruger man ordet vandmand om gopler, de kaldes “maneter”.
Nu har jeg vist alle Karen K.’s tolv stjernetegnsvignetter over det forløbne år. Her kan du se dem alle sammen samlet.
Du kan læse de andre indlæg i serien om stjernetegn ved at klikke her.
For lidt tid tilbage faldt jeg over to små indrammede billeder i en genbrugsbutik. De var tegnet af Karen K. og forestillede to kvinder i egnsdragter eller folkedragter.
Jeg fik lyst til at skrive mere om de postkort med folkedragter, som Karen K. tegnede til Familiejournalens julepanoramaer i 1968, 1973, 1974 og 1975, og som jeg skrev om her på bloggen for et år siden. I alt 50 forskellige kort blev det til med folkedragter fra hele landet.
På hvert kort er det skrevet, hvor i landet dragten stammer fra, og jeg synes det var sjovt at vise et Danmarkskort, hvor Karen K.’s tegninger var sat ind på de lokaliteter, som dragterne stammer fra. Jeg klippede alle figurerne ud af julekortene og satte dem på deres rette plads på Danmarkskortet.
Udbredelseskortet kom til at se sådan ud:
Så kan du se, om der er nogen postkort fra det område, du kommer fra eller bor i. Bornholm har jeg sat ind oppe i øverste højre hjørne, som på et vejrudsigtskort. Og syd for den nuværende grænse ses en kvinde med meget stor stråhat i en dragt fra Dannevirkeegnen. Nogle egne er rigtig godt repræsenteret. For eksempel fra Læsø, Fanø, Lyø og Ærø er der to, og Amager har hele tre.
Hvert år var der på arket med julekort også ét fra landene i Nordatlanten: Færøerne, Grønland og Island. Hvor de færøske og islandke dragter minder lidt om de danske, er det tydeligt at grønlændernes dragt tilhører en helt anden kulturkreds.
Kvinden fra Island har en dragt på fra Mödruvellir i det nordlige Island. Derimod kan de to dragter fra Færøerne på kortene fra 1968 og 1973 ikke nærmere stedfæstes. De færøske folkedragterne er nemlig mere individuelle og ikke så stedspecifikke som de danske. (Tak til Benthe for den oplysning).
Karen K. postkort
Karen K.’s postkort med folkedragter er små fine kunstværker. De er tegnet på farvet karton med farvekridt eller farveblyanter. Hver lille streg ligner næsten et fladsting, og det får kortene til at se broderede ud, selv om det altså er tegninger. Måske som en lille hyldest fra Karen K. til alt det store sy-, broderi- og kniplingsarbejde som i sin tid blev lagt i folkedragterne.
Kortene var ret populære. Som mit loppefund viser, kunne man ramme dem ind og hænge dem op. Hvis du i 70’erne gik på Rolandsskolen i Brøndbyerne, har du måske set portkortene på væggen i aulaen. Familiejournalen skriver i nr. 49 fra 1975, om hvordan skoleinspektør Kjeld E. Stephansen har fået kortene rammet ind og hængt op – fordi de er smukke, og fordi Karen Kjærsgaard gengivelse af de gamle dragter er meget minutiøs og korrekt. Så man kunne lære noget ved at se på dem.
Karen Kjærsgaard har hentet megen af sin inspiration og viden om folkedragterne i to bøger af Ellen Andersen, nemlig “Danske bønders klædedragt”, 1960 og “Folkedragter i Danmark”, 1952. Den sidstnævnte indeholder billeder og beskrivelser af egnsdragter på Nationalmuseet, og mange er Karen K.’s postkort er tegnet efter disse modelfotos fra 1950’erne, hvor kvinder og mænd poserer i dragterne i tidstypiske omgivelser – formentlig på Frilandsmuseet.
Her er et par eksempler på Karen K.’s tegninger, som er blevet inspireret af Inga Aistrups fotografier i bogen.
Kirkedragt fra AmagerBrudepige fra Præstø AmtKvindedragt fra NordfalsterPige fra Mols
Karen K.’s tegninger har meget vidde i skørterne, næsten som om kvinderne bærer krinoline, hvilket ikke var en del af folkedragten. Men det får kjolernes mønstre til at stå flottere frem på tegningerne.
Hvad er folkedragter?
Hvad er egentlig historien med folkedragter. Gik alle folk på landet rundt sådan klædt i “gamle dage”? Hvornår var de gamle dage? Og havde alle kvinderne i en egn præcis ens kjoler på.
Folkedragterne er bøndernes klædedragt, som var forskellig og tit mere gammeldags end
Kvindedragt fra Fanø
byboernes. Men alle folk på landet gik ikke klædt sådan. De fleste af de dragter, som vi i dag kender som folkedragter, var meget bekostlige, og de var først og fremmest festdragter, som man brugte ved særlige lejligheder og absolut ikke til at arbejde i. Og det var kun de rigeste bønder, som havde råd til sådan en luksus. Folkedragter var stor set gået ud af brug ved midten af 1800-tallet, selv om de nogle steder – f.eks. på øerne i Vadehavet – blev båret af ældre kvinder helt ind i starten af 1900-tallet. Og nej, det var ikke sådan at eksempelvis alle piger på Mols var klædt præcis som pigen på billedet her ovenfor. Men i hver egn havde dragten nogle karakteriska, som adskilte den fra andre. Det kunne være dele af dragten – f.eks. hovedtøjet – eller visse farver, mønstre eller snit, som blev foretrukket i et bestemt område.
Pige fra Røsnæs
Blandt de 50 postkort, som Karen K. tegnede er der kun 9 mandsdragter. Det er ikke så sært, for manddragterne var slet ikke så forskellige fra sted til sted. Det var først og fremmest kvindedragten som havde specifikke egnspræg. Mændene rejste trods alt nogen gange ud af sognet for at sejle, gå i krig eller handle, mens kvinderne kunne leve hele deres liv inden for sognets grænser. F.eks. på Røsnæs, hvor pigerne havde en meget speciel dragt, kunne en pige næsten ikke gifte sig med en mand fra et andet sogn, fordi hun så skulle anskaffe sig en ny garderobe. Og prisen på sådan en dragt taget i betragtning kan det godt være, at bondepigens økonomiske fornuft sejrede over romantikken.
Dragterne fortæller historie og skrøner
Kvinde fra Skovshoved
Lad os kigge lidt nærmere på nogle af dragterne. Pigen her til venstre er fra Skovshoved, der i sin tid var et fiskerleje nord for København – nu er det vokset sammen med Gentofte. Skovserpigen (som de blev kaldt) bærer sin karakteristiske fiskekurv på ryggen. Hun har fodlangt skørt, sjal til at varme ryggen og tørklæde til at tage vinden, når hun skal vandre fra Skovshoved og ind til staden for at sælge sine fisk ved Gammel Strand. Her står der i dag en statue af en fiskerkone som minde om et stykke forsvundet kulturhistorie.
Læg mærke til den røde kant nederst på skørtet. Det var et signal Skovserpigen brugte til at fortælle giftelystne undersvende, at hun var ugift.
Kvinde fra Ringkøbing Amt
Egndragten fra Ringkøbingområdet er helt specielt – i hvert fald er det den eneste jeg kender til, hvor kvindernes gik med høje sorte hatte! Hattene var som regel af hareskind og blev derfor af nordvestjyderne kaldt “hårhårshatte”. Årsagen til den mærkværdige hovedbeklædning blev forklaret med flere sagn, bl.a. at moden skulle have spredt sig blandt egnens kvinder efter at et skib med en last af høje hatte var forlist på Vestkysten. En anden historie beretter at en købmand fra Ringkøbing havde forkøbt sig på et parti høje hatte. En dag satte han så for sjov en hat på hovedet af en smuk bondepige, og straks blev hattene højeste mode.
Forklaringen er dog formentlig nok en anden. I Holland og Rhinegnene kendes den høje buttede hat helt tilbage til 1400-tallet. I 16- og 1700-tallet kommer den på mode igen. På det tidspunkt var der livlig handel mellem Danmark og Nordtyskland, og mange karle og piger fra Jylland tog også arbejde i Nordtyskland. Herfra er moden så hentet til Danmark.
Kvindehatten er ikke cylindrisk som herrenes, men er mere buttet. Under hatten bar kvinderne en lille hvid hue besat med flæser af kniplinger, som det også ses på Karen K.’s tegning.
Mand fra Randers Amt
Manden her fra Randersegnen har også en mærkværdig hovedbeklædning, som faktisk går helt tilbage til middelalderen eller før. I middelalderen havde hætten en pose i nakken (en strud), som man kunne bruge til at have penge i. I tidens løb lavede man struden meget lang, jo længere jo smartere.
De langskaftede læderstøvler var meget dyre. En mand kunne få et par støvler til sin konfirmation eller bryllup, og så skulle de holde livet ud. Langt fra alle havde dog råd til sådan en luksus. I nogle landbyer var der ét par fælles støvler, som man så kunne låne, når man havde behov for dem.
Parret her fra Lyø er klædt på til fest. Pigen er i dansedragt. Det ser man på de løse, åbne ærmer, som man kaldte særkeærmer. Man kaldte det “at smide sig barærmet”. Også de dyre silkebånd, som hang løst under dansen for ikke at blive ødelagt, når man svedte signalere fest og dans. Men kan du gætte hvad det er ved pigens fremtoning, som de gamle folk på Lyø midt i 1800-tallet fandt upassende? Frisuren! Kvinderne på Lyø plejede nemlig ligesom andre landbokvinder i landet at rede deres hår tilbage og sætte det i en top under huen. Men en ung lærer som kom til Lyø i 1840 lærte skolepigerne at rede håret med midterskilning, som det var moderne i købstæderne. Forargede forældre forbød deres piger at få en så upassende frisure!
Til sin tegning af Lyømanden har Karen K. hentet inspiration i et gammelt fotografi fra 1871 taget i atalietet hos portrætfotograferne Hansen, Schou og Weller i København. Egnsdragten på Lyø var lidt mere gammeldags end på Fyn. Den strikkede hus blev kaldt en “nikulørs hue”, fordi den var strikket af mange forskellige farver garn. Sådan en hue var karakteristisk for de sydfynske øer.
I 1700 var herremoden at have langt hår. Bønderne gik “i eget hår” i modsætning til de højere klasser, som havde parykker. Omkring 1800 lærte omrejsende bissekræmmere fra Holsten de unge karle at klippe håret kort. I begyndelsen gjorde man nar af de korthårede, men efterhånden bredte moden sig.
Fra Amager har Karen K. tegnet hele tre kvindedragter. Amgerbønderne var meget velhavende, og det kunne man bl.a. se i kvindernes dragter: fint klæde, silketørklæder og store forgyldte smykker. Amager og Røsnæs var de eneste steder i landet, hvor man langt op i tiden holdt fast i at kvinderne havde forskellige dragter til forskellige lejligheder. Kvinden til venstre er i “kokkedragt” – som blev brugt af slægtninge til brudeparret, som vartede op ved brylluppet. Kvinden i midten er i en brudedragt, mens kvinden til højre er i klædt i det røde forklæde, som kun blev brugt til kirkegang. Om skuldrene har hun et såkaldt “barcelonatørklæde”. Det var silketørklæder som sømændene bragte hjem til deres kærester, som brodere farvede mønstre på dem. På brystet bærer hun et stort forgyldt spænde med billeder af jomfru Maria med Jesusbarnet og pigerne egne initialer som små hængesmykker nedenunder.
Tre kvinder fra amager
Galleri
Og sådan kunne man blive ved, der er masser af historie gemt i dragterne. Men nu vil jeg bare vise jer nogle flere af Karen K.’s flotte tegninger. Postkortene er fine, men jeg synes, figurerne bliver endnu mere levende, når de er klippet ud af rammerne og baggrunden på kortene.
Odense Amt – Røsnæs – Mors
Fanø – Bornholm – Fyn
Ærø – Viskinge – Vendsyssel
Dannevirke – Horne – Drejø
Salling – Nordsjælland – Røsnæs
Langeland – Samsø – Kalundborg
Lolland – Hedebo (“Heden” mellem København, Køge og Roskilde) – Fur
Vejle Amt – Ærø – Læsø
Tåsinge – Mandø – Vendsyssel
Pigen her ser næsten mellemøstlig ud, men hun er klædt i en en egnsdragt fra Læsø. Tankevækkende. Her nedenunder kan du se en Læsøkvinde i en vaskepulverreklame fra 1971. Det var ikke kun Karen K., der dyrkede almueromantik i slutningen af 1960’erne og starten af 70’erne! Kvinden i festdragten fra Læsø står i samtale med en meget moderne kvinde anno 1971 foran en traditionel Læsøgård med tangtag.
Til slut kunne jeg slet ikke lade være med at lege lidt med figurerne i form af lidt billedmanipulation.
En kvinde i en dragt fra Vejleegnen byder velkommen til det hus, hvor Karen K boede i 1960’erne. Huset og dragten er fra ca. samme tid.En ung kvinde fra Løgstøregnen er i bøgenskoven for at se på anemoner.
Husk, at hvis du kun lide dette indlæg, så giv det et “like” ligesom Rømøpigen her ved at klikke på LIKE-knappen med den blå stjerne her nedenunder indlægget. Så bliver jeg så glad 🙂
Det er blevet d. 7. januar, og julen er forbi. I Sverige kaldes dagen i går for Trettondagsjul – trettende juledag. Lige som i Danmark markerede den dag julens afslutning. I Småland kaldte man i gamle dage d. 7. januar – altså dagen efter julens afslutning – for “Farängladagen”. Det kan man på dansk oversætte omtrent til Store Englerejsedag. Det var dagen, hvor juleenglene rejste hjem efter at have tilbragt julen hos menneskene på jorden.
Den bedste måde at sige farvel til englene på er vel med denne lille serie af svenske julekort. Jeg har ikke nogen præcis datering – men tror, de er fra midt i 1960’erne. Hele serien er udgivet af Axel Eliassons Konstförlag i Stockholm og er af “svensk tilverkning”.
En serie af svenske julekort. På bagsiden står God jul Gott Nytt År.
Det sidste kort i serien, er fuld af sol og forårsstemning. Det giver håb for at foråret ikke er alt for langt væk.
Se, nu er da Julen straks forbi; Det er Helligtrekongers Aften. Saa ender den rare Jul; men vi er glade, at vi har haft den.
Sådan begynder det næstsidste digt i “Peters jul”, som Johan Krohn udgav i 1866. Helligtrekongers aften eller tolvte juledag er måske blev lidt glemt i vores moderne fejring af julen, men traditionelt har d. 5. januar markeret afslutningen af juletiden. Den 6. januar var så selve helligtrekongers dag.
Digtet fortsætter:
Tre Lys har vi tændte – tænk engang! – for Kongerne, de, som bragte Jesusbarnet en Julepresent; vi ved det, for Far har sagt det.
Dagen er selvfølgelig opkaldt efter de vise mænd fra Østerland, som besøgte det nyfødte Jesusbarn med gaverne: guld, røgelse og myrra. Det var til Helligtrekonger og ikke til juleaften/juledag, at Grundtvig skrev salmen “Dejlig er den himmel blå”, som i dag opfattes som en julesang. Salmen hed oprindeligt “De hellige tre Konger” og havde ustyrligt mange vers. Den var en af de sange, som man i 1800-tallet brugte, når man gik på Helligtrekongersbesøg. Disse besøg foregik således, at tre mænd uklædt som konger i mørket på helligtrekongersaften eller -dag gik fra hjem til hjem med en lysende stjernelanterne og sang forskellige sange til gengæld for lidt beværtning.
“De Hellige Trekonger besøger et jysk bondehjem”. Maleri af Chr. Dalsgaard efter 1862. Kunstmuseet i Sorø.
Selv om der i Bibelen ikke nævnes noget om, at de vise mænd var konger – eller at der var tre, er det alligevel blevet en tradition at omtale dem som Helligtrekonger. Selv i kirken hedder dagen Helligtrekongersdag. Karen K. har gennem flere årtier tegnet adskillige udgaver af de helligtrekonger, som jeg synes det kunne være sjovt at vise her i kronologisk rækkefølge. Gennem alle årene fastholder hun den udbredte tradition om at der er en gammel konge, en ung konge og en sort konge, nemlig morianernes konge. En morian er en gammel betegnelse for en sort mand, en afrikaner.
Det ældste Karen K. billede af kongerne, viser dem på vej til Betlehem ledet af den store stjerne.
Detalje af gavepapir fra 60’erne
De næste konger er figurer fra Karen K.’s julekrybbe fra 1968.
Julekrybbefigurer fra 1968.
I 1971 udkom det første nummer af Familiejournalen på selve Helligtrekongersaftensdag. Karen K. havde leveret en flot kollage til forsiden af kongerne klædt i brokade og perler.
Forside til Familiejournalen 1971.
Det samme billede kunne man også få i indrammet udgave til julestuen eller børneværelset.
I årene 1974-1981 tegnede Karen K. årligt otte hjertekurve samt fem kræmmerhuse til Familiejournalen. Hvor motiverne på hjertekurvene var nisser og den verdslige jul, var motiverne på kræmmerhusene næsten altid engle og den (lidt) mere religiøse jul. I 1975 var kræmmerhusene simpelthen et lille krybbespil med Maria og barnet, engelen og de tre konger på hver sit kræmmerhus. Stilen får mig til at tænke på russiske ikoner.
Klippeark fra Familiejournalen i den sidste uge op til jul 1975.Kræmmerhusene fra 1975.Kongekræmmerhusene fra 1975 i vinterlys.
I 1978 dristede Karen K. sig til at lave et religiøst julepanorama til Familiejournalen efter flere år med nisselandskaber. Nederst til højre i billedet ses kongerne komme ridende på kameler ind i Betlehem under appelsintræerne.
Kongerne fra 1978.
I 1980 tegnede Karen K. påny en julekrybbe, hvor kongerne naturligvis indgik. Dragterne var knapt så detaljerede og spraglede som i 60’erne og 70’erne.
Julekrybbefigurer fra 1980.
Efter tre år midt i 80’erne helt uden saml-selv julepynt af Karen K. i Familiejournalen, vendte hun i 1988 tilbage med en serie af kræmmerhuse, der lige som i 1975 udgjorde et lille krybbespil. 80’erne pastelfarver har sneget sig ind i kongernes dragterne og borterne på kanten af kræmmerhusene.
Kongekræmmerhuse fra 1988.
I 1992 lavede Karen Kjærsgaard et krybbespil i form af flade figurer med for- og bagside til at hænge op. Figurerne er buttede og lidt barnlige i udtrykket, så det er svært at se forskel på den unge og den gamle konge, for ingen af dem har det skæg, det normalt indikerer forskellen.
Kongerne fra 1992.
Til Milleniumjulen i 1999 tegnede Karen Kjærsgaard de sidste helligtrekonger, som jeg har kendskab til. Her ses de på vej gennem en oase med deres dromedar. Kongerne fra 1999 er forresten de første af Karen K. siden gavepapiret fra 60’erne, hvor alle kongerne har deres gaver i hænderne.
Kongerne fra 1999.
For at markere afslutningen på julen kunne man på helligtrekongeraften tænde tre lys – ét for hver af kongerne – og lade dem brænde ned. Man kunne også have et særligt helligtrekongers lys, som havde tre arme med hver sin stage. Lysene omtales også i Peters jul, hvor digtet slutter med ordene.
Her sidder vi ved vort lille Bord og ser, hvordan Lysene brænde; naar de er slukkede, siger Mor, at saa er Julen til Ende.
Her ved nytår er det tid til at gøre status. I dag fylder Karen K. bloggen 1 år. Og sikke et år. Jeg vil gerne sige tak for alle de søde beskeder, venligheder og hjælp jeg har fået fra jer alle gennem året. Det giver mig overskud til at fortsætte bloggen og give Karen K. den omtale, hun fortjener.
Siden 2. januar 2015 er der blevet postet 84 indlæg på bloggen om Karen K.’s flotte tegninger, figurer, julepynt m.m. Husk at du kan abonnere på bloggen, hvis du vil have en email, hver gang der kommer nyt på siden.
Har du forresten lagt mærke til, at bloggen har fået et logo – en lille skrivenisse, som kan ses øverst på siden.
Fra en beskeden start i januar er opmærksomheden om bloggen bare vokset gennem året. I december var der mere end 1500 besøg på bloggen. Det svar til ca. 1/4 af alle årets besøg.
Søjlerne viser antal besøg på bloggen måned for måned i 2016.
I alt har der været mere end 6000 besøg på bloggen i 2016. Selv om bloggen mest er på dansk er ca. 1 ud af 5 besøgende fra et andet land end Danmark. Der er flest besøg fra Sverige, USA og Norge, men gæster fra mange europæiske lande har kigget forbi. Og også fra mere fjerne lande som Madagaskar, Australien, St. Lucia og Japan.
På kortet kan du se, hvilke lande bloggens gæster kommer fra – de gule og røde lande.
Der har været gæster fra mange forskellige lande på bloggen i 2016.
Bloggens TOP 10 2016
Ved ca. halvdelen af årets 6000 besøg kan jeg se, hvilket indlæg på bloggen, der er blevet læst. Derfor kan jeg lave en top 10 over årets mest populære indlæg. Måske er der nogen af dem, du ikke har fået læst endnu.
Mange af jer har læst med om min tur ud i det jyske højland omkring Ejer Bavnehøj for at finde det hus, som Karen Kjærsgaard engang boede i, og som hun har gengivet på flere af sine tegninger.
Du kan læse alle fem indlæg om Karen K.’s huse, som de ser ud i hendes kunst og virkeligheden ved at klikke her.
Karen Kjærsgaard har tegnet mange fine postkort, som er små kunstværker. Specielt hendes kort til årets gang, som formentlig er fra sidst i 50’erne, er værd at kigge på. Der er også en serie med H.C. Andersen motiver fra samme periode.
Hvis du kender til flere postkort af Karen K., vil jeg altid gerne høre fra dig.
I 1984 lavede Karen K. en juleuro inspireret af Selma Lagerlöfs historie om Nils Holgerssons forunderlige rejse gennem Sverige. Her kan du læse om den klassiske børnebog, som er mere end 100 år gammel, men som stadig er meget læseværdig og fyldt med fortællinger og sagn om de forskellige svenske landskaber. Og så er den ovenikøbet rigtig spændende.
Dette indlæg er nok det mest personlige på bloggen, så det er en ekstra glæde for mig, at det er med på top 10.
Karen K.’s kollage af en dreng med æbler i hænderne, fik mig til at tænke på oplevelser fra min egen barndom. Utroligt hvordan kunst kan sætte tanker i gang.
Karen Fjord Kjærsgaard er det fulde navn bag signaturen Karen K., med hvilken hun signerede det meste af sin produktion fra starten i 1950’erne og i hvert fald frem til midt i 1980’erne.
Bag ved hver reproduktion af Karen K.’s værker har der eksisteret en original. I min samling har jeg én original Karen K. akvarel.
Her kan du læse om signaturen og min ægte Karen K. akvarel.
En læser på bloggen havde googlet “Hvor er nisserne om sommeren” – og google havde ledt hen til min blog. Året rundt med nisserne er en serie på fem indlæg, som med Karen K.’s egne ord fortæller om årets gang for de nisser, som hun mente, boede i det gamle hule træ bag hendes hus.
Dette indlæg handler om nissernes sommeraktiviteter.
I februar skrev jeg om den hyggelige papirhandel Pen & Papir, som ligger i Odense, og dengang havde Karen K. billeder i sit udstillingsvindue. Siden hen er butikken flyttet, og kalder nu sig selv “Odenses mindste butik”. Men den er stadig et besøg værd.
Indlægget fra februar blev delt på butikkens Facebook-side, og det gav en masse gæster på min blog.
Endnu et indlæg fra serien om nissernes år er kommet med på top 10. Nissernes har jo ikke bare med julen at gøre. Det første indlæg handler om, hvad de foretager præcis på denne tid af året, hvor det er vinter over landet.
Du kan læse alle fem indlæg i serien ved at klikke her.
Et af mine personlige favoritindlæg er nået helt op på 2. pladsen i Top 10. Her bliver det ret nørdet, når jeg dykker ned i et gammelt billedlotteri, som Karen K. tegnede til forlaget Drechsler.
Du kan også læse om et beslægtet stavelotteri ved at klikke her.
Den suveræne vinder i årets Top 10 er et indlæg, som har fået vildt mange besøg, siden det kom på bloggen sidst i november. Det handler om de små populære plastfigurer af nisser og engle, som mange nok husker fra 70’erne.
Indlægget har virkelig skabt debat og markante meninger rundt omkring på Facebook, især fordi jeg ikke mener, at enhver lille plastiknisse fra 70’erne er tegnet af Karen K. Jeg har prøvet, at finde frem til de ægte Karen K. nisser ved at sammenligne med hendes øvrige kunst.
Det kan være lidt skuffende for dem, som troede, at alle plastiknisser var tegnet af Karen K. Specielt fordi Karen K. nisser de sidste par år er blevet samleobjekter og sælges til uhyrlige priser, som sikkert ville få Karen Kjærsgaard til at tabe både næste og mund.
5 boblere
Uden for top 10 ligger 74 blogindlæg, som sagtens kan tåle et blive læst eller genlæst. Måske har du ikke fået dem læst allesammen. Her har jeg udvalgt fem, som jeg særligt anbefaler:
I sommer kom jeg i kontakt med Lili Chou, som arbejder for det amerikanske firma Caspari, som Karen K. tegnede for igennem hele karrieren. Lili besøgte Karen Kjærsgaard i 2011 og gav mig lov til at dele nogle billeder fra besøget. Flugten til Ægypten.
Karen Kjærsgaard tegnede af og til også religiøse motiver. Her handler det om Flugten til Ægypten og om de mirakler, som sagnet fortæller, der skete for Maria og Josef under flugten. Det har sat sig spor i mange forskellige kulturer.
Børns leg er titlen på et række kollager af legende børn, som Karen K. lavede i 60’erne, og som blandt blev uddelt som gave til at medicinalfirmas kunder.
Kollager er samme type kom sidenhen til at danne forsider på Familiejournalen i en årrækken omkring 1970.
Det vrimlede med små intellektuelle forlag i 60’erne, og Karen Kjærsgaard tegnede grafiske mønstre som prydede omslaget på ét af disse forlags bøger, nemlig Skars Forlag. Denne oversete del af Karen Kjærsgaards produktion kan du læse om i dette indlæg. Tegnelæreren
En af dem, der inspirerede Karen Kjærsgaard til en karriere inden for grafisk design og kunst var den visionære tegnelærer fra skoletiden, Aleksander Klingspor. Du kan læse om ham og hans kunst i dette indlæg.
Jeg håber, du har fået lyst til at gå på opdagelse rundt om på bloggen. Og husk, at du altid er meget velkommen til at sende mig en kommentar. Nedenunder hvert indlæg er der en kommentarknap, som du kan trykke på. Jeg glæder mig til at høre fra dig.
Snart er det nytår. Året er faret afsted. Årene farer afsted, og mens tiden går, forandrer verden sig omkring os.
Se bare hvordan forsiden af Familiejournalen ændrede sig fra 1923 til 1998. (Selv 1998 er efterhånden meget længe siden!). Fra noget stilrent og moderne i 1923 til noget stilrod og ærlig talt konservativt, nostalgisk og tilbageskuende billedside og indhold i 1998.
Nytår er også tid til en ny kalender. I 1990’erne tegnede Karen Kjærsgaard flere kalendere til Familiejournalen. Hver kalender havde fire akvareller – en til hver årstid. Den første kalender kom i 1993, og var med dyre og fugle motiver. En vildgås, en sneppe, et egern og en agerhøne.
Akvarellerne er malet med stor nøjagtighed i detaljen og kunne sagtens illustrere en faunabog.
Denne næste kalender kom i sidste nr. af Familiejournalen 1994 og var for året 1995. Ugedagene fra 1995 passer med 2017, så her får I billederne med kalenderdelene på, hvis nogen skulle have lyst til at bruge den som vægkalender i 2017.
Det er lidt usædvanligt at se tomme landskabsmotiver fra Karen K.’s hånd. F.eks. i julepanoramaerne er landskabene altid befolket med massevis af nisser og engle. Men her får landskaberne lov til at tale for sig selv med sine sarte nuancer.
Alle landskaberne har virkelige forbilleder forskellige steder i Jylland. Gården på billedet for januar-marts ligger tæt ved Ejer Bavnehøj lige i nærheden af Karen Kjærsgaards eget hus. Jeg har tidligere skrevet om stedet, og det kan du læse om her og her.
Motiver for april-juni er fra Mossø tæt ved Øm Kloster.
Sensommerbilledet forestiller Limfjordøen Livø set fra øen Fur. Mon ikke Karen K. bloggens faste stab skal på tur i 2017 og se både Mossø, Fur og Livø i virkeligheden?
Vintermotivet her er så blegt og sart i farverne, at det næsten bliver helt væk. Der er ikke mange detaljer i billedet, som kan afsløre lokaliteten. Men det skulle forestille et landskab sydvest for Skanderborg. Men det er måske ikke hel urealistisk at forestille sig, at det er udsigten over bakken fra Karen Kjærsgaards eget hus, som hun har valgt som motiv.
Huset, hvor Karen K. boede i 1980’erne ca. 7 km sydvest for Skanderborg, og den store bakke uden for hendes vinduer. Udsnit af julepanorama fra 1987.
Til 1996 fik Familiejournalens læsere endnu en kalender, denne gang med fuglemotiver. Fuglene er en isfugl, en gærdesmutte, en vibe og en stillits. Jeg er specielt vild med forårsbilledet af gærdesmutten i det blomstrende kirsebærtræ.
Ligesom kalenderen fra 1993 er akvarellerne meget detaljerede og naturalistisk udført. På billedet af isfuglen ses oven i købet resten af en signatur hvor isfuglens latinske navn Aleco Atthis indgår. Signaturen er desværre beskåret, så man ikke kan se hvilket år tegninger er fra – det er sikkert en fejl, at den ikke er fjernet helt. Men akvarellen er i hvert fald udført 30. maj. Billederne kan sagtens være meget ældre end 1995. For eksempel havde Familiejournalens læsere allerde set tegningen af stillitsen i form af et julekort i 1984.
Stillitsen på ark med julekort fra 1984.
Til året 1998 bragte bladet en årstidskalender med fire blomsterakvareller: Iris, rose, solsikke og julestjerne.
Stilen er lidt mere løs i udtrykket end sædvanligt fra Karen Kjærsgaard og lever egentlig ikke op til hendes sædvanlige standart. I hvert fald ikke hvis idealet er de naturalistiske gengivelser af planter, som hun tidligere havde tegnet, og som jeg personligt meget bedre kan lide. Du kan se nogle af dem ved at klikke her.
Den sidste Karen K. kalender, som Familiejournalen bragte var til det sidste år i det gamle årtusinde, 1999. Motiverne var dyrebørn: Ræveunger, en harekilling, en spurveunge og kattekillinger. Stilen er til dels naturalistisk men med et ekstra drys nuttethed og naivisme.
Også dette år havde der sneget sig lidt genbrug ind i kalenderen. Kompositionen med de tre ræveunger kunne man også se på julepanoramaet fra 1992.
Billedet af den lille spurveunge kunne den meget opmærksomme læser måske huske fra 1982, hvor Karen Kjærsgaard i julehæftet havde skrevet en historie om en spurveunge, som faldt ud af reden. Den vil I kunne læse her på bloggen engang i 2017.
Med disse kalendere, der minder os om, at lyset er vendt, og at forår og sommer snart skal vende tilbage, vil jeg gerne sige tak for 2016 her på Karen K. bloggen. Vi ses i 2017. Godt nytår!
Jeg må være ca. 100 år gammel. I hvert fald kan jeg huske skolefester, hvor underholdningen bestod af sanglege: “Jeg gik mig over sø og land”, “Tornerose var et vakkert barn”, “Bro Bro Brille” og “Så går vi rundt om en enebærbusk”. Tror nutidens børn ville flække af grin, hvis de blev udsat for den slags.
Børn i leg. Måske “Bro Bro Brille”. Billede fra ca. 1965 fra “Børns leg”.
Jeg kan også huske en enkelt juletræsfest fra min barndom i forsamlingshuset 2. eller 3. juledag. Jeg kan huske, at jeg syntes, det var vildt underligt at danse om juletræ efter juleaften, men i virkeligheden var det sikkert en gammel tradition, at diverse foreninger holdt den juletræsfester slags netop i helligdagene. Nu foregår de fleste julearrangementer i november eller starten af december, og d. 25. december betragter de fleste julen som overstået.
Men jeg kom til at tænke på Karen K.’s julehjerter med husflittige nisser, da sangen “Så går vi rundt om en enebærbusk” pludselig kom ind i mine tanker efter adskillige år langt væk. De opbyggelige og opdragende vers i sangen kan man næsten finde afbillede en til en i Karen K.’s julepynt.
For de af jer, der måske ikke kender sangen, kan jeg fortæller af omkvædet lyder sådan her:
Så går vi rundt om en enebærbusk, enebærbusk, enebærbusk, så går vi rundt om en enebærbusk, tidlig mandag morgen.
Nisser omkring en enebærbusk på heden. Panorama fra 1986.
Ugedagen skiftes ud undervejs, og så synger man om de flittige pligter, man gør den dag. Det var den gang storvasken to adskillige dage. Det hele sluttes af med kirkegang søndag morgen!
Så gør vi såd’n, når vi vasker vort tøj, tidlig mandag morgen:
Julehjerte fra 1979.
Så gør vi såd’n, når vi skyller vort tøj, tidlig tirsdag morgen:
Kræmmerhus 1995.
Så gør vi såd’n, når vi tørrer vort tøj, tidlig onsdag morgen:
Juleremse 1983.
Så gør vi såd’n, når vi stryger vort tøj, tidlig torsdag morgen.
Mærkelig nok kan jeg ikke finde et eneste Karen K. billede med nisser, der stryger tøj!
Så gør vi såd’n, når vi fejer vort gulv, tidlig fredag morgen:
Julehjerte fra 1978.
Så gør vi såd’n, når vi skurer vort gulv, tidlig lørdag morgen:
Julehjerte fra 1981.
Så gør vi såd’n, når til kirke vi går, tidlig søndag morgen:
Postkort lånt fra www.piaper.dk. Tilhører Familien Kjærsgaard.
Sanglegen om enebærbusken kendes også i Norge og Sverige i næsten samme udgave og med samme melodi. I Norge synger man sangen, når man danser om juletræet! På svensk hedder den “Så går vi runt om ett enebärsnår“, og her forbindes den også med juletræsfester. Også i Holland, Belgien og England har man en lignende gammel sangleg, og man mener at sangen måske oprindelig er engelsk. (Danmarks Sanglege udgivne af S. Tvermose Thyregod, 1931, s. 258-9).
Sanglegene har rødder tilbage i 1800-tallet – mindst. Det er underligt – og lidt rart – i min egen levetid at have været en del af sådan en gammel tradition.
I går fik de fleste af os vores julegaver. Da jeg selv var ved at pakke mine gaver ind lillejuleaften opdagede, at jeg havde glemt gavemærkater. Heldigvis have jeg et par løse stumper fra Karen K. klippeark – hjerter, medaljoner og en hank til kræmmerhuse, som snildt kunne bruges til gavemærkater.
Jeg fik nogle rigtig gode julegaver i år. Og sørme om jeg ikke også fik noget Karen K.!
Fra en sød læser af blogger fik jeg til min store fornøjelse tilsendt en julegave lige før jul: nemlig et fint Eva Rosenstand julebroderi mønster designet af Karen Kjærsgaard. Jeg kan ikke brodere, så måske skal jeg igang med perlerplader, hvis jeg vil lave nisser. Under alle omstændigheder er det et fantastisk nyt indslag i min Karen K. samling.
Hvis du ikke allerede har læst om den store jagt på Karen K. broderi, så klik her. En af de sidste dage før jul var jeg også heldig at finde et Karen K. broderi i en genbrugsbutik i samme stil som mønsteret herover.
Fra min søster fik jeg et fantastisk gammelt juletræstæpppe i papir købt i en genbrugsforretning i Gøteborg.
Der kan ikke være tvivl om, at Karen K. står bag designet, men juletræstæppet er desuden til overflod signeret. Fantastisk gammel ting, som kun var tiltænkt engangsbrug, men som har overlevet i sikkert mere end 40 år nu.
Det kunne godt være et Karen K. juletræstæppe af papir, som er med i denne scene fra juleaften i filmen “Dyrlægens plejebørn” fra 1968. Nederst til venstre i billedet.
Og prøv så engang at se dette juletræstæppe af stof.
Nisserne og hjerterne er meget lig dem på mit papirjultræstæppe, men der er ingen signatur. Er det et tyvstjålet design, eller er Karen K.’s navn bare forsvundet i transformationen fra papir til stof?
Der er vist stadig mange Karen K. mysterier at løse i det nye år. Jeg skriver om det på bloggen, når jeg finder ud af noget nyt.
Men først er det tid til julehygge. Fortsat god jul.
Porcelænsmalet juletallerken fra 1975. Porcelænsmaling var en stor ting i 70’erne! Denne her er lavet af “Kis” efter et julehjerte fra Familiejournalen i 1974.
Her er der tre spætmejser, som jeg også kun har fundet på én tegning af Karen K, nemlig julepanoramaet fra 1992.
Den bedste måde at sige farvel til englene på er vel med denne lille serie af svenske julekort. Jeg har ikke nogen præcis datering – men tror, de er fra midt i 1960’erne. Hele serien er udgivet af Axel Eliassons Konstförlag i Stockholm og er af “svensk tilverkning”.
Siden 2. januar 2015 er der blevet postet 84 indlæg på bloggen om Karen K.’s flotte tegninger, figurer, julepynt m.m. Husk at du kan abonnere på bloggen, hvis du vil have en email, hver gang der kommer nyt på siden.
Mange af jer har læst med om min tur ud i det jyske højland omkring Ejer Bavnehøj for at finde det hus, som Karen Kjærsgaard engang boede i, og som hun har gengivet på flere af sine tegninger.
Mikaels Karen K. blog 