I aften er det Mortens aften. I katolsk tid var d. 11. november helgendag for Skt. Morten (eller Martin, som han hedder nede i Europa). Selv om de fleste danskere ikke har været katolikker siden 1536, har skikken med at fejre Mortens aften overlevet.
Fra Karen K.’s billedlotteri.
Dagen er opkaldt efter Martin af Tour, som levede i 300-tallet. Han førte et meget helligt liv, og derfor udnævnte byens borgere ham til biskop. Det var han imidlertid ikke interesseret i at blive, så han flygtede og gemte sig i en gåsesti. Gæssene skræppede op og afslørede altså Martin, som blev fundet og indsat som biskop. Lige siden hadede han gæs, og det skulle være grunden til, at man spiser gæs på Mortens aften. Og det på trods af, at Skt. Martin i følge legenden selv døde efter at have grovædt gåselår!
Helt tilbage i middelalderen var Mortens aften en aften, hvor man havde sociale sammenkomster. Dronning Christines regnskabsmester skriver i 1505, at nogle skoledrenge (peblinge) får 8 skilling for at synge for dronningen på mortensaften. I Danmark kender man skikken med gåsesteg på Mortens aften i hvert fald tilbage til starten af 1600-tallet. Det var dog nok kun de rigeste, der kunne tillade sig sådan en luksus.
Fra Karen K. filtklip, 1978Detalje af Karen K. julehjerte, 1975.Detalje af Karen K. juleremse, 1982.
Før landbruget blev industrialiseret i løbet af 1900-tallet, var der tradition for at man i landbosamfundet hjalp hinanden med høsten. Og når høsten var i hus i september, holdt man også i fællesskab et stort høstgilde.
Her ses Karen K.’s kollage af stofrester, uldgarn, karton, bygaks, græs og blomster, som kom til at pryde forsiden af Familiejournalen i august 1969.
Den søde lille høstpige kom til at stå lidt i kontrast til de overskrifter, som fandt vej til den endelige forside. Fx.: LIGE PÅ OG HÅRDT MED TOM BOGS. (Tom Bogs var professionel bokser).
Fejringen af høsten skulle i gamle dage foregå inden Mikkelsdag, dvs. den 29. september. Stemningen af sådan en høstfest er bevaret som et minde i sangen “Marken er mejet, og høet er høstet“, som man måske stadig synger rundt omkring.
Postkort af Karen K. Formentlig fra sidst i 1950’erne.
Teksten siger bl.a.:
Dette er andet vers af Højskolesangbogens version af “Marken er mejet“. Teksten er af den sydfynske bondedigter Mads Hansen og fra 1868, men den bygger faktisk på en ældre høstvise med titlen “I Høsten” af Adolph Recke (1820-67). I det originale vers er der blevet lidt mere plads til flirteriet mellem karle og piger, som uden tvivl har været en væsentlig del af høstfesten:
Teksten passer fint til Karen K.’s postkort af et høstgilde, som ses her ovenover. Et dansende par under en udsmykning af korn, græs og blomster blev sidenhen en af Karen K.’s sødmefyldte kollager.
Forsideillustration Familiejournalen september 1972
Karen K. brugte mange motiver med folkedragter i sine arbejder sidst i 1960’erne og 1970’erne.
“Høstgilde” sammenstillet af udsnit af Karen K. julekort fra 1973-75. Folkedragter fra forskellige egne af Danmark.
Det sidste kornneg, som blev bundet på marken, blev brugt til pynt i gildesalen til høstfesten. Ja, nogle gange sad neget endda med til bords. Og den pige, der havde bundet det sidste neg, skulle tage den første dans, når musikanterne spillede op.
En mand fra Vejleegnen byder en kvinde fra Præstø op til dans.
Omkring reformationen havde man fra kirkens side prøvet at indføre, at høstfesten skulle holdes præcis på Mikkeldag, som også kaldtes Alle Engles Dag. Her skulle man takke for årets afgrøde og samtidig skulle der “den hele dag både om morgenen, formiddag og efter måltid prædikes om englene, og hvad gavn vi have af deres tjeneste…” Men Mikkelsdag som høstfestdag vandt aldrig rigtig indpas i befolkningen. Høstfester var populære, men datoen ikke vigtig. (kilde: Troels-Lund: Dagligt liv i Norden i det sekstende Århundrede, bd. IV).
Derimod blev Mikkelsdag – sammen med påsken – i de gamle landbosamfund ofte anvendt som skiftedag – dvs. den dag hvor tyende på landet kunne skifte tjenestested – nu var høsten jo vel overstået. Dette var på trods af, at Chr. V’s danske lov fra 1683 faktisk slog fast, at skiftedag var 1. juni og 1. december.
Mikkelsdag er opkaldt efter ærkeenglen Mikael. Måske var en af grundene til, at den kirkelige Mikkelsmesse aldrig blev så populær på disse breddegrader, at navnet “Mikkel” havde en lidt negativ klang og blev associeret med noget lumsk. Tænk bare på “Mikkel Ræv”. Derfor slutter jeg af på dette blogindlæg ved at se frem mod Mikkelsdag med et par frække og søde ræve tegnet af Karen K. gennem årtierne.
Ræv fra billedlotteri ca. 1965.En listig ræv kigger frem fra kulissen af et dukketeater, 1973.Nissepige fodrer ræv, julehjerte 1974.Udsnit af panorama, 1976.Polarræv, fra julehjerte 1976.Udsnit af panorama 1977.Udsnit af panorama 1983Ræveunger fra 1999-kalender. En lignede gruppe af ræveunger kan dog ses allerede på Familiejournalens julepanorama fra 1992.
Her i det tidlige efterår er det oplagt at tage en ridetur på sin hest ud i naturen. Hyggeligt, men ikke helt ufarligt, hvis hesten prøver sig frem med at spise ukendte vækster, som viser sig at være giftige. Dagens blogindlæg handler om heste og giftige planter, og hvordan man genkender planterne og passer på sin hest. Begge dele set gennem Karen Kjærsgaards tegninger og tekster.
Foto: Mogens Lange. Familiejournalen 1966, nr. 51.
Jeg tror, Karen Kjærsgaard godt kunne lide heste. I hvert fald kan man i en artikel fra 1966 se hende sammen med familiens to heste. Hestene omtales som en del af familien.
Den lille hestestald er det første, man møder på vej ned til huset, hvor Karen Kjærsgaard boede i 1960’erne.
I 1982, hvor Karen Kjærsgaard boede tæt på landsbyen Tåning i et lidt mindre hus uden plads til en hest, skriver hun, at hun havde sin hest i stald på nabogården. Så selvfølgelig er der også heste i Karen K.’s tegninger. Måske ikke nær så mange, som der er fugle, katte, får og andre dyr, men rundt omkring dukker hestene op både i naive gengivelser og i mere naturalistiske.
Nogle af de ældste gengivelser af heste fra Karen K.’s hånd, som jeg kender til, ses på nogle af postkortene i en romantiske serie, der viser årets gang i “de gode gamle dage”, som vistnok er en gang i 1800-tallet at dømme ud fra tøjet på tegningerne. Her ses både bøndernes arbejdsheste og de riges rideheste. Postkortene, tror jeg, er tegnet omkring 1960 eller lidt før.
Hestene hjælper med at bringe høsten i hus.Ryttere i vild fart over Erimetagesletten.
Postkortet med herrerne i de røde frakker, som rider af sted i så høj fart, at en af rytterne falder af hesten, er interessant. Slottet i baggrunden er Erimetageslottet i Jægerborg Dyrehave, så der må være tale om et motiv fra Erimetagesletten. I slutningen af 1950’erne boede Karen Kjærsgaard i Søllerød kun få km fra Dyrehaven, så det er sandsynligt, at hun har hentet inspiration til postkortet på en vandretur på Erimetagesletten. Måske har hun endda overværet Hurbertusjagten, som foregår her hvert år den første søndag i november. Det har den gjort næsten uden afbrydelser siden år 1900. Rytterne i Hubertusjagten er netop klædt i røde frakker og hvide bukser. Hubertusjagten er ikke nogen egentlig jagt på trods af navnet. Det er et hesteforhindringsløb, som har taget navn efter jagtens skytshelgen Hubertus. Lidt duft af jagt er der dog over begivenheden, idet der er tale om en symbolsk videreføring af den såkaldte par force jagt, som er hele baggrunden for, at dyrehaven blev anlagt af Christian d. 5 fra 1670 og frem. Her blev der anlagt veje i stjerneformation, hvor man kunne drive par force jagten, som var en udmattelsesjagt, der gik ud på med heste og hunde at jage en kronhjort i timevis til den segnede af udmattelse, hvorefter kongen kunne stige ned fra sin hest og dræbe hjorten med et sværd.
Udsigten over Erimetagesletten
Det er lidt uklart, om Karen K.’s postkort forestiller en Hubertusjagt eller en par force jagt. Motivet på postkortet kan selvfølgelig ikke dateres, fordi det er en kunstnerisk gengivelse, hvor man ikke kan gøre krav på historisk korrekthed i detaljerne. Men alligevel kunne det være sjovt forsøge med en “historisk datering” af tegningen. Hvis det er en Hubertusjagt må motivet være fra 1900-tallet. Dette passer lidt dårligt med resten af postkortene i serien, hvor borgerskabets kvinder går i krinoliner, som hører til omkring 1850-1870. Træerne på postkortet ligner også mere forårstræer med lysegrønne blade og hvide blomster, end de ligner træer den første weekend i november, hvor Hubertusjagten finder sted. Hvis der er tale om par force jagt, må motivet været fra perioden 1736 (hvor Erimetageslottet blev bygget) og 1777 (hvor den sidste par force jagt blev afholdt i Dyrehaven). Dette passer igen lidt dårligt med de andre kort i serien, som peger mod 1800-tallets midte og anden halvdel – bl.a. viser et af kortene Tivoli, som åbnede i 1843. De høje hatte, som rytterne bærer, slår også først igennem som hovedbeklædning for herrer i starten af 1800-tallet. Man kan også sige, at et af de vigtigste elementer ved par force jagt – nemlig hundene – mangler på billedet, men de er måske halset i forvejen! Man må nok være tilfreds med at datere motivet til “de gode gamle dage” og nyde det hyggelige billede af de springende heste og de grønne og røde kontrastfarver. Man kan for øvrigt læse meget mere om Dyrehavens og par forcejagtens spændende historie på Kulturstyrelsens hjemmeside. Her kan du bl.a. læse om hvordan en af de kronhjorte, der blev nedlagt i par force jagt endte med at tage livet at kongen selv!
Hest fra Karen K.’s billedlotteri, ca. 1965.Svensk julekort. Sendt til Frk. Kerstin Falk i 1968.
Et andet hestemotiv “fra de gode gamle dage” tegnet af Karen Kjærsgaard er denne trompeterende herre på et svensk julekort fra 60’erne.
Inspirationen fra 17-1800-tallets skandinaviske almuekunst er tydelig. Der er f.eks. en del ligheder i kompositionen med det nedenstående maleri af en mand på en fjordhest. Billedet er et fyldningsmaleri fra 1700-tallet på et skab i Norsk Folkemuseum i Oslo.
Fyldningsmaleri fra 1700-tallet.
Efter nogle eksempler på lidt naive tegninger af heste, hvor der ikke har været hensigten at gengive en bestemt race, kommer her en tegning fra 1998, hvor en hest er gengivet mere naturtro. Hesten kunne ligne en gotlandsruss pony, har min kærestes søster fortalt mig.
Ud over at Karen Kjærsgaards tegnestil gik fra den mere naive til det naturalistiske over årene, er hesten sikkert også gengivet naturtro, fordi det er en konkret hest. Karen Kjærsgaard har i hvert fald flere gange indarbejdet sit eget hus, sin egen hund og sine børnebørn i sine tegninger. Børnene på tegninger her, er faktisk netop Karen Kjærsgaards børnebørn.
Familiejournalens julepanorama fra 1998 med børnebørn og måske en helt bestemt hest.
Men ud over at bruge heste i sine tegninger, interesserede Karen Kjærsgaard sig også mere konkret for hestehold og ville gerne dele ud af en vigtig viden i den forbindelse. I februarnummeret af månedsmagasinet “Hippologisk tidsskrift” i 1989 begyndte således en ny serie om giftige planter med tegninger og tekst af Karen Fjord Kjærsgaard. Det var intet mindre end bladets 101. årgang, idet Hippologisk var blevet udgivet helt siden 1888 – næsten lige så længe som Familiejournalen, som udkom første gang i 1877. Måned for måned gennemgik Karen Kjærsgaard forskellige vilde planter, som er giftige for heste at æde. Nogle af planterne er endog så giftige, at heste kan dø inden for få timer efter at have indtaget planten. Den første plante i serien er også en af de farligste, nemlig taks. Karen Kjærsgaard nævner selv den indirekte motivation for sin oplysningskampagne, nemlig tidligere tragiske hestedødsfald:
“Det skulle ikke være nødvendigt at gentage den demonstration, en københavnsk væddeløbsstald lavede nogle år tilbage. Ingen havde tænkt på, at der i årevis havde været takshæk rundt om løbefolden, før et par fuldblodsheste gjorde opmærksom på det. På den eneste måde de nu kunne: Ved at dø på stedet.” (Karen Fjord Kjærsgaard, Hippologisk Tidsskrift 1989, nr. 2, s. 36)
Seriestart i Hippologisk Tidsskrift 1989, nr. 2
At advarslen desværre fortsat er relevant ses af denne nyhedshistorie fra 2009, hvor flere heste døde af at spise taksgrene, som var smidt på et Sankt Hans bål under opbygning.
Formentlig fordi taksplanten er både meget udbredt og meget giftig, starter serien med en omtale af den. Faktisk skal der bare 150 gram taks for at en fuldvoksen hest får forgiftning, som fører til kredsløbsforstyrrelser og hjertestop. Derfor blev taks i gamle dage omtalt som mælkemandens skræk. Når mælkevognens heste ventede ved vejen, mens mælkemanden leverede de daglige mælkeflasker til døren, kunne hestene finde på at stå og nippe til de planter, som var inden for rækkevidde. Og var det taks, der voksede der, kunne det være fatalt.
I løbet af femten måneder over 1989-90 når Karen K. at levere tegninger af 13 giftige planter til Hippologisk Tidsskrift. Det er: taks, buksbom, liljekonval, kærpadderokke, bidende ranunkel, skarntyde, fingerbøl, kvalkved, julerose, pebertræ, bingelurt samt hvid og gul anemone. Karen Kjærsgaard gengiver alle karakteristiske dele af planterne: blade, blomster og eventuelle bær. Tegningerne giver et godt indtryk af Karen Kjærsgaards evne til at gengive naturtro detaljer. Detaljer som jo er særligt vigtige, når formålet er at lære læseren at genkende de giftige planter i naturen.
Mærkeligt nok er serien afbrudt i juli-, august- og septembernummeret i 1989 – som jo ellers netop er måneder, hvor det er oplagt at ride ud i naturen. Heller ikke i martsnummeret fra 1990 er der et indlæg i serien, men i juninummeret fra 1989 og aprilnummeret fra 1990 er der to!
Sammen med tegning og tekst om anemoner i aprilnummeret fra 1990, skriver Karen Kjærsgaard: “Her – godt i gang med serien om de giftige planter – vil jeg sige så mange tak til alle, som har hjulpet mig med materiale….” Og så følger en liste af folk, bl.a. Karen Kjærsgaards søn og svigerdatter, som begge er agronomer. Ordlyden “godt i gang” tyder jo på, at serien med de giftige planter skal fortsætte, men dette blev faktisk det sidste indlæg i serien, som blev bragt i Hippologisk Tidsskrift.
Nogle år senere blev nogle af tegningerne fra serien – nu suppleret med guldregn og stormhat – trykt som en lille plakat med titlen “Giftige planter Have og hegn” i “Landsbladet hest“. Her til venstre er plakaten gengivet i sort-hvid, men den var selvfølgelig i farver.
Formentlig udgav bladet endnu en miniplakat under titlen “Giftige planter Mark og skov”, hvor gul iris, engbrandbæger og giftttyde er føjet til.
I hvert fald munder det hele ud i en “dobbelt plakat” på 70×50 cm med tegninger af seksten af planterne fra serien. Og denne plakat kan man faktisk stadigvæk købe! Den koster 90 kr. ,og så er man samtidig med til at støtte “Hestens værn”. Du kan købe plakaten ved at følge dette link.
Man kan overveje, om Karen Kjærsgaard mon tegnede flere planter til serien om giftige planter. En hel farveflora over vilde planter i den danske natur ville have været rigtig flot.
ENGLISH SUMMARY: Horses and venomous plants. Karens Kjærsgaard, I think, liked horses and that is reflected in her designs where horses are seen every now and then, though perhaps not as often as birds, cats or sheep. In this blog post I present some of her drawings of horses from the the 1960s to the 1990s. One old postcard depicts a hunting scene from the so-called Deer Park north of Copenhagen, a par force hunting landscape designed for royal hunts in the 17th century, today a recreational park around the Hermitage, a small castle. The landscape is now a UNESCO World Heritage Site. Another of Karen Kjærsgaard’s horse drawing shows how she is influenced by Scandinavian folk art. In the years 1989-94 a series of Karen Kjærsgaard designs of venomous plants were printed in various Danish horse magazine. The aim of the series was to educate and warn riders about plants that might seriously injure or even kill their horses, if they allowed the horses to eat the plants. A poster with some of these very delicate plants design is still available to buy: click here.
Hvis du har kommentarer eller spørgmål til bloggen, kan du skrive til mig privat her:
Så er skolernes sommerferie ved at være forbi. Det har Karen K. også en kommentar til. Nemlig denne forside af en dreng, der vandrer hen ad Skolegade med skoletasken på ryggen. Billedet prydede Familiejournalens forside for 45 år siden.
Skoledreng med lodden skoletaske. Karen K.’s forside til Familiejournalen 1971 nr. 32.
Det skoleår, der begyndte i august 1971, var for øvrigt kun det andet skoleår, som ved lov havde femdages skoleuger. Indtil august 1970 havde man nemlig også undervisningen om lørdagen. I de sidste år af 1960’erne havde man dog enkelte steder lavet forsøgsordninger med lørdagsfri i skolerne.
Skoleskema af Karen K. fra Familiejournalen 1976 nr. 32.Bloggerens storesøskende på tur med børnehaveklassen i 1976. Med skoletasker i lignende klare plakatfarver som på Karen K.’s skoleskema fra samme år.
I 1976 kunne familiejournalens læsere give deres børn et skoleskema tegnet af Karen K. Her var der ingen kolonne til lørdagstimer. Dog ser der på skemaet en lidt pusseløjerlig kolonne til højre for fredagskolonnen: Bemærkninger. Hvilke bemærkninger er det, man skal skrive på et skoleskema ud for undervisningstimernes forskellige klokkeslet? Mon ikke, det er et seksdages skoleskema fra før 1971, der er blevet konverteret til et femdages?
Men for de børn, der – som bloggerens store søskende – begyndte i skolen i 1976, var lørdagsundervisning blot en fjern fortid.
Her i 2016 – adskillige skolereformer senere – ønskes store som små en god skolestart.
Uanset vejret er det i aften Sankt Hans aften. I 1972 klippede Karen K. en forsidekollage til Familiejournalens nummer i ugen op til Sankt Hans. Billedet forestiller en (vistnok ret venlig) heks, som sammen med sin kat flyver af sted på en kost.
Karen K.’s Sankt Hans-heks på Familiejournalens forside 1972. En af hovedhistorierne i bladet i den uge, var at den berømte russisk-tyske sanger Ivan Rebroff skulle give koncert i Tivoli på Sankt Hans aften og bl.a. synge Midsommervisen på dansk.
I følge overtroen var Sankt Hans natten eller midsommernatten årets største festdag for hekse og andet troldtøj. Den korte sommernat var fyldt med flyvende hekse, som var på vej til heksemesse enten i Bloksbjerg i Harzen eller “ad Hekkelfeldt til” – dvs. til bjerget Hekla på Island. I gamle dage var man selvsagt ret bange for at møde troldtøj denne nat, og man kunne også risikere at bliver tryllet om til en ged eller lignende og brugt af en heks som ridedyr. Var man imidlertid modig og ville se heksenes fart gennem sommernatten, skulle man i følge folketroen tage en græstørv på hovedet eller sætte sig ved midnat på en korsvej under en harve, der vendte tænderne nedad! Man kunne også stille sig ved færgestedet i Hadsund ved Mariager Fjord. Her kom de hekse, som skulle til Hekkelfeldt, nemlig flyvende fra Randers på vej mod Skagen for (mærkeligt nok!) at tage færgen over Mariager Fjord! Man skulle dog have et kors af rønnegrene i lommen for ikke at blive udsat for heksekunster. (Siden 1904 har der været bro over fjorden ved Hadsund, så mon ikke heksene tager den nu?).
Heksen fra Karen K.’s dukketeater “Fyrtøjet”, 1973.
Det er en århundredegammel tradition i de nordiske lande at tænde bål på midsommernatten eller Sankt Hans aften, som man siger i Danmark. Bålene var et værn mod heksene, troldene og elverpigerne.
I 1885 skrev Holger Drachmann “Midsommervisen”, som de fleste synger omkring Sankt Hans bålet. I teksten nævnes bål og troldtøj:
“Hver by har sin heks og hvert sogn sine trolde,dem vil vi fra livet med glædesblus holde.”
Selv om traditionerne omkring hekse og bål på Sankt Hans aften begge er mange århundreder gamle, er det ikke sikkert, at traditionen med at brænde en “heks” af på Sankt Hans bålet er nær så gammel. Den kendes først fra slutningen af 1800-tallet. Første gang man har efterretninger om kombinationen af Holger Drachmanns Midsommervise, et bål og en heks, som bliver brændt, er ved en Sankt Hans fejring på Jelling Seminarium omkring år 1900.
Postkort tegnet af Karen K. Fra sidst i 1950’erne eller starten af 1960’erne.
På dette Karen K. postkort, der viser Sankt Hans bål langs kysten “i gamle dage” (ca. 1840-90 bedømt udfra tøjmoden), ses ingen hekse på bålene. Måske skal motivet forestille en Sankt Hans fejring fra midten af 1800-tallet, før skikken med at afbrænde en heks blev almindelig. Eller måske er heksene bare udeladt for at gøre billedet mere hyggeligt.
Fotosession omkring Sankt Hans med heks og kat:
Husk for resten at flytte den stak grene, du har samlet til bålet, inden du sætter ild til den. Så kan pindsvin og andre dyr, som gemmer sig i stakken, nå at flygte.
Pindsvin tegnet af Karen K. Detajle af kravlenisse.
Holger Drachmann får lov til at slutte dagens blogindlæg af med de sidste og vigtige ord fra Midsommervisen:
“Vi vil fred her til lands, Sankte Hans, Sankte Hans.
Den kan vindes, hvor hjerterne aldrig bli’r tvivlende kolde.”
Omkring bålet synges midsommervisen.
kilder: Troels-Lund: Dagligt Liv i Norden i det sektende Aarhundrede, www.folkekirken.dk
Før der var noget, der hed PC og iPad og iPhone, havde børn andre måder at bruge deres fritid på. De seneste år har der jævnligt været nyheder fremme om, at danske børn bevæger sig for lidt. Senest for et par uger sider viste en ny rapport fra WHO, at danske børn bevæger sig mindre end nogensinde og er blandt de mest stillesiddende i Europa. Karen K., der i sine værker ofter bevægede sig i børnenes verden, har skildret mange af de lege, som børn fandt på for en generation eller to siden – og måske stadig finder på.
Engang – formentlig sidst i 1960’erne – blev der udgivet en serie på seks særtryk af “kludeklip” af Karen Kjærsgaard med titlen “Børn i leg”. De seks billeder viser: Sjipning, kørsel i sæbekassebil, badning, sneboldkamp, blindebuk og (tror jeg) bro bro brille eller måske en form for ståtrold. De farvestrålende billeder måler 33×33 cm og udkom i en samlemappe udgivet af medicinfabrikken Dumex. Hvordan og til hvem særtrykket udkom, ved jeg ikke, men måske til forhandlere af Dumex’ produkter. På mappens inderside ses en reklame for hostemidlet “Longatin” – en rigtig “børnemedicin”. Longatin, som kunne fås både i pille- og flydende form, blev registreret som varemærke i 1965, og Karen K.’s billeder er formentlig fra ca. denne tid. De ser i hvert fald stilmæssigt ud til at være forgængere for de collager, som Karen K. lavede til Familiejournalens forsider i starten af 1970’erne.
Reklamen for hostemidlet Longatin indvendigt i mappen.
Medicinalfirmaet Dumex blev stiftet af ØK, hvor Karen Kjærsgaards far var direktør, så måske er det ad denne vej, hun har fået opgaven med de seks “kludeklip”. I 1960’erne blev hostesaft næsten rutinemæssigt givet til børn med hoste – i dag er effekten omdiskuteret, og der er ikke fundet endeligt svar på om hostesaft har nogen effekt eller ikke. Longatin er ikke længere på markedet, men danskerne bruger stadig ca. 100 millioner kr om året på hostesaft.
Nu er det heldigvis sommer i Danmark og det er formentlig de færreste, der har brug for hostesaft i disse dage. Karen K.s collager, som også inddrager rigtige blomster og græs er næsten en opfordring til at nyde det gode vejr, den blå himmel og det grønne græs.
To af særtrykkene fra serien “Børn i leg”
Der er ingen tvivl om, hvad billedet til venstre forestiller, men hvad leger børnene på billedet til højre? Skriv gerne til mig, hvis du har et bud.
Billederne til serien kunne man også købe i en indrammet udgave og hænge op på børneværelset, i børnehaven eller andre steder hvor børn legede.
Endnu et billede fra serien. Dreng i sæbekassebil
Jeg opdagede lige en sjov detalje: nemlig at billedet med børnene, der leger blindebuk er med i en sene i den danske folkekomedie “Dyrlægens plejebørn” fra 1968. Her er det fra en scene, der foregår på et børnehjem.
Billederne har garanteret hængt på mange børneværelser i 1960’erne, og været elsket af mange børn. I hvert fald kan man af og til stadig finde billeder til salg rundt omkring. F.eks. her.
I morgen, d. 22. maj, går vi ind i Tvillingens tegn, og derfor ses her Karen K.’s tegning af stjernetegnet.
Karen K.’s tegning af tvillingeparret fik mig til at tænke på det nedenstående billede, som godt nok ikke forestiller et par tvillinger, men blot en dreng og en pige, som plukker æbler. Kollagen af Karen K. blev brugt til forsiden af Familiejournalen 16. september 1969.
I Karen K.’s kollage fra 1969 er der anvendt rigtige grene og græs.
Familiejournalens egen kommentar til forsideillustrationen var denne:
De kønspolitiske undertoner, som man her forsøger at læse ind i Karen K.’s billede, er nok lidt mere, end det naive billede med rette kan tilskrives. Men det er et lille ekko af tidens kvindekamp og opgør med kønsrollerne. Året efter, i 1970, blev rødstrømpebevægelsen stiftet. Det er dog lidt mærkværdigt at læse noget sådant i Familiejournalen, som vel ikke i særligt høj grad rokkede ved nogen kønsroller. I samme nr. af bladet kan man i brevkasseklummen “Små hverdagsproblemer” læse et brev fra en kvinde og mor til fem, der underskriver sit brev med “Bedrøvet” og omtaler sig selv som “levende begravet” i sit ægteskab: “Min mand behandler mig åndeligt grusomt. Men jeg magter vist ikke at blive skilt i min alder, jeg er 40 år. Desuden er jeg et kristent menneske og vil helst rette mig efter lovene.” Herefter fremgår det, at ægtemanden i deres 20 års samliv aldrig har nævnt sin kone ved navn og ikke vil tillade hende at tage et arbejde. Brevkasseredaktøren, som er ingen ringere end Tove Ditlevsen fraråder skilsmisse, og anbefaler at kvinden viser sin mand kærlighed for at se “om det dog ikke til sidst giver ekko i Deres mands sind“. Sådan løste man et “lille hverdagsproblem” i 1969.
I 1981 tegnede Karen K. et julepanorama til Familiejournalen, som skilte sig ud fra de øvrige, hun lavede til bladet gennem årene. Motivet var ikke julenisser eller skandinavisk almueromantik, men et religiøst motiv. I 1978 havde hun tegnet en Bethlehemsscene med Jesusbarn, hyrder og de helligtrekonger på kameler, men nu kom den mere dramatiske fortsættelse af historien, nemlig “Flugten til Ægypten”.
Ifølge Biblen skete der det, da kongerne havde tilbedt Jesusbarnet, at en engel åbenbarede sig for Josef og sagde: ”Stå op, tag barnet og dets moder med dig og flygt til Ægypten og blive der, indtil jeg siger dig til; thi Herodes vil søge efter barnet for at dræbe det.” Da stod han op og tog barnet og dets moder med sig ved nattetid og drog bort til Ægypten. (Matthæus, 2:13-14)
Udsnit af Karen K.’s “Flugten til Ægypten”
Karen K.’s panorama skildrer denne flugt gennem et mellemøstligt bjerglandskab –
formentlig er det morgenstunden efter flugten der skildres. Dramaet bliver dog mildnet noget af den hærskare af små engle, som flyver omkring den hellige familie og lyser dem på vej. Men uanset den naivistiske gengivelse af historien, er det er usædvanligt valg til en juleplakat til et dansk ugeblad.
Biblen fortæller i øvrigt intet om rejsen, eller hvad der sker i Ægypten. Blot at familien boede der, indtil kong Herodes døde.
Legenden om palmetræet
Fra mange andre kilder har vi imidlertid fortællinger og legender knyttet til flugten. Karen K. lod sig inspirere af “Legenden om palmetræet” til at lave yderligere to illustrationer af flugten gennem Sinai-ørknen. Helt konkret har Karen K. ladet sig inspirere af den version af legenden, som den svenske forfatter Selma Lagerlöf gengiver i sin bog Kristus-legender fra 1904. Men legenden om palmetræet er oldgammel og kendes fra mange kilder. Her vil jeg prøve at give et billede af legendens udbredelse fra Syrien over Europa til England og Sverige og fra Koranen til Daimis juleplade fra 1970’erne.
Kort fortalt siger legenden, at Josef og Maria er på vandring og er sultne og tørstige. De kommer forbi en dadelpalme med mange frugter, men dadlerne hænger for højt til, at Maria kan nå dem. Da taler det nyfødte (eller nogen gange endda endnu ufødte) Jesusbarn til palmen og befaler den at bøje sig, så hans moder kan plukke frugterne fra palmens top.
Karen K.’s illustration til Legenden om palmetræet, 1981.
Det arabiske barndomsevangelium og Det uægte Matthæusevangelium
Legenden nævnes i det apokryfe skrift, som kaldes ”Det arabiske barndomsevangelium”. De apokryfe skrifter er tekster om Jesu liv, som ikke er kommet med i den autoriserede udgave af Biblen. I følge dette evangelium kunne Jesus tale, allerede da han lå i vuggen. Barndomsevangeliet stammer fra Syrien og er sandsynligvis fra 400-tallet. Her fortælles om Jesu’ barndom og tiden i Ægypten. I det kristne Europa kom disse tekster i middelalderen til at danne grundlag for en tekst, som kaldes ”Det uægte Matthæusevangelium”, og som menes at stamme fra 600-tallet. I moderne dansk oversættelse lyder legenden om dadelpalmen sådan:
“På den tredje dag af deres rejse, skete det, medens de drog af sted, at den salige Maria blev træt på grund af solens hede, og da hun så en palme, sagde hun til Josef: “Jeg vil hvile mig en smule i skyggen af denne palme”. Således førte Josef hende hurtigt til palmen og lod hende stige ned fra lastdyret. Da den salige Maria havde lagt sig ned, så hun op til palmens krone og så, at den var fuld af frugter. Da sagde hun til Josef: “Jeg ville ønske, at man kunne hente nogle af disse frugter ned”. Josef sagde til Maria: “Det undrer mig, at du siger det, for du ser dog, hvor høj palmen er, og det undrer mig, at du tænker på at spise af palmens frugt. Jeg for min del tænker mere på, at vi mangler vand til vore vandsække, og vi har intet, hvormed vi kan stille lastdyrenes tørst”. Da talte Jesus-barnet: “Palme, nej dine grene og forfrisk min mor med dine frugter!” Og straks sænkede palmen sin top ned for fødderne af den salige Maria, og de samlede frugten derfra, som mættede dem. Men da de var færdige, forblev den i denne stilling og ventede på befalingen om atter at rejse sig af ham, som havde givet befaling om, at den skulle neje sig. Da sagde Jesus-barnet: “Ret dig op, palme, bliv stærk og gå hjem til mine træer, som er i Paradiset. Og åbn under dine rødder en kilde, som er skjult i jorden, så at vandene må flyde til at stille vor trøst!” Da rettede den sig straks op, og en helt klar, frisk og fuldkommen lys kilde begyndte at sprudle ved dens fod.”
Koranen
Maria. Fra Karen K.’s julepanorama i Familiejournalen 1997.
Også i muslimernes hellige bog Koranen finder man legenden om dadeltræet, dog i en lidt anden form. Her er det fostret i Marias mave, der taler til træet.
“Veerne drev hende hen til stammen af et palmetræ, og hun råbte forpint: “Oh! Jeg ville ønske, jeg var død før dette – gemt og glemt!” Men en stemme råbte til hende under palmetræet: “Fortvivl ikke, for Herren har forsynet dig med en bæk! Og ryst palmens stamme hen imod dig selv, og friske, modne dadler vil falde ned til dig. Så spis og drik – og fat mod.” (Koranen 19:23-26)
Kort tid efter vender Maria tilbage til byen med det nyfødte og allerede talende Jesusbarn på armen. Ifølge Islam er Maria én af fire perfekte kvinder.
The Cherry Tree Carol og Daimi
I vesteuropæisk tradition bliver dadelpalmen til et kirsebærtræ. Fra det engelske sprogområde kendes religiøse sange (carols) bygget over legenden. Disse sange menes at gå helt tilbage til 1400-tallet og blev brugt i religiøse skuespil. I “The Cherry Tree Carol” fremstår Josef ofte temmelig knotten! Da Maria beder ham om at plukke kirsebær for hende, vrisser han, at hun kan jo spørge sit barns fader om hjælp!”
Daimis juleplade fra 1972 med en sang inspireret af Legenden om palmetræet.
I 1972 udgav Dimi en juleplade, som indeholdt sangen “Josef og Maria”, der er Thøger Olesens danske gendigtning af “The Cherry Tree Carol”. Sangen har melodi af Johannes Kjær, men lægger sig i toner og ord tæt op ad den engelske carol. Dog har sangens tilblivelsestidspunkt i starten af 1970’erne givet den en snert af rødstrømpe og kvindefrigørelse. Hør sangen her. Thøger Olesen var en sangskriver, der skrev utallige sangtekster i dansktop- og visegenren bl.a. “Gid du var i Skanderborg” og “Storkespringvandet”.
Selma Lagerlöf
Den smukkeste version af legenden og palmetræet, synes jeg dog, er Selma Lagerlöfs. Det er denne version af legenden, som inspirerede Karen K. til hendes tegninger, og den begynder sådan her:
Karen K.’s illustration til legenden om palmetræet, 1981
“Langt borte, i en ørken ovre i Østerland, voksede der for mange år siden en palme, der både var
uhyre gammel og uhyre høj. Ingen, der drog igennem ørkenen, kunde lade være at standse og betragte den; thi den var meget større end andre palmer, og folk sagde om den, at den sikkert vilde blive højere end obelisker og pyramider.
Som nu denne store palme stod i sin ensomhed og skuede ud over ørkenen, fik den en dag øje på noget, der bragte dens vældige bladkrone til forundret at vugge frem og tilbage på den smalle Stamme. Ude ved ørkengrænsen kom to ensomme mennesker vandrende. De var endnu i den afstand, hvor kameler ikke ser større ud end myrer, men det var ganske sikkert to mennesker. To, der var fremmede i ørkenen — thi palmen kendte ørkenfolket — en mand og en kvinde, der hverken havde vejviser eller lastdyr eller telt eller vandsæk…..”
Hele fortællingen blev trykt i Familiejournalen ved siden af Karen K.’s julepanorama i 1981, og den kan læses på dansk her: Flugten til Ægypten. Mens du læser historien, kan du tænke på den lange vandring over kontinenter og kulturer, som legenden om palmetræet har tilbagelagt, før den nåede til dig.
Ørkenlandskab. Udsnit af Karen K.’s julepanorama i Familiejournalen 1978
“Er der noget sjovere end at lære at stave?” Sådan tænkte man måske på Papirvarefabrikken Drechsler i Glostrup, da man i 1960’erne udgav et stavelotteri for børn.
Stavelotteri med Karen K.’s tegninger og Dreechsler gamle logo
De små tegninger på spillepladerne var tegnet af Karen K. og var genanvendt fra det billedlotteri, hun havde tegnet for Drechsler få år tidligere. I den forbindelse havde firmaet sikkert købt rettighederne til at bruge Karen K.’s illustrationer i andre sammenhænge, og nu blev de altså anvendt til et stavelotteri.
Pladerne fra stavelotteriet med Karen K.s tegninger.
Datering
Som alle andre Drechsler spil var stavelotteriet forsynet med et logo og et fortløbende nummer, CD 241. Karen K.’s billedlotteri havde nr. 235, så det er lidt ældre end stavelotteriet. Begge spil bærer Drechlers gamle logo. Det “nye” logo kom i 1967, da den forløbende nummerering af spillene var nået frem til et sted mellem 248 og 253. Stavelotteriet med nr. 241 må altså været udgivet kort før 1967.
Stavelotteriet i Horsens Museums samling. Billedet tilhører Horsens Museum.
Horsens Museum har dette stavelotteri i sin samling. Giveren har oplyst til museet, at hun som barn i Fredericia i 1960’erne brugte spillet sammen med sin søster. Det stemmer fint med, at spillet er udgivet ca. 1965. Vidste du forresten, at man i databasen “Museernes samlinger” kan søge og finde en stor del af de genstande, som findes gemt på magasinerne på landets kulturhistoriske museer?
Skrifttyper
Efter at Brio Scanditoy havde købt Drecshler og rettighederne til Dreschlers spil engang i 1970, blev stavelotteriet genudgivet med præcis samme spilleplader og layout på spilleæsken – selvfølgelig nu med nyt logo: et JOKER spil nr. 18091/241.
En lille ændring var der dog sket: Spillebrikkerne med bogstaver havde fået ny skrifttype. 60’er-spillets bogstavtyper med “serif” (små fødder på bogstaverne) var skiftet ud med “sans serif”-typer (uden fødder) i 70’er-udgaven. Skrifttypen i det gamle spil er formentlig Rockingham Demi Bold, og i det nye er det muligvis Limerick Serial Bold. De nye bogstaver signalerede noget mere moderne, og var måske også lettere at læse, for de børn som skulle lære at stave. Men lidt af spillets gammeldags hygge forsvandt med de nye skrifttyper.
Eksempler på bogstavtyperne i spillets to udgaver. På spillepladen ligger 70’ernes “sans serif”-typer og uden for spillepladen “serif”-typerne fra 60’er-udgaven.
OPDATERING:
Jeg har siden fundet ud af at spillet i Drechsler-perioden blev udgivet med forskellige skrifttyper. Der findes også en udgave, hvor der er brugt “små bogstaver” i stedet for “store bogstaver”:
Jeg er ikke sikker på, hvilken font der er tale om, men e-et minder meget om det langt senere logo for interbrowseren Internet Explorer:
Hvor er J?
Og så er der en besynderlig defekt ved samtlige udgaver af spillet. Der mangler nemlig en J-brik til at skrive “bjørn” med. I samtlige udgaver er der et stedet en i-brik. Fejlen blev aldrig rettet, selv om spillet altså blev udgivet i flere udgaver.
N-ordet
Begge udgaver af stavelotteriet har et element, som i 2016 ville være helt utænkeligt og meget politisk ukorrekt at anvende i et børnespil. Lige midt på forsiden står ordet “Neger” ved siden af en temmelig stereotyp tegning af en afrikansk pige som “den lykkelige vilde”.
De forældre, som i 60’erne og 70’erne købte stavelotteriet til deres børn, har imidlertid ikke studset over ordet “neger”. På det tidspunkt var ordet et neutralt ord for folk med afrikanske rødder, og det blev brugt i bøger og sange for børn. Karen K.’s noget stereotype tegning af pigen med bare tæer, halsringe og bastskørt skal nok snarest forklares med, at Danmark i 60’erne endnu var et land, hvor andelen af indbyggere med anden etnisk baggrund
Karen K.’s tegning af afrikansk pige fra ca. 1965
var forsvindende lille, og at folk fra andre kulturer blev set på som noget temmelig fjernt og fremmedartet.
Det var først efter mordet på den amerikanske borgerrettighedsforkæmper i 1968, at USA’s afroamerikanske befolkning gik fra at kalde sig selv “negros” til at anvende ordet “black”. Efterhånden blev “negro” opfattet som et nedladende og politisk ukorrekt ord, og den opfattelse har siden spredt sig til dansk sprogbrug. I Retskrivningsordbogen fra 1986 bliver “neger” i dansk sprogbrug stadig opfattet som et neutralt ord. Selv i 2016 ordbogen fra Det Danske Sprog- og Litteraturselskab som findes online, står der lidt vagt under opslagsordet “neger”, at “betegnelsen regnes af nogle for nedsættende”. Du kan læse meget mere om det belastede ord i en artikel af Jørgen Schack her.
Jeg føler mig dog overbevidst om, at ingen mainstream producenter af spil til børn i dag kunne finde på at anvende ordet “neger”. Tankevækkende hvor meget kultur- og mentalitetshistorie, der gemmer sig i sådan et lille stavelotteri!
PS. Drechsler brugte også Karen Kjærsgaards tegning af en ræv på æsken til “Det gamle rævespil”, som havde Drechsler spil nr. CD246. Billedet er lånt fra http://www.dba.dk
Den seneste uge har Karen K. bloggen haft flere besøg fra Holland (eller Nederlandene, som nok er den mest korrekte betegnelse). Bloggeren er glad for disse besøg og siger velkommen til hollandske gæster med et par hollandske motiver fra Karen K.’s billedlotteri – med vindmølle, tulipaner, træsko og det hele.
Brikker fra Karen K.’s billedlotteri fra ca. 1965.Holland er verdens størte producent af tulipanløg.
I dag, d. 27. april er det Hollands nationaldag eller Koningsdag (Kongedag), hvor landet går amok i nationalfarven orange. Dagen fejres på kong Willem-Alexanders fødselsdag. Hollands nationaldag har flyttet dato og navn flere gange. I årene 1949-2013 hed dagen Koninginnedag (Dronningedag) og blev d. fejret d. 30. april, som var den nuværende konges bedstemor, Dronning Julianas fødselsdag. Nationaldagen i Holland er også “store markedsdag”, hvor alle har ret til at holde marked uden særlig tilladelse, og mange derfor benytter dagen til at holde loppemarkeder.
This past week the Karen K. blog has had its first visits from The Netherlands. The blogger would like to welcome Dutch friends with a few Dutch pictures from Karen Kjærsgaard’s 1960’s Picture Lottery. Complete with wind mill, clogs, tulips, and all.
Today, April 27th is National Day of Koningsdag (King’s Day in the Netherlands at which the country has an orange frenzy. The day is celebrated on King Willem-Alexander’s birthday. The country’s national day had changes its name and date a few times. From 1949 to 2013 the day was celebrated as Koninginnedag (Dronningedag) on April 30th , which was the birthday of the present King’s grandmother, Queen Juliana. The day is also a grand market day in The Netherlands with many flea markets.
Mikaels Karen K. blog 