Jeg må være ca. 100 år gammel. I hvert fald kan jeg huske skolefester, hvor underholdningen bestod af sanglege: “Jeg gik mig over sø og land”, “Tornerose var et vakkert barn”, “Bro Bro Brille” og “Så går vi rundt om en enebærbusk”. Tror nutidens børn ville flække af grin, hvis de blev udsat for den slags.
Børn i leg. Måske “Bro Bro Brille”. Billede fra ca. 1965 fra “Børns leg”.
Jeg kan også huske en enkelt juletræsfest fra min barndom i forsamlingshuset 2. eller 3. juledag. Jeg kan huske, at jeg syntes, det var vildt underligt at danse om juletræ efter juleaften, men i virkeligheden var det sikkert en gammel tradition, at diverse foreninger holdt den juletræsfester slags netop i helligdagene. Nu foregår de fleste julearrangementer i november eller starten af december, og d. 25. december betragter de fleste julen som overstået.
Men jeg kom til at tænke på Karen K.’s julehjerter med husflittige nisser, da sangen “Så går vi rundt om en enebærbusk” pludselig kom ind i mine tanker efter adskillige år langt væk. De opbyggelige og opdragende vers i sangen kan man næsten finde afbillede en til en i Karen K.’s julepynt.
For de af jer, der måske ikke kender sangen, kan jeg fortæller af omkvædet lyder sådan her:
Så går vi rundt om en enebærbusk, enebærbusk, enebærbusk, så går vi rundt om en enebærbusk, tidlig mandag morgen.
Nisser omkring en enebærbusk på heden. Panorama fra 1986.
Ugedagen skiftes ud undervejs, og så synger man om de flittige pligter, man gør den dag. Det var den gang storvasken to adskillige dage. Det hele sluttes af med kirkegang søndag morgen!
Så gør vi såd’n, når vi vasker vort tøj, tidlig mandag morgen:
Julehjerte fra 1979.
Så gør vi såd’n, når vi skyller vort tøj, tidlig tirsdag morgen:
Kræmmerhus 1995.
Så gør vi såd’n, når vi tørrer vort tøj, tidlig onsdag morgen:
Juleremse 1983.
Så gør vi såd’n, når vi stryger vort tøj, tidlig torsdag morgen.
Mærkelig nok kan jeg ikke finde et eneste Karen K. billede med nisser, der stryger tøj!
Så gør vi såd’n, når vi fejer vort gulv, tidlig fredag morgen:
Julehjerte fra 1978.
Så gør vi såd’n, når vi skurer vort gulv, tidlig lørdag morgen:
Julehjerte fra 1981.
Så gør vi såd’n, når til kirke vi går, tidlig søndag morgen:
Postkort lånt fra www.piaper.dk. Tilhører Familien Kjærsgaard.
Sanglegen om enebærbusken kendes også i Norge og Sverige i næsten samme udgave og med samme melodi. I Norge synger man sangen, når man danser om juletræet! På svensk hedder den “Så går vi runt om ett enebärsnår“, og her forbindes den også med juletræsfester. Også i Holland, Belgien og England har man en lignende gammel sangleg, og man mener at sangen måske oprindelig er engelsk. (Danmarks Sanglege udgivne af S. Tvermose Thyregod, 1931, s. 258-9).
Sanglegene har rødder tilbage i 1800-tallet – mindst. Det er underligt – og lidt rart – i min egen levetid at have været en del af sådan en gammel tradition.
Hvis man skal nå at klippe og klistre alt færdigt til juleaften, er det en god ide at komme i gang i god tid. I adventstiden i 1969 kunne Familiejournalens læsere over fire uger samle Karen K.’s uro med titlen “Nissernes julestue“. Uge for uge kunne man på den måde se uroen vokse, indtil alt i nissernes julestue – som i menneskenes ditto – var klar præcis til juleaften.
Jeg har fundet de gamle klippeark frem for at få lidt julestemning anno 1969.
Det første klippeark var ikke så sprælsk. Det bestod af det store jul, som er rygraden i hele ophænget. Efter af have samlet hjulet og fæstet det i en loftsbjælke var det bare at komme i gang med figurerne til uroen.
Så skal der klippes stjerner til ophænget. Juleskum må der til.
De første figurer, som samles til uroen er nisserne, der skal holde julestue.Nisserne er ved at gøre klar til julen: bager brunkager, fejer gulvet og pakker gaver ind.
På det næste klippeark var de første julegæster til nissernes julestue. Nemlig Bamse og Dukkelise, Rudolf med den røde tud og en masse små fugle.
Hvem er egentlig nissernes julegæster? Karen K. sender en lille intertekstuel hilsen til det blad, som bragte hendes juleuro, når hun gør Bamse og Dukkelise til en del af juleuroen. De to figurer var nemlig velkendte ansigter for Familiejournalens læsere. Helt siden 1935 havde tegneserien om Bamse og Dukkelise var et fast indslag i Familiejournalen. Bamse og dukkelise fortsatte i bladet frem til 1985, hvor de takkede af efter 50 år. Tegneserien var oprindelig engelsk, men blev overtaget og tegnet af den danske tegner Harry Nielsen.
Julstue på børnehjemmet med Bamse og Dukkelise. Tegneserie i Familiejournalen år 1969.
Her ses Karen K.’s udgave af Bamse og Dukkelise.
“Rudolf med den røde tud” kalder Karen Kjærsgaard selv rensdyret, som er med til julefesten. Det fleste kender nok sangen om Rudolf, men hvornår opstår ideen om et rensdyr ved navn Rudolf egentlig? Ideen om julemandens rensdyrkane stammer fra Amerika. I digtet “A Visit From St. Nicolas” eller “The Night Before Christmas), som blev udgivet anonymt i 1823, men som siden 1837 har været tilskrevet forfatteren Clement Clarke Moore. De står godt nok ikke noget i digtet om, at rensdyrene kan flyve. Den idé er kommet til senere. Men i digtet fra 1823 får rensdyrene navne, nemlig: Dasher, Dancer, Prancer, Vixen, Comet, Cupid, Donner og Blitzen (Torden og Lynild). Altså ikke nogen Rudolf. Han kommer nemlig først til ca. 100 år senere.
I 1939 blev Rudolf, julemandens niende rensdyr ,introduceret i en lille fortælle- og malebog skrevet af Robert L. May og udgivet af det amerikanske stormagasin Montgomery Ward. Historien handlede om det unge rensdyr Rudolf, som blev drillet af julemandens andre rensdyr pga. sin røde næse. Men Rudolf ender med at lede rensdyrflokken og lyse vej for julemandens kane i tågen julenat og dermed redde julen for alle. Ti år senere i 1949 skrev Robert L. Mays svoger, Johnny Mark sangen “Rudolph the Rednosed Reindeer” som var bygget på historien. Sangen blev straks et hit og er nu en kendt juleklassiker i mange lande. Sangen blev oversat til dansk allerede i 1950 med titlen “Kender I den om Rudolf” (bedre kendt som Rudolf med den røde tud). Den danske version er egentlig lidt en camoufleret drikkevise, som spiller på associationen mellem røde næser og alkolhol. I starten af sangen nævnes “toddyer”, og sangen slutter af med et “skål for de røde næser!”. Det tema var ikke en del af den oprindelige engelske tekst!
Seks små fugle, vistnok grønsiskner slutter sig også til juleselskabet. For som Karen Kjærsgaard skriver, regner de med, “at der nok også falder lidt af til dem, når nisserne holder julefest…”
Undervejs er der fine instruktionstegninger til, hvordan uroen samles, men hvordan den helt færdige uro skal se ud er faktisk en overraskelse, for der er hverken fotos eller tegninger af det.
Til sidst – lige før juleaften – sluttede julemanden til festlighederne. Han behøver vist ikke nærmere præsentation.
Julemanden medbringer et pyntet juletræ, og nissernes julestue er komplet!
Julemanden med sit mest berømte rensdyr.
Så skal uroen bare samles. Sikke mange snore, der skulle til! Usynligt tråd og en kat og en roterende uro er en lidt uheldig kombination, og man kan godt miste modet mit i alt snoretrækkeriet.
Men til sidst blev uroen færdig. (Ja jeg ved godt, der stadig mangler tre fugle, men jeg skulle også bage klejner).
Det er en godt overlæsset juleuro. Den er ikke lavet ud fra devisen “less is more!”
Bamse er på vej op ad stigen, for at hente katten ned til julestuen.
Hvis du vil se uroen i bevægelse, så klik på linket her. Så ser du en lille video, hvor nisserne og deres gæster danser om juletræet.
P.S. Efter at have kigget lidt på uroen et par dage, blev jeg enig med mig selv om, at den var pænere, hvis snorene var lidt kortere.
Man kan godt få lidt stress her op til jul. Der er mange ting, der skal nås inden den store dag. Ugebladene har til alle tider været gode til at stikke til den dårlige samvittighed, for kunne man ikke hele tiden gøre lidt mere eller gøre det lidt mere perfekt?
Som nu denne lille artikel (læs skjulte reklame) fra Familiejournalen i 1969. Her fremgår det, at selve indholdet i julegaverne ikke længere er nok – nu skal de også pakkes ind i fikst gavepapir. Førhen havde man måske ladet sig nøje med det brune indpakningspapir, som butikkerne slog omkring gaverne, men nu skulle der fine mønstre og farver til.
Karen Kjærsgaard, der begyndte sin karriere i den grafiske branche i 1950’erne kom også til at designe gavepapir – først hos firmaet L. Levison Junr. På billedet her i annoncen ses direktøren for L. Levison Junr., Svend Levison sammen med en desginer, som dog ikke er Karen K., men måske en af hendes kolleger. I hvert fald var det Svend Levison, som var direktør, mens Karen Kjærsgaard var ansat hos Levison junr. Han var oldebarn af firmaets grundlægger. Levison var grundlagt i 1850 som en lille papirbod i Pilestræde i København, men kom siden til at bestå bl.a. af en papirvarefabrik og et bogbinderi, og da Karen Kjærsgaard begyndte dér i et sommerferiejob i 1953, havde virksomheden store ejendomme i Købmagergade og ca. 300 ansatte. (kilder: Krak “Danmarks ældste Forretninger (1950), http://www.piaper.dk, Henry Hellssen: Kapitler af Købmagergadeshistorie )
Karen Kjærsgaard tegner gavepapir 1970. Foto fra Hendes Verden.
I 1970 blev Karen Kjærsgaard interviewet til Hendes Verden bl.a. omkring sin produktion af af gavepapir.
– Hvordan bliver et ark julepapir til?
– Der bliver ringet, at nu skal jeg til det igen. Så går jeg i gang med at lave så mange udkast, som jeg kan overkomme. Jo flere, des bedre. Der er i hvert fald som regel brug for fem-seks forskellige ark. Udkastene sender jeg til forlaget, der heldigvis næsten altid godkender dem. Jeg er nemlig i den heldige situation, at jeg har ret frie hænder. Så begynder jeg på selve rentegningen i samråd med trykkeriet. Og så kører maskinerne med det oplag, som repræsentanterne har fået ordre på i december og januar, og det hele skal være distribueret i oktober-november.
Levison eksporterede gavepapir til udlandet. Bl.a. til USA, hvor også Karen K.’s gavepapir (samt postkort og andre designs) blev forhandlet af firmaet Caspari.
Karen K. gavepapir eksporteret til USA.
Det lykkedes mig at lokalisere et af disse amerikanske eksportstykker, nemlig en lille pakke med ubrugt, uudpakket Karen K. gavepapir, som nok er fra engang i 1960’erne. Det må have været ret eksklusivt gavepapir. Pakken rummer to ark på hver 50 x 70 cm, så det er ikke nogen særlig stor pakke lego, man har kunnet pakke ind med det. Papiret har kostet 1 dollar, hvilket sikkert var mange penge den gang… Af den lille label fremgår det tydeligt, at gavepapiret er importeret (må være fra Levison i Danmark), og at designet kaldes “Christmas in Denmark”. Karen Kjærsgaards navn er dog ikke nævnt nogen steder.
At hun i midlertid er kunstneren bag er klart dels ud fra tegnestilen, dels ud fra dette lille julekort, som bærer et af de små vignetbilleder fra gavepapir, og som tydeligt er signeret Karen K.
Julekort med et af motiverne fra gavepapiret. Udgivet af Axel Eliassons konstförlag i Sverige.
Der er ingen nisser på Karen K.’s gavepapir til det amerikanske marked. Uden for Skandinavien er nisser så godt som ukendte og signalerer ikke julehygge, som de gør for os. Derfor handler Karen K.’s “Christmas in Denmark” hovedsageligt om den religiøse side af julen. Man kan så spørge, hvad der er specielt “Danish” ved det, uover tegneren nationalitet, men jeg tror faktisk, at Karen Kjærsgaard har hentet inspiration til sine små billederne fra noget meget dansk, nemlig de danske julesalmer og sange.
Det var det her lille billede, som ledte mig på sporet af Karen Kjærsgaards mulige inspirationskilde.
Dans lille barn på moders skød…
Tegningen er nemlig en meget præcis gengivelse af en helt specifik linie fra julesalmen “Julen har bragt velsignet bud” af B.S. Ingemann, nemlig “Dans lille barn på moders skød, en dejlig dag er oprunden…“. Det gjorde mig nysgerrig på, om de andre tegninger også var inspireret af julesange.
Mange af billederne er så almene i deres motiv, at de kan være inspireret af flere forskellige julesange eller salmer. Jesus i krybben bliver jo nævnt i næsten alle julesange. Kigger man imidlertid i de små hæfter med julesange og salmer, fra gavepapirets samtid snævrer det feltet af muligheder lidt ind. Det er et meget standardiseret udvalg af sange, der findes i disse hæfter. Før sange som “Søren Banjomus” og “På loftet sidder nissen”og “Nu har vi altså jul igen” kom med i hæfterne bestod det klassiske udvalg disse salmer og sange:
Indholdsfortegnelse fra julesangshæfte fra Familiejournalen 1968
Billedet herunder kunne meget godt være en illustration af endnu en linje fra “Julen har bragt velsignet bud” nemlig “Du fattige spurv flyv ned fra tag med duen til julegilde.”
Du fattige spurv flyv ned fra tag med duen til julegilde…
Et par af billederne, tror jeg, kan være inspireret af Grundtvigs “Velkommen igen, Guds engle små“. Nemlig de linjer hvor Grundtvig hilser juleenglene velkommen til jorden og siger “Vel mødt under sky på kirkesti, på sne ved midnaststide!“og inviterer engle med hjem til menneskenes fattige huse med ordene “O, ganger dog ej vor dør forbi, os volder ej den kvide.”
Vel mødt under sky på kirkesti, på sne ved midnatstide…O ganger dog ej vor dør forbi…
Det her billede må næsten være Grundtvigs “stjernesol” fra “Dejlig er den himmel blå“: “Det var midt i julenat, hver en stjerne glimted mat, men med ét der blev at skue en så klar på himlens bue, som en lille stjernesol.”
Men med ét der blev at skue en så klar på himlens bue, som en lille stjernesol.
Måske er billedet herunder en illustration inspireret af linien “Stjernen ledte vise mænd….” fra samme julesalme (selv om det faktisk er konger Karen K. har tegnet). Der er ikke så mange af de gamle danske julesalmer, der nævner vismændene/kongerne. Prøv selv at tænke på, hvilke andre du kan komme i tanke om…
Stjernen ledte vise mænd…
Det her billede kunne være “Det kimer nu til julefest“, eller “Kimer, I klokker“. Uanset hvilken er teksten af Grundtvig.
Det kimer nu / Kimer, I klokker…
Ideen med at lade engle trække i kirkeklokkernes reb og sætte det i forbindelse med salmen “Kimer, I klokker” bruger Karen K. i hvert fald nogle år senere i mønstret til en pakkekalender.
Pakkekalender fra 1982.
I de gamle julesangshæfter er der som regel kun to julesange med, som ikke er deciderede salmer, og det er “Højt fra træets grønne top” og “Sikken voldsom trængsel og alarm” (begge med tekst af Peter Faber). Præcis de to sangtitler passer rigtig godt med de to sidste ikke-religiøse tegninger på Karen K.’s gavepapir.
Højt fra træets grønne top stråler juleglansen…Sikken voldsom trængsel og alarm, det er koldt og man må gå sig varm…
Her er et dansk stykke gavepapir tegnet af Karen K., sikkert fra ca. samme periode som det amerikanske.
Denne gang er papir endda signeret af Karen K. Det er ikke tit, man ser kunstnersignatur på gavepapir. Dette stykke papir har været brugt, og man kan forestille sig, hvordan nogen har taget papiret efter en juleaften i 60’erne, glattet det pænt ud og gemt det, fordi hun syntes, det var flot. Måske har papiret endda været brugt flere gange. Det var en mere sparsommelig tid.
I interviewet fra Hendes Verden i 1970 spørger journalisten indgående til Karen K.’s julepapir til 1971, som hun er i færd med designe:
– Kan jeg næste år også få nisser og engle og stjerner og alt det der på mit julepapir?
– Det kan De tro. Det bliver så forskelligt, at det helst skulle opfylde enhver kundes krav. De skal nok få både Deres engle og Deres nisser. Der kommer også ark med glaskugler, og der kommer noget meget neutralt papir.
Det kunne være spændende at se, hvordan gavepapiret anno 1971 kom til at se ud. Men faktisk kan man også købe Karen K. gavepapir i dag, hvis man virkelig leder efter det.
Christmas wrapping fra ScandinvianShoppe.com
Det blå gavepapir herover kan man købe fra www.ScandinavianShoppe.com. Karen Kjærsgaard er ikke nævnt nogen steder, men motiverne på julekuglerne er taget fra et julepanorama fra 1976.
På panoramaet fra 1976 kan man genfinde de små motiver fra det moderne gavepapir.
Når man nu har pakket sine julegaver ind i fikst gavepapir, skal der naturligvis også et flot til og fra kort på. Sådan nogen har Karen K. også leveret. Her ser du et rigtigt fint udvalg af sådan nogen. Læg mærke til nissedrengenes snabelsko.
Billederne tilhører Ørjan fra Norge og anvendes med tilladelse og tak.
Hvis du har fået lyst til at høre lidt julemusik efter at læse dette blogindlæg, så er her en rigtig fin version af “Julen har bragt velsignet bud” med charmerende norsk udtale.
Bag dagens låge i julekalenderen skal I se en lille fin engleuro, som Karen K. har lavet. Jeg gætter på, at denne lille sarte mobile i karton er fra en gang i 1960’erne. I midten ses jomfru Maria med Jesusbarnet, og udenom daler seks engle ned i skjul, som julesangen siger.
Uden på den simple grå og ret anonyme æske har Karen Kjærsgaard tegnet sin egen uro.
Det er dog først, når man åbnes æsken, at man ses de klare farver.
Uroen kaldes også mobiler, og de skal helst ses i bevægelse. Du kan se en lille video af engleuroen ved at klikke her. Jomfru Maria var ikke særlig interesseret i at vende ansigtet om mod kameraet!
Uroen har varenummer 543 og er udgivet af forlaget Lundgren & Andersen i København, som Karen Kjærsgaard bl.a. også leverede postkortdesigns til allerede i 1950’erne. Her ses en af stifterne af firmaet, nemlig Kjeld Lundgren, som und mand i 1932, hvor han netop er blevet uddannet som litograf.
Kjeld Lundgren ved festen for han udståede læretid. Billedet tilhører Glostrup Lokalhistoriske Arkiv og er brugt med tilladelse.
Du kan læse om nogle af Karen K.’s postkort for Lundgren & Andersen ved at klikke her.
OPDATERING: Jeg er sidenhen blev bestyrket i, at uroen nr. 543 nok er fra 1960’erne. Jeg fandt denne juleuro med nr. 544!, hvorpå nogen har skrevet årstallet 1966. Nr. 544 er ikke af papir, men af kunststrå, og er ikke udgivet af Lundgren & Andersen, så vidt jeg kan se, men det virker, som om de to uroer er nummeret efter samme (mystiske) uronummereringssystem.
I dag, d. 13 . december er det Luciadag. Traditionen med at fejre Lucia er først og fremmest stor i Sverige, men den har også en vis udbredelse i Danmark. I Danmark er det dog ikke nogen ur-gammel tradition, som man måske kunne få indtryk af.
Desværre har nogen dekoreret Karen K.’s luciabrud fra 1969 med lidt kuglepen.
Da Karen K. i 1969 lavede en forside til Familijournalen med billede af en Luciabrud, kunne man læse følgende rubrik inde i bladet:
Man kan læse, at traditionen med Luciaoptog fortsat opfattes som ny i Danmark. Det første Luciaoptog i Danmark fandt sted i 1944. Sekretæren i Foreningen Norden, Franz Wend havde importeret idéen fra Sverige som et tiltag til at bringe lys i en mørk tid, nemlig den tyske besættelse af Danmark. Siden bredte traditionen sig i Danmark, men mest på skoler og i institutioner, ikke så meget i hjemmene, som det oprindeligt var traditionen i Sverige.
Også i gammel tid i Sverige markerede Luciadagen, at julen var nær.Luciadagen blev opfattet som optakt til julen, men i rigtig gammel tid var traditionen omkring natten før Luciadag – den blev Lussenatten – ikke så hyggeligt. Indtil år 1700 havde man i Danmark og Norge den julianske kalender, og i følge den var d. 13. december årets korteste dag. I den lange decembernat var der troldtøj på spil, og dyrene kunne tale, og det kvindelige væsen “Lusse” blev opfattet som en del af dette onde pak. Man beskyttede sig mod de onde kræfter med lys og bønner. F.eks. som denne norske tekst (i fordansket form): “Lussenatten lange, ikke være bange. Gud beskytte gård og grund, fisk i vand og fugl i lund. Ko og hest og får og ged blive karske, trind og fed. Hellige moder, gode Krist, fri fra Djævels død og list. Ikke være bange, Lussenatten lange.” (Fra Reidun Horvei: Folkesongar i Hordaland, 1998). Efter indførelsen af den gregorianske kalender i 1700 fik man justeret op på tingene ved i år 1700 simpelthen at springe dagene mellem d. 18. februar og d. 1. marts over. Derved kom årets korteste dag til at være omkring d. 21. december, som vi kender det i dag.
Først et stykke oppe i 1700-tallet begynder den Luciatradition, som vi kender bedre i dag, at vinde frem i Sverige. Skikken breder sig vist nok fra Värmland. I 1764 besøgte en provst ved navn Nyman Västergötland og stiftede her bekendtskab med en for ham ukendt tradition: “Ret som jeg lå i min bedste søvn, hørtes en vokalmusik uden for min dør, som vækkede mig. Straks derefter trådte et hvidklædt fruentimmer ind på mit værelse. Hun havde et bælte om livet og ligesom en vinge på hver skulder og bar store tændte lys i hver sin store sølvlysestage, de blev sat på bordet, og straks der efter kom der en med et lille dækket bord med alt slags spiseligt og drikkevarer, som blev stillet ved siden af min senge….det kaldes “Lussebete”. (Svenska kulturbilder Ny följd, häfte 5, 1936)
Postkort udgivet i Finland. Formentlig fra 1960’erne.
Den første omtale af en Luciabrud med lys i håret kendes i Sverige i 1820. Og her er det faktisk en mandlig Lucia, som kommer ind med hvid kjortel, lys i håret og en bowle med glögg! Det burde egentlig have været en tjenestepige, for hun skulle symbolisere Sankta Lucia, men da hun ikke kunne bære den tunge bowle, sendte man i stedet gårdskarlen! Efter denne tiden breder skikken sig i hele Sverige.
Samme motiv som ovenfor, men et lidt længere Luciaoptog. Dette kæmpepostkort tilhører Per Sørensen. Besøg hans hjemmeside her: www.piaper.dk
Karen K. tegnede også senere en Luciabrud. Efter nogle magre år uden Karen K. julepynt i Familiejournalen i 1985-1987, vendte hendes pynt tilbage i 1988. I 1990 tegnede hun bl.a disse ark med engle, som var trykt på begge sider, så de kunne klippes ud og hænges op.
Englene blev anført af en Luciabrud med lyskrans i håret. Jeg har moret mig lidt med at lave et lille visuelt Luciaoptog ud fra Karen K.’s originale tegninger. For et bringe det lidt ned på jorden, har jeg udeladt englevingerne og glorierne. Luciaoptog er jo som regel helt almindelig jordiske piger i hvide kjoler og ikke engle. Jeg synes selv, at resultatet er blevet ret fint.
Photoshoppet Luciaoptag baseret på Karen K.’s engle fra 1990.
I dag skal det være lidt svensk bag julekalenderens låge. I 1960’erne og 70’erne tegnede Karen K. en stor mængde juleillustrationer til det svenske marked. Det er tvivlsomt, om de samme billeder også var til salg i Danmark, i hvert fald har jeg endnu til gode at se dem herhjemme, mens de i Sverige er forholdsvist udbredte. De er del af en svensk juletradition, som ikke er velkendt i Danmark. Nemlig at hænge julebilleder/juleplakater/julefriser af papir og med hyggelige billeder, der passer til julen, op. Fænomenet har ikke rigtigt et navn på dansk. På svensk er der forskellige ord, men julbonad synes at være det mest udbredte. Her skal jeg fortælle lidt om, hvad julbonader eller blot bonader er for noget og vise nogen af Karen K.’s.
En Karen K. julbonad i original indpakning. Formentlig fra slutningen af 1960’erne.
Kort fortalt er en “bonad” et billede til at hænge op på væggen til udsmykning. I rigtig gamle dage var det oftest billeder malet på stof, senere er de blevet udført på papir. Skikken var ikke kendt i alle dele af Sverige, og derfor kan vi udenforstående danskere kaste et undrende blik på fænomenet sammen med Selma Lagerlöfs hovedperson Nils Holgersson, som tidligere er omtalt her på bloggen. Nils Holgersson var en dreng fra det allersydligste Skåne, som blev tryllet lille og fløj med vildgæssene på deres rejse gennem Sverige i året 1898. I det sydlige Skåne, hvor Nils kom fra, kendte man ikke skikken med at hænge bonader op, så da han på sin rejse overnatter i et forladt hus i Sunnerbo Herred i Småland, måber han ved det, han ser:
“Der var sengetøj på sengen, og på væggen sad der stadig nogle lange stofbaner på hvilke tre mænd til hest, Kaspar, Melchior og Balthasar, var malet. De samme heste og de samme ryttere var afbildet mangfoldige gange. De red hele huset rundt og fortsatte deres færd helt op til tagspærrene.” (Nils Holgerssons forunderlige rejse gennem Sverige, oversat af Anne Marie Bjerg)
Traditionen med disse malede stofstykker var i Sverige i gamle dage specielt kendt i skovbygderne i det sydlige Halland og Småland. Billederne, der blev fremstillet af folkelige kunstnere eller bønder, og ikke af “rigtige” kunstnere blev især hængt op til jul, og de bar næsten altid bibelske motiver.
Herunder ses nogle eksempler på gamle “bonader”, som jeg så på Kulturen (det kulturhistoriske museum i Lund) i sommer.
Her er en beskrivelse fra 1888 af, hvordan man i 1860’erne fejrede jul i det sydlige Halland, bl.a. ved at hænge bonader op.
“En almen sædvane var det, at man juleaften pyntede stuerne på allehånde måder, så de fik et usædvanligt og højtideligt udseende. Nogle steder, hvor de gamle sæder og den landlige enfoldighed i sin bedste form blev bibeholdt længe, havde man stadig for vane at man juleaften helt og aldeles beklædte væggene med såkaldte “bonader”, som var malede på stof eller groft papir og sat op med små stifter. Disse bonader blev vanligvis taget ned på tyvende juledag (dvs. 13. januar også kaldtes Skt. Knuds dag), og ved denne lejlighed kunne man med egne øjne se, hvordan “Knud bærer julen ud”.
Har du nogensinde undret dig over, at der hænger en svensk julbonad på væggen i burgerbaren i New York i 80’er-filmen “Comin’ to America” med Eddie Murphy?
På de omtalte billeder var næsten udelukkende fremstillet scener fra bibelhistorien, og hver af disse scener blev yderligere forklaret med påskrevne bogstaver. Bonaderne kom fra Vrå i Småland eller var malede af stedets bønder…. og alle genstande på billederne blev gengivet efter bøndernes opfattelse og selvlærde indsigt i kunsten. Farverne var vanligvis meget prangende, og blev valgt med den højeste grad af uindskrænket frihed, så man kunne se grønne heste, røde får og mennesker med lyseblåt hår osv…… Utallige scener udspillede sig for beskuerens øjne langs væggerne, på bjælker og hylder, og i fald man ikke kunne forstå billeder – når bogstaverne var blevet utydelige – kunne man hurtigt finde én blandt husets folk, som kunne tyde billederne. Af det her beskrevne kan man nok let forstå, at disse malerier ikke kunne stå mål for en kunstkritik, men hvilket indvirkning de havde på de fromme barnesind, på uskyldens og enfoldighedens tro, det kan man vanskeligt beskrive, for det kan blot føles.” (Magnus Ysenius 1888, i: “Bonadsmålninger”, 1987. Min oversættelse).
Et lidt nyere billede af Rune Lindström (1916-1973) inspireret af de traditionelle bonader. Bibelsk motiv i svenske klæder og med forklarende tekst. Her er det ærkeenglen Gabriel, der fortæller Maria, at hun skal være mor til Jesus.
Med tiden gik disse religiøse bonader af mode og blev reddet af folkemindesamlere og er i dag museumsgenstande. Skikken med at hænge billeder op ved juletid holdt sig imidlertid eller blev genoplivet og bredte sig i landet. I 1900-tallet var det dog især billeder på papir og efterhånden blev sådanne papirbilleder produceret i mangfoldige udgaver, som blev hængt op på børneværelser og i dagligstuer rundt om i Sverige – ikke minst i 1950’erne-1970’erne. Billederne var dog ikke længere religiøse. Bibelscenerne var blevet udskiftet med vinterlandskabet og nissescener. Det var til denne moderne bonadstradition af Karen K. leverede tegninger til svenskerne.
Herunder viser jeg billeder af nogle forskellige julbonader, som er signerede af Karen K. Hvor mange hun har lavet, har jeg ikke tal på. Der er adskillige. Bonaderne kan være lidt svære at fotografere, fordi de ruller sig sammen, eller er så lange at de slet ikke kan være med på ét foto, hvis man skal se de mange fine detaljer. Derfor får I også lidt detaljebilleder.
Denne julebonad med nisser, der leger omkring en sovende dreng er formentlig fra 1960’erne.
Den næste julebonad er også fra 1960’erne. Temaet med nisser og fugle omgivet af havreaks anvendte Karen K. også på julekort og papirbordløbere fra samme periode.
Her ses nogle julekort samt en papirbordløber i samme serie.
Billedet har jeg lånt fra nettet. Er det dit, hører jeg gerne fra dig.
Nogle af de lange smalle julebilleder burde man måske kalde “julefriser” (på svensk julfris) i stedet for julbonader, men terminologien er ikke særlig entydig.
Julebillede i sin originale indpakning. Her kaldes det en julefrise.
De næste to julebonader er ikke af papir, men er trykt på tynd plastfilm. Den er beregnet til at sætte på vinduet, køleskabet eller lignende.
Er der andre der kan huske, hvordan man før i tiden klippede julemotiver ud af supermarkedets plasticposer og klæbede op på køleskabet med lidt vand? Karen K.’s plastfilmsbonader, mindede mig om den juletradition.
Den næste bonad har jeg fået som gave fra en af bloggens læsere, og jeg er meget glad for den.
En aflang julbonad med engle findes også
Her er et par stykker af den smalle og lange julbonader (friser), som det var oplagt at hænge på væggen helt oppe under loftet i stuen. Bonaden med de dansende nisser er fra 1970’erne. Begge er trykt i Sverige. Vinterlandskabet ser også mere svensk ud end dansk.
En lille julbonad er kommet op at hænge i min entre. Jeg beklager det mørke billede.
Her er et par billeder af en julbonad, som tilhører Nina, en af bloggens læsere. Billeder er anvendt med tilladelse.
Man kan slet ikke få nok af at kigge på de her billeder, så i får lige at par stykker mere, som jeg har fundet rundt omkring på nettet.
Billedet har jeg lånt fra nettet. Er det dit, hører jeg gerne fra dig.Billedet har jeg fundet på nettet. Er det dit, hører jeg gerne fra dig.
Julen varer lige til påske. Karen K.’s tegnede også bonader til påske, klik her for at læse mere.
Bag kalenderlågen i morgen kan du læse om, hvordan Karen K. (måske) blev inspireret af de svenske bonader og bragte traditionen til Danmark.
For noget tid siden blev jeg spurgt, om Karen K. også har lavet broderier – eller broderimønstre. Det var et spændende spørgsmål, fordi jeg ikke kendte svaret. Jeg gik i gang med at undersøge sagen og måtte bevæge mig ud i et fagområde, som jeg ikke vidste meget om. Min egen karriere inden for broderivirksomhed sluttede. da jeg i håndarbejdstimen i 4. klasse ved en fejl fik syet et julebroderi fast i mit penalhus, som lå på bordet under broderistoffet.
Jeg kom i tanke om, at jeg faktisk havde set et broderi, som måske var af Karen K. Ved nærmere eftersyn skal man måske snarere sige, at broderier er inspireret af Karen K.
Det er jo helt tydelig nissedrengen fra Karen K.’s collage, som er blevet overført til broderi (og spejlvendt i processen), men jeg synes elegancen og sødmen fra Karen K.’s originale billede er gået tabt. Jeg tror ikke der er en dygtig husmor, der selv har overført Familiejournalens forside til korssting, for jeg har set flere versioner af broderiet til salg rundt omkring (i Sverige!). Det tyder på, at mønsteret har været i fri handel.
En anden version af det samme broderi som ovenfor.
Sjov nok faldt jeg kort tid efter og denne tegning på hessian. Den ser ud til at være inspireret af det broderi, som er inspireret af Karen K. Sådan vandrer ideer og mønstre….
I en genbrugsbutik så jeg er billede, som virkede bekendt 😉
I et gammelt nummer af Hendes Verden fra november 1979 har jeg fundet et mønster, som også skylder Karen K. tak. Materialet til julebroderiet kunne man købe gennem broderifirmaet Inger Dahl, og selv om Karen Kjærsgaards navn ikke bliver nævnt noget sted, kan der ikke være tvivl om slægtsskabet til Karen K.’s nisser.
Et forbillede til broderier med “de mange nisser små” har jeg fundet på en gammel gaveæske signeret af Karen K.
Farven på tøjet er ændret lidt hist og her, men ellers er broderiet meget lig Karen K.’s tegning. Dog synes jeg igen, at der sker noget mærkeligt ved transformationen fra tegning til broderi. Nisserne er blevet udstyret med overdrevet store øjenvipper, som giver dem et übercute Disneypræg, som ikke er tro mod Karen Kjærsgaards streg.
Den stribede kat fra broderiet kan også ses på Karen K.’s oprindelige tegning.
På den svenske hjemmeside www.dittbroderi.com kan man købe et broderisæt til en juledug, hvor jeg også tror, nisserne er tegnet af Karen K. (Pris 1193 svenske kroner!)
De små kortbenede nisser på juledugen må være søskende til disse Karen K. nisser fra en svensk julefrise af papir, som må være fra 60’erne eller 70’erne.
Nisser på svensk papirfrise signeret Karen K.Billedet tilhører www.dittbroderi.com
De små sorte sko og nissernes dansende positur ses både på papir og broderi. Også ansigterne er genkendelige.
Et spor i Den Gamle By
Mens jeg grublede videre over Karen K. og broderimønstre besøgte jeg Den Gamle By i Århus. I museets 1974 kvarter opdagede jeg til min overraskelse en brodeributik. Butikkens vindue var i anledning af højtiden pyntet med julebroderier. Mens vi stod og trykkede næsen flad mod ruden, kom damen, som stod i butikken og låste døren op. Hun spurgte let ironisk om ville skulle se på broderier, og blev nok lidt overrasket over at to granvoksne skæggede mænd straks svarede “JA!”.
Og så havde vi oven i købet spørgsmål! Den flinke dame i butikken kunne dog ikke svare på om Karen Kjærsgaard havde tegnet broderimønstre, men viste frem af butikkens kataloger fra 1974 eller før.
Vi stiftede bekendskab med (for os) ukendte navne som Eva Rosenstand og Clara Væver, som var store kanoner inden for broderi i 1970’erne. Og her fandt vi billeder af broderier og applikationer, som lignede juledugen ovenfor, og vi følte os på sporet af Karen K.
På et dobbeltopslag i et katalog, var der flere nisserbroderier, som sagtens kunne være af Karen Kjærsgaard, men desværre blev ophavskvinden bag desginet ikke nævnt i kataloget.
De små nisser her med spidser huer kunne sagtens være af Karen K.
Nisserne minder i hvert fald en held del om nisser på nogle julekort af Karen K. fra starten af 1970’erne.
Det hyggelige besøg i museets brodeributik gav ikke sikre beviser, men kort tid efter fik jeg hjælp fra en kvinde i Sverige, som i 1970’erne havde købt et applikationssæt med ét af de mønstre, som jeg havde set i kataloget. Og på pakken stod at designet var af Karen Kjærsgaard.
Juledug med design af Karen Kjærsgaard, købt som gør det selv sæt i København i 1970’erne.
Senere fandt jeg også et Karen K. motiv som stramaj – et motiv som til en afveksling ikke var et julemotiv. I et katalog fra 1966 fra det nu næsten glemte postordre firma Sommers Magasiner fandt jeg denne reklame for stramajbilleder. Jeg måtte spørge min søster om, hvad stramaj er. Det er broderi på et stivere stof, hvor mønsteret er fortrykt, og hvor man bruger uldgarn i stedet for det tyndere broderigarn!
Interessen samler sig her om billedet nederst til venstre på siden. I reklamen står “Det yndige Billede fra H.C. Andersens Eventyr Hyrdinden og Skorstensfejeren har ligeledes vakt Begejstring…” (Bemærk hvordan navneordene stadigvæk er skrevet med stort, selv om det faktisk blev afskaffet med en retskrivningsreform allerde i 1948. Måske var det fordi man med denne reklame henvendte sig til at ældre publikum. Min farmor, der levede til 2004, holdt aldrig og med at skrive navneord med stort).
Side 66 i Sommers Magasiners Efterårs- og Vinterkatalog 1966. Du kan se alle kataloger fra Sommers Magasiner 1952-1968 på Det kongelige Biblioteks hjemmside.
Det lille stramajbillede af Hyrdinden og Skorstensfejeren er hentet fra et postkort, som Karen K. tegnede engang i 50’erne.
Hele opstillingen og næsten alle detaljerne fra postkortet går igen på stramajbilledet. Selv antallet af mursten i hvert skifte på skorstenen er det samme på de to billeder, , men hyrdinden er heldigvis holdt op med at græde på stramajen.
Det var sjovt at lede efter Karen K. broderier, selv om det ikke lige er min hjemmebane. Og jeg kan nu svare: Ja Karen K. har lavet broderimønstre, og hendes tegninger er vist også af andre blevet overført til broderi. I broderier fra 1960’erne og 70’erne kan man genfinde Karen K.’s karakteristiske streg.
UPDATERING 13. december 2016:
Et par dage efter, at dette indlæg var blevet offentliggjort fik jeg mail fra Lis, som er læser af min blog. Hun sendte mig afgørende bevis i spørgsmålet om Karen Kjærsgaards broderimønstre. I et Eva Rosenstand katalog fra 1984 er Karen Kjærsgaard simpelthen nævnt ved navn og der er en side med et udvalg af hendes mønstre, både jule- og helårs.
Nissernes, som højere oppe i indlægget var under kraftig mistanke for at være Karen K. nisser, viser sig nu med sikkerhed at være det.
Blandt mønstrene er en maritim klokkestreng. Jeg havde nok aldrig gættet på Karen K. her, men nu hvor jeg ved det, kan man godt genkende lidt af stilen fra hendes tidlige postkort.
I 1980’erne kom Den Gamle By i Århus virkelig til at være identisk med julestemning for mange danskere. I 1979 sendte DR sin nu klassiske julekalender “Jul i Gammelby” som indeholdt alt, hvad en julekalender skal indeholde: Snevejr, nisser, nostalgi og en jul, som er i fare. Julekalenderen blev genudsendt i 1983.
Mange kan nok huske Per Illums tegning til børnenes u-landskalender i forbindelse med Jul i Gammelby. Her ses billedet brugt til en LP med sange fra julekalenderen.
I 1983 bragte Familiejournalen Borgmestergården og andre af husene fra Den Gamle By som samleark. De var tegnet af en af bladets faste tegnere Verner Hancke.
Et af Familiejournalens samleark med huse fra Den Gamle By tegnet af Verner Hancke.
Skuespilleren Lars Lohman, der spilleder borgmesteren i Jul i Gammelby står med Verner Hanckes model af Borgmestergården foran Borgmestergården.
Der var altså mange måder, som Karen Kjærsgaard kan være blevet inspireret til sit julepanorama i Familiejournalen i 1988, som netop forestillede en scene fra Den Gamle By. I 1980’erne boede Karen Kjærsgaard forøvrigt selv ret tæt på Århus, så mon ikke hun også har besøgt museet, da hun skulle tegne sit panorama.
Karen K.’s julepanorama fra Familiejournalen 1988. Det var første gang julemanden er med på et af Karen K.’s julepanoramer til bladet.
I hvert fald er husene på panoramaet ret nøjagtige gengivelse af historiske huse fra museet. Jeg var selv for nylig i Den Gamle By og syntes, det var sjovt at gå på jagt efter de huse, som Karen Kjærsgaard blev inspireret af.
De lettest genkendelige huse på Karen K.’s julepanorama ligger omkring torvet i Den Gamle By. De er ikke placeret korrekt omkring torvet i forhold til den virkelige verden, men hensigten med julepanoramaet har heller ikke været et lavet et troværdigt kort over Den Gamle By.
Karen Kjærsgaard fortolker en lille smule frit, når hun tegner husene. F.eks. omkring vinduerne i det gule hus, som på tegningen også er blevet orange. Det er også kommet lidt flere dokker (det lodrette tømmer under vinduerne), end der er i virkeligheden. Sikkert for at skabe lidt mere symetri i tegningen.
Huset til venstre er fra Kannikegade i Århus og er bygget ca. 1750. Det rummer bl.a. glarmester, fotogaf og xylograf (illustrator med trætryk). Huset til højre er fra Aalborg, hvor det lå ved Mørups Plads. Det er bygget i ca. 1650. I museet rummer huset et farveri. Disse to huse er nogle af de første, der blev flyttet til Den Gamle By allerede i 1916 og 1928. Dengang var museet ikke så udbygget, så husene fik plads langs den ene side af torvet, selv om de i virkeligheden er alt for undseeligt huse til at ligge på torvet i en gammel købstad.
Huse, som passer bedre på et torv, er de næste, som Karen Kjærsgaard har tegnet.
Juletræet fra Karen K.’s tegning er vokset lidt siden 1988 😉 men man kan alligevel godt se husene på fotoet. Man kan også se, at Karen Kjærsgaard af en eller anden grund har spejlvendt husene. Når man spejlevender tegningen er ligheden klar.
Karen K. har igen fortolket bl.a. farverne og skorstenene lidt frit, men eller er der ingen tvivl om, at det er de samme hus. Alle tre huse indgår i det kompleks, som kaldes Aalborggården, og de lå også som naboer i Aalborg, før de blev flyttet til museet. Hjørnehuset kaldes Empirehuset og er fra 1807. Her indrettede købmanden Jacob Kjellerup bolig til sig og sin familie. Stenhuset i midten er fra 1634, og tre-stokværkhuset i bindingsværk er helt fra 1585. Her har Karen Kjærsgaard fortolket mest frit for at skabe symetri i sit billede. Hun afslutter nemlig taget med valm i stedet for den originale flotte trekantgalv.
Tre-stokværkshuset flotte gavl ses midt i billedet.
Endnu et hus er let genkendeligt på Karen K.’s panorama, nemlig dette bindingsværkshus, som også ligger lige ved torvet.
Der er flyttet lidt på vinduer på tegningen, men detaljerne i bindingsværket afslører, at Karen K. har tegnet huset fra ca. 1625, som også har stået i Aalborg. I dag rummet det gravør- og bogbinderværksted.
De øvrige huse på juepanoramaet er svære at identificere. Gavlen her kunne måske være en fortolkning af Borgmestergårdens gavl, eller også er den fri fantasi.
Derimod er der ikke tvivl om, at kirken der kigger op over husene, er Århus Domkirkes karakteristiske tårn med kobbertaget og uret. Man kan ikke se Domkirken fra Den Gamle By i virkeligheden, men det gør billedet til et rigtigt Århusbillede.
Der er sket meget med Århus siden Karen Kjærsgaards tegning blev bragt i Familiejournalen i 1988. Også Den Gamle By er vokset. Der er kommet er kvarter fra 1974, som stadig bliver udvidet.
En del af 1974 kvarteret i Den Gamle By.
Her i december er lejlighederne i 1974 juleudsmykkede, og på den måde bliver der sluttet en flot ring omkring Karen Kjærsgaard og Den Gamle By. Hendes julepynt var jo populært i 70’erne. I den julpyntede stue hos kernefamlie lå Familiejournalen med Karen K.’s julepynt fremme. Det var det første år, bladet bragte de senere så velkendte hjertekurve med nisser tegnet af Karen K.
I museets minimarked solgtes Familiejournalens julehæfte, men det glemte jeg at få et billede af. Men I skal lige have lidt flere stemningsbilleder af 70’ernes jul.
Da vi besøgte museet, kiggede vi også forbi “Broderi Boden”. Broderi og applikation havde en storhedstid i 1960’erne og 1970’erne. Det blev et meget spændende besøg, men det kan I læse mere om i julekalenderen d. 8. december her på bloggen.
Her på Karen K. bloggen er det helt acceptabelt at blive lidt nostalgisk. Samtidig er det bloggerens indstilling, at enhver, der formidler og videregiver Karen K.’s hyggelige tegninger, fortjener særlig omtale.
Derfor skal vi her bag julekalenderens anden låge besøge et sted, hvor det nostalgiske er i højsædet, og hvor en lille Karen K. hilsen også har sneget sig ind, nemlig Bindeballe Købmandsgård, som ligger omtrent 15 km sydøst for Billund.
Den gamle købmandbutik, som blev grundlagt i 1897 ved den lille station i Bindeballe, fungerer i dag som historisk butik og nostalgisk museum fra tiden før 1957, hvor købmandsbutikken lukkede. Det har den gjort siden 1973.
Når man træder ind i den gamle landhandel bliver man transporteret direkte tilbage i tiden, nærmere bestemt “de gode gamle dage”. På første sal er der et museum med masser af genstande, emaljeskilte, varer og emballager, som blev solgt i en købmandsbutik før i tiden.
Og minsandten om museet ikke indeholder et stort ark med Karen K.’s almue julepynt i det lille julehjørne, som også rummer gavepapir, juleposer, papirbordløbere og andet af det billigere tingeltangel man kunne købe til julen. Ting som man nok ikke tillagde den store værdi i samtiden, men som nu 60 år (ellers mere) senere er ret specielle.
Arket med julepynt blev oprindeligt bragt i Familiejournalen i 1967. I bladet blev man opfordret til, hvis man ikke havde lyst til at samle julepynten, simpelthen at hænge det op som et billede på væggen. Det har man gjort på Bindeballe Købmandsgård.
Jeg synes, det er glædeligt, at nogen af de gamle ark har overlevet helt til i dag – f.eks. her på væggen i den gamle købmandsgård. Men det er også hyggeligt at tænke på, at mange af kræmmerhusene er blevet samlet og hængt på juletræet.
Jeg fandt nogle af de gamle kræmmerhuse brugt, og selv om de har været opbevaret i fladtrykt form, hvilket egentlig er imod kræmmerhusenes natur, synes jeg, de er ret dekorative.
Hvis du har fået lyst til en nostalgisk juletur til Bindeballe Købmandsgård er der åbent alle dage i december frem til juleaften. Du kan læse mere om stedet på deres hjemmeside.
I aften er det Mortens aften. I katolsk tid var d. 11. november helgendag for Skt. Morten (eller Martin, som han hedder nede i Europa). Selv om de fleste danskere ikke har været katolikker siden 1536, har skikken med at fejre Mortens aften overlevet.
Fra Karen K.’s billedlotteri.
Dagen er opkaldt efter Martin af Tour, som levede i 300-tallet. Han førte et meget helligt liv, og derfor udnævnte byens borgere ham til biskop. Det var han imidlertid ikke interesseret i at blive, så han flygtede og gemte sig i en gåsesti. Gæssene skræppede op og afslørede altså Martin, som blev fundet og indsat som biskop. Lige siden hadede han gæs, og det skulle være grunden til, at man spiser gæs på Mortens aften. Og det på trods af, at Skt. Martin i følge legenden selv døde efter at have grovædt gåselår!
Helt tilbage i middelalderen var Mortens aften en aften, hvor man havde sociale sammenkomster. Dronning Christines regnskabsmester skriver i 1505, at nogle skoledrenge (peblinge) får 8 skilling for at synge for dronningen på mortensaften. I Danmark kender man skikken med gåsesteg på Mortens aften i hvert fald tilbage til starten af 1600-tallet. Det var dog nok kun de rigeste, der kunne tillade sig sådan en luksus.
Fra Karen K. filtklip, 1978Detalje af Karen K. julehjerte, 1975.Detalje af Karen K. juleremse, 1982.
Mikaels Karen K. blog 