Bedst som man fornemmede, at foråret var ved at være på vej, har det sat ind med kulde og sne lige her op til den første dag i marts.
Det er nu flot, når sneen lægger sig over landskabet, og så kan man jo passende finde et par af Karen K.’s vinterbilleder frem.
Her er f.eks. to fine dobbeltkort med vintermotiver fra “de gode gamle dage”.
Det første er et vinterbillede fra købstaden, hvor skibene lægger til ved pakhusene langs kajen i den ellers meget tilfrosne havn, hvor byens fine borgere på promenade har vovet sig ud for at skøjte. Damernes krinoliner og herrernes høje hatte kunne tyde på, at vi er i tiden omkring 1860’erne.
Formentlig fra samme “H.C. Andersen tid” er vinterbilledet fra landet af en fornem kanetur forbi bøndergårdene, hvor bonden er ude og høste grønkål i kålgårdens sne.
Det lille stempel bag på kortene viser, at de er udgivet af firmaet Lundgren & Andersen, og lidt detektivarbejde har ført mig frem til, at Karen K. har tegnet dem omkring 1960.
Du kan læse lidt mere om Karen K som postkortkunstner her.
Lidt yngre end postkortene er denne hyggelige collage af børn, der gør klar til en sneboldkamp.
Her er vi tættere på den stil, som de fleste nok forbinder med Karen K., med de karakteristiske ansigter, som går igen på både engle og nisser og børn i hendes produktion. Collagen stammer fra en lille serie med titlen “Børns leg”. Den kan du læse mere om her.
Måske bliver der også tid til at bygge en snemand i de nærmeste dage, inden sneen er væk igen. Det er måske sidste chance i lang tid.
Her er en lidt sløret snemand fra et Karen K.-julekort fra ca. 1970. Det var dengang der – vistnok – altid var sne om vinteren. Sådan er det ikke mere. Vejret og naturen ændrer sig i vores tid.
Denne Karen K. tegning af en agerhøne, som putter sig under en snedækket burre i hegnet ved en mark, blev bragt som gave i Familiejournalen i januar 1990.
Agerhønen er en af de fugle fra det åbne land, som der er blevet færre af de sidste 40 år. Der er nu ca. 50.000 færre agerhøns i Danmark end i 1976. Du kan læse lidt, om hvorfor fuglene forsvinder fra det åbne land her.
Nyd nu vinteren, mens den er her. Førend man ved det, er der forår i luften.
UPDATERING 15. NOVEMBER 2018: Se kommentaren nederst på siden, hvor Karen Kjærsgaard søn løser gåden om Bolette 🙂
Teamet bag Karen K. bloggen har på det seneste forsøgt at løse et nyt Karen K. mysterium. I bloggens julekalender kunne man sidste år d. 10. december læse om svenske julbonader (julebilleder) tegnet af Karen K.
Som de flest andre af Karen Kjærsgaards papirting, er julbonaderne signeret med den karakteristiske Karen K.-signatur. F.eks. dette akvarelmalede billede af en dreng, der sover, mens nisserne leger rundt omkring ham.
Når der hos Karen K. er en dreng, så er der også tit en pige. Sådan at forstå at hun tit skabte sine ting i par. F.eks. de kendte nisser:
eller Familiejournalens julehjerter, der på hver side har en henholdsvis en nissepige og en nissedreng i præcis samme scene:
Derfor skulle man tro, at det samme var tilfældet med disse to svenske julbonader:
De to tegninger er næsten ens i deres komposition: Det sovende barn med teddybjørnen til venstre i billedet, den store hovedpude, folden på sengetæppet, månen og sneen uden for ruden, nisserne og juletræet til højre i billedet, sløjferne på pakkerne. Desuden har billederne samme størrelse, samme ramme og er trykt samme sted.
Tegningen med drengen er fint signeret Karen K.:
Derfor var jeg sikker på, at billedet af pigen også var tegnet af Karen K. Men se nu signaturen:
Bolette! Hvem er Bolette?
Har Bolette tyvstjålet Karen K.’s komposition, idé og tegnestil? (Det kunne selvfølgelig også være Karen K., der har stjålet fra Bolette. Men det kan vi her på Karen K.-bloggen jo vanskeligt forestille os 😉
Kan man forestille sig, at Karen K. har haft en “ghost tegner” (hvad er den grafiske pendant til en ghost writer?) – altså en tegner som har produceret “Karen K”-produkter, uden at Karen K. selv har tegnet dem?
Eller har Karen K. publiceret noget af sin produktion under psedonym?
Det er ikke til at vide med sikkerhed.
Faktum er bare, at de to tegninger er så ens, at man næsten må gå ud fra, at det er samme tegner, som har udført dem begge – på. På trods af afvigende signatur. Det er kun lykkedes mig, at finde én anden ting, som er signeret af Bolette. Nemlig denne – ligeledes svenske – påskebonad:
Kan det – på trods af navnet – alligevel være Karen K., som står bag dette filtklip? Når man nærstuderer billeder, er det meget Karen K.’sk i detaljerne.
Se f.eks. græstotterne og blomsterne på filtklippet af Bolette:
og sammenlign med græstotter og blomster på dette filtklip af af Karen K.:
De er nærmest ens.
Eller se på guirlanden i kanten af Bolettes filtklip:
og sammenlign med granborten på Karen K.’s juletræstæppe:
De er også ens. (Karen K. bloggen videnskabelige assistent husker endnu med gru de mange grangrene, der skulle klippes til juletræstæppet og kan forsikre at grangrenene på Bolette-bonaden er af samme slags).
Eller se de små flagrende fugle på filtklippet af Bolette, til venstre (jeg beklager den dårlige billedkvalitet) og sammenlign med fuglene fra en juleuro af Karen K., til højre:
Også hele motivet, komposition, materialevalget og signaturen, der er sat på som en lille selvstændig lap nederst til højre på billedet er træk, som kan findes hos Karen K.
Jeg vover derfor at gætte på, at Boletter faktisk er et psedonym for Karen K. Hvorfor Karen Kjærsgaard skulle have valgt at signere nogen af sine arbejder med navnet Bolette, er derimod uvist.
Først tænkte jeg, at Karen K. måske havde fundet på et navn, som svenskerne bedre forstod – begge bonader med navnet Bolette er jo trykt og solgt i Sverige. Karen er nemlig slet ikke et udbredt navn i Sverige, hvor man opfatter det som et dansk eller engelsk/amerikansk navn, kun ca. 1200 svenske kvinder hed Karen i 2016. Derimod er formen Karin udbredt i Sverige, ca. 156.000 svenske kvinder hed Karin i 2016. Men Bolette ville være et dårligt pseudonym, hvis målet var at gøre sig mere “svensk”. For Bolette er faktisk også et dansk navn, som kun 35 svenske kvinder bar i 2016.
Vi er altså kommet lidt nærmere på svaret til spørgsmålet: Hvem er Bolette? Der er formentlig Karen K. Men hvorfor, hvornår og hvor længe Karen Kjærsgaard brugte signaturen Bolette, det står hen i det uvisse.
UPDATE. SVAR FRA KAREN KJÆRSGAARDS SØN:
Hej Mikael,
Jeg er Karens ældste søn, Jakob. Min mor tegnede i en periode også under navnet Bolette. Jeg mener at kunne huske, at det var forlaget som mor i en periode tegnende til som ønskede sig et andet navn end Karen K – men fakta er, at Karen K og Bolette er en og samme person. Så du har ret :-). Er der andet jeg kan hjælpe med skal du bare skrive eller maile.
Jeg er lige kommet hjem fra en lille ferie ved det tyske vadehav. Lige uden for hotelvinduet var to skovspurve ved at bygge rede på taget. Den ene af fuglene har lige lagt en pind fra sig hen over tagrenden, mens de tager en pause fra redebyggeriet og giver sig tid til at pudse fjerene. Inden længe har de årets første kuld unger i reden.
Derfor skal I på bloggen i dag have en lille, hyggelig historie, som Karen Kjærsgaard fortalte i Familiejournalen i 1982, om hvordan hun blev “mor” til en lille skovspurveunge, der var faldet ud af reden. Til historien havde Karen K. tegnet et par billeder. Jeg har suppleret med lidt flere af Karen K.’s egne tegninger.
Tegning, som Karen K. brugte til en kalender i 1999, men som faktisk stammer fra Historien om en lille fugl, fra 1982.
Her begynder historien:
HISTORIEN OM EN LILLE FUGL
En dejlig sommermorgen kom naboens lille dreng, Frederik, pilende ned igennem alleen så hurtigt, hans ben kunne bære ham – så hurtigt, at man faktisk ikke kunne se hans ben – og et øjeblik efter stod han her i min dør – med røde kinder, tindrende øjne og sin små varme hænder forsigtigt lukket om et eller andet.
Alléen fra gården og ned til Karen K.’s hus, som ligger lige bag hækken til højre i billedet, 2016
– Se, hvad jeg fandt oppe på gårdpladsen – den er bestemt faldet ned fra taget! Han åbnede sine hænder, og der lå en stakkels lille fugleunge med store øjne og lange ben – og uden fjer på kroppen – kun få steder, kunne man se, var fjerene ved at gro frem.
Så fik vi travlt, kan I nok forstå. Vi hev brødet ud af min lille brødkurv – forede kurven med mange lag køkkenrullepapir ( – det var bedre end stof og vat, som fugleungens kløer ville hænge fast i), vi lagde fugleungen ned i den nye fine rede og stillede kruven, så den varme luft fra varmeapparatet hvirvlede op om reden. På den måde sørgede vi for, at fugleungen ikke kom til at fryse. Vi lagde et par lag køkkenrullepapir løst hen over kurven – og satte os ned og spekulerede over madproblemerne. Jeg måtte af sted til dyreforretningen efter specialfoder, som jeg kunne bløde op med vand og blande med franskbrød, men så var det også simpelthen sagen for en lille sulten fugleunge.
En af Karen K.’s egne illustrationer til historien.
Nu boede så den lille unge her i det lille hus hos Bell (min glade, kloge, dygtige hyrdehund) – og mig. Den skulle have mad hver halvanden time, fortalte den selv – og gik der mere end 5 minutter over tiden, måske fordi jeg sad midt i en vanskelig tegning, kom Bell med snuden mod min albue og sagde,at nu måtte jeg altså lægge penslerne, for ungen skulle fodres.
Bell var vist også gode vennerne med nisserne, der boede ved Karen K.’s hus. Udsnit af julepanorama 1987.
Og fugleungen blev større og større – dun og fjer piblede ud over hele dens krop. Frederik og hans storebror, Lars, kom og så til den hver dag – inden længe begyndte fugleungen at flagre med vingerne – og en søndag morgen stillede Lars hernede, iført arbejdstøj – og så lavede vi en papkasse fint til med græstørv, grene og soveplads – og med en glasplade som “tag”. Se, der kunne fugleungen prøve vingerne – uden at komme noget til – og I kan tro, den arbejdede! Når jeg spurgte: “Hvor er du, fugleunge” svarede den med et lille tyndt “Her”.
Lille skovspurv på kvisten. Udsnit af julepanorama 1982.Musvitternes rede. Forårstegning af Karen K.
Efterhånden måtte den have længere flyvestræk – den fik lov til at flyve rundt i stuen – og siden kom den solskinsdag, hvor jeg tænkte, den skulle flyve i hegnet. Jeg satte den forsigtigt på af en kvistene og gik hen i køkkendøren – og næsten hurtigere end lynet sad fugleungen på mig igen og fortalte “Sol eller ikke sol – denne verden er altså alt for gruelig stor”. Mange gange gik jeg hen med den på kvisten, og mange gange fløj den tilbage til mig – men så lidt efter lidt lærte den, at i hegnet var der nu ganske sjovt – der var legekammerater – en lille gulbug og en flok musvitbørn – og køkkendøren stod altid åben. Ind imellem kaldte jeg mit: “Hvor er du, fugleunge?” – og hver gang lød det “Her” ude fra hegnet.
Den blev jo træt, den lille unge – ganske som menneskebørn bliver det – og skulle have sin middagssøvn. Så stillede jeg mig i døren med armene bøjede, og fugleungen kom flyvende, ordnede folderne i mit skjorteærme som en rede og lagde sig til at sove – efter, med hovedet på skrå og blikket rettet op mod mig, at have sagt sådan stille og uden ord: “Nu passer du vel på mig, mens jeg sover?” Og jeg passede på. Og fugleungen sov.
En af Karen K.s egne illustrationer til historien.
Sidenhen lærte jeg den at spise hirsefrø – at tage bad i en underkop med vand og at drikke vand selv… Den hele sommer gik – med mange travle , dejlige dage for fugleungen, Frederik, Lars, Bell og mig – og efteråret nærmede sig. Børnene og jeg havde jo talt meget om, at det skulle være en lille fri fugl, som fløj rundt under Vorherres himmel – ikke en burfugl – og vi havde bestemt, at når den var vokset til, ville vi sætte den ud oppe ved gårdens hønsehus og stald. Dér var altid vand og foder, døre og vinduer, den kunne flyve ind og ud ad – sove kunne den under hønsehusets tag. Og der var en dejlig rosenhæk med en gudsvelsignelse af spurve, og det var godt, for fugleungen var selv en lille spurv.
Kassen med græs og grene blev sat væk, og fugleungen begyndte at sove på den øverste køkkenhylde – døren stod altid åben ud til haven, så om morgenen fløj den selv ud, og henunder aften – når mørket faldt på – kom den ind og gik til ro på sin køkkenhylde. Nu – syntes jeg – havde den lært alt, hvad jeg kunne lære den – gulbugen havde lært den at fange insekter i hegnet, og selv vidste den fra fødslen, at den skulle have ryggen dækket mod angreb ovenfra , når den sov – og at den skulle være ganske stille, når krageskrigene fyldte luften.
Udsnit af illustration til “Den grimme ælling”, Karen K.Karen K.’s egen illustration og billedtekst til historien.
Nu var tiden inde til , at fugleungen skulle rigtigt ud i livet, og på endnu en dejlig solskinsdag bar jeg den op til stald og hønsehus – jeg stillede lidt af dens eget foder og underkoppen med vand – og viste den at den kunne flyve ud og ind ad hønsehusets dør, ganske som i det lille hus. Nogle timer efter så jeg til den igen. Da kom den hvirvlende ud af spurveflokken hen til mig – et lille fjedret bundt af dirrende kærlighed: ”Gud ske lov, du kom – min middagssøvn – min mad – jeg er så træt og sulten.” Den sov i mine skjortefolder og spiste, så halsen bulede ud. Jeg satte den siden til ro inde på hønsehusets øverste hylde og gik op til den igen, da mørket var ved at falde på – og næste morgen tidlig. ”Her”, svarede den, når jeg kaldte og hver gang fik den mad og vand. Endnu en gang så jeg den deroppe – ind imellem så børnene den.
Karen Kjærsgaard med sine heste. Foto: Mogens Lange. Familiejournalen 1966, nr. 51
Næste forår, da jeg gik om min pony i stalden, mærkede jeg vingesus tæt ved min kind, og i vinduet sad en lille spurv, som jeg kunne komme ganske nær. Se – det var historien om den lille fugleunge, som nu flyver rundt mellem alle de andre kække spurve under Vorherres blå himmel.
Selv om vintrene måske ikke er, hvad de var engang med sne og frost, så er det alligevel hyggeligt at fodre fugle i haven og holde øje med, hvilke fugle, der kigger forbi. Det er jeg sikker på Karen Kjærsgaard også har gjort. I hvert fald er hendes tegninger fyldt med småfugle, og jo mere man kigger efter, jo flere dukker de frem i alle hjørner af de landskaber, Karen K. har tegnet.
Udsnit af Karen K. julepanorama 1994.
Da Karen K. har tegnet langt flest vinterbilleder, er det overvejende standfuglene – dem som ikke flyver sydpå om vinteren – som hun har afbildet. Og det er især de fugle som kommer til foderbrættet hun har tegnet. Det er de små fugle – spurve og mejser. Krager, skader og andre store krabater har jeg endnu ikke set i Karen K.’s produktion.
Noget af det interessante ved Karen K.’s fugletegninger er at selv ved de mest naivitiske og hyggelige af slagsen er der næsten altid tale om rigtige fugle, og hun har gengivet fuglene med deres karakteristiske træk, så de kan genkendes. På denne tegning fra 1977 har jeg forsøgt at sætte navne på de mange fugle i træet.
Udsnit af Karen K. julepanorama 1977
De fleste af fuglene på tegningen er meget genkendelige – men jeg er lidt i tvivl om grønirisken og gråmejsen. Og blåmejsen ser også lidt mærkværdig ud. Men alle tre fugle er med i den gruppe af fugle, som bliver “det sædvanlige slæng” på Karen K.’s tegninger gennem årene.
Her ses det mest af slænget: Musvit, skovspurv, stillids, rødhals, gråmejse, blåmejse, bogfinke og gulspurv.
Udsnit af Karen K. julepanorama fra 1993
Blåmejsen
Reklame for Mejse-yoghurt, Samvirke 1982
Hvem husker ikke den lille muntre blåmejse fra sin barndoms yoghurt?
Den lille vimse fugl med de klare farver er nok også en af de mest genkendelige i den danske natur og ved foderbrættet.
Karen K. har tegnet den tit, og her nedenfor ser du en samling af hendes blåmejsetegninger fra 60’erne til 90’erne.
Skovspurven og gråspurven
Man kan nemt komme til at forveskle skovspurven og gråspurven. Begge fugle er meget almindelige i Danmark, selv om bestanden af dalende. Om vinteren færdes de gerne i flok – også skovspurve og gråspurve sammen, og de ses tit ved foderbrættet.
Her kan du få hjælp fra Karen K.’s tegninger til at skelne du to spurve fra hinanden. Gråspurvehannen har en grå kalot, mens skovspurvene har en brun kalot og ligesom en lys krave og en sort plet på kinden. Hos skovspurvene er hannen og hunnen ens. Gråspurvehunnen er mere ensartet gråbrun.
Til venstre ser du en skovspurv på et julekort fra 1984. Til højre ser du en et gråspurvepar fra et udsnit af et julepanorama fra 1982.
Gråspurvene fra 1982 er indtil videre den eneste tegning af en gråspurv jeg har set fra Karen Kjærsgaards hånd. Skovspurve er der til gengæld mange af på hendes tegninger. Her er et udvalg fra 70’erne til 90’erne.
DOMPAPPEN
Dompappen med det flotte røde bryst har Karen Kjærsgaard også tegnet flere gange. Her er er en samling af tegninger fra 197o’erne og 80’erne.
Dompappen har fået sit lidt spøjse navn pga. netop sin røde bug. Navnet kommer af det tyske ord “Dompape”, som betyder en præst ved en domkirke. Til kirkelige højtider havde disse præsten nemlig en højrød dragt på. Måske pga. den røde farve er dompappen et yndet motiv på gamle julekort – ikke mindst i de angelsaksiske lande og Tyskland.
Som ved så mange andre fugle, er det hos dompappen hannen, som er den mest farverige og genkendelige, og det er som regel dompaphanner Karen K. har tegnet. Men på desginet “Winter Birds”, som er trykt på servietter, engangstallerkner mm. for det amerikanske firma Caspari har hun tegnet både en dompaphun og -han.
Udsnit af papirserviet
En fugleuro
I 1979 tegnede Karen K. er overdådig julefugleuro til Familiejournalens læsere. Her var der ikke mindre en 16 forskellige småfugle – og en ekstra rødhals i fine små bevingede udgaver.
Med engle, hjerter og grangrene oven i festen stillede uroen visse krav til læserens tålmodighed, når det kom til snoretrækkeri. Jeg indså, at det var en tålmodighed, som jeg ikke kunne mønstre, og desuden kunne jeg godt tænke mig at lave en dekoration som ikke signalerede jul.
Det blev til dette fugletræ i stedet.
På en gåtur fandt jeg et par nedblæste grene fra et poppeltræ, som jeg stak i en vase, og så var det bare at gå i gang med at samle fugle og hænge dem op.
Hvis du selv har lyst til at samle fugle finder du de fleste af fuglene fra uroen på flickr, lige til at printe ud. Klik her.
Pas god på med at følge samleanvisninger alt for slavisk! Der er nemlig gået lidt kludder i nummerering på arkene, og der er blevet byttet om på halerne. Musvitten har byttet hale med blåmejsen, gråmejsen har byttet hale med stillidsen, gulspurven har byttet hale med dompappen og bogfinken har byttet hale med grønirisken. Gad vide, hvor mange mennesker rundt omkring i landet der samlede fuglene uden at opdage fejlen i 1979. Det må der være kommet nogle meget spøjse fugle ud af….
De lidt “sjældne”
Mellem uroens fugle er der nogle stykker, som man ikke ser så tit i Karen K.’s tegninger. Bl.a. jernspurven og halemejsen.
Halemejsen
Halemejsen er er en lille fin fugl med hvidt hoved og en lang hale. Jeg havde aldrig hørt om halemejser, før der pludselig var en flok på fem af slagsen, som begyndte at besøge de mejsekugler, som min kæreste have hængt op i sit piletræ.
Her ses du Karen K.’s udgave af en halemejse til højre og til venstre et foto af den ægte vare. Fotoet har jeg fået lov til at bruge af Lizzie Sørup Pedersen, som har taget det og lagt det i den superhyggelige facebookgruppe Danske fugle. Gruppen kan anbefales, hvis du bliver i godt humør af smukke fuglebilleder.
Det er blevet til et par tegninger af halemejser blandt Karen K.’s mange fugle:
Udsnit af julepanorama 1996Et helt træ fyldt med halemejser. Udsnit af julepanorama 1991.To halemejser nyder foderet, som min kæreste har hængt op.
Solsorten
Udsnit af julepanorama 1994
Du skal lige se nogen af de andre fugle som Karen K. sjældent tegner. Det behøver ikke at betyde af fuglene er sjældne i naturen. Mærkeligt nok er der f.eks. næsten ingen solsorte i Karen K.’s vintertegninger, selv om det er en af de fugle man hyppigst ser i haven og omkring menneskenes boliger. Faktisk har jeg kun finde én eneste tegning med solsorte på. På julepanoramaet fra 1994 er der to solsorte. Den eneste kan du se øverst i dette indlæg, og den anden kommer her. Mon Karen K. ikke brød sig om solsorte, der synger så smukt om sommeren, men om vinteren mest er en hidsig fugl, der ikke byder sig om at deres foderet med den mindre spurve og mejser?
Spætmejsen
Her er der tre spætmejser, som jeg også kun har fundet på én tegning af Karen K, nemlig julepanoramaet fra 1992.
Spætmejsen er den eneste fugl i Danmark, som kan løbe både ned ad træstammer med hovedet nedad.
Selv blev jeg desværre først bekendt med spætmejsers eksistens, da min kat en dag kom hjem med to døde eksemplarer. Heldigvis var der igen spætmejser i træet uden for mit vindue det næste forår.
Den lille spætmejse er forøvrigt måske en sladderhank om hvor motivet på Karens K.øs vinterbilledet er hentet fra. Det er nemlig sådan at spætmejse med rød bug lever i Jylland og på Fyn, mens de på Sjælland har lys bug. Så måske er det en vestdansk granplantage, man ser i baggrunden.
og lige lidt flere:
Flagspætte fra billedelotteri, 1960’erne.Skovduer. Udsnit af julepanorama 1994.Gråsiskener på engangstallerken fra serien Woodland Birds – nederst en rødhals. Fra den sene del af Karen Kjærsgaards karriere, hvor nisser var blevet afløst af fugle, som de mest gennemgående væsener i hendes tegninger.
Men lad os vende tilbage til der, hvor vi startede, nemlig med at fordre småfuglene her ved vintertid. Det er hyggeligt at følge med i, hvilke fugle, man får besøg af.
Det kan godt gå lidt tid, inden fuglene opdager maden. Måske skal man overveje lokkemejser….
Og husk at placere maden et sted, hvor katten ikke kan komme til, så det ikke ender med fuglebuffet!
For lidt tid tilbage faldt jeg over to små indrammede billeder i en genbrugsbutik. De var tegnet af Karen K. og forestillede to kvinder i egnsdragter eller folkedragter.
Jeg fik lyst til at skrive mere om de postkort med folkedragter, som Karen K. tegnede til Familiejournalens julepanoramaer i 1968, 1973, 1974 og 1975, og som jeg skrev om her på bloggen for et år siden. I alt 50 forskellige kort blev det til med folkedragter fra hele landet.
På hvert kort er det skrevet, hvor i landet dragten stammer fra, og jeg synes det var sjovt at vise et Danmarkskort, hvor Karen K.’s tegninger var sat ind på de lokaliteter, som dragterne stammer fra. Jeg klippede alle figurerne ud af julekortene og satte dem på deres rette plads på Danmarkskortet.
Udbredelseskortet kom til at se sådan ud:
Så kan du se, om der er nogen postkort fra det område, du kommer fra eller bor i. Bornholm har jeg sat ind oppe i øverste højre hjørne, som på et vejrudsigtskort. Og syd for den nuværende grænse ses en kvinde med meget stor stråhat i en dragt fra Dannevirkeegnen. Nogle egne er rigtig godt repræsenteret. For eksempel fra Læsø, Fanø, Lyø og Ærø er der to, og Amager har hele tre.
Hvert år var der på arket med julekort også ét fra landene i Nordatlanten: Færøerne, Grønland og Island. Hvor de færøske og islandke dragter minder lidt om de danske, er det tydeligt at grønlændernes dragt tilhører en helt anden kulturkreds.
Kvinden fra Island har en dragt på fra Mödruvellir i det nordlige Island. Derimod kan de to dragter fra Færøerne på kortene fra 1968 og 1973 ikke nærmere stedfæstes. De færøske folkedragterne er nemlig mere individuelle og ikke så stedspecifikke som de danske. (Tak til Benthe for den oplysning).
Karen K. postkort
Karen K.’s postkort med folkedragter er små fine kunstværker. De er tegnet på farvet karton med farvekridt eller farveblyanter. Hver lille streg ligner næsten et fladsting, og det får kortene til at se broderede ud, selv om det altså er tegninger. Måske som en lille hyldest fra Karen K. til alt det store sy-, broderi- og kniplingsarbejde som i sin tid blev lagt i folkedragterne.
Kortene var ret populære. Som mit loppefund viser, kunne man ramme dem ind og hænge dem op. Hvis du i 70’erne gik på Rolandsskolen i Brøndbyerne, har du måske set portkortene på væggen i aulaen. Familiejournalen skriver i nr. 49 fra 1975, om hvordan skoleinspektør Kjeld E. Stephansen har fået kortene rammet ind og hængt op – fordi de er smukke, og fordi Karen Kjærsgaard gengivelse af de gamle dragter er meget minutiøs og korrekt. Så man kunne lære noget ved at se på dem.
Karen Kjærsgaard har hentet megen af sin inspiration og viden om folkedragterne i to bøger af Ellen Andersen, nemlig “Danske bønders klædedragt”, 1960 og “Folkedragter i Danmark”, 1952. Den sidstnævnte indeholder billeder og beskrivelser af egnsdragter på Nationalmuseet, og mange er Karen K.’s postkort er tegnet efter disse modelfotos fra 1950’erne, hvor kvinder og mænd poserer i dragterne i tidstypiske omgivelser – formentlig på Frilandsmuseet.
Her er et par eksempler på Karen K.’s tegninger, som er blevet inspireret af Inga Aistrups fotografier i bogen.
Kirkedragt fra AmagerBrudepige fra Præstø AmtKvindedragt fra NordfalsterPige fra Mols
Karen K.’s tegninger har meget vidde i skørterne, næsten som om kvinderne bærer krinoline, hvilket ikke var en del af folkedragten. Men det får kjolernes mønstre til at stå flottere frem på tegningerne.
Hvad er folkedragter?
Hvad er egentlig historien med folkedragter. Gik alle folk på landet rundt sådan klædt i “gamle dage”? Hvornår var de gamle dage? Og havde alle kvinderne i en egn præcis ens kjoler på.
Folkedragterne er bøndernes klædedragt, som var forskellig og tit mere gammeldags end
Kvindedragt fra Fanø
byboernes. Men alle folk på landet gik ikke klædt sådan. De fleste af de dragter, som vi i dag kender som folkedragter, var meget bekostlige, og de var først og fremmest festdragter, som man brugte ved særlige lejligheder og absolut ikke til at arbejde i. Og det var kun de rigeste bønder, som havde råd til sådan en luksus. Folkedragter var stor set gået ud af brug ved midten af 1800-tallet, selv om de nogle steder – f.eks. på øerne i Vadehavet – blev båret af ældre kvinder helt ind i starten af 1900-tallet. Og nej, det var ikke sådan at eksempelvis alle piger på Mols var klædt præcis som pigen på billedet her ovenfor. Men i hver egn havde dragten nogle karakteriska, som adskilte den fra andre. Det kunne være dele af dragten – f.eks. hovedtøjet – eller visse farver, mønstre eller snit, som blev foretrukket i et bestemt område.
Pige fra Røsnæs
Blandt de 50 postkort, som Karen K. tegnede er der kun 9 mandsdragter. Det er ikke så sært, for manddragterne var slet ikke så forskellige fra sted til sted. Det var først og fremmest kvindedragten som havde specifikke egnspræg. Mændene rejste trods alt nogen gange ud af sognet for at sejle, gå i krig eller handle, mens kvinderne kunne leve hele deres liv inden for sognets grænser. F.eks. på Røsnæs, hvor pigerne havde en meget speciel dragt, kunne en pige næsten ikke gifte sig med en mand fra et andet sogn, fordi hun så skulle anskaffe sig en ny garderobe. Og prisen på sådan en dragt taget i betragtning kan det godt være, at bondepigens økonomiske fornuft sejrede over romantikken.
Dragterne fortæller historie og skrøner
Kvinde fra Skovshoved
Lad os kigge lidt nærmere på nogle af dragterne. Pigen her til venstre er fra Skovshoved, der i sin tid var et fiskerleje nord for København – nu er det vokset sammen med Gentofte. Skovserpigen (som de blev kaldt) bærer sin karakteristiske fiskekurv på ryggen. Hun har fodlangt skørt, sjal til at varme ryggen og tørklæde til at tage vinden, når hun skal vandre fra Skovshoved og ind til staden for at sælge sine fisk ved Gammel Strand. Her står der i dag en statue af en fiskerkone som minde om et stykke forsvundet kulturhistorie.
Læg mærke til den røde kant nederst på skørtet. Det var et signal Skovserpigen brugte til at fortælle giftelystne undersvende, at hun var ugift.
Kvinde fra Ringkøbing Amt
Egndragten fra Ringkøbingområdet er helt specielt – i hvert fald er det den eneste jeg kender til, hvor kvindernes gik med høje sorte hatte! Hattene var som regel af hareskind og blev derfor af nordvestjyderne kaldt “hårhårshatte”. Årsagen til den mærkværdige hovedbeklædning blev forklaret med flere sagn, bl.a. at moden skulle have spredt sig blandt egnens kvinder efter at et skib med en last af høje hatte var forlist på Vestkysten. En anden historie beretter at en købmand fra Ringkøbing havde forkøbt sig på et parti høje hatte. En dag satte han så for sjov en hat på hovedet af en smuk bondepige, og straks blev hattene højeste mode.
Forklaringen er dog formentlig nok en anden. I Holland og Rhinegnene kendes den høje buttede hat helt tilbage til 1400-tallet. I 16- og 1700-tallet kommer den på mode igen. På det tidspunkt var der livlig handel mellem Danmark og Nordtyskland, og mange karle og piger fra Jylland tog også arbejde i Nordtyskland. Herfra er moden så hentet til Danmark.
Kvindehatten er ikke cylindrisk som herrenes, men er mere buttet. Under hatten bar kvinderne en lille hvid hue besat med flæser af kniplinger, som det også ses på Karen K.’s tegning.
Mand fra Randers Amt
Manden her fra Randersegnen har også en mærkværdig hovedbeklædning, som faktisk går helt tilbage til middelalderen eller før. I middelalderen havde hætten en pose i nakken (en strud), som man kunne bruge til at have penge i. I tidens løb lavede man struden meget lang, jo længere jo smartere.
De langskaftede læderstøvler var meget dyre. En mand kunne få et par støvler til sin konfirmation eller bryllup, og så skulle de holde livet ud. Langt fra alle havde dog råd til sådan en luksus. I nogle landbyer var der ét par fælles støvler, som man så kunne låne, når man havde behov for dem.
Parret her fra Lyø er klædt på til fest. Pigen er i dansedragt. Det ser man på de løse, åbne ærmer, som man kaldte særkeærmer. Man kaldte det “at smide sig barærmet”. Også de dyre silkebånd, som hang løst under dansen for ikke at blive ødelagt, når man svedte signalere fest og dans. Men kan du gætte hvad det er ved pigens fremtoning, som de gamle folk på Lyø midt i 1800-tallet fandt upassende? Frisuren! Kvinderne på Lyø plejede nemlig ligesom andre landbokvinder i landet at rede deres hår tilbage og sætte det i en top under huen. Men en ung lærer som kom til Lyø i 1840 lærte skolepigerne at rede håret med midterskilning, som det var moderne i købstæderne. Forargede forældre forbød deres piger at få en så upassende frisure!
Til sin tegning af Lyømanden har Karen K. hentet inspiration i et gammelt fotografi fra 1871 taget i atalietet hos portrætfotograferne Hansen, Schou og Weller i København. Egnsdragten på Lyø var lidt mere gammeldags end på Fyn. Den strikkede hus blev kaldt en “nikulørs hue”, fordi den var strikket af mange forskellige farver garn. Sådan en hue var karakteristisk for de sydfynske øer.
I 1700 var herremoden at have langt hår. Bønderne gik “i eget hår” i modsætning til de højere klasser, som havde parykker. Omkring 1800 lærte omrejsende bissekræmmere fra Holsten de unge karle at klippe håret kort. I begyndelsen gjorde man nar af de korthårede, men efterhånden bredte moden sig.
Fra Amager har Karen K. tegnet hele tre kvindedragter. Amgerbønderne var meget velhavende, og det kunne man bl.a. se i kvindernes dragter: fint klæde, silketørklæder og store forgyldte smykker. Amager og Røsnæs var de eneste steder i landet, hvor man langt op i tiden holdt fast i at kvinderne havde forskellige dragter til forskellige lejligheder. Kvinden til venstre er i “kokkedragt” – som blev brugt af slægtninge til brudeparret, som vartede op ved brylluppet. Kvinden i midten er i en brudedragt, mens kvinden til højre er i klædt i det røde forklæde, som kun blev brugt til kirkegang. Om skuldrene har hun et såkaldt “barcelonatørklæde”. Det var silketørklæder som sømændene bragte hjem til deres kærester, som brodere farvede mønstre på dem. På brystet bærer hun et stort forgyldt spænde med billeder af jomfru Maria med Jesusbarnet og pigerne egne initialer som små hængesmykker nedenunder.
Tre kvinder fra amager
Galleri
Og sådan kunne man blive ved, der er masser af historie gemt i dragterne. Men nu vil jeg bare vise jer nogle flere af Karen K.’s flotte tegninger. Postkortene er fine, men jeg synes, figurerne bliver endnu mere levende, når de er klippet ud af rammerne og baggrunden på kortene.
Odense Amt – Røsnæs – Mors
Fanø – Bornholm – Fyn
Ærø – Viskinge – Vendsyssel
Dannevirke – Horne – Drejø
Salling – Nordsjælland – Røsnæs
Langeland – Samsø – Kalundborg
Lolland – Hedebo (“Heden” mellem København, Køge og Roskilde) – Fur
Vejle Amt – Ærø – Læsø
Tåsinge – Mandø – Vendsyssel
Pigen her ser næsten mellemøstlig ud, men hun er klædt i en en egnsdragt fra Læsø. Tankevækkende. Her nedenunder kan du se en Læsøkvinde i en vaskepulverreklame fra 1971. Det var ikke kun Karen K., der dyrkede almueromantik i slutningen af 1960’erne og starten af 70’erne! Kvinden i festdragten fra Læsø står i samtale med en meget moderne kvinde anno 1971 foran en traditionel Læsøgård med tangtag.
Til slut kunne jeg slet ikke lade være med at lege lidt med figurerne i form af lidt billedmanipulation.
En kvinde i en dragt fra Vejleegnen byder velkommen til det hus, hvor Karen K boede i 1960’erne. Huset og dragten er fra ca. samme tid.En ung kvinde fra Løgstøregnen er i bøgenskoven for at se på anemoner.
Husk, at hvis du kun lide dette indlæg, så giv det et “like” ligesom Rømøpigen her ved at klikke på LIKE-knappen med den blå stjerne her nedenunder indlægget. Så bliver jeg så glad 🙂
Snart er det nytår. Året er faret afsted. Årene farer afsted, og mens tiden går, forandrer verden sig omkring os.
Se bare hvordan forsiden af Familiejournalen ændrede sig fra 1923 til 1998. (Selv 1998 er efterhånden meget længe siden!). Fra noget stilrent og moderne i 1923 til noget stilrod og ærlig talt konservativt, nostalgisk og tilbageskuende billedside og indhold i 1998.
Nytår er også tid til en ny kalender. I 1990’erne tegnede Karen Kjærsgaard flere kalendere til Familiejournalen. Hver kalender havde fire akvareller – en til hver årstid. Den første kalender kom i 1993, og var med dyre og fugle motiver. En vildgås, en sneppe, et egern og en agerhøne.
Akvarellerne er malet med stor nøjagtighed i detaljen og kunne sagtens illustrere en faunabog.
Denne næste kalender kom i sidste nr. af Familiejournalen 1994 og var for året 1995. Ugedagene fra 1995 passer med 2017, så her får I billederne med kalenderdelene på, hvis nogen skulle have lyst til at bruge den som vægkalender i 2017.
Det er lidt usædvanligt at se tomme landskabsmotiver fra Karen K.’s hånd. F.eks. i julepanoramaerne er landskabene altid befolket med massevis af nisser og engle. Men her får landskaberne lov til at tale for sig selv med sine sarte nuancer.
Alle landskaberne har virkelige forbilleder forskellige steder i Jylland. Gården på billedet for januar-marts ligger tæt ved Ejer Bavnehøj lige i nærheden af Karen Kjærsgaards eget hus. Jeg har tidligere skrevet om stedet, og det kan du læse om her og her.
Motiver for april-juni er fra Mossø tæt ved Øm Kloster.
Sensommerbilledet forestiller Limfjordøen Livø set fra øen Fur. Mon ikke Karen K. bloggens faste stab skal på tur i 2017 og se både Mossø, Fur og Livø i virkeligheden?
Vintermotivet her er så blegt og sart i farverne, at det næsten bliver helt væk. Der er ikke mange detaljer i billedet, som kan afsløre lokaliteten. Men det skulle forestille et landskab sydvest for Skanderborg. Men det er måske ikke hel urealistisk at forestille sig, at det er udsigten over bakken fra Karen Kjærsgaards eget hus, som hun har valgt som motiv.
Huset, hvor Karen K. boede i 1980’erne ca. 7 km sydvest for Skanderborg, og den store bakke uden for hendes vinduer. Udsnit af julepanorama fra 1987.
Til 1996 fik Familiejournalens læsere endnu en kalender, denne gang med fuglemotiver. Fuglene er en isfugl, en gærdesmutte, en vibe og en stillits. Jeg er specielt vild med forårsbilledet af gærdesmutten i det blomstrende kirsebærtræ.
Ligesom kalenderen fra 1993 er akvarellerne meget detaljerede og naturalistisk udført. På billedet af isfuglen ses oven i købet resten af en signatur hvor isfuglens latinske navn Aleco Atthis indgår. Signaturen er desværre beskåret, så man ikke kan se hvilket år tegninger er fra – det er sikkert en fejl, at den ikke er fjernet helt. Men akvarellen er i hvert fald udført 30. maj. Billederne kan sagtens være meget ældre end 1995. For eksempel havde Familiejournalens læsere allerde set tegningen af stillitsen i form af et julekort i 1984.
Stillitsen på ark med julekort fra 1984.
Til året 1998 bragte bladet en årstidskalender med fire blomsterakvareller: Iris, rose, solsikke og julestjerne.
Stilen er lidt mere løs i udtrykket end sædvanligt fra Karen Kjærsgaard og lever egentlig ikke op til hendes sædvanlige standart. I hvert fald ikke hvis idealet er de naturalistiske gengivelser af planter, som hun tidligere havde tegnet, og som jeg personligt meget bedre kan lide. Du kan se nogle af dem ved at klikke her.
Den sidste Karen K. kalender, som Familiejournalen bragte var til det sidste år i det gamle årtusinde, 1999. Motiverne var dyrebørn: Ræveunger, en harekilling, en spurveunge og kattekillinger. Stilen er til dels naturalistisk men med et ekstra drys nuttethed og naivisme.
Også dette år havde der sneget sig lidt genbrug ind i kalenderen. Kompositionen med de tre ræveunger kunne man også se på julepanoramaet fra 1992.
Billedet af den lille spurveunge kunne den meget opmærksomme læser måske huske fra 1982, hvor Karen Kjærsgaard i julehæftet havde skrevet en historie om en spurveunge, som faldt ud af reden. Den vil I kunne læse her på bloggen engang i 2017.
Med disse kalendere, der minder os om, at lyset er vendt, og at forår og sommer snart skal vende tilbage, vil jeg gerne sige tak for 2016 her på Karen K. bloggen. Vi ses i 2017. Godt nytår!
Hvis man skal nå at klippe og klistre alt færdigt til juleaften, er det en god ide at komme i gang i god tid. I adventstiden i 1969 kunne Familiejournalens læsere over fire uger samle Karen K.’s uro med titlen “Nissernes julestue“. Uge for uge kunne man på den måde se uroen vokse, indtil alt i nissernes julestue – som i menneskenes ditto – var klar præcis til juleaften.
Jeg har fundet de gamle klippeark frem for at få lidt julestemning anno 1969.
Det første klippeark var ikke så sprælsk. Det bestod af det store jul, som er rygraden i hele ophænget. Efter af have samlet hjulet og fæstet det i en loftsbjælke var det bare at komme i gang med figurerne til uroen.
Så skal der klippes stjerner til ophænget. Juleskum må der til.
De første figurer, som samles til uroen er nisserne, der skal holde julestue.Nisserne er ved at gøre klar til julen: bager brunkager, fejer gulvet og pakker gaver ind.
På det næste klippeark var de første julegæster til nissernes julestue. Nemlig Bamse og Dukkelise, Rudolf med den røde tud og en masse små fugle.
Hvem er egentlig nissernes julegæster? Karen K. sender en lille intertekstuel hilsen til det blad, som bragte hendes juleuro, når hun gør Bamse og Dukkelise til en del af juleuroen. De to figurer var nemlig velkendte ansigter for Familiejournalens læsere. Helt siden 1935 havde tegneserien om Bamse og Dukkelise var et fast indslag i Familiejournalen. Bamse og dukkelise fortsatte i bladet frem til 1985, hvor de takkede af efter 50 år. Tegneserien var oprindelig engelsk, men blev overtaget og tegnet af den danske tegner Harry Nielsen.
Julstue på børnehjemmet med Bamse og Dukkelise. Tegneserie i Familiejournalen år 1969.
Her ses Karen K.’s udgave af Bamse og Dukkelise.
“Rudolf med den røde tud” kalder Karen Kjærsgaard selv rensdyret, som er med til julefesten. Det fleste kender nok sangen om Rudolf, men hvornår opstår ideen om et rensdyr ved navn Rudolf egentlig? Ideen om julemandens rensdyrkane stammer fra Amerika. I digtet “A Visit From St. Nicolas” eller “The Night Before Christmas), som blev udgivet anonymt i 1823, men som siden 1837 har været tilskrevet forfatteren Clement Clarke Moore. De står godt nok ikke noget i digtet om, at rensdyrene kan flyve. Den idé er kommet til senere. Men i digtet fra 1823 får rensdyrene navne, nemlig: Dasher, Dancer, Prancer, Vixen, Comet, Cupid, Donner og Blitzen (Torden og Lynild). Altså ikke nogen Rudolf. Han kommer nemlig først til ca. 100 år senere.
I 1939 blev Rudolf, julemandens niende rensdyr ,introduceret i en lille fortælle- og malebog skrevet af Robert L. May og udgivet af det amerikanske stormagasin Montgomery Ward. Historien handlede om det unge rensdyr Rudolf, som blev drillet af julemandens andre rensdyr pga. sin røde næse. Men Rudolf ender med at lede rensdyrflokken og lyse vej for julemandens kane i tågen julenat og dermed redde julen for alle. Ti år senere i 1949 skrev Robert L. Mays svoger, Johnny Mark sangen “Rudolph the Rednosed Reindeer” som var bygget på historien. Sangen blev straks et hit og er nu en kendt juleklassiker i mange lande. Sangen blev oversat til dansk allerede i 1950 med titlen “Kender I den om Rudolf” (bedre kendt som Rudolf med den røde tud). Den danske version er egentlig lidt en camoufleret drikkevise, som spiller på associationen mellem røde næser og alkolhol. I starten af sangen nævnes “toddyer”, og sangen slutter af med et “skål for de røde næser!”. Det tema var ikke en del af den oprindelige engelske tekst!
Seks små fugle, vistnok grønsiskner slutter sig også til juleselskabet. For som Karen Kjærsgaard skriver, regner de med, “at der nok også falder lidt af til dem, når nisserne holder julefest…”
Undervejs er der fine instruktionstegninger til, hvordan uroen samles, men hvordan den helt færdige uro skal se ud er faktisk en overraskelse, for der er hverken fotos eller tegninger af det.
Til sidst – lige før juleaften – sluttede julemanden til festlighederne. Han behøver vist ikke nærmere præsentation.
Julemanden medbringer et pyntet juletræ, og nissernes julestue er komplet!
Julemanden med sit mest berømte rensdyr.
Så skal uroen bare samles. Sikke mange snore, der skulle til! Usynligt tråd og en kat og en roterende uro er en lidt uheldig kombination, og man kan godt miste modet mit i alt snoretrækkeriet.
Men til sidst blev uroen færdig. (Ja jeg ved godt, der stadig mangler tre fugle, men jeg skulle også bage klejner).
Det er en godt overlæsset juleuro. Den er ikke lavet ud fra devisen “less is more!”
Bamse er på vej op ad stigen, for at hente katten ned til julestuen.
Hvis du vil se uroen i bevægelse, så klik på linket her. Så ser du en lille video, hvor nisserne og deres gæster danser om juletræet.
P.S. Efter at have kigget lidt på uroen et par dage, blev jeg enig med mig selv om, at den var pænere, hvis snorene var lidt kortere.
Man kan godt få lidt stress her op til jul. Der er mange ting, der skal nås inden den store dag. Ugebladene har til alle tider været gode til at stikke til den dårlige samvittighed, for kunne man ikke hele tiden gøre lidt mere eller gøre det lidt mere perfekt?
Som nu denne lille artikel (læs skjulte reklame) fra Familiejournalen i 1969. Her fremgår det, at selve indholdet i julegaverne ikke længere er nok – nu skal de også pakkes ind i fikst gavepapir. Førhen havde man måske ladet sig nøje med det brune indpakningspapir, som butikkerne slog omkring gaverne, men nu skulle der fine mønstre og farver til.
Karen Kjærsgaard, der begyndte sin karriere i den grafiske branche i 1950’erne kom også til at designe gavepapir – først hos firmaet L. Levison Junr. På billedet her i annoncen ses direktøren for L. Levison Junr., Svend Levison sammen med en desginer, som dog ikke er Karen K., men måske en af hendes kolleger. I hvert fald var det Svend Levison, som var direktør, mens Karen Kjærsgaard var ansat hos Levison junr. Han var oldebarn af firmaets grundlægger. Levison var grundlagt i 1850 som en lille papirbod i Pilestræde i København, men kom siden til at bestå bl.a. af en papirvarefabrik og et bogbinderi, og da Karen Kjærsgaard begyndte dér i et sommerferiejob i 1953, havde virksomheden store ejendomme i Købmagergade og ca. 300 ansatte. (kilder: Krak “Danmarks ældste Forretninger (1950), http://www.piaper.dk, Henry Hellssen: Kapitler af Købmagergadeshistorie )
Karen Kjærsgaard tegner gavepapir 1970. Foto fra Hendes Verden.
I 1970 blev Karen Kjærsgaard interviewet til Hendes Verden bl.a. omkring sin produktion af af gavepapir.
– Hvordan bliver et ark julepapir til?
– Der bliver ringet, at nu skal jeg til det igen. Så går jeg i gang med at lave så mange udkast, som jeg kan overkomme. Jo flere, des bedre. Der er i hvert fald som regel brug for fem-seks forskellige ark. Udkastene sender jeg til forlaget, der heldigvis næsten altid godkender dem. Jeg er nemlig i den heldige situation, at jeg har ret frie hænder. Så begynder jeg på selve rentegningen i samråd med trykkeriet. Og så kører maskinerne med det oplag, som repræsentanterne har fået ordre på i december og januar, og det hele skal være distribueret i oktober-november.
Levison eksporterede gavepapir til udlandet. Bl.a. til USA, hvor også Karen K.’s gavepapir (samt postkort og andre designs) blev forhandlet af firmaet Caspari.
Karen K. gavepapir eksporteret til USA.
Det lykkedes mig at lokalisere et af disse amerikanske eksportstykker, nemlig en lille pakke med ubrugt, uudpakket Karen K. gavepapir, som nok er fra engang i 1960’erne. Det må have været ret eksklusivt gavepapir. Pakken rummer to ark på hver 50 x 70 cm, så det er ikke nogen særlig stor pakke lego, man har kunnet pakke ind med det. Papiret har kostet 1 dollar, hvilket sikkert var mange penge den gang… Af den lille label fremgår det tydeligt, at gavepapiret er importeret (må være fra Levison i Danmark), og at designet kaldes “Christmas in Denmark”. Karen Kjærsgaards navn er dog ikke nævnt nogen steder.
At hun i midlertid er kunstneren bag er klart dels ud fra tegnestilen, dels ud fra dette lille julekort, som bærer et af de små vignetbilleder fra gavepapir, og som tydeligt er signeret Karen K.
Julekort med et af motiverne fra gavepapiret. Udgivet af Axel Eliassons konstförlag i Sverige.
Der er ingen nisser på Karen K.’s gavepapir til det amerikanske marked. Uden for Skandinavien er nisser så godt som ukendte og signalerer ikke julehygge, som de gør for os. Derfor handler Karen K.’s “Christmas in Denmark” hovedsageligt om den religiøse side af julen. Man kan så spørge, hvad der er specielt “Danish” ved det, uover tegneren nationalitet, men jeg tror faktisk, at Karen Kjærsgaard har hentet inspiration til sine små billederne fra noget meget dansk, nemlig de danske julesalmer og sange.
Det var det her lille billede, som ledte mig på sporet af Karen Kjærsgaards mulige inspirationskilde.
Dans lille barn på moders skød…
Tegningen er nemlig en meget præcis gengivelse af en helt specifik linie fra julesalmen “Julen har bragt velsignet bud” af B.S. Ingemann, nemlig “Dans lille barn på moders skød, en dejlig dag er oprunden…“. Det gjorde mig nysgerrig på, om de andre tegninger også var inspireret af julesange.
Mange af billederne er så almene i deres motiv, at de kan være inspireret af flere forskellige julesange eller salmer. Jesus i krybben bliver jo nævnt i næsten alle julesange. Kigger man imidlertid i de små hæfter med julesange og salmer, fra gavepapirets samtid snævrer det feltet af muligheder lidt ind. Det er et meget standardiseret udvalg af sange, der findes i disse hæfter. Før sange som “Søren Banjomus” og “På loftet sidder nissen”og “Nu har vi altså jul igen” kom med i hæfterne bestod det klassiske udvalg disse salmer og sange:
Indholdsfortegnelse fra julesangshæfte fra Familiejournalen 1968
Billedet herunder kunne meget godt være en illustration af endnu en linje fra “Julen har bragt velsignet bud” nemlig “Du fattige spurv flyv ned fra tag med duen til julegilde.”
Du fattige spurv flyv ned fra tag med duen til julegilde…
Et par af billederne, tror jeg, kan være inspireret af Grundtvigs “Velkommen igen, Guds engle små“. Nemlig de linjer hvor Grundtvig hilser juleenglene velkommen til jorden og siger “Vel mødt under sky på kirkesti, på sne ved midnaststide!“og inviterer engle med hjem til menneskenes fattige huse med ordene “O, ganger dog ej vor dør forbi, os volder ej den kvide.”
Vel mødt under sky på kirkesti, på sne ved midnatstide…O ganger dog ej vor dør forbi…
Det her billede må næsten være Grundtvigs “stjernesol” fra “Dejlig er den himmel blå“: “Det var midt i julenat, hver en stjerne glimted mat, men med ét der blev at skue en så klar på himlens bue, som en lille stjernesol.”
Men med ét der blev at skue en så klar på himlens bue, som en lille stjernesol.
Måske er billedet herunder en illustration inspireret af linien “Stjernen ledte vise mænd….” fra samme julesalme (selv om det faktisk er konger Karen K. har tegnet). Der er ikke så mange af de gamle danske julesalmer, der nævner vismændene/kongerne. Prøv selv at tænke på, hvilke andre du kan komme i tanke om…
Stjernen ledte vise mænd…
Det her billede kunne være “Det kimer nu til julefest“, eller “Kimer, I klokker“. Uanset hvilken er teksten af Grundtvig.
Det kimer nu / Kimer, I klokker…
Ideen med at lade engle trække i kirkeklokkernes reb og sætte det i forbindelse med salmen “Kimer, I klokker” bruger Karen K. i hvert fald nogle år senere i mønstret til en pakkekalender.
Pakkekalender fra 1982.
I de gamle julesangshæfter er der som regel kun to julesange med, som ikke er deciderede salmer, og det er “Højt fra træets grønne top” og “Sikken voldsom trængsel og alarm” (begge med tekst af Peter Faber). Præcis de to sangtitler passer rigtig godt med de to sidste ikke-religiøse tegninger på Karen K.’s gavepapir.
Højt fra træets grønne top stråler juleglansen…Sikken voldsom trængsel og alarm, det er koldt og man må gå sig varm…
Her er et dansk stykke gavepapir tegnet af Karen K., sikkert fra ca. samme periode som det amerikanske.
Denne gang er papir endda signeret af Karen K. Det er ikke tit, man ser kunstnersignatur på gavepapir. Dette stykke papir har været brugt, og man kan forestille sig, hvordan nogen har taget papiret efter en juleaften i 60’erne, glattet det pænt ud og gemt det, fordi hun syntes, det var flot. Måske har papiret endda været brugt flere gange. Det var en mere sparsommelig tid.
I interviewet fra Hendes Verden i 1970 spørger journalisten indgående til Karen K.’s julepapir til 1971, som hun er i færd med designe:
– Kan jeg næste år også få nisser og engle og stjerner og alt det der på mit julepapir?
– Det kan De tro. Det bliver så forskelligt, at det helst skulle opfylde enhver kundes krav. De skal nok få både Deres engle og Deres nisser. Der kommer også ark med glaskugler, og der kommer noget meget neutralt papir.
Det kunne være spændende at se, hvordan gavepapiret anno 1971 kom til at se ud. Men faktisk kan man også købe Karen K. gavepapir i dag, hvis man virkelig leder efter det.
Christmas wrapping fra ScandinvianShoppe.com
Det blå gavepapir herover kan man købe fra www.ScandinavianShoppe.com. Karen Kjærsgaard er ikke nævnt nogen steder, men motiverne på julekuglerne er taget fra et julepanorama fra 1976.
På panoramaet fra 1976 kan man genfinde de små motiver fra det moderne gavepapir.
Når man nu har pakket sine julegaver ind i fikst gavepapir, skal der naturligvis også et flot til og fra kort på. Sådan nogen har Karen K. også leveret. Her ser du et rigtigt fint udvalg af sådan nogen. Læg mærke til nissedrengenes snabelsko.
Billederne tilhører Ørjan fra Norge og anvendes med tilladelse og tak.
Hvis du har fået lyst til at høre lidt julemusik efter at læse dette blogindlæg, så er her en rigtig fin version af “Julen har bragt velsignet bud” med charmerende norsk udtale.
I dag, d. 13 . december er det Luciadag. Traditionen med at fejre Lucia er først og fremmest stor i Sverige, men den har også en vis udbredelse i Danmark. I Danmark er det dog ikke nogen ur-gammel tradition, som man måske kunne få indtryk af.
Desværre har nogen dekoreret Karen K.’s luciabrud fra 1969 med lidt kuglepen.
Da Karen K. i 1969 lavede en forside til Familijournalen med billede af en Luciabrud, kunne man læse følgende rubrik inde i bladet:
Man kan læse, at traditionen med Luciaoptog fortsat opfattes som ny i Danmark. Det første Luciaoptog i Danmark fandt sted i 1944. Sekretæren i Foreningen Norden, Franz Wend havde importeret idéen fra Sverige som et tiltag til at bringe lys i en mørk tid, nemlig den tyske besættelse af Danmark. Siden bredte traditionen sig i Danmark, men mest på skoler og i institutioner, ikke så meget i hjemmene, som det oprindeligt var traditionen i Sverige.
Også i gammel tid i Sverige markerede Luciadagen, at julen var nær.Luciadagen blev opfattet som optakt til julen, men i rigtig gammel tid var traditionen omkring natten før Luciadag – den blev Lussenatten – ikke så hyggeligt. Indtil år 1700 havde man i Danmark og Norge den julianske kalender, og i følge den var d. 13. december årets korteste dag. I den lange decembernat var der troldtøj på spil, og dyrene kunne tale, og det kvindelige væsen “Lusse” blev opfattet som en del af dette onde pak. Man beskyttede sig mod de onde kræfter med lys og bønner. F.eks. som denne norske tekst (i fordansket form): “Lussenatten lange, ikke være bange. Gud beskytte gård og grund, fisk i vand og fugl i lund. Ko og hest og får og ged blive karske, trind og fed. Hellige moder, gode Krist, fri fra Djævels død og list. Ikke være bange, Lussenatten lange.” (Fra Reidun Horvei: Folkesongar i Hordaland, 1998). Efter indførelsen af den gregorianske kalender i 1700 fik man justeret op på tingene ved i år 1700 simpelthen at springe dagene mellem d. 18. februar og d. 1. marts over. Derved kom årets korteste dag til at være omkring d. 21. december, som vi kender det i dag.
Først et stykke oppe i 1700-tallet begynder den Luciatradition, som vi kender bedre i dag, at vinde frem i Sverige. Skikken breder sig vist nok fra Värmland. I 1764 besøgte en provst ved navn Nyman Västergötland og stiftede her bekendtskab med en for ham ukendt tradition: “Ret som jeg lå i min bedste søvn, hørtes en vokalmusik uden for min dør, som vækkede mig. Straks derefter trådte et hvidklædt fruentimmer ind på mit værelse. Hun havde et bælte om livet og ligesom en vinge på hver skulder og bar store tændte lys i hver sin store sølvlysestage, de blev sat på bordet, og straks der efter kom der en med et lille dækket bord med alt slags spiseligt og drikkevarer, som blev stillet ved siden af min senge….det kaldes “Lussebete”. (Svenska kulturbilder Ny följd, häfte 5, 1936)
Postkort udgivet i Finland. Formentlig fra 1960’erne.
Den første omtale af en Luciabrud med lys i håret kendes i Sverige i 1820. Og her er det faktisk en mandlig Lucia, som kommer ind med hvid kjortel, lys i håret og en bowle med glögg! Det burde egentlig have været en tjenestepige, for hun skulle symbolisere Sankta Lucia, men da hun ikke kunne bære den tunge bowle, sendte man i stedet gårdskarlen! Efter denne tiden breder skikken sig i hele Sverige.
Samme motiv som ovenfor, men et lidt længere Luciaoptog. Dette kæmpepostkort tilhører Per Sørensen. Besøg hans hjemmeside her: www.piaper.dk
Karen K. tegnede også senere en Luciabrud. Efter nogle magre år uden Karen K. julepynt i Familiejournalen i 1985-1987, vendte hendes pynt tilbage i 1988. I 1990 tegnede hun bl.a disse ark med engle, som var trykt på begge sider, så de kunne klippes ud og hænges op.
Englene blev anført af en Luciabrud med lyskrans i håret. Jeg har moret mig lidt med at lave et lille visuelt Luciaoptog ud fra Karen K.’s originale tegninger. For et bringe det lidt ned på jorden, har jeg udeladt englevingerne og glorierne. Luciaoptog er jo som regel helt almindelig jordiske piger i hvide kjoler og ikke engle. Jeg synes selv, at resultatet er blevet ret fint.
Photoshoppet Luciaoptag baseret på Karen K.’s engle fra 1990.
I dag skal det være lidt svensk bag julekalenderens låge. I 1960’erne og 70’erne tegnede Karen K. en stor mængde juleillustrationer til det svenske marked. Det er tvivlsomt, om de samme billeder også var til salg i Danmark, i hvert fald har jeg endnu til gode at se dem herhjemme, mens de i Sverige er forholdsvist udbredte. De er del af en svensk juletradition, som ikke er velkendt i Danmark. Nemlig at hænge julebilleder/juleplakater/julefriser af papir og med hyggelige billeder, der passer til julen, op. Fænomenet har ikke rigtigt et navn på dansk. På svensk er der forskellige ord, men julbonad synes at være det mest udbredte. Her skal jeg fortælle lidt om, hvad julbonader eller blot bonader er for noget og vise nogen af Karen K.’s.
En Karen K. julbonad i original indpakning. Formentlig fra slutningen af 1960’erne.
Kort fortalt er en “bonad” et billede til at hænge op på væggen til udsmykning. I rigtig gamle dage var det oftest billeder malet på stof, senere er de blevet udført på papir. Skikken var ikke kendt i alle dele af Sverige, og derfor kan vi udenforstående danskere kaste et undrende blik på fænomenet sammen med Selma Lagerlöfs hovedperson Nils Holgersson, som tidligere er omtalt her på bloggen. Nils Holgersson var en dreng fra det allersydligste Skåne, som blev tryllet lille og fløj med vildgæssene på deres rejse gennem Sverige i året 1898. I det sydlige Skåne, hvor Nils kom fra, kendte man ikke skikken med at hænge bonader op, så da han på sin rejse overnatter i et forladt hus i Sunnerbo Herred i Småland, måber han ved det, han ser:
“Der var sengetøj på sengen, og på væggen sad der stadig nogle lange stofbaner på hvilke tre mænd til hest, Kaspar, Melchior og Balthasar, var malet. De samme heste og de samme ryttere var afbildet mangfoldige gange. De red hele huset rundt og fortsatte deres færd helt op til tagspærrene.” (Nils Holgerssons forunderlige rejse gennem Sverige, oversat af Anne Marie Bjerg)
Traditionen med disse malede stofstykker var i Sverige i gamle dage specielt kendt i skovbygderne i det sydlige Halland og Småland. Billederne, der blev fremstillet af folkelige kunstnere eller bønder, og ikke af “rigtige” kunstnere blev især hængt op til jul, og de bar næsten altid bibelske motiver.
Herunder ses nogle eksempler på gamle “bonader”, som jeg så på Kulturen (det kulturhistoriske museum i Lund) i sommer.
Her er en beskrivelse fra 1888 af, hvordan man i 1860’erne fejrede jul i det sydlige Halland, bl.a. ved at hænge bonader op.
“En almen sædvane var det, at man juleaften pyntede stuerne på allehånde måder, så de fik et usædvanligt og højtideligt udseende. Nogle steder, hvor de gamle sæder og den landlige enfoldighed i sin bedste form blev bibeholdt længe, havde man stadig for vane at man juleaften helt og aldeles beklædte væggene med såkaldte “bonader”, som var malede på stof eller groft papir og sat op med små stifter. Disse bonader blev vanligvis taget ned på tyvende juledag (dvs. 13. januar også kaldtes Skt. Knuds dag), og ved denne lejlighed kunne man med egne øjne se, hvordan “Knud bærer julen ud”.
Har du nogensinde undret dig over, at der hænger en svensk julbonad på væggen i burgerbaren i New York i 80’er-filmen “Comin’ to America” med Eddie Murphy?
På de omtalte billeder var næsten udelukkende fremstillet scener fra bibelhistorien, og hver af disse scener blev yderligere forklaret med påskrevne bogstaver. Bonaderne kom fra Vrå i Småland eller var malede af stedets bønder…. og alle genstande på billederne blev gengivet efter bøndernes opfattelse og selvlærde indsigt i kunsten. Farverne var vanligvis meget prangende, og blev valgt med den højeste grad af uindskrænket frihed, så man kunne se grønne heste, røde får og mennesker med lyseblåt hår osv…… Utallige scener udspillede sig for beskuerens øjne langs væggerne, på bjælker og hylder, og i fald man ikke kunne forstå billeder – når bogstaverne var blevet utydelige – kunne man hurtigt finde én blandt husets folk, som kunne tyde billederne. Af det her beskrevne kan man nok let forstå, at disse malerier ikke kunne stå mål for en kunstkritik, men hvilket indvirkning de havde på de fromme barnesind, på uskyldens og enfoldighedens tro, det kan man vanskeligt beskrive, for det kan blot føles.” (Magnus Ysenius 1888, i: “Bonadsmålninger”, 1987. Min oversættelse).
Et lidt nyere billede af Rune Lindström (1916-1973) inspireret af de traditionelle bonader. Bibelsk motiv i svenske klæder og med forklarende tekst. Her er det ærkeenglen Gabriel, der fortæller Maria, at hun skal være mor til Jesus.
Med tiden gik disse religiøse bonader af mode og blev reddet af folkemindesamlere og er i dag museumsgenstande. Skikken med at hænge billeder op ved juletid holdt sig imidlertid eller blev genoplivet og bredte sig i landet. I 1900-tallet var det dog især billeder på papir og efterhånden blev sådanne papirbilleder produceret i mangfoldige udgaver, som blev hængt op på børneværelser og i dagligstuer rundt om i Sverige – ikke minst i 1950’erne-1970’erne. Billederne var dog ikke længere religiøse. Bibelscenerne var blevet udskiftet med vinterlandskabet og nissescener. Det var til denne moderne bonadstradition af Karen K. leverede tegninger til svenskerne.
Herunder viser jeg billeder af nogle forskellige julbonader, som er signerede af Karen K. Hvor mange hun har lavet, har jeg ikke tal på. Der er adskillige. Bonaderne kan være lidt svære at fotografere, fordi de ruller sig sammen, eller er så lange at de slet ikke kan være med på ét foto, hvis man skal se de mange fine detaljer. Derfor får I også lidt detaljebilleder.
Denne julebonad med nisser, der leger omkring en sovende dreng er formentlig fra 1960’erne.
Den næste julebonad er også fra 1960’erne. Temaet med nisser og fugle omgivet af havreaks anvendte Karen K. også på julekort og papirbordløbere fra samme periode.
Her ses nogle julekort samt en papirbordløber i samme serie.
Billedet har jeg lånt fra nettet. Er det dit, hører jeg gerne fra dig.
Nogle af de lange smalle julebilleder burde man måske kalde “julefriser” (på svensk julfris) i stedet for julbonader, men terminologien er ikke særlig entydig.
Julebillede i sin originale indpakning. Her kaldes det en julefrise.
De næste to julebonader er ikke af papir, men er trykt på tynd plastfilm. Den er beregnet til at sætte på vinduet, køleskabet eller lignende.
Er der andre der kan huske, hvordan man før i tiden klippede julemotiver ud af supermarkedets plasticposer og klæbede op på køleskabet med lidt vand? Karen K.’s plastfilmsbonader, mindede mig om den juletradition.
Den næste bonad har jeg fået som gave fra en af bloggens læsere, og jeg er meget glad for den.
En aflang julbonad med engle findes også
Her er et par stykker af den smalle og lange julbonader (friser), som det var oplagt at hænge på væggen helt oppe under loftet i stuen. Bonaden med de dansende nisser er fra 1970’erne. Begge er trykt i Sverige. Vinterlandskabet ser også mere svensk ud end dansk.
En lille julbonad er kommet op at hænge i min entre. Jeg beklager det mørke billede.
Her er et par billeder af en julbonad, som tilhører Nina, en af bloggens læsere. Billeder er anvendt med tilladelse.
Man kan slet ikke få nok af at kigge på de her billeder, så i får lige at par stykker mere, som jeg har fundet rundt omkring på nettet.
Billedet har jeg lånt fra nettet. Er det dit, hører jeg gerne fra dig.Billedet har jeg fundet på nettet. Er det dit, hører jeg gerne fra dig.
Julen varer lige til påske. Karen K.’s tegnede også bonader til påske, klik her for at læse mere.
Bag kalenderlågen i morgen kan du læse om, hvordan Karen K. (måske) blev inspireret af de svenske bonader og bragte traditionen til Danmark.
Her er der tre spætmejser, som jeg også kun har fundet på én tegning af Karen K, nemlig julepanoramaet fra 1992.
Mikaels Karen K. blog 