Karen Kjærsgaard nåede at bo mange forskellige steder i løbet af sit liv (1932-2014) – som regel på naturskønne steder. Det landskab, hun boede i, inspirerede hendes arbejde og går igen i hendes tegninger. Desuden har hun i sine tegninger anvendt flere af de huse, som hun selv har beboet. Hvis man har sendt et af de julekort, Karen K. tegnede til Familiejournalen i 80’erne og 90’erne, så var det idylliske hus på landet, som var på kortet, faktisk en helt konkret bygnig – nemlig Karen K.s eget hus.
Det gav mig lyst til at prøve at finde ud af, hvor disse huse lå – og om de findes endnu. Da jeg aldrig har kendt Karen Kjærsgaard, har jeg ledt efter husene som lidt af et detektivarbejde ud fra spor, som findes i interviews osv. Det har være rigtigt sjovt at prøve at finde frem til husene og her kommer første del af historien om Karen K’s. huse.
Madras
kilder: artikel om Karen K. i Familiejournalen 1966 nr. 51, Gyldendal Den Store Danske

Karen Fjord Aschengreen blev født i Indien, og boede de første fire år af sit liv fra 1932-36 i det, som dengang hed Madras. I dag hedder byen Chennai. Her boede hun med sine forældre Julius Christian og Asta Bolette Aschengreen og sin storesøster Kirsten, fordi faderen siden 1928 var bestyrer af Østasiatisk Kompagnis filial i Madras. Organisationen opkøbte jordnødder og drev oliemøller. Før dette havde Karens far været udstationeret for ØK i Manchuriet, hvor han i 1926 blev gift med Asta Bolette.
Jeg ved ikke, hvor familien Aschengreen boede i millionbyen Madras, men Karen Kjærsgaard har i et interview fra 1966 dette minde fra den tidligste barndom:
“Der sad en lille pige på sin fars knæ og beundrede alt det fine, han havde hængt på et træ, der så meget anderledes ud end de andre træer, hun så, når hun var ude og køre tur i barnevognen med sin mor… For der vokser ikke grantræer i Madras! Men hendes far, J. Chr. Aschengreen (…), havde naturligvis sørget for, at der kom et rigtigt juletræ ud til familien, så de kunne fejre en ægte dansk jul ved den bengalske havbugt… selv om det var det dejligste sommervejr.”
Karens tidligste barndomsminder er altså fra Indien. Måske er det også herfra, hun blev påvirket til den forkærlighed for klare og strålende farver, som går igen i hendes arbejde.

Holte
kilder: artikel om Karen K. i Familiejournalen 1966 nr. 51, Kraks Vejvisere over København, Gyldendal Den Store Danske, Folketælling Søllerød Sogn 1940
I 1936 vendte familie Aschengreen tilbage til Danmark, hvor J. Chr. Aschengreen blev overflyttet til ØK’s hovedkontor. Han blev prokurist og sidenhen underdirektør og administrerende direktør for skibsafdelingen. Familien boede Holte, hvor Karen gik i skole på Holte Gymnasium.
I hvert fald siden 1940 boede familien i dette – ikke helt lille – hus:

Huset er fra 1939, så det må være familien Aschengreen, der har fået det bygget. Det er ombygget i 1961, så det er ikke sikkert det så præcis sådan ud, da Karen Aschengreen boede i huset, som barn. I folketællingen fra 1940 kan man lidt overraskende se, at Karen, som på det tidspunkt er 7 år, er den eneste i familien, som har mellemnavnet Fjord.


Et glimt at livet i huset kan man få på Nationalmuseet, som ejer denne aftenkjole syet af den berømte skrædder Preben Birck. Der er fra 1950’erne og har tilhørt Karen Kjærsgaards mor, Asta Aschengreen.
Du kan læse mere om kjolen her.
Barndomshusets moderne arkitektur har – så vidt jeg ved – ikke sat sig spor i Karen K.’s værker. Det skete først, da hun blev gift og flyttede på landet. Det kommer der mere om i næste blogindlæg om Karen K.’s huse.
One thought on “Karen K.’s huse 1”