Mon julemanden også læser med her på bloggen for at komme i julestemning? I hvert fald har der i timerne omkring midnat mellem d. 23. og 24. december været sytten besøg fra Grønland på bloggen. Juullimi Pilluarit!

Her ses en fin gammel juletrækurv af Karen K. med Grønlandsmotiver. Billederne tilhører instagramprofilen kirstinejensendk, og er brugt med tilladelse.

Sad du også og så “Den store jule- og nytårsbagedyst” på DR1 lillejuleaften? Nåede du så også at opdage, at noget af Karen K.’s julepynt fik et lille øjebliks TV-tid i programmet?

Her roder to af deltagerne, søskendeparret Jesper og Susanne, i kassen med gammel julepynt og finder en juleuro, som de begge to husker.

Nisserne er tegnet af Karen K. og blev bragt i Familiejournalen i 1991. I alt var der otte småtykke nissebørn, som du kan se her.

I 90’erne blev Karen K.’s julepynt i Familiejournalen ikke længere trykt på bladets lidt tynde sider, men på selvstændige ark af kraftigt, blankt papir. Og så var der tryk på begge sider! Man skulle altså ikke som i 80’erne klippe både en forside og en bagside til hver nisse ud og lime dem sammen. Stort teknologisk fremskridt!

Familiejournalen forslog, at man kunne lave en uro at nisserne, uden dog at vise et inspirerende billede af det færdige resultat. Og sådan en uro har man altså lavet hjemme hos Bagedystdeltagerne, Jesper og Susanne.

Og nå ja, mesterværkskagen fra de to Karen K.-glade bagedystdeltagere var jo netop en julehilsen til… Grønland. Sådan hænger tingene nogen gange så smukt sammen.

Glædelig jul allesammen. Jeg håber, I får nogle hyggelige og rolige juledage.

Kig lidt rundt på bloggen, der er kommet en masse nye opslag her i december. Juletid er jo i høj grad også Karen K.-tid.

Nu er der kun få dage til juleaften, og det er blevet tid til at tage juletræet ind i stuen og pynte det. Et fint juletræ skal også have et fint juletræstæppe, og her har Karen K. også været behjælpelig.

Dette fine juletræstæppe med applikationer lavet efter mønster af Karen Kjærsgaard fandt jeg i en genbrugsbutik i december i år. På dette blogindlæg fra sidste år kan du læse om, hvordan et par af bloggens læsere og jeg nåede frem til, at nisserne er af Karen K. ved hjælp af et besøg i Den Gamles Bys broderi butik og gamle broderi kataloger.

Her er at par fotos af et Eva Rosenstand varekatalog fra 1970’erne, hvor man ser juletræstæppet.

Og her er lidt nærbilleder af mit nye, gamle juletræstæppe. Jeg kan godt lide, at den, som har lavet tæppet, har valgt et utraditionelt karrygult kantebånd!

Og nu er tæppet lagt ud og træet pyntet, så juleaften må gerne komme snart.

Men man kunne jo også vælge et juletræstæppe af papir. Eller det kunne man i hvert fald i 1970’erne, hvor dette svenske juletræstæppe formentlig er fra.

Tæppet er lavet i kollage- og fototeknik. Oven på en sivmåtte har Karen K. lagt udklippede nisser og en rød sol, som stråler ud fra midten. De to yderste ringe på sivmåtten er malet blå og så er der blevet lagt udklippede hjerter og cirkler løst oven på for at danne en bort. Derefter er det hele blevet fotograferet og trykt som et juletræstæppe. Man kan se, at nisser, solstråler og hjerter kaster skygger ned på sivmåtten. Metoden med sådanne fotokollager blev også brugt f.eks. til julegavepapir i 60’erne og 70’erne.

Juletræstæppet er ikke signeret, men det er karakteristiske Karen K. nisser i en stil fra starten af 1970’erne, som f.eks. også ses på dette julekort.

Juletræstæppet i papir er kun 48 cm i diameter og er altså kun til et lille juletræ – måske endda et bordjuletræ.

Prøv at se dette kunstige juletræ fra Sommers Magasiners julekatalog i 1959. Her forsøger man at sælge det lille bordtræ, som “de ensommes juletræ”! Det ville man nok ikke gøre i dag. Tankevækkende.

Der er selvfølgelig – blandt andet – Karen K. julepynt på mit træ igen i år.

Til gengæld er topdekorationen blevet lidt utraditionel. Den er dog tidssvarende med Karen K.’s julepynt.

Juleremser, hvad er det? En remse er jo typisk sådan en lille række vrøvleord eller et rim, som man kan gå og sige for sig selv. Men det er ikke sådanne remser, jeg tænker på i dag.

Man kan selv lave sin egen jule- eller nisseremse ved at folde at stykke farvet papir på den rigtige måde, klippe en nisse i papiret, og når man så folder det ud har man en hel række af ens nisser, der måske holder hinanden i hænderne. Det kunne se sådan her ud.

Billedet er dog lidt snyd, for nisseremsen her er ikke hjemmelavet. Den er industrielt fremstillet som reklame for en odenseansk butik for en del årtier siden og har trykte ansigter på den anden side.

Jeg ved ikke præcis, hvornår sådanne juleremser havde deres storhedstid, men jeg gætter på, at det var i begyndelsen af 1900-tallet og frem til 1960’erne. Til gengæld synes jeg, det er på tide, at juleremser får en revival. Og hvorfor ikke dem, som Karen K. har tegnet?

I papirvarehandler kunne man før i tiden købe billige færdiglavede nisseremser, som var lige til at sætte op på hylden, og som måske kun overlevede en enkelt jul. Engang i 1960’erne lavede Karen K. denne remse.

Som på de fleste andre remser af denne type har nisserne ikke nogen bagsider, men er ens på begge sider – selvfølgelig blot spejlvendt.

Omkring 1960 lavede Karen K. dog disse fine juleremser, som var lidt avancerede ved at nisser og engle havde rygge.

Jeg har undret mig lidt over, hvad det er for en gul firkant, som er på den hvide engels kjole. Det ligner næsten et stykke tape, som har sat sig fast. Er det mon noget, som er gået fejl i produktionen? Uanset er det nogle meget fine engle.

Ca. 20 år senere i 1982-1983 kunne Familiejournalens læsere lave deres egne Karen K. remser med både nisser og engle. De blev godt nok ikke omtalt som remser i bladet, men som en “klip og klæb serie” af julepynt.

Fra 1974-81 havde Karen K. tegnet julekurve og kræmmerhuse til Familiejournalens december numre, men nu var det tid til noget nyt. Nisserne fra julekurvene og englene fra kræmmerhuse sprang ned fra juletræpynten og fik nyt liv med både for- og bagside.

Det hele startede med denne lille engel i Julehæftet 1982. Ikke med en tryllestav, men med en dirigentstok, og dermed var tonen slået an for det nye gør det selv julepynt.

Jeg kan tydelig huske, at jeg samlede disse engle i min barndom, sikkert klippet ud af min mormors familiejournaler. De engle er dog for længst gået til, så nu har jeg været i gang med at lave nye.

Og pludselig huskede jeg alt for tydeligt, hvor svært det var at klippe de de små spidse englevinger pænt ud. Det er det stadig! Familiejournalens trykketeknik var ikke præcis nok til, at figurerne kunne trykkes med for og bagsiden. Så læseren måtte selv klippe først forside og så bagside ud og klistre dem sammen.

Den første engel viste sig, at være dirigent for et lille englekor, som fulgte i de kommende uger. Det blev til seks ens af de syngende engle og én dirigent. Dermed fulgte Karen K. en af julepyntens udskrevne love. Nemlig at nisser helst skal være forskellige og sjove og beskæftiget med hver sin unikke opgave – ligesom smølfer. Engle derimod må gerne være ens og anonyme og i store klynger.

I 1983 fulgte dog flere engle, som kunne sluttes til skaren, hvis man havde gemt englene fra julen 1982. Og her blev variationen lidt større med harper, trompeter og fløjter.

Nu kunne man lave et helt lille englekor og orkester.

Sammen med engleremserne fulgte nisseremser. Man kunne godt blive lidt overvældet af de lange beskrivelser af, hvordan nisserne skulle samles:

og undervejs måtte man lære sig nye ord som “klæbeflap” og “ståstykke”.

Men det gik alligvel til sidst. Også selv om nogen prøvede at sabortere alt det klip og klæb halløj:

Nisserne fra 1982 havde travlt med at arrangere julefesten med juletræ, pakker, lys og masser af mad.

Det blev en rigtig fin nisseskare til sidst

I 1983 havde Karen K. tegnet nogle andre nisser til Familiejournalen. De havde travlt med udendørs juleforberedelser, men dem må I se en anden gang.

Som reklame for julepynten inde i bladet var der en stor nissepige på forsiden af et af bladene i 1982. Her er hun så kravlenisse på et billede af Ib Andersen.

Det er vigtigt at kunne erkende, når man har taget fejl, men sidenhen er blevet klogere. Det skal bloggen handle om i dag.

For et år siden skrev jeg her på bloggen om nogle små porcelænslysestager, som var formgivet med udgangspunkt i Karen K.’s dekorationsnisser i karton. Ligheden var ret åbenlys.

Samtidig skrev jeg også om en anden lysestage med en nissepige, som godt nok lignede de andre i udformningen, men som jeg ikke mente, at Karen K. stod bag. Sådan ser den ud:

Men for at par dage siden modtog jeg en besked fra Lone, en læser af bloggen. Hun gjorde opmærksom på, at nissepigen på stagen mindede ret meget om en lille nisse af karton, jeg selv lige havde skrevet op på et at de seneste blogindlæg.

Og jeg må jo give Lone helt ret! Nissehuen, blomsterranken, pandehåret, sløjferne i fletningerne og det blufærdigt nedslåede blik er meget ens hos de to nissepiger. Så denne lysestage er også lavet med udgangspunkt i en Karen K. nisse!

Det er underligt, hvordan mange ting pludselig sker samtidigt. Jeg vidste, at der fandtes en stage med en nissedreng, der hørte sammen med stagen med nissepigen med blomsterranken.

Og samme dag, som jeg fandt frem til nissedrengen, faldt jeg over denne juleuro af Karen K., som jeg ikke kendte før.

Der er ingen tvivl om ophavskvinden bag denne juleuro, for den er signeret.

Ned fra uroens grankrans hænger netop nissepigen med blomsterranken. (Jeg er glad for at jeg i det mindste havde gættet rigtigt i det blogindlæg, som du kan læse ved at klikke her, at nissepigen i karton måtte stamme fra en juleuro).

I uroen drejer også en lille nissedreng med grøn jakke og røde bukser rundt. Præcis som drengen på lysestagen. Og kigger man nærmere efter er der flere ligheder. Den hvide krave, pandehåret, armstillingen og de hjerter, som han holder i hænderne. Faktisk var det lidt svært, at se, hvad porcelænsnissen stod med i hænderne, men når man har set juleuro, er det tydeligt, at det er julehjerter.

Selv bagfra ligner de små papnisser fra uroen de to nisser på lysestagerne. Så det kan vist godt konstateres, at lysestagerne her også er af Karen K. Eller i hvert fald formet ud fra Karen K.’s uronisser.

Tak til Lone for det skarpe blik og for at give sig tid til at skrive en kommentar.