I slutningen af 1960’erne og starten af 1970’erne tegnede Karen K. hvert år klippeark til noget stort og avanceret, som læserne af Familiejournalen kunne samle i løbet af ugerne op til jul.
I 1973 var det et tableau med en scene fra H.C. Andersens eventyr Fyrtøjet.
Herefter gik der nogle år, hvor Karen K.’s julepynt i Familiejournalen var koncentreret om de velkendte hjertekurve med nisser og kræmmerhuse med engle.
Men i 1979 var det igen tid til et stort klippe- og klistre projekt (ved siden af hjertekurve og kræmmerhuse), nemlig Den Store Juleuro. (Det er et navn, jeg har fundet på, fordi uroen virkelig er stor, og selve projektet med at skulle samle den også er lidt overvældende for en fummelfingret mand som mig).
Her ses Den store juleuro, som Karen K. havde tænkt sig den.
Det første ark til uroen blev bragt i Familiejournalens julehæfte i uge 46 1979. Klippearkene var gigastort (56×86 cm).
Her var englene, grankransen og de røde hjerter til uroen. Og (måske for symetriens skyld): to rødkælke. Rødkælken er den eneste fugl, som optræder to gange på uroen.
I samme julehæfte blev bragt et ark med fugle, og i de kommende to uger var der endnu et ark med julefugle. Alle var forskellige og alle var tegnet nøjagtigt efter rigtig fugle fra den danske vinternatur.
Karen K. lavede endda små forklarende tegninger, så man kunne identificere hver enkelt fugl.
Fuglene viser at Karen K. ganske vist brugte masser af fri fantasi i din tegninger med nisser og engle , men også at hun var inspireret af naturen omkring, som hun kendte godt. Hun ønskede at gengive fuglene med naturtro kendetegn frem for at tegne fantasifugle.
I alt tegnede kun 17 fugle til den store juleuro.
For nogle år siden samlede jeg vinterfuglene fra uro og hængte dem på en gren som efter-julepynt, og skrev om det her på bloggen.
Men videre end det, kom jeg aldrig med Den store juleuro.
Sidste år i 2023 fik jeg imidlertid en enestående mulighed for at lave udstillingen Karen K.’s jul på min arbejdsplads Museum Odense. Nærmere bestemt på udstillingsstedet Møntergården (som nu har taget navfirabsring til Tid – Museum for Odense).
Igang med at opbygge udstillingen Karen K.’s jul.
På udstilling ville jeg vise bredden af Karen K.’s kunstneriske (jule)verden med både indlånte originale tegninger og den velkendte og den mindre kendte julepynt fra alle årene.
Så nu skulle det altså være med Den store juleuro! Og heldigvis ville min gode ven, Michael gerne hjælpe. Han er nemlig kostumeskrædder og har væsentlig mere styr på nål og tråd end mig.
Så ved fælles hjælp og krisehjælp fra Michael undervejs blev uroen endelig samlet i efteråret 2023 på trods af mange snore og knuder.
Hvis man er opmærksom og sammenligner vores uro med fotografiet af Karen K.’s egen udgave af uroen lidt højere oppe på siden, kan man se, at vi har ændret designet lidt og ladet fuglene blande sig lidt mere med englene. Vi syntes, det gav en lidt bedre dynamik og et lettere udtrykt.
Det var dejlig endelig at få lavet uroen færdig. Og den kom på museum….!
Højt oppe under loftet i den gamle Nyborgladen svævede uroen med engle, fugle og hjerter.
Når man gik op på det lille plateau helt oppe under loftet, kom man i øjenhøjde med den fine uro.
Nu skriver vi 2024 og indstillingen er forlængst pakket væk. Men Den store juleuro (som er næsten en meter i højden) er blevet hængt op i år igen. Denne gang hjemme i min stue. Og nu vækket den gode minder.
Hvor tit kigger man egentlig nøje på forsiden af gavemærkaterne, når gaverne skal pakkes op juleaften? Som regel vender man hurtigt mærkatet om, for at se hvem gaven er til og fra.
Men tit er der små fine motiver på de små til-og-fra kort. Som f.els. disse, som er tegnet af Karen K. og fremstillet hos det svensk kunstforlag Axel Eliasson.
Inde i den lille knitrende plastpose er der seks mærkater med fem forskellige motiver.
Som man kan læse på etiketten er gavemærkaterne trykt på “gummerat papper” eller på dansk “gummieret papir”. Det vil sige, at de lige som frimærker og kuverter før i tiden kan klæbe, når de bliver fugtet. Men man skal ikke mangle mundvand, hvis man skal slikke på bagsiden af alle disse mærkater! De er nemlig ikke så små endda: 12×8 cm.
Præcis hvornår mærkaterne er fra, ved jeg ikke. Men mon ikke de er fra 1960’erne. De blevet udgivet over flere år. Og over tid skiftede de størrelse, og papitypen og skifttypen blev også ændret undervejs. Men de var stadigvæk gummierede.
Her er to forskellige oplag af gavemærkaterne til sammenligning. De ældste til højre og de yngre til venstre.
Andre af Karen K.’s gavemærkater kunne fæstnes til gaverne på anden vis. Her er en lille pakke mærkater fra omkring 1970, som har været eksporteret til USA. Jeg har forsigtigt åbnet den mere end 50 år gamle pose, for at se nærmere på indholdet.
Der er fire forskellige mærkater, som er dobbelte med samme motiv på begge sider.
I posen ligger også en lille guldtråd til at binde mærkaterne fast på gavebåndet med.
Man kan også se, at mærkaterne er trykt i Sverige eksklusivt for det amerikanske papirvarerforlag Marcel Schurnan, som blev grundlagt i 1950 og stadig eksisterer. Mærkaterne er trykt på samme forlag, som dem ovenover, nemlig Axel Eliassons i Stockholm.
Karen K. tegnede (selvfølgelig) også adskillige andre motiver til til-og-fra-kort gennem årene. Nogle af motiverne gik igen på hendes julekort.
Særligt søde er de her:
Hvis du vil læse en lille historie om et Karen K. gavemærkater, kan du læse mit tidligere blogindlæg her, og samtidigt finde ud af, hvad Bo fik til jul af farmor og farfar i 1971.
For et par år siden, da brugen af AI for almindelige mennesker stadig var ny og spændende, fik jeg også lyst til at prøve at lave mine egne til-og-fra-kort med hjælp fra kunstig intelligens. Det var en sjov oplevelse for mig, som er bedre til ord end til at skabe billeder, at se mine tanker blive til små tegninger:
Men selv om nogle af motiverne, som maskinen spyttede ud, faktisk blev fine, så føltes det lidt som snyd. Især efter at have studeret Karen K.’s fine streg på originale akvareller og al den tid, talent og omhyggelighed hun havde lagt i motiverne.
Forhåbentlig er der stadig plads til den slags i fremtiden også.
I foråret 2024 havde jeg den store ære og fornøjelse at få liv til at gennemgå Karen K.’s arkiv af efterladte originale akvareller og skitser m.m. Og jeg har fået lov til at dele noget af det jeg fandt med jer.
I dette blogindlæg skal vi tilbage til den sene vinter/ det tidlige forår 1978. Der var Karen Kjærsgaard netop flyttet ind i et lille hus ved landsbyen Tåning i Østjylland. (Hvis du vil læse mere om, hvordan jeg i sin tid fandt Karen K.’s lille hus kan se læse to blogindlæg her og her)
På akvareller her har Karen K. tegnet sit nye hjem, mens det endnu var helt tomt.
Mens vinteren langsom blev til forår, og sneen smeltede, gik Karen Kjærsgaard rundt i sine nye omgivelser og fandt motiver til sine akvareller.
Her er det gården, som lå lidt længere oppe ad vejen.
Og her er det markerne omkring huset:
Billederne er mennesketomme og rummer måske lidt af underlige tomme fornemmelse, man godt kan have, når man lige er flyttet til et nyt sted. Karen K.’s sønner var på dette tidspunkt flyttet hjemmefra, så hun boede alene i det lille stråtækte hus.
Snart kom der dog liv i huset, som man kan se på det næste billede. Naboens børn kom tit på besøg i huset.
I huset sad Karen K. nu og tegnede sine mange akvareller, som skulle blive til gavepapir, fødselsdagskort, julepynt og meget mere.
Hvad jeg opdagede, da jeg kiggede i arkivet efter Karen K., var, at de originale akvareller blev sendt til forlag og producenter rundt omkring i Danmark, USA og andre steder som Kina og Italien for at blive trykt.
Det har sikkert været almindelig procedure på den tid før scannere og digital post, men det er alligevel tankevækkende, at Karen K.’s tegninger på den måde har været på rejse. Når akvarellerne var blevet trykt, blev de sendt tilbage til Danmark til Karen Kjærsgaards hus. Nogle gange havde producenterne skriblet noter på de originale tegninger, som om de var notespapir! De kan virke en lille smule respektløs, men i dag er skriblerierne er del af tegningens historie, som er med til at fortælle om tegningens rejse.
Omtrent i 1978-1980 tegnede Karen K. nogle små nissemotiver, som kom til at blive brugt på julekugler, juleklokker og lysestager. Her er den originale tegning.
Den blev sendt til Italien for at blive trykt over på tyndt gennemsigtigt plastik.
Tegningen kom retur til Karen K. med noter skrevet både på omslaget og selve tegningen.
På omslaget står der på italiensk : “Consegnato giro al cliente, aspettare risposta fra mi…”, som betyder noget i retning af: “ Send pengene til kunden (bank overførsel). Afvent svar fra….”
og
“Misura vaeida” = størrelsen passer.
Det er altså noter i forbindelse med betaling og trykning.
Nederst på den originale tegninger har en italiener skrevet, hvad tegninger forestiller: “Palle con bambini“ = “(Jule)kugler med børn”.
En dansker ser jo tydelig, at det er nisser, som er på tegningerne, men nisser er ikke et kendt koncept i Sydeuropa, så her er de blevet omdøbt til børn.
Tegningerne blev trykt på tyndt plastik, som derefter blevet monteret på julekugler og klokker af plastik.
De samme plastiktryk blev også monteret på små stager af glas til fyrfadslys.
Selv om julepynten blev fremstillet i Italien, var det formentlig ikke meningen, at de skulle sælges på det italienske marked. Forklaringen er nok snarere, at lønninger og produktionsomkostninger var billigere i Sydeuropa end i Danmark her omkring 1978-1980.
Så den færdige julepynt blev sendt tilbage til Skandinavien, hvor nisser var velkendte.
Julekuglerne af plastik blev også lavet til en lyskæde (og blev her sat sammen med julekugler med Lars Carlson motiver), som i hvertfald blev solgt i Sverige – måske også Danmark.
På æsken står der “Import”, og nu ved vi, at det er fra Italien.
Det var ekstra interssant at se denne originale akvarel i Karen K.’s arkiv. Der viser sig nemlig, at kun tre af de fire originale tegninger blev brugt. På både klokker, kugler og lysestager ser man disse tre motiver. Nissepigen med julelys og nissedrengene med en bog og et juletræ;
Motivet med nissepigen med julegrød blev aldrig trykt:
Er det mon italienerne, der ikke har forstået dette motiv med en bambina med et fad julegrød og har valgt det fra? Det er nok kun i Skandinavien, at risengrød signalerer julestemning. Eller blev billedet bare valgt fra ved en tilfældighed, fordi der kun var plads til tre motiver rundt om på siderne af klokker, kugler og lysestager.
Hvem ved, men heldigvis findes den originale akvarel stadig. Den blev malet i og sendt “from Denmark with love”.
Og PS. Det var ikke den eneste gang italienerne skrev på de originale tegninger.
På akvarellen her, som blev til julegavepapir er der også skrevet masser af noter på italiensk i forbindelse med redigering og trykning.
Dronning Mary har netop afsløret årets julemærker 2024, som er tegnet af Niels Ditlev.
Året julemærker 2024
Årets ark med julemærker føjer sig til en tradition inden for julemærker. Nemlig at et tronskifte markeres på julemærkerne det år. Det er sket fem gange siden 1907. Sidste gang var altså helt tilbage i 1972, da dronning Margrethe blev regent. Præcis denne begivenhed i 1972 fik betydning for Karen K. og julemærkerne. Men der vender jeg tilbage til om lidt.
Der er i Danmark udkommet julemærker siden 1904 til støtte for børn, som har det svært. Mange forskellige kunstnere har gennem tiden leveret motiver til de små julefrimærker. Bl.a. de mere kendte kunstnere er Arne Ungermann, Jais Nielsen, Arne Bang, Bjørn Wiinblad, Dronning Margrethe, Ib Spang Olsen og Svend Otto S.
I 1966 skrev Familiejournalen i et interview med Karen Kjærsgaard, at det kun ville være et spørgsmål om tid, inden Karen K. kom til at tegne et julemærke. Det kom imidlertid aldrig til at ske.
Men nu viser det sig, at Karen K. faktisk har lavet flere udkast til julemærker, som desværre aldrig er blevet til noget. Da jeg op til julen i 2023 forberedte en udstilling om Karen K.’s jul på Museum Odense, fortalte Karen Kjærsgaards søn mig, at hans mor også havde tegnet forslag til et ark med julemærker, men at det blev Dronning Margrethe, der vandt det år. Det gjorde mig meget nysgerrig på at se Karen K.’s forslag til julemærker. Det lykkedes imidlertid først at finde Karen K.’s julemærkeakvareller i foråret 2024 i hendes efterladte arkiv. Så de kom ikke med på udstilling, men nu kan I se dem her på bloggen.
Karen K.’s udkast til julemærker
I Karen K.’s arkiv fandtes denne fantastiske tegning af et ark julemærker i størrelse 1:1. På omslaget har Karen Kjærsgaard selv skrevet:
Udkast til julefrimærke. Ikke godkendt. Men senere trykt som kort til Øberg (Ryesgade, København). Desuden folkedragter gennem fire år til Familiejournalens panoramaer.
Karen K.’s forslag til julemærker blev altså ikke godkendt af den kommission, som hver år udvælger “vindermærket”. Men hvilket år, mon Karen K. har indsendt til forlag til kommissionen? Der er ikke årstal for Karen K.’s tegning. Men hendes søns forklaring, om at det var Dronning Margrethe, der vandt, fik mig til at tænke på 1970. Det år tegnede prinsesse (hun var ikke blevet dronning endnu) nemlig året julemærke med titlen Juleforberedelser i Himmelborgen.
Prinsesse Margrethes julemærker fra 1970 i Karen K.’s arkiv
Pudsigt nok fandtes lige præcis dette ark med julemærket gemt i Karen K.’s arkiv.
Imidlertid fandt vi også denne tegning af et udkast til julemærke i stort format:
Her står der jo helt tydeligt Julen 1968, så mon det var det år Karen K. sendte sit forslag ind? I så faldt var det ikke prinsesse/dronning Margrethe der havde vundet over Karen K. i udvælgelsen. I 1968 var det nemlig Bjørn Wiinblad der blev kunstneren bag året julemærke:
Bjørn Wiinblads julemærke 1968. Julemand på rensdyr. Julemærkekomiteens forretningsudvalg 1966. Måske var det disse mennesker der forkastede Karen K.’s forslag til julemærker i 1968.
Men stemte historien om, at Karen K. blev slået af Dronning Margrethe i julemærkekonkurrencen så slet ikke? Jo, det gjorde den. Bare på en anden måde, end jeg lige havde forestillet mig.
Det viste sig nemlig at Karen K. nogle år senere havde lavet endnu et bud på et julemærke. Nemlig i 1972.
Karen K.’s forlag til julemærket i 1972.
Her er et nærbillede af arket:
Jeg synes arket er virkelig smukt, og at det burde været blevet valgt og sat i produktion. Desværre ville skæbnen det anderledes. D. 14. januar 1972 døde nemlig Kong Fredrik d. 9. Derved blev hans ældste datter Margrethe dronning af Danmark. Og traditionen tro fik dette indflydelse på julemærket det år. Det kom nemlig til at være prydet af et motiv af det nye regentpar:
Julemærket 1972.
Personligt havde da langt hellere foretrukket Karen K.’s julemærker med engle, konger og jomfru Maria frem for det kedelige motiv af Margrethe og Henrik. Men traditioner indenfor kongehus og postetat var ikke sådan at hamle op med i 1972. Og hvis man skal “tabe” en julemærkekonkurrence, er Dronning Margrethe da en hæderlig modstander at tabe til!
Heldigvis var Karen K.’s arbejde med julemærkerne jo ikke spildt. Motiverne blev sidenhen brugt andre steder. Allerede i 1968 blev lignende motiver med fokkedragter nemlig bragt som julekort i Familiejournalen. Og dette blev gentaget i 1973-75, så det i alt blev til fire store flotte ark med folkedragter:
Julekort fra Familiejournalen med folkedragter tegnet af Karen K.
Karen K. gentegnede fuldstændigt folkedragtsmotiverne til julekortene i Familiejournalen. Mange af motiverne gik igen, men der er også nogle folkedragter fra julemærkerne, som aldrig blev til postkort. Bl.a. disse fra Århus, Aalborg, Skovshoved: og Anholt:
Som Karen K. selv skrev, blev julemærkearket også genbrugt som kort for “Øberg”.
Her ses kortene:
Julemærkerne blev til postkort
Øberg dækker over firmaet Alfred Th. Øberg A/S, som drev en gros handel med fyldepenne, papirvarer og kontorartikler. Firmaet eksisterede fra 1936-1991 og havde fra 1978 adresse på Ryesgade 3 i København, som Karen K. skriver. Det må altså være engang efter 1978, at Karen K.’s forslag til julemærker blev lavet til to postkort for firmaet Øberg.
Også forslaget til julemærker fra 1972 fandt anvendelse et andet sted. Reproduktionsrettighederne til gavepapir blev nemlig købt af det svenske firma Hedlunds Pappersindustri AB og trykt som gavepapir. Her ses det i firmaets katalog fra 1980:
Rettigheden til at trykke motiverne på kort blev købt af det amerikanske firma Caspari. Men desværre har jeg aldrig set eksempler på disse kort.
Jeg håber, du har fundet det interessant at læse om Karen K. og julemærkerne. Og at du ligesom jeg blev glad for at se disse tegninger, der aldrig har været offentliggjort før.
Du kan læse meget mere om 2024 julemærket og støtte sagen her: julemaerket.dk
Man kan vist roligt sige, at DR’s TV-serie Matador er blevet folkeeje. Serien er blevet sendt otte gang på DR, og er nu permanent tilgængelig på DVD og drtv.
Arne Ungermanns vignetter er lige som Bent Fabricius Bjerres kendingsmelodi blevet ikoner på Matador.
Serien er blevet en fælles referenceramme til en tid, som de færreste længere kan huske: “Hvordan var det i Matador?”, “Ligesom i Matador”. Spørgsmål om Matador har også været del af indfødsretsprøven. Nogle danskere har set serien adskillige gange og morer sig over at kunne citere replikker fra serien i alle mulige passende situationen.
Man referer til handlinger og personerne i Korsbæk næsten som om det er virkelighed. Og serien er blevet en slags historiebog, om hvordan det var at leve i en lille provinsby i Danmark i tiden før, under og efter 2. Verdenskrig.
Serien blev indspillet i 1978-82, men omhandler perioden 1929-1947. Og selvom – eller måske netop fordi – serien er en så perfekt gengivelse af perioden, er det blevet lidt en sport at finde små historiske og aktuelle fejl i Matador. Regisørerne som har stået for rekvisitterne har gjort et kæmpearbejde for at gøre scenerne og hjemmene i serien så historiske korrekte som muligt, og alligevel glipper det af og til.
F.eks. blev visen om de tre musikanter, som Røde synger til sit bryllup i 1935 først udgivet i 1939. Og til “Lauras store dag” er der også kludder i salmenumrene, som er hængt op i kirken.
Salmenumrene stemmer ikke med den salmebog, man havde i 1940, hvor afsnittet foregår.
I afsnit nummer 8 huserer Gitte Graa i Varnæs’ stuer på bare tæer og med champagne, mens hun opfordrer Varnæsbrødrene til at spille Ludo om Laura. I køkkenet knuser en rasende Laura med en issyl den isblok, hun netop har hentet på mejeriet. Pudsigt nok er isblokken dog pakket ind i klar plastik, hvilket man ser i et kort sekund, da Laura smider isen over i en skål.
Efter at Matador er blevet digitaliseret og renset, er det blevet endnu lettere for nørder at pause billedet, zoome ind på detaljer og finde fejl. I al godmodighed naturligvis.
Nu vil jeg også melde mig i en Matador-nørdeklubben. Det drejer sig om en lille fejl i afsnit 12: I lyst og nød, som foregår i 1935-36.
I en scene ser man, hvordan der danses om juletræet hos henholdsvis Skjerns, Varnæs og Agnes og Røde.
Familien Skjern synger “Højt fra træets grønne top“, og juletræet er pyntet med Dannebrogsflag og kulørt papirpynt. På et tidspunkt zoomer kameraet ind på pakkerne under træet.
Og hvad ser man her yderst til venstre? Intet mindre end to julegaver pakket ind i julepapir, som er tegnet af Karen K. I julen 1935 var Karen Kjærsgaard, som dengang hed Aschengreen, kun lige fyldt tre år, og selv om hun nok havde haft farveblyanter i hånden på dette tidspunkt, var hun ikke begyndt at designe gavepapir endnu.
Man ser kun gavepapiret et kort øjeblik, men der er ingen tvivl om, at motivet forestiller et damplokomotiv med nisser, som er iført Karen K.’s karakteristiske lange nissehuer.
Jeg har aldrig set selve det pågældende julepapir, men til gengæld har jeg siddet med Karen K.’s originale tegning til designet, da jeg her i foråret besøgte Karen K.’s søn og fik mulighed for at se hendes efterladte arkiv.
Karen K. originale tegning, der ligger til grund for gavepapiret, med hendes egne regibemærkning om størrelse samt de små sigtepunkter, som skulle sikre, at mønstret på det trykte papir blev gentaget korrekt i det uendelige. Efter trykning må Karen K. have fået originalen tilbage og har lagt den i arkiv.
Julegavepapiret i TV-serien er altså mere 1979 end det er 1935. Man kan spørge sig selv, om højkulørt gavepapir overhovedet var så udbredt i 1935, som gaverne under familien Skjerns juletræ antyder. Jeg husker ikke selv 1930’erne, men jeg tror, at kulørt gavepapir først efterhånden blev rigtigt udbredt efter 2. Verdenskrig.
I 1969 kunne man i hvert fald læse om den slags gavepapir, som noget relativt nyt:
Lille artikel/reklame for firmaet Levison, som producerede papirvarer og som Karen K. tegnede for. Familiejournalen 1969.
Selv om det er sjovt for en nørd som mig at gribe folkene bag Matador i en lille fejl, så glæder jeg mig egentlig mere over, at Karen K.’s folkekære tegninger har fået en lillebitte plads i den folkekære serie Matador. Som endnu et lille stykke Danmarkshistorie.
Og hvad lavede Karen (K.) så egentlig i 1935? Ja, hun var langt, langt fra Danmark. Nemlig i det daværende Madras i Indien, hvor hun var født i 1932. Hendes far var nemlig i en årrække udstationeret der for ØK.
Den lille Karen Aschengreen med sin indiske nanny.
I en lille selvbiografisk historie fra dengang fortæller Karen K., hvordan hendes far tegnede elefanter til hende. Elefanter, som så så tossede ud, at kun far og datter kunne se, hvad de forestillede. Måske var det alligevel her kimen til Karen K.’s tegnetalent blev lagt.
Her i foråret 2024 har jeg haft den store fornøjelse at få mulighed for at se Karen K.’s efterladte arkiv med originale tegninger helt tilbage fra 1970’erne. Det er spændende og også lidt ærefrygtindgydende at sidde med de originale akvareller til velkendte tegninger og til endnu flere (for mig) ukendte tegninger, som blandt andet er blevet brugt som postkort på det amerikanske marked.
I arkivet fandtes også skitser og halvfærdige arbejder, som giver et spændende indblik i kunstneren Karen K.’s arbejdsmetoder. I perioden 1969-72 skabte Karen K. en række collager med glade børnemotiver, som blev anvendt til forside på Familiejournalen.
Her er nogle eksempler:
Billederne illustrerede altid årstidernes traditionelle gang: vinter, fastelavn, forår, påske, sommer, Sankt Hans, skolestart, høstbal, efterår, jul osv.
Karen K forside fra august 1969, hvor den hårdtslående overskrift nede på siden står lidt i kontrast til det søde billede.
Billederne er som lavet som collager af stofrester, filt, blonder, vat, karton, tørrede blomster, kornaks og meget mere. Det giver en flot næsten 3D-agtig effekt. De originale collager findes ikke mere. Karen K.’s søn har fortalt mig om arbejdsprocessen med collagerne. Når de enkelte dele, der dannede billedet, var blevet lagt op på en baggrund, der som regel bestod af farvet hessian eller en opslagstavle, blev der tager et godt fotografi af motivet. Disse fotografier blev hos en reklamefotograf i Vejle (Karen K. boede i nærheden af Vejle dengang) fremkaldt til nogle store farvedias, som man kunne trykke efter. Og disse dias findes endnu i arkivet.
Det var fascinerende at se disse billeder i den oprindelige klarhed, som lysbillederne har, og uden Familiejournalens logo og de tekster og andet krims-krams, som med tiden kravlede ind over billederne på ugebladets forside.
Farver var utroligt klare og stærke
Dette billede blev brugt som forside i juli 1971Dette billede blev brugt til forside i oktober 1971 Dette billede blev brugt som forside i december 1972 og blev det sidste forsidebillede af Karen K. i denne serie.
I samlingen var der også et enkelt motiv, som var blevet lavet færdigt, men som aldrig kom i brug som forside på Familiejournalen. Det er billedet her af pigen som leger elsker-elsker-ikke med en maguerit og med sommerfugle og en lille mus, som følgesvende.
Til min store fornøjelse fandt jeg endnu mere i arkivet, nemlig en masse store udkast til flere forsider på Familiejournalen, som aldrig kom i anvendelse.
Her er f.eks. en fin tegning, som oprindelig var tiltænkt forsiden i uge 36 (september) i 1970. Som man kan se, startede Karen K. med en blyantstegning i størrelse 1:1,  som det så siden var planen at omsætte til en collage med stof og blomster m.m.
Nogle af skitserne havde titler som denne Aprilsnar.
Eller Hubertusjagt :
Man kan se på nogle af skitsetegningerne, at Karen K. allerede havde planlagt, hvilke farver der skulle anvendes.
F.eks. på denne fodbolddreng:
Jeg er ikke kreativ nok til at genskabe Karen K.’s tegning som collage. Men jeg synes det var sjovt at prøve at forlægge tegningen efter hendes anvisninger for at se hvordan hun havde tænkt dig den.
Derfor har jeg farvelagt tegningen på computer. Jeg beder om undskyld hos Karen K., som aldrig anvendte computer til sine tegninger, men med flid udførte alt i hånden med blyant, pensel eller saks.
 Her er resultatet, og det blev da meget hyggeligt:
Min farvelægning af Karen K.’s blyantstegning.
Men lad os slutte dette indblik i kunstnerens arbejde af med endnu en skitsetegning fra samlingen.
Nemlig denne glade sommerdreng i smækbukser og med vandkande, som var tiltænkt pinsen (30. maj) eller juni måned i 1971, men som altså forblev en skitse.
Med denne tegning ønsker jeg alle en god start på sommeren.
For nylig fik jeg den helt utrolige mulighed at få lov til at hjælpe med at gennemgå nogle kasser med originale tegninger og tryk af Karen K.
Der var mange smukke ting som jeg aldrig har set før. Og i anledning af at foråret er på vej, vil jeg gerne vise jer nogle af Karen K.’s forårstegninger.
En fin, gul påskekylling kigger ud af ægget på den her tegning, som her er blevet trykt på et amerikansk påskekort fra firmaet Caspari. Den originale tegning er formentlig fra ca. 1980.
Og pludselig er der masser af påskekyllinger. Tegningen her tror jeg er fra 1990’erne:
Blandt Karen K.’s originale akvareller lå også en anden ting, som jeg ikke troede, jeg nogensinde skulle se. Nemlig et originalt bevaret filtklip af Karen Kjærsgaard selv:
Det er selve originalen til det mønster til et påskefiltklip som Familiejournalens læsere fik i 1980. Det er dejligt at vide, at Karen K.’s originale klip er bevaret, og det ser ud som nyt.
Langt de fleste af Karen K.’s filtklip/kollager findes nemlig ikke mere, men er dog “bevaret” som farvedias. Sådan et dias lå i kassen sammen med “påskepigen”:
Efterhånden som Karen Kjærsgaards meget lange karriere skred frem gled nisser og engle lidt i baggrunden, og naturmotiver – med tiden mere og mere naturalistiske – trådte i forgrunden. F.eks. som disse påskeliljer og pinseliljer, som nok er tegnet i 2000’erne.
Men når man dykker ned i hendes karriere, ser man at blomsterne og fuglene har været med hele vejen. Både som “fantasifugle” og “fantasiblomster” som på denne svenske plakat/bonad, som vistnok er fra ca. 1970:
og som genkendelige faktiske fuglearter og træer på denne ligeledes svenske “klokkestreng” af papir, som vistnok også er fra starten af 1970’erne – med blåmejse, landsvale og vipstjert:
Hvis nogen af jer har et bud på, hvad fuglen lige over vipstjerten er for en, vil jeg gerne høre fra jer:
Når man ser Karen K.’s forårsmotiver, kan man næsten ikke vente med at foråret for alvor kommer i gang. Man kan nærmest høre fuglenes pippen og mærke solen varme.
Måske meget symptomatisk for PostNords ry for at være langsom til at levere pakker og breve, så ankom de sidste af årets julekort 2023 først her på den tredje hverdag i januar 2024.
Et af kortene er poststemplet 22. december, så det har været 8 hverdage og og 5 helligdage undervejs fra Esbjerg til Tommerup. Det tempo ville næppe have imponeret de postvognskuske, som kørte for Christian d. 4.’s nyoprettede postvæsen i 1624. Nå, PostNord skal nu ikke høre mere negativt fra mig omkring den sene levering, for der var kun tale om “sekundære” julehilsner. Dvs. det var antikvariske julekort, som jeg har købt online.
Mere alvorligt for den døende julekortstradition er det nok, at PostNord d. 1. januar 2024 har øger portoen for at sende et postkort med mere end 100 % til hele 25 kr. Der er næppe nogen, der vil give så meget for at sende en julehilsen i kuvert, når der er så mange alternative elektroniske muligheder.
For få år siden kunne man sende et brev til omdeling næste dage. Det kan man ikke forvente længere. Til gengæld kan man sende en e-mail til den anden side af jorden på et sekund “gratis”
De forandringer, der sker over tid, fik mig til at tænke på en lille satirisk kommentar til fremtidens jul, som jeg læste i et ugeblad fra 1968. Afsenderen er Danmarks Radios generaldirektør, Niels-Jørgen Kaiser (som jeg holder personlig ansvarlig for, at Danmark ikke deltog i det europæiske melodi grandprix i 1967-1977 😞). Han syntes, at julen anno 1968 allerede var lidt “for meget”, og han forestillede sig, hvordan det bare blive værre i fremtiden – også med postvæsnet. Han skriver:
“ Julen er blevet et helårsarrangement. Afstanden mellem juleudsmykningens nedtagning og ophængning bliver kortere og kortere, og når granguirlanderne en dag bliver fremstillet af plastic, ender det nok med, man lader lader dem blive hængende.
Postvæsenet meddeler, at juleposten skal afsendes senest den 25. november, hvis man vil have den bragt ud, og meget tyder i øvrigt på, at breve for fremtiden skal afhentes på posthuset…” (Hjemmet 1968, nr. 52, s. 25)
Plasticgran er i vore dage blevet en kendsgerning, ikke kun i USA. Forsendelsestiderne er, som beskrevet ovenfor, blevet meget lange. Ja, og næsten hver gang jeg får en pakke skal jeg selv hente den i en pakkeshop. Så hr. Kaiser har fået mere ret i sine spådomme end han måske forestillede sig. Dog tager han fejl i at posthuset stadig eksisterer i fremtiden, det gør de ikke mere.
Ak ja, måske var verden lidt simplere og uskyldigere dengang for ca. 60-70 år siden. Eller hvad? Lad os få en kort stund vende tilbage til de gode gamle dage, “der var engang“ og se på et par af de gamle julehilsner på de antikvariske julekort.
Julekortet her er ikke unikt i min samling – jeg har flere med samme motiv. Men det er interessant på grund af sit poststempel med årstallet 1955. Det er nemlig endnu det første år, hvorfra jeg med sikkerhed har kendskab til julekort, som er signeret med den senere så velkendte Karen K.-signatur.
Udover selve poststemplet er kortet også blevet forsynet med et andet stempel, der bønfalder kunden om at skrive tydelig og fuld adresse på sine forsendelser. Og når man ser håndskriften på dette julekort, forstår man egentlig godt postvæsenet. Det er tydeligt nok, at kortet skal til Kongensgade 39, men i hvilken by? Aarhus, Aars, Herning…? I virkeligheden står der nok “Her” – altså i samme by som afsenderen, Esbjerg. Men det hele er en kende indforstået. Et tjek i folletællingen anno 1940 for Kongensgade 39 i Esbjerg bekræfter, at den er god nok, og at modtagerne af kortet er malermester Niels Olesen (lærer på teknisk skole) og frue, Marie Jensine.
Et par år før de modtog dette julekort, nemlig i 1952. Havde familien Nielsen holdt en juleaften, som var speciel nok til, at den kom i avisen. De havde nogle haft to sorte amerikanere som julegæster – nemlig farmeren John Jefferson fra Washington og hans søn John Jr. , som begge var på højskoleophold i Danmark, men manglede et sted at holde jul. Det blev så hos malermesterfamilien i Kongensgade.
(Julen 1955, hvor familen Nielsen modtog Karen K. julekortet, blev ulykkeligt nok Niels Olesens sidste. Han døde pludseligt året efter i Wien under en biltur til Jugoslavien).
Det næste daterede julekort i bunken er sendt i 1961. Hanne ønsker familien Kiilerich et glædelig jul og fortæller, at hun selv skal holde jul hos en venindes forældre, fordi hun ikke har fået fri hverken i julen eller nytåret, hvor der er ekstra travlt.
Karen K.’s motiv med engle der spreder stjernedrys er også anvendt på et kræmmerhus fra samme tid.
På kræmmerhuset har englene dog fået tilføjet glorier.
Det næste julekort er også sendt i 1961 og har fashionabelt guldtryk. Afsenderen, hvis navn jeg ikke kan læse, skriver til Kirsten, som er børnebibliotekar i Slagelse, at hans kone Minna har født en datter i november, og at “den lille satan” har skreget lige siden. Nederst på kortet har Minna dog tilføjet, at alt er Ok!
Kortet var adresseret direkte til Kirstens arbejdsplads, Børnebiblioteket i Slagelse, og det fremgår også at hun næsten lige er flyttet til byen, for afsenderen af julekortet spørger, om hun er faldet godt til der. Så måske kendte han ikke hendes nye adresse.
Her er et billede fra Børnebiblioteket i Slagelse fra ca. 1961, og faktisk er Kirsten en af de to kvinder bag skranken!
Billede fra arkiv.dk.
Men for at vende tilbage til motivet på Kirstens julekort. Guldet og engle står lidt i kontrast til den meget jordnære trillebør, som er på billedet! Men det med at give hinanden en køretur i trillebør fik mig til at tænke på en spøjs historie fra min egen slægtskrønike. Historien omhandler min oldefar, malermester H. Hansen, som jeg aldrig har mødt. Han var en meget religiøs mand, men vist hverken engleagtig eller specielt humoristisk anlagt. Det sidste kunne man ellers måske få indtryk af udfra denne lille historie om ham, som først kunne læses i en lokal avis i Grenå, men som siden blev trykt i Jyllandsposten d. 30. september 1921.
Med moderne reststavning står der:
“Forleden vædede malermester H. Hansen i Ørum med Cykelhandler Jens Nielsen i Ramten 20 kr. og aftensmad på, at han pr. trillebør og uden hvil kunne køre Nielsen fra Ørum til Ramten. Væddemålet blev udført samme aften, og malermester Hansen vandt med glans, idet han på en lille halv time trillede Larsen fra Ørum til Ramten.”
Ørum og Ramten er to små landsbyer på Djursland, og der er ca. fire kilometer imellem dem, så min oldefar har haft fart på. Måske har både pengepræmien og aftensmaden lokket. Måske hjalp en engel med at lette vægten af cykelhandler Larsen i trillebøren?
De næste to julekort er ens og i miniformat, kun 7×10,5 cm. Jeg har en del svenske julekort i miniudgave, men jeg har aldrig set præcis dette motiv i denne størrelse før.
To svenske julekort i miniformat
Det ene kort er formentlig sendt i 1969. Det år blev 35-øres frimærket med “Pelles nya kläder” i hvert fald udgivet af det svenske postvæsen. Det andet kort til gossen Hans-Christian fra farmor er nok sendt nogle år tidligere, for det har kun fået 25 øre i porto.
Kæmpe julekort
Efter de svenske julekort følger et julekort i “kæmpe” format. Nemlig 9,5×21,5 cm. Det store kort har aldrig været anvendt, men ud fra stilen tror jeg, det er et af Karen K.’s tidlige fra 1950’erne.
De sidste to kort, som er fra en serie med farvestrålende nissemotiver, er heller ikke brugte eller daterede, men de er nok fra ca. 1960.
Til sidst en lille krølle på historien. Samme dag som de forsinkede julekort kom helt fra USA et brev med et påskekort tegnet af Karen K. Kortet er fra den helt anden ende af Karen K.’s professionelle karriere. Sikkert fra efter år 2000. Motivet minder os om, at foråret ikke er så forfærdeligt langt væk.
Nu er der kun få timer til året 2023 rinder ud. 2023 har været et spændende år for mig her på Karen K.-bloggen. Selvfølgelig først og fremmest fordi jeg fik mulighed for at lave en udstilling om “Karen K.’s jul” på Møntergården i Odense.
Udstillingsbygningen hvor Karen K.-nisser i stor størrelse byder velkommen i vinduerne.
Billederne, som vi har brugt uden på udstillingsbygningen er forstørret mange gange fra den svenske julbonad, som de oprindeligt stammer fra, men de gør sig godt i stor udgave.
Jeg er rørt og benovet over alle de positive tilbagemeldingerne fra gæsterne. Det lader til at mit håb om at formidle det nostalgiske, det hyggelige og det eftertænksomme og ikke mindst Karen Kjærsgaards talent er lykkedes.
Udsnit af montre med julekort.
Gennemsigtig væg med julepanoramer.
Jeg håber, at udstillingen giver mig endnu mere mulighed for at arbejde med Karen K.’s værk i 2024.
Her på bloggen har 2023 og været et vildt år. Jeg har endda været i Familiejournalen. Det var stort. Du kan læse artiklen her.
2023 blev det år siden starten i 2016, hvor flest folk fra hele verden har kigget forbi bloggen. Jeg vil gerne takke jer, der læser med og kommenterer, for at gøre det så sjovt for mig at skrive på bloggen.
Med et par stemningsbilleder vil jeg gerne ønske jer alle et rigtig godt nytår. Må 2024 blive et godt år.
Der er kulturhistorie alle vegne omkring os. Selv de simpleste hverdagsting fortæller noget om os, vores kultur og vores tid.
I ca. 1989 besøgte jeg et plastikposemuseum på Mors i forbindelse med en spejdersommerlejr. I en gammel købmandsbutik (sådan husker jeg det) hang der plastikposer i tykke bundter, som man kunne blandre i. Der må have været hundredvis eller måske tusindvis af de der bæreposer af plastik, som man fik eller købte i butikkerne. Jeg tror ikke, at museet findes mere, men mit minde om det gør af en eller anden underlig grund.
Det får mig til at tænke på, hvordan tingene har ændret sig. I min barndom – ja indtil for få år siden – var plastikposer med logoer fra diverse butikker meget almindelige. Man fik dem endda gratis. I dag koster de dyrt, og det er faktisk lidt pinligt at købe en bærepose af plast, fordi vi er blevet meget mere bevidste om plastens skadelig virkning på vores miljø.
Julebærepose fra Brugsen. Fra 1980.
Men engang var butikkerne, Brugsen, supermarkederne, isenkræmmeren, elektrikeren og alle de andre stolte af deres plastikposer, som kunderne bar ud i gadebilledet som vandrende reklamer. Tit var der flotte store billeder på poserne. Og jeg ved, at det ikke kun var hjemme i min familie at disse billeder blev klippet ud og med lidt vand blev sat fast på køleskabet eller køkkenskabene som dekoration. I vores tilfælde kunne det også skjule nogle grimme pletter på forsiden af køleskabet. Det var i fattigfirserne, hvor man ikke bare skiftede et køleskab ud af æstetiske årsager.
Bæreposen af plastik blev opfundet i 1965, men det var først i løbet af 1970’erne, at de afløste bæreposerne af papir i butikkerne, og til sidst var plastikposerne helt dominerende. Inden for de seneste år er papirposen vendt tilbage i nogle butikker.
Som barn husker jeg, at plastikposerne var særligt interessante op til jul. Her var der nemlig fine julemotiver på. Dem har vi helt sikkert også pyntet med som billig julepynt derhjemme.
Mange velkendte kunstnere dekorerede disse poser. Og selv om kunstnernes navne ikke var kendte i den brede offentlighed, så var deres tegninger.
F.eks. disse:
Jeg tror, kunstneren bag disse er Johannes Hink. Han illustrerede også små julekalenderen af karton, som jeg fik lov til at købe i Brugsen for 1 krone, da jeg var lille.
Jeg ved ikke, fra hvilken butiks plastikposer billederne stammer, for jeg har dem kun bevarede som udklip. Men de kommer op til jul af nostalgiske grunde.
Pose fra isenkræmmerenutikken Difa
Denne her pose har jeg til gengæld bevaret i hel udgave. Difa, som butikken hed, husker jeg overhovedet ikke, men det var en landsdækkende kæde af gavebutikker/isenkræmmere. Kunstneren er Rina Dahlerup, som bl.a. har illustreret en masse børnebøger. Og jeg tror også, hun er kunstneren bag den lille tegnefilmsvignet, som indledte Legestuen på DR i min barndom.
Billede fra indledningen til DR’s Legestuen.
Karen K. har også bidraget til plastikposegenren. I hvert fald har jeg et enkelt motiv fra sådan en pose, som nu hænger på mit køleskab.
Jeg ved ikke, hvilken butik, der har brugt Karen K.’s julebillede på sine poser. Motivet er et udsnit af din fine julepanorama til Familiejournalen i 1977, så måske er bæreposen også fra ca. den tid.
Nu er det længe siden, jeg har set en pose fra et supermarked med julemotiv. Jeg mistænker, at genren helt er forsvundet. Det er lidt trist, men hvis det har en positiv effekt på miljøet, er tabet til at leve med. Verden forandrer sig hele tiden.
Mikaels Karen K. blog 