Der er kulturhistorie alle vegne omkring os. Selv de simpleste hverdagsting fortæller noget om os, vores kultur og vores tid.

I ca. 1989 besøgte jeg et plastikposemuseum på Mors i forbindelse med en spejdersommerlejr. I en gammel købmandsbutik (sådan husker jeg det) hang der plastikposer i tykke bundter, som man kunne blandre i. Der må have været hundredvis eller måske tusindvis af de der bæreposer af plastik, som man fik eller købte i butikkerne. Jeg tror ikke, at museet findes mere, men mit minde om det gør af en eller anden underlig grund.

Det får mig til at tænke på, hvordan tingene har ændret sig. I min barndom – ja indtil for få år siden – var plastikposer med logoer fra diverse butikker meget almindelige. Man fik dem endda gratis. I dag koster de dyrt, og det er faktisk lidt pinligt at købe en bærepose af plast, fordi vi er blevet meget mere bevidste om plastens skadelig virkning på vores miljø.

Men engang var butikkerne, Brugsen, supermarkederne, isenkræmmeren, elektrikeren og alle de andre stolte af deres plastikposer, som kunderne bar ud i gadebilledet som vandrende reklamer. Tit var der flotte store billeder på poserne. Og jeg ved, at det ikke kun var hjemme i min familie at disse billeder blev klippet ud og med lidt vand blev sat fast på køleskabet eller køkkenskabene som dekoration. I vores tilfælde kunne det også skjule nogle grimme pletter på forsiden af køleskabet. Det var i fattigfirserne, hvor man ikke bare skiftede et køleskab ud af æstetiske årsager.

Bæreposen af plastik blev opfundet i 1965, men det var først i løbet af 1970’erne, at de afløste bæreposerne af papir i butikkerne, og til sidst var plastikposerne helt dominerende. Inden for de seneste år er papirposen vendt tilbage i nogle butikker.

Som barn husker jeg, at plastikposerne var særligt interessante op til jul. Her var der nemlig fine julemotiver på. Dem har vi helt sikkert også pyntet med som billig julepynt derhjemme.

Mange velkendte kunstnere dekorerede disse poser. Og selv om kunstnernes navne ikke var kendte i den brede offentlighed, så var deres tegninger.

F.eks. disse:

Jeg tror, kunstneren bag disse er Johannes Hink. Han illustrerede også små julekalenderen af karton, som jeg fik lov til at købe i Brugsen for 1 krone, da jeg var lille.

Jeg ved ikke, fra hvilken butiks plastikposer billederne stammer, for jeg har dem kun bevarede som udklip. Men de kommer op til jul af nostalgiske grunde.

Denne her pose har jeg til gengæld bevaret i hel udgave. Difa, som butikken hed, husker jeg overhovedet ikke, men det var en landsdækkende kæde af gavebutikker/isenkræmmere. Kunstneren er Rina Dahlerup, som bl.a. har illustreret en masse børnebøger. Og jeg tror også, hun er kunstneren bag den lille tegnefilmsvignet, som indledte Legestuen på DR i min barndom.

Karen K. har også bidraget til plastikposegenren. I hvert fald har jeg et enkelt motiv fra sådan en pose, som nu hænger på mit køleskab.

Jeg ved ikke, hvilken butik, der har brugt Karen K.’s julebillede på sine poser. Motivet er et udsnit af din fine julepanorama til Familiejournalen i 1977, så måske er bæreposen også fra ca. den tid.

Nu er det længe siden, jeg har set en pose fra et supermarked med julemotiv. Jeg mistænker, at genren helt er forsvundet. Det er lidt trist, men hvis det har en positiv effekt på miljøet, er tabet til at leve med. Verden forandrer sig hele tiden.

I efteråret 2023 har jeg haft den store fornøjelse at kunne arbejde med at lave en særudstilling om Karen K.’s julepynt. Udstillingen, som har titlen “Karen K.’s jul”, kan ses på museet Møntergården i Odense frem til 14. januar 2024.

En af de ubetinget største oplevelser i forbindelse med forarbejdet til udstillingen var, at jeg fik lov til at besøge Karen Kjærsgaards søn og se det store arkiv af originale akvareller og tegninger, som hun har efterladt. Her fandtes en masse originale tegninger fra cirka 1978 og frem – tegninger der er blevet trykt som gavepapir, julekort, kræmmerhuse og meget mere. Nogle af disse smukke tegninger og akvareller har vi også fået lov til at låne og vise frem i udstillingen.

Jeg havde forestillet mig, at der i Karen Kjærsgaards arkiv også ville være en masse skitser og forarbejder til de forskellige tegninger. Men dette var der meget lidt af. Og måske giver det mening, at en så produktiv og dygtig kunstner ikke føler behov for at gemme løse skitser og stregtegninger.

Heldigvis var der dog nogle enkelte skitser i blandt, som fortæller os lidt om arbejdet med at skabe de endelige billeder.

På nogle små stykker pergamentpapir eller madpakkepapir fandtes der nogle blyantstegninger med nogle velkendte nisser. Mange af jer vil have set disse nisser før – de endte nemlig (for de flestes vedkommende) med at komne med på det julepanorama, som Karen K. malede til Familiejournalen i 1987. (Du kan læse om julepanoramerne her.)

Panoramaet fra 1987 har Karen Kjærsgaards eget hus i centrum. (Læs mere her og her.) Og rundt omkring på de snedækkede pløjemarker leger nisserne. Det er også Karen Kjærsgaards egen hund, Bell, som giver nisserne en ridetur hen over marken.

Når man tænker på hvor mange danskere, der har set og kender Karen K.’s julepanoramaer, så er det faktisk et lille stykke danmarkshistorie at have sådan en skitse bevaret.

Man kan finde mange af nisserne i det endelige billede. Nogle er dog blevet spejlvendt i processen, men ellers er der stor lighed mellem skitserne og de endelige nisser. Det viser lidt om hvor klar en idé Karen Kjærsgaard allerede fra starten har haft om det endelige motiv.

Her under kan du se et par eksempler på nisseskitser og det endelig resultat.

Små ændringer er der dog sket udervejs. Nissen her med sækken har mistet sine ski.

Præcis hvilke tegninger nissernes på den anden bevarede skitse herunder er forlæg til, har jeg ikke helt fundet ud af:

Men de lange huer og flagrende halstørklæder minder om nissernes fra Karen K.’s julepanorama fra 1988:

Hvis du har lyst til at besøge udstillingen “Karen K.’s jul”, skal du en tur forbi Møntergården i Odense senest 14. januar 2024.