
Her i 2021 har jeg for første gang i årevis modtaget et personligt julekort med hilsen og det hele. Oven i købet både håndskrevet og håndtegnet med flotte juleskovsnegle. Det kort er jeg glad for.

Hvad angår tilgangen af nye, gamle Karen K. julekort til samlingen er der ikke sket så meget. Faktisk er det ved årsopgørelsen kun blevet til fire nye kort:

De tre kort i samme stil er fra omkring 1957. De har aldrig været sendt, men er blot blevet gemt i alle de år. Som man kan se, har de to øverste kort helt samme motiv – bare i to forskellige farver.

Kortene er nogle af de tidligste, Karen K. har lagt navn til. Hun hae været omkring 25 år da disse kort udkom på forlaget L. Levison junr. Kortene er fra to forskellige serier (varenumre 5337 og 5338) med stregtegninger af motiver fra julenat i Betlehem og mere moderne og hjemlige motiver med julepynt.

Så vidt jeg ved kom alle motiverne i tre farver: rød, grøn og blå. De røde har dog nok solgt bedst, i hvert fald er det dem, man oftest finder i dag.


Det sidste nye gamle kort for i år er kommet helt fra USA, hvor det er udgivet i 1977 – efter en original af Karen Kjærsgaard, som der står trykt på bagsiden. Den omtalte original må være det ark med julepynt i almuestil, som Karen K. tegnede til Familiejournalen i 1967. Her ses stjernen med det glade par i folkedragt som centre-piece.

I det julehæfte, hvor arket med julepynt blev bragt, kommer Karen K. selv med forslag til, hvordan julepynten kan bruges: bl.a. til en juleuro. Og at bladets læsere har taget ideen til sig, ved jeg, fordi jeg har fundet en gammel uro netop med stjernen fra det amerikanske julekort som bærende element. Alle delene er blevet forstærket med karton og har overlevet fint til i dag.


Det var et kort overblik over julekortene fra 2021. Det bliver spændende, hvad gammelt 2022 bringer.
