
Her på Karen K. bloggen kan vi godt lide – i al kærlighed – at omtale os selv som Karen K. forskningscentret. Vi er en forskningscenterleder og en forskningsassistent, der altid søger nye og glemte værker af Karen K. Vi indsamler, kategoriserer, katalogiserer, daterer dem og sætter dem ind i en kulturhistorisk ramme og formidler dem til her på bloggen.
Det gør det endnu sjovere, når læserne leger med på idéen om Karen K. forskningscentret. Derfor var jublen stor, da vi forleden modtog en donation til videnskaben fra en læser: et hidtil ukendt juleværk af Karen K. Stor tak til Lis, som driver retrosiden jakmussen.dk for gaven!
Tid, sted og anvendelse?
Lad os gå til værks som Piet van Deurs ville have gjort det og fastslå tid, sted og anvendelse. Der er tale om en aflang papirgenstand med målene 57×20 cm. Der er tryk på den ene side med flyvende engle på en mørkeblå baggrund omgivet af stjerner. Genstanden afslutter i en halvbue i den ene ende og det ses af kantudsmykningen, at denne afslutning er original. Derimod slutter den med en ret kant i den anden ende, som ikke er original, her ses værktøjsspor i form af lidt skæve klip med en saks. Det er derfor ret sikkert, at genstanden oprindeligt har været længere – formentlig præcis dobbelt så lang. Nogle svage brune pletter på papirets bagside (kaffe) antyder, at den har været i anvendelse på et bord, og der må være tale om en såkaldt juleløber. Måske skal man forestille sig, at dugen har været brugt til et juleselskab, hvor den er blevet beundret af gæsterne, for så at blive delt i to og givet hjem med to af gæsterne, som en form for gavegivning eller afdeling, en praksis der kendes i de fleste kulturer.



Selv om der ikke er Karen K. signatur på dugen, kan der ikke være tvivl om, at hun står bag. Alle træk ved englene fra de bare tæer og de spraglede kjoler til de syngende munde med det lidt forbavsede udtryk og de mørke prikøjne er sikre Karen K. indikatorer. Værket har formentlig været signerer på den halvdel, der nu mangler. Og den anden halvdel har formentlig været spejlvendt identisk med den bevarede del. Sådan ses det på andre juleløber fra samtiden. Bl.a. på den nissejuleløber, som jeg skrev om på bloggen sidste år. Her ses de to løbere side om side:

Det ses at der på trods af variationer næsten er tale om søsterværker: Figurernes slyngede forløb og udfyldelsen af de tomme mellemrum med små stjerner – og nissepigers og engles mønstrede kjoler er lighedstræk.
Begge juleløbere skal formentlig dateres til 1960’erne. Nissedugen er fremstillet hos det svenske firma Axel Eliasson og har et tidligt produktionsnummer, der netop daterer den til 60’erne. Muligvis er engleløberen også fremstillet i Sverige – som de fleste andre af Karen K. juleduge og julebilleder i papir – selv om den senest kendte proveniens er Danmark – hos Lis.

Den halverede juleløber komplementeres for øvrigt smukt af dette Marianne Starck fad fra Michael Andersen på Bornholm. Englene synger om barnet og dets mor. Ligesom i den gamle historie.
