Julelyskæden 2.0

For flere år siden købte jeg en gammel julelyskæde og skrev om den her på bloggen.

Lyskæden er fra ca. 1980 og var interessant for mig, fordi et par af de julekugler , som hænger på kæden, har nissetegninger af Karen K.

Arkiv foto fra 2016, hvor Misser “hjælper” mig med at hænge lyskæden op.

Tilbage i 2016 tjekkede jeg selvfølgelig, om lyset i kæden virkede – det gjorde det – og jeg lavede også en prøveophængning. Men jeg må indrømme, at kæden ikke har været oppe at hænge siden

Det skyldes nok især, at det faktisk kun er to af de ti kugler, som har illustrationer af Karen K. Af en eller anden grund har det svenske firma bag kæden besluttet at blande motiver af to af deres faste julekunstnere, nemlig Karen K. og Lars Carlson. Karen K.’s nisser ses på to kugler og Lars Carlsons på otte.

Den lidt skæve fordeling er nok et udtryk for, at Lars Carlsons skæggede nissemænd var meget populære spredere af traditionel julestemning i Sverige. Sådan er det nok stadigvæk for mange, og også her i Danmark er Carlsons nisser kendte og populære.

Julekugle af Lars Carlson i baggrunden.

Jeg må dog være ærlig og indrømme, at Lars Carlsons nisser ikke rigtigt sætter mig i julestemning.

Men i år har jeg besluttet mig at opdatere julelyskæden til version 2.0. Jeg har nemlig efterhånden samlet et bunke “løse” plastikkugler med Karen K. nisser. De er egentlig tænkt som juletræspynt, men de har samme udformning som kuglerne på lyskæden, så de kan sagtens sættes ned over de gamle pærer.

Og efter lidt pillearbejde….

…. har jeg nu en lyskæde med en 9/10 Karen K. ratio. Den sidste kugle bliver også skiftet på et tidspunkt.

Opgraderingen af lyskæden betyder også, at den nu består en blanding af “sølv”- og “guldkugler”. Alle er det argeste plastik forstås!

Og nu kan lyskæden hænge rundt om pyntehylderne med dette års lille retro juleudstilling, som jeg har lavet på mit værelse.

Det ser hyggeligt ud, og læseren kan jo gå på jagt på hylderne og gætte på hvilken julepynt Karen K. står bag.

Jeg er ret begejstret for lyskædens nye udseende – undskyld Lars Carlsson.

Hvis du er blevet nysgerrig på Karen K.’s tegninger på disse julekugler, synes jeg du skal læse mit blogindlæg fra sidste år om præcis det. Her bliver det også afsløret, at den ultra skandinaviske lyskæde faktisk er fremstillet i Italien!

Karen K.’s originale tegning til en af nisserne på julekuglerne.

Fortsat god december og husk julelys i mørket.

Julepapir

Forleden dag var jeg meget heldig (synes jeg selv), da jeg i en genbrugsbutik fandt en kasse med ruller af gavepapir fra omkring 1980.

I 1980’erne var Karen K. stadig ret stor inden for design af julegavepapir. Og der var også et par stykker fra hendes hånd i kassen, og de kom selvfølgelig med hjem til samlingen.

To gamle ruller med Karen K. gavepapir. Den ene har aldrig været åbnet.

Det er klassiske julemotiver på papiret: engle og nisser.

Motivet med de skæggede nissemænd i uniformslignende jakker har jeg været så heldigvis at sidde med en originaltegning til.

Her er det trykte motiv:

Og her er den originale tegning af Karen K. fra hendes efterladte arkiv:

Den opmærksomme læser ser, at tegningen har en anden baggrundsfarve end det trykte papir – det var helt almindeligt, at det samme motiv blev brugt på mange forskellige baggrundsfarver, så køberne kunne vælge den farve, der nu engang tiltalte dem bedst.

Den opmærksomme læser vil også se, at nisserne er placeret lidt anderledes på tegningen. På papiromslaget omkring tegningen har Karen K. skrevet nogle bemærkninger til det forlag (sikkert svenske Hedlunds), som skulle trykke papiret:

Hermed vor moderne svenske tomte i en ny variation. Det er jo muligt det var en god idé med enkelte snekrystaller blandt snefnuggene.”

Der er altså åbenbart tale om en variant af en tidligere udgave af de samme nisser. Det er interessant at læse, at Karen K. opfatter disse nisser som “svenske” og “moderne”. Men det er måske i kontrast til klassiske svenske nisser som Jenny Nyströms og Lars Carlsons, som er mere nostalgiske og gammeldags i stilen. Det er også interessant at læse om hendes tanker om de små detaljer med snefnuggene, hvad enten hendes idé nu er blevet fulgt eller ej af forlaget.

Karen K. må have designet i hundredvis af forskelligt gavepapir gennem sine aktive år fra 1950’erne til først i 2010’erne. Jeg tror, at idéen om de gentagne mønster, som er karakterisk for gavepapir har tiltalt hende og hendes arbejdsrutine, samtidig med at hun har opfordret sig selv til at gøre motiverne smukke og utrivielle på trods af gentagelserne. Inden for julepapirgenrens stramme krav har hun haft et væld af ideer og variationer.

Her ses nogle noter fra hendes hånd – vist nok fra sidst i 1970’erne – med ideer til gavepapir og julepapir:

Jeg har aldrig før tænkt over, hvordan originaltegninger til gavepapir uendelighedsmønstre egentlig er udformet. Men i Karen K. arkiv fandtes en masse, alle i A4-størrelse, hvorfra motivet kan adderes og multipliceres i det uendelige:

To originale tegninger til Karen K. gavepapir.

Det er ingen overdrivelse at tale om hundredevis af forskelligt Karen K. gavepapir. Det seneste år har jeg opdaget en masse nye designs – fra både Danmark, Sverige og USA, hvor julepapiret blev distribueret.

Det ældste design blandt de nye fund er vist dette, som er fra omkring 1960. Måske endda fra 1950’erne.

Det er ikke så entydigt i Karen K.’s senere og mere genkendelige stil, men jeg er alligevel ikke i tvivl. Hvis man sammenligner med nogle af Karen K.’s tidligere julekort går flere af motiverne nemlig igen.

Se f.eks: adventskransen og kælken på disse to udklip fra nogen af Karen K’s. tidlige julekort. De er identiske med tegningerne på gavepapiret:

Hvert år i flere årtier designede Karen K. en hel stribe af designs til årets kollektion af gavepapir. Det har hun fortalte i et interview.

Det kunne være figurative mønstre som dem herover fra 1960’erne og 1970’erne, som nok mest tiltalte voksne. Eller motiver med nisser, som nok mest tiltalte børn, som disse to fra sidst i 1970’erne:

Fra et tidligt tidspunkt fik Karen K. den gode idé at inkludere sin signatur i mønstrene. Det er ikke noget, som man ser tit på gavepapir, hvor kunstneren ofte forbliver anonym. Men Karen K. forstod at slå sit navn fast og vidste, at det havde værdi som “brand”. Derfor ses hendes signatur ofte på gavepapiret – langt fra altid men alligevel ofte:

For et stykke tid siden købte jeg en større samling af brugt julepapir, som var blevet samlet og sat kronologisk i ringbind i perioden ca. 1958-2000.

På nogle af arkene har samleren skrevet årstal på, så man kan se præcis hvilket år papiret har været brugt som gavepapir. Procentvis fylder Karen K.’s designs ganske godt i mapperne fra ca. 1978-1990.

Papiret her med de cirkulerende engle på en flot blå baggrund er dateret til 1987. Det kan godt være lidt ældre, men er altså senest fra 1987.

Det samme motiv men med rød baggrund har jeg fundet en en deluxe importeret udgave i USA, hvor det blev udgivet af firmaet Marcel Schurmann Company Inc. Ikke i ruller, som vi kender det herhjemme, men som et lille stykke rektangulært, foldet papir på ca. 49,5×70 cm. Med en salgspris på $1.50 omkring 1987, har det været ret dyrt!

Hvis man sammenligner englepapiret med et andet og mere anonymt stykke gavepapir, virker det sandsynligt, at sidstnævnte også er tegnet af Karen K.:

På det her papir med smukke vinterlandskaber er det bl.a. hestene og de nøgne vintertræer, der afslører Karen K. som kunstneren:

Det er for øvrigt nok traktørstedet “Peder Lieps hus“ i Jægersborg Dyrehave, der har inspireret Karen Kjærsgaard til et af husene på dette motiv. Her ses huset på en tegning fra 1934:

Når man bladrer videre i samlingen af gavepapir, kan man følge Karen K.’s mønstr op gennem 1980’erne:

Og så med ét er det slut!

Fra 1990 forsvinder Karen K.’s designs helt fra mappen. Dette er det sidste motiv af Karen K. i den kronologiske samling :

Signaturen er der stadig, men motivet er allerede blevet lidt mere amerikansk end skandinavisk med en rigtig “Santa”. 1990’erne markerer den periode, hvor Karen K. begynder at fylde mindre i julens designs i Danmark og Sverige. I stedet begynder hun at koncentrere sin karriere mere mod det amerikanske marked. Men det må I høre om en anden gang.