Et julebord med Karen K.

Karen K. var meget produktiv i de mere end 50 år, hun virkede som tegner. Og jeg bliver stadig overrasket over at se, hvor hendes tegninger og designs er blevet anvendt. Som nu f.eks. de borddækningsremedier fra tre årtier, som det skal handle om i denne blog.

Fra 1960’erne stammer denne bordløber i papir, som er fremstillet i Sverige.

Funktionen er den samme, som de bordløbere (eller remser), som man broderede eller købte med færdigtrykte julemotiver på hessian, jute eller bomuld, nemlig at pynte fint midt på julebordet. Jeg kan rigtig godt lide motivet med nisserne, der danser kædedans, og det er fint dubleret og spejlvendt, så motivet ser ens ud uanset, hvilken side af bordet man sidder på.

Og så kan jeg godt lide den detalje, at to nisser af samme køn godt kan holde hinanden i hånden. Selv om motivet uden tvivl er tegnet i al uskyldighed, er det rart at tænke på her i vores nypuritanske tidsalder, at der måske et sted findes to nissedrenge eller to nissepiger, som er kærester.

Bordløberen er tegnet i en helt anden tid end vores, hvor man i hvert fald i nogle dele af samfundet var mere frisindede end i dag. Stilen er den samme som på disse Karen K. julekort, som i hvert fald kan dateres til senest 1969. Ungdomsoprørets frisind skinner jo ikke igennem i motiverne – men måske flowerpowertøjets farver?

Formentlig fra 1970’erne stammer næste element til julebordet. Nemlig praktiske afvaskelige plastikcoatede dækkeservietter med Karen K. motiver i herlig retro fototeknik, som jeg elsker.

Motiverne er simpelthen klippet ud i karton og lagt oven på det, som Karen Kjærsgaard selv kalder en kinesisk dækkeserviet, sammen med tujakviste og kunstige røde bær og derefter fotograferet. Billedet er lagt på en rød plastik bund og det hele dækket i klar plast, så dækkeservietten let kunne tørres af, hvis man var så uheldig at spilde gløgg. Hele resultatet er så retroskørt, at det er ret skønt.

Selv om dækkeservietterne ikke er signeret, er der ikke tvivl om, at engle, fugle og nisser stammer fra Karen K.’s saks.

Og så er det godt tænkt, at motivet begrænset sig til dækkeserviettens kant, så det stadigt er synligt, når man har sat service på dækkeservietten.

Det sidste – og mest tossede stop – på denne lille rejse i Karen K. borddækning tager os til 1980 og rent plast.

Tidligere på året fandt jeg denne dug, som måske nok er mere sjælden end køn, men som tilgengæld vækker minder om 1980’erne. Materialet er tyndt tyndt plastik nærmest som bløde plastikposer og bestemt ikke videre slidstærkt. Nederst på dugen står en række af Karen K. engle, som synger og ringer med juleklokker. Værket er signeret med den klassiske “‘Karen K.” signatur. Jeg tror egentlig ikke, at designersignaturer på forsiden af plastikduge er særlig udbredt.

Selv uden signatur er der dog ikke tvivl om, at det er Karen K. engle. De ligner til forveksling de engle, som Karen Kjærsgaard tegnede som julepynt til Familiejournalen i starten af 1980’erne. Som f.eks. de, her klip selv engle fra 1982:

Til gengæld tror jeg ikke, at juleklokkerne og grangrenene midt på dugen er tegnet af Karen K. De har i hvert fald et helt andet udtryk end englene og Karen K’s julepynt fra denne tid i øvrigt.

Måske er det bare standart juledeko fra et bagkatalog, som producenten af dugen har smækket sammen med Karen K.’s engle? Hvorom alting er, brugte Karen K. ideen med engle, der trækker i klokkereb, til en juleuro i Familiejournalen i 1984, og der så juleklokken mere Karen K.’sk ud. Klippearkene til juleuroen kan du selv herunder.

Der var en lille hurtig tur gennem tre årtiers brug af Karen K. julebordsdesigns. Jeg vil lade det være op til læseren at forestille sig, om det ville være pænt at dække et julebord med både bordløberen, dækkeservietterne og juledugen fra dette opslag. Jeg tror nu nok, jeg mener, at de tre årtiers designs ville clashe ret så voldsomt.

Snart skal der dækkes julebord rundt omkring i de danske hjem. Skal Karen K. være en del af dit julebords udsmykning?

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s