Her dagen før dagen er det på sin plads at huske på, hvorfor vi fejrer jul. Nemlig pga. en barnefødsel i Betlehem for lidt mere end to tusind år siden.

Selv om traditionen med at sætte en julekrybbe op i juletiden egentlig er katolsk, har den nu vundet godt indpas herhjemme. Allerede i starten af 1900-tallet begyndte skikken med julekrybber at brede sig fra sydeuropa og til norderuopa. Til Danmark via Nordtyskland. I følge en artikel i Familiejournalen hjemførte Laura Aller (som var hustru til Carl Aller, Familiejournalens og Allerkoncernens grundlægger) selv krybbe-ark fra Tyskland. Og i 1921 blev den første julekrybbe til at samle bragt i Familiejournalen.

Gennem årene bragte bladet mange forskellige udklipsark til jul: Kirker, landsbyhuse, nissestuer osv., indtil traditionen stoppede i 1940 med et modelark af den samme år indviede Grundtvigskirke i København. I 1960’erne blev tradition med samleark genoplivet, og her leverede Karen K. meget af materialet. Karen K.’s julekrybbe – og andre samleark til juletiden – skriver sig altså ind i en lang omend ikke ubrudt tradition for de fingernemme blandt Familiejournalens læsere.

Hvis man var fast abonnent på Familiejournalen fra 1968-1999 kan man i dag være indehaver af hele fire forskellige julekrybber tegnet af Karen Kjærsgaard. Hun leverede nemlig julekrybber, som læserne kunne klippe ud og samle i 1968, 1980, 1992 og 1999.

Figurerne i en rigtig julekrybbe er velkendte: Maria med Jesusbarnet, Josef, hyrderne, de hellige tre konger, engle og dyrene i stalden. Men faktisk er det lidt “ubibelsk” at lade hyrder og konger mødes i stalden julenat. Der er nemlig ingen tekst i Bibelen, der omtaler både hyrder og konger samtidigt. Hyrdernes besøg hører man om i Lukasevangeliet, men kongernes besøg kun omtales i Markusevangeliet. Nå, ja faktisk omtales de som “vise mænd fra Østerland” (der står ikke noget om at der var tre), og de var nok i virkeligheden zarathustriske præster og stjernetydere. Det er først langt senere, at der opstår en tradition om, at der er tale om tre konger, og i julekrybber og Betlehemsscener i billedkunsten er de næsten altid portræteret som konger med kroner på hovedet. Senere hen fik de også navnet Caspar, Melchior og Balthazar, og det blev tradition at der var en gammel konge, en ung konge og en sort konge. Denne tradition har Karen K.’s også fulgt i alle sine julekrybber i Familiejournalen.

1968

I Familiejournalens julehæfte fra 3. december 1968 kom de første dele til den første af i alt fire julekrybber, som Karen K. tegnede til bladet gennem årene.

Arket med krybben, som skulle danne kulisse til hele opstillingen var trykt på karton. De følgende tre uger kom et ark med figurerne til julekrybben. De var trykt på siden inde i bladet men med hvis bagside, hvor der også var plads til samleinstruktioner.

Først på selveste juleaften (!) udkom bladet med det sidste klippeark til julekrybben. Så man skulle skynde sig efter af have været på arbejde d. 24., købe bladet på vejen hjem og gå i gang med saks og lim, mens julemaden simrede, hvis man skulle have hele julekrybben færdig til juleaften. Meget passende fik man først selve krybben og Jesusbarnet den 24. december.

Julekrybben fra 1968 er fin og farverig. Den er min personlige favorit blandt Karen K.’s julekrybber. Farverne og mønstrene på kjoler og kapper er detaljere og i 60’er-moderne flower power farver.

I 1992 skriver en af Familiejournalens skribenter, Ulrik Jensen om julekrybber: “Hjemme hos undertegnede er det ikke jul, hvis ikke Karen Kjærsgaards første Familie Journal-krybbe fra sidt i 60’erne er opstillet på sin faste, fremtrædende plads. Mange børn af generationen har indlemmet krybben i deres kære, ubrydelige juletraditioner – fortæller vores nu voksne datter. Hendes gamle klassekammerater har alle et personligt forhold til den krybbe…” (Familiejournalen nr. 50, 1992).

På dette billede med forslag til en en måde at dække julebord på fra 1974. Har figurerne fra julekrybben sneget sig ind i bordpynten – selv om de godt nok til dels er samlet forkert. Et fif er det at stikke grangrene ned i radiatoren, så de lunes op og udsender “en jule-fortættet duft” (Familiejournalen nr. 48, 1974).

1980

I 1980 var der igen en julekrybbe fra Karen K. tegnebord til Familiejournalens læsere.

Denne gang var man i lidt bedre tid end i 1968. Julekrybben blev bragt over tre uger i november – begyndende 3. november med et megaklippeark, med stald, dyr og englevinger.

Til gengæld var det en væsentlig mere udfordrende opgave at samle krybben. Staldens vægge og tag var trykt på tyndt papir, som skulle have støtte ved at limes på en papkasse eller lignende, og der blev også lagt op til at stalden skulle udstyres med elektrisk lys.

Personligt var jeg så heldig, at en læser at bloggen tilbød mig, at jeg kunne købe en allerede samlet stald, som var limet på masonitplader og til overflød havde elektrisk lys. Stalden var også allerede befolket med æsler og får, så det var bare at lægger Jesus i krybben.

Nogle af figurer var lidt slidt eller blevet væk siden 1980, så de blev fornyet. Josef skulle i Karen K.’s instruktion have en stav i hånden. Han fik et afkortet grillspyd.

Sammenlignet med julekrybben fra 1968 er den fra 1980 mere afdæmpet i farverne. Det hele virker en smule “støvet” med bløde brune og blå nuancer.

Hyrdene ser meget mellemøstlige ud.

1992

I 90’erne bragte Familiejournalen hele to julekrybber af Karen K. Som noget nyt, var det nu blevet muligt at trykke udklipsark med både for- og bagside. Man skulle alt ikke længere klippe figurerne front og bag ud hver for sig og klæbe dem sammen. Det var også en udfordring, som krævede stor præcision, hvis det ikke skulle blive skævt.

I 90’erne blev Karen K.’s julepynt i Familiejournalen heller ikke længere trykt inde på siderne i bladet, men blev bragt på “løse” ark i kraftigt blankt papir, som sad midt i eller uden om bladet. Figurerne i krybben var små og buttede og nuttede, lige som de nisser og engle, som Karen K. havde tegnet til Familiejournalen de to foregående år.

På trods af det nye tiltag virker julekrybben fra 1992 som lidt af en “snydejulekrybbe”. Der er nemlig ikke nogen stald, som man kan samle. Figurerne er fine at hænge op i vinduet, men stalden må man selv samle og male af en papkasse. I bladet kunne man læse hvordan. 

1999

Lige op til årtusindskiftet bragte Familiejournalen endnu engang en julekrybbe tegnet af Karen Kjærsgaard. Denne gang manglede der hverken stald eller dyr i stalden. Der var endog en dromedar med i scenariet. Måske grebet af milleniumfeber udråbte Familiejournalen selv julekrybben til “Århundredes julekrybbe”.

Igen var der tale om blankt papir med trykt på begge sider, så når først de forskellige dele var klippet ud, var det en smal sag at lime figurer og stald sammen.

Stilen i 1999-julekrybbe er en helt anden end i den fra 1992. Væk er den enkle “plakatstil” med store ensartede flader. I stedet er hver figur små fine akvareller, med skygger og et væld af detaljer i f.eks. planterne, fårenes uld, dromedarens manke og kongernes kåber.

Selve stalden er vældig fint malet med et væld af detaljer på både yderside og inderside. Omkring stalden vokser citrontræer, oliven, aloe og andre eksotiske planter, som giver hele sceneriet en sommerlig og varm stemning.

Inde i stalden har katten fået øje på en stillits, som er fløjet ind gennem et af de store åbne vinduer.

Så er alle figurer klippede ud og klar til at befolke stalden.

Det er interessant at observere, hvordan Josef, Maria og englene i 1999 er blevet mere “hvide” sammenlignet med 1968. Julens hovedbegivenhed er på samme tid, noget der skete for meget længe siden et sted i mellemøsten, og noget som en meget lokalt og dansk.

Det var en præsentation af Karen Kjærsgaard julekrybber over 30 år. De har et meget forskelligt udtryk. Hvilken af krybberne er din favorit?