Karen K.’s forside til Familiejournalen i påskeugen 1972.
Dagens blogindlæg er blot et par hilsner fra påsken for 44 år siden og påsken for 36 år siden. Husk at du kan abonnere på Karen K-bloggen, hvis du vil modtage en e-mail, hver gang jeg poster et nyt her på siden. Linket finder nu nederst til højre på bloggen, når du bruger tablet eller computer. Du er også velkommen til at efterlade en kommentar, stille et spørgsmål eller “synes godt om”.
God påske til jer alle – og tak fordi I kigger forbi min blog.
Mønster til filtklip af Karen K bragt i Familiejournalen 1980 ca. 3 uger før påske. Mønstret her er formentlig blevet brugt, da der er skrevet på det med kuglepen.Jeg var dog heldig at finde det færdige filtklip på et loppemarked i 2015.
I går så jeg disse kyllinger i vindue hos retrobutikken Fru Fin i Odense. Jeg tror, kyllingerne på grenene er lavet efter Karen K.’s mønster fra 1980.
Karen K.-kyllinger i vinduet hos Fru Fin, påsken 2016.
UPDATE: At der er flere, som har givet sig i kast med filtklippet med kyllingepigen ,fik jeg at se, da en læser på bloggen delte et billede af sit filtklip med samme motiv. Pigens tøj har helt andre farver, og det er sjovt at se det individuelle præg, som den enkelte ferme håndarbejder har sat på billedet. Læseren, som hedder Lis har en fin internetbutik med retroting, som du skulle tage at besøge: www.jakmussen.dk Filtklippet blev forøvrigt solgt til en butik i Tokyo, hvor skandinaviske retroting er populære, så nu har Karen K.’s glade tegninger også nået den anden side af jorden. Tak til Lis for at jeg må bruge billedet.
Endnu et filtklip efter Karen K’s motiv. Det er nu i Japan.
I mange år tegnede Karen K. også for svenske forlag. Det blev til mange juleprodukter som julekort, gavepapir osv., som også udkom i Danmark, men til det svenske marked tegnede hun også en del påsketing.
I et interview fra 1970 fortæller Karen K. lidt om, hvordan hun blev professionel tegner også for det svenske marked:
“Da jeg var færdig på Kunsthåndværkerskolen, kom jeg på tegnestuen hos Levison, som fremstillede julekort for et amerikansk firma. Idéerne kom fra forskellige europæiske tegnere, men da vi efterhånden var blevet mange på tegnestuen, fandt man ud af, at vi selv skulle forsøge os med motiverne. Jeg fik opgaven og opdagede, at min force lå dér. Det gik så godt, at jeg i 1957 valgte at blive free lance og startede med fortsatte opgaver fra Levison. Senere kom der tilbud fra svenske forlag, som jeg tegner til endnu.” (Hendes Verden, nr. 50 1970).
To svenske påsketing fra Karen K.’s hånd, som ikke var så salgbare i Danmark, var påskekort og de såkaldte “påskbonader”. I Danmark har man ikke haft tradition for at sende påskekort til hinanden, men i Sverige var de små kort med den påtrykte hilsen “Glad Påsk” populære. Jeg har kendskab til to serier af påskekort med hver fire forskellige kort, som blev udgivet på Axel Eliassons Konstförlag.
Påskekortene blev udgivet som miniaturepostkort på kun 7×10 cm, men er også set i almindelig postkortstørrelse.
På bagsiden af påskekortene kan man se, at man kunne frankere dem som tryksager, det vil sige billigere end almindelige breve, hvis man nøjedes med at skrive modtagerens adresse og afsenderens navn. Derfor kan man finde disse kort i brugt stand uden nogen personlig hilsen, men blot en underskrift. “Glad Påsk” og billedet på forsiden måtte gøre det ud for påskehilsenen. På sin vis minder det lidt om nutidens upersonlige fødselsdagshilsner på Facebook, som evt. suppleres med en animeret smiley…
Opdatering 26.marts 2016: Fra Nina i Sverige har jeg modtaget dette billede, som viser, at Karen K. har lavet endnu flere forskellige påskekort til det svenske marked:
Svenske påskekort. Tilhører Nina Johansson.
Noget svensk påskepynt, som er lidt fremmedartet for danskere er de såkaldte “påskbonader”. (De kan også have andre navne, men “bonad” lyder så cool). I et senere blogindlæg, vil jeg fortælle mere om, hvad en “bonad” er. Men kort fortalt er det aflange billedfriser eller små plakater, som man til højtiderne hængte op på væggen til dekoration i stuen, børneværelset eller lignende.
Herunder ses en godt 120 cm lang påskbonad signeret Karen K. og “printed in Sweden”. Den er temmelig vanskelig at gengive på et foto, så nedenunder finder du et galleri med nærbilleder af de fantastisk farverige høns.
Svensk påskbonad fra 60’erne eller 70’erne tegnet af Karen K.
På en anden påskbonad tegnet af Karen K. genfinder man motiverne fra de føromtalte påskekort bare med endnu flere kyllinger, harer og påskeæg. Og så er her et ekstra motiv med en hane og en høne, som jeg endnu ikke har set som postkort.
Påskbonad tegnet af Karen K i 60’erne eller 70’erne.
Svenske påsketraditioner – Bål og påskekællinger
Der er flere svenske påsketraditioner, som er fremmedartede set med danske øjne. Faktisk traditioner, som vi i Danmark har til Skt. Hans og Fastelavn. Lørdag aften før påskesøndag er der tradition for, at man tænder store bål. Det er formentlig levn af en gammel katolsk skik, hvor man om natten op til påskemorgen begyndte gudstjenesten uden for kirken, ved at præsten tændte påskelyset i bålet. Lyset blev båret ind i kirken og var det eneste lys, som oplyste rummet – indtil menigheden tændte hvert deres medbragte lys i det store påskelys. De svenske påskebål har dog ikke længere nogen religiøs betydning, man siger traditionelt, at bålene bliver tændt for at skræmme de hekse væk, som er på vej hjem fra Bloksbjerg. Med til den svenske påske hører nemlig såkaldte “Påskkärringar”, som kan oversættes til “påskekællinger” eller “påskehekse”. I følge folketroen flyver påskeheksene natten til Skærtorsdag på deres koste til Blåkulla, hvilket er det svenske navn for Bloksbjerg. Her fra vender heksene tilbage natten til påskesøndag. Børn i Sverige og Finland kan klæde sig ud som “påskkärringar” og gå fra dør til dør og dele små hjemmelavede påskekort ud. Til gengæld for dette får de slik eller andre lækkerier. I det svenske påskepynt finder man derfor ud over harer, kyllinger og æg også små hekse – der som nu regel er ret ufarlige at se på.
Jeg har endnu ikke fundet nogen “påskekællinger” tegnet af Karen K. Men her ses en remse tegnet af “Andreas”, som i stil ikke er så forskellig fra Karen K. og som også var aktiv i 60’erne og 70’erne.
Svenske påskehekse eller påskekællinger tegnet af Andreas.
Danskerne har én påsketradition, som svenskerne måske gerne ville overtage, nemlig at Skærtorsdag er en helligdag og fridag. I Sverige er det en almindelig arbejdsdag.
I dag, d. 21 marts går vi ind i vædderens tegn. Her ses den vignet til stjernetegnet vædderen, som Karen K. tegnede til Familiejournalen årshoroskop i 1973, og som blev anvendt de næste 15 år. Læs mere om Karen Kjærsgaards stjernetegnsillustrationer her.
Jeg har ikke fundet andre væddere tegnet af Karen K, men derimod en hel masse får og lam, som det er meget passende at vise her på bloggen i anledning af påsken.
Fåreflok fra udsnit af Familiejournalens Julepanorama 1978.Når Bethlehems-scenen er skåret fra, ligner det en fåreflok på den jyske hede.
Jeg fik lyst til at samle min egen Karen K. fåreflok med nogle af de mange forskellige får, hun tegnede over en periode på mere end 30 år. Resultatet ses herunder:
Karen K’s får tegnet over mere end 30 år.På denne skitse, kan du se, hvornår de forskellige får er fra.
Som med andre af de dyr, Karen K tegnede igen og igen gennem årene, kan man se, at også hendes får udvikler sig fra det naivistiske til det naturalistiske. Fårene fra de senere år er ikke gjort nuttede, og de har også de rigtige firkantede pupiller, som får har. De sorte får sniger sig også ind i flokken, som årene går.
Mine egne favoritter blandt Karen K.’s får er fårene fra 1980. Selv om de ikke er tænkt sådan kan de sagtens bruges som påskepynt. De har ovenikøbet en lille flap under maven så de kan bruges som en “kravlefår” (en pendant til julens kravlenisser) og sættes fast i bogreolen eller lignende.
Flok af kravlefår fra 1980. Oprindeligt er de fra en julekrybbe.
I anledning af den snarlige påske er dagens blogindlæg et lille “gør det selv retro påskeklip anno 1979”-indlæg. I starten af 70’erne var der ikke noget gør-der-selv indhold i Familiejournalen, men efterhånden som det blev populært at bruge sine hænder kreativt i fritiden, kom der i løbet af 70’erne flere og flere strikkeopskrifter osv. I 1979 bragte bladet Karen Kjærsgaards mønstre til påskehøns i filtklip, som kunne anvendes til vægtæppe, uroer, æggevarmere og ophæng. For at sætte en historisk ramme op, der viser, hvor vi befinder os i verdenshistorien med påsken 1979, så var en af hovedhistorierne i bladet i den uge, at Tommy Seebach “kæmper for Danmark i Jerusalem” – nemlig med sangen Disco Tango i det internationale melodi grand prix.
Billede fra Familiejournalen 2. april 1979.Et overdådigt påskemorgenbord med bordpynten i centrum. Fra Familiejournalen 26. marts 1979.
Jeg besluttede at bringe Karen K.’s gamle mønstre til anvendelse. For ikke at sætte min tålmodighed og økonomi på alt for store prøvelser, valgte jeg mig dog at udføre påskehønsene i papir i stedet for i filt. I 1979 var papirklip endnu ikke blevet den folkelige hobby, som det blev i 1980’erne, hvor Kim Larsen sågar indspillede en sang om det!
Sådan laves påskehønsene:
1. Materialer: Mønstre, saks, limstift, karton og papir i pangfarver. Katten er ikke strengt nødvendig,men det hygger, og de afklippede papirstrimler er godt kattelegetøj.2. De enkelte dele klippes ud. Det kræver lidt tålmodighed, da en hane eksempelvis består af 75 dele.
3. Det giver en flot effekt at sætte et lag papir i en kontrast nuance/farver, omkring fuglenes hoved. Her anvendes i lysegrøn under den mørkegrønne.4. Saml først hovedet, så fjerene på halsen, så halen og saml til sidst vingerne og lim dem på.5. Første hane er færdig. Det tager 1,5-2 timer at udføre et stk. fjerkræ.Alternativ farvesammensætning. Der er mange muligheder.
Hønsene kan hænges op i vinduet.
Eller man kan anvende dem i en påskedekoration.
Vægtæppet her har jeg set til salg i Sverige, hvor Karen K.’s tegninger også var populære i 60’erne og 70’erne. Materialet til sådan et tæppe kunne man i 1979 købe hos Filthuset i Kannikestræde for 125 kr. Det svarer til ca. 450 kr i dagens penge.
P.S. Tommy Seebach blev nr. 6 ved det internationale melodi grand prix det år. Bl.a. hjulpet godt på vej af 12 points fra værtslandet Israel, hvor Disco Tango blev et mindre hit.
I de år, hvor Karen K. tegnede julepynt til Familiejournalen, blev læserne opfordret til at fortælle om nye måder at anvende julepynten på. Her er et nyt forslag: som påskepynt!
I 1979 tegnede Karen K. denne lille serie på fem kræmmerhuse med engle. Kræmmerhusene var fordelt over tre numre af bladet og kom i den rækkefølge, som ses herunder.
Engeltegneserie. Kræmmerhuse fra Familiejournalen 1979
Er der tale om en lille historie, en tegneserie med fem billeder? Og hvad er I så fald historien? Læseren må bytte om på billederne og danne sin egen historie. Måske er det englene, der “daler ned i skjul” og bringer “paradisgrønt”, som Ingemann skriver i julesalmen. Eller “blomster fra Paradisets enge”, som samme Ingemann skriver i morgensalmen “Nu titte til hinanden”.
Jeg synes, de to sidste billeder sagtens kan passe til påsken og foråret. Vinteren er forbi, englene smider uldtrøjerne og plukker blomster på en eng. Derfor besluttede jeg mig for at lave en lysedug til påske af de to kræmmerhuse. At lave en lysedug af kræmmerhusene var faktisk en anvendelsesmulighed, som Karen K. selv foreslog i forbindelse med sit julepynt.
Sådan blev kræmmerhusene til en lysedug:
1. Jeg kopierede et sæt kræmmerhuse, så jeg havde fire med forårsmotiv. Materialer: Karton, saks, lim, lak2. Kræmmerhuse og hanke blev limet på karton for at gøre dugen kraftigere.3. Delene limes sammen. Hankene bruges som adskillelse mellem kræmmerhusene. Det kan være lidt svært at få tingene til at passe i en cirkelform, da kræmmerhusene ikke er 100 % retvinklede.
4. Den færdige lysedug har fået en omgang klar lak fra spraydåse og er klar til brug.
Karen Kjærsgaard ville nok have syntes om ideen om påskeengle. I hvert fald tegnede hun selv disse bevingede væsner (med snabelsko!), det tumler sig med påskens flora og fauna.
Små svenske påskekort fra Axel Eliassons Konstförlag tegnet af Karen K.
Hvornår har du sidst sendt et postkort? Selv fra ferien er det nok de færreste, der sender et postkort hjem, nu hvor der er kommet meget hurtigere og billigere måder at sende en hilsen på. Før i tiden var det ikke så usædvanligt at sende et postkort til venner og familie, og havde man mere end et par linier, man ville meddele, kunne man endda bruge et dobbeltkort, hvor der var plads til at skrive mere. Hvis postkortet var rigtig flot, kunne modtageren sætte det til pynt på opslagstavlen eller amagerhylden.
Postkort til pynt. En forårsskov med anemoner tegnet af Karen K.
I næsten seks årtier fra 1950’erne og frem tegnede Karen K. mange postkort. Langt de fleste af hendes postkort er dog faktisk julekort plus lidt kort til påske. Jeg kender kun til nogle få serier af postkort fra Karen K.’s hånd, som ikke er knyttet til højtiderne. Nemlig en serie på 16 kort, som viser scener fra årets forskellige begivenheder i land og by for ca. 100-150 år siden i et panskandinavisk landskab, der kunne tyde på, at kortene også er blevet udsendt i Sverige. Derudover findes en serie på 12 postkort med illustrationer af H.C. Andersens eventyr. Og endelig producerer det amerikanske firma Caspari stadigvæk postkort ud fra Karen K. akvareller af fugle, blomster og planter.
Svinedrengen. Karen K.’s postkort med illustration til H.C. Andersens eventyr. Kortet er sendt i 1963 til Anne i Nr. Sundby på hendes fødselsdag. De øvrige 11 kort fra H.C. Andersens serien kan ses på Per Sørensens hjemmeside.
Næsten al min viden om Karen K. som postkortkunstner har jeg fra Per Sørensens imponerende hjemmeside, som du finder her: www.piaper.dk. Per Sørensens har gjort et kæmpe grundforskningsarbejde og har gravet biografiske oplysninger frem om ikke færre end 180 danske postkortkunstnere og deres værker. Disse kunstnere er langt hen ad vejen anonyme og kan derfor ikke bare slås op i f.eks. Weibachs Kunstnerleksikon. Postkorttegning var ikke så velset blandt etablerede kunstnere. Selv kendte kunstner som Gerda Wegener og Storm P. får ikke deres postkort nævnt med ét ord i opslagsværkerne, mens deres plakater, bladillustrationer, bogomslag m.v. omtales. Dette er til trods for, at postkortene måske var de værker, som nåede videst omkring både i geografisk forstand og i det almene kendskab i befolkningen. (Sørensen, Boie & Christensen: Fra billedhilsen til postkort. Postkortets historie i Danmark, 2007).
På Per Sørensens side om Karen K. findes et interview med Karen Kjærsgaard, hvor hun fortæller, at hun i 1953 fik job på Levisons tegnestue. Firmaet var grundlagt som en papirhandel i 1850 og stod i 1940-60 bag en stor produktion af tegnede kort. (Sørensen, Boie & Christensen: Fra billedhilsen til postkort. Postkortets historie i Danmark, 2007). Det var dette forlag, der udgav den velkendte børnebog “Spørge Jørgen” i 1944.
Karen K postkort til pynt.Jeg har altid synes, at de her lerfigurer ser ud, som om de er i gang med at afsynge Midsommervisen.
En interessant detalje ved gamle postkort, er, at selv om der oftest ikke er trykt noget årstal på dem, kan man alligevel få en ide om deres alder, hvis de er blevet sendt og poststemplede. De to serier med postkort, der viser henholdsvis årets gang og H.C. Andersens eventyr, er udgivet på trykkeriet Lundgren & Andersen, et firma der blev startet i Glostrup i 1947 af litograf Kjeld Lundgren og bogtrykker Andersen. Årstidsserien har nr. 85, mens H.C. Andersen serien har nr. 89, så de er formentlig omtrent lige gamle. Tegnestilen tyder på at de er fra den tidligste år af Karen Kjærsgaards produktion. Det ældste poststemplede eksempler af H.C. Andersen kortene, som jeg pt. kender til, er sendt i 1963. Jeg gætter på, at de to serier er fra starten af 1960’erne eller måske lidt før.
Eksempler på nyere postkort efter Karen K.’s akvareller. Udgivet af Caspari.
Måske har du fået lyst til at sende et postkort til en ven. Lidt af lysten forsvinder dog måske igen, når man ser priserne på porto anno 2016. H.C. Andersen-postkortet, som du ser højere oppe på dette blogindlæg, blev sendt for blot 25 øre i 1963. Det svarer til ca. 3 kr i dag. Dengang var det også billigere at sende et åbent postkort fremfor et brev i kuvert. I dag er porto til både brev og postkort 19 kr. Postdanmark har set sig nødsaget til at hæve priserne, fordi vi sender “for lidt” post – måske for få postkort…..
I dag, d. 28. februar, er det et år siden, at en af Tyrkiets store forfattere, Yaşar Kemal døde – ca. 91 år
Karen Kjærsgaard har tegnet det grafiske omslag til den danske oversættelse af Kemals roman.
gammel. Man ved det ikke helt, for han var ikke selv klar over, om han var født i 1923 eller 1924. Da hans bog ”Vejen over bjergene”, som den første blev udgivet på dansk i 1967 af Skars Forlag, havde Karen Kjærsgaard tegnet bogens omslag. Yaşar Kemal kom fra Çukurova regionen og voksede op i en bjerglandsby, hvor han som det eneste barn lærte at læse og skrive. Det temmelig barske miljø og de fattige bjergbønders skæbne går igen som temaer i hans litterære værker.
Jeg har læst “Vejen over bjergene”, og det er en temmelig fremmedartet fortælling for en vestlig læser. På bogens bagside står bl.a. “Hvert år, når bomuldshøstens tid er inde, forlader alle i landbyen deres huse…. alle drager bort fra den fattige anatoliske bygd, vandrer ad de besværlige veje over Taurusbjergene til Çukurovasletten for at plukke bomuld, hvorved de kan tjene nok til at kunne betale deres afgifter og købe deres fornødenheder til den hårde vinter i bjergene….”
Detalje af panorama tegnet af Karen K. Familie Journalen 1981.
Det meste af bogen handler dog om en enkelt families kvaler og indbyrdes stridigheder undervejs, nemlig Ali, hans kone Elif og Alis mor. Der opstår splid i familien, og følelserne svinger mellem dyb omsorg og grænseløst had. En vestlig læser ville nok tolke hændelserne, som resultat af hovedpersonerne indre dæmoner udsprunget af de barske levevilkår, fortvivlede forsøg på at bryde ud af konventionernes snærende bånd og den råhed, der udspringer af magtesløshed over ikke at kunne forme sig eget liv. Men jeg er langtfra sikker på, at det er Yaşar Kemals sigte med romanen. Romanen er i øvrigt forkortet ved oversættelse, idet de afsnit, der er allermest uforståelige for vestlige læsere, er udeladt.
Timian. Akavarel af Karen Fjord Kjærsgaard. Fra Anemette Olesen: Mit krydderurtekøkken, 1992 Detalje af panorama. Familiejournalen 1981.
Mærkeligt nok fylder Taurusbjergene, som er selve sceneriet omkring hovedpersonerne, meget lidt i bogen. Af og til træder landskabet dog frem i glimt – f.eks. som en vind, der bærer duft af timian og merian med sig. I 1974 interviewede Henrik Norbrandt Yaşar Kemal i Instanbul, hvilket man kan læse i Norbrandts bog “Breve fra en ottoman”. Kemal fotæller om sin baggrund og inspiration. Han beskriver Çukurova som en rig jord, en poetisk jord. Her levede, siger Kemal, en stor botaniker ved navn Dioskorides, som omkring 200 år før år 0 gik rundt i Taurusbjergene og samlede lægeurter. Hele 700 urter skulle det være blevet til. Også den første botaniker i islamisk historie, eventyrskikkelsen Lokman Hekim kom fra denne egn. Man sagde om ham, at han kendte planternes sprog. Og man sagde, at planterne kaldte ham til sig og fortalte ham, hvilke sygdomme de hver især kunne læge. I uendelige tider ledte Lokman Hekim efter én bestemt plante: Udødelighedsurten.
Merian. Akvarel af Karen Fjord Kjærsgaard. Fra Anemette Olesen: Mit krydderurtekøkken, 1992.
Og en dag skete det, at en urt råbte til ham: Jeg er udødelighedurten! Lokman Hekim plukkede urten, spiste lidt af den og lagde resten i pres i sin notesbog. Men da han var på vej over en bro åbnede han bogen, for at se lidt nærmere på urten. I det samme kom der en vinge ud af luften og slog bogen ud af hans hænder, så den forsvandt I floden. Det var nok en advarsel om, at Lokman Hekim havde trådt for nær det guddommelige. Men Lokman Hekim, der allerede havde spist af udødelighedsurten, havde opnået evigt liv. Derfor går han stadig rundt den dag i dag og leder efter udødelighedsurten.
“Vejen over bjergene” kan man måske finde antikvarisk, og ellers kan den lånes på biblioteket.
Detalje af panorama tegnet af Karen K. Familiejournalen 1981.
Karen Kjærsgaards forsider til bøger fra Skars Forlag 1966-67
Karen Fjord Kjærsgaard boede i en periode i 1960’erne og 70’erne i Kærbølling Huse lidt vest for Vejle. Ca. 10 km herfra ligger den lille landsby Vork. Her havde det lille bogforlag Skars Forlag hjemme i en årrække omkring midten af 1960’erne. Måske var det på grund af den geografiske nærhed mellem Kærbølling og Vork, at Karen Kjærsgaard kom til at lave den grafiske illustration, der prydede de bøger, der udkom på Skars Forlag i 1966-67. Jeg har fundet disse bøger på biblioteket, og selv om indbinding næsten har skjult Karen Kjærsgaards omslag på nogle af den, kan man stadig få indtryk af det oprindelige paperback-udseende.
Detalje af bogforside af Karen Kjærsgaard, 1966
Karen Kjærsgaards forsider var rent grafiske og blev brugt på syv (måske flere) bøger blot i forskellige farver. De ensartede forsider gav et seriepræg til en række ellers meget forskelligartet litteratur skrevet af forfattere fra alle geografiske hjørner af Europa og også fra fjernere kontinenter. Samtidig signalerede de prisbillig, men seriøs litteratur.
Helt billige var bøgerne fra Skars Forlag dog ikke, men de blev også udgivet uden offentlig støtte. Bøgerne fra 1965 kostede 16,25 kr inklusiv “statsafgift på litteratur”. Det svarer i 2016 priser til ca. 170 kr.
Karen Kjærsgaards forsider til to bøger fra 1967
I 1966 kostede bøgerne 18,25 kr i. o., mens den noget tykkere roman “De frelste sjæle i Bomba” kostede 28,50 kr i. o. Bøgerne fra 1967 koster 19,25 i.m., mens den noget ty
kkere roman “Vejen over bjergene” koster 28,50 i.m. En lille økonomihistorisk detalje gemmer sig i forkortelserne “i.o.” og “i.m.” Det står for
henholdvis “inklusiv oms” og “inklusiv moms”, og fortæller at momsen blev indført netop i 1967.
1960’erne var på mange måder bogens storhedstid. Alle dannede mennesker i Danmark var medlem af en bogklub, og kunne snart få bogreolen fyldt. Der var adskillige små og store forlag rundt om i Danmark. Et af de mindre forlag, som dristigt nok satsede på ret smal litteratur, var Skars Forlag, med forlagsredaktøren Per Skar (1926-2009). Formålet med forlaget var med egne ord “at udgive bøger der siger noget væsentligt om menneskers forhold til hinanden. Forlaget udgiver ikke blot værker fra den vestlige kulturkreds, som vi følger os mest fortrolig med, men også fra egne hvis litteratur og kunst ligger uden for vore traditionelle kontaktområder, men som i lige så høj grad kommer os ved.” (Fra en liste over forlagets udgivne bøger bagest i Leonard Q. Ross: Hyman Kaplan (1966).
Forside af Karen Kjærsgaard til en roman af den polskfødte jødisk-amerikanske forfatter Leo Rosten.
Karen Kjærsgaards forsider til to bøger af tjekkiske Ivan Olbracht, 1966 og 1967
I årene fra 1965-67 udkom der på Skars Forlag i alt ca. 15 bøger af forfattere fra bl.a. Grækenland, Spanien, Tyskland, Tjekkoslovakiet, Camaroun og Tyrkiet. Skars Forlag var den første der udgav en roman skrevet af en Tyrkiets store forfattere, Yaşar Kemal. Udgivelserne, der hver for sig repræsenterede store forfattere i deres egen kulturkreds, blev dog ikke den store salgssucces i Danmark.
Per Skar, 1949. Anvendt med tilladelse fra Odsherred lokalarkiv.
Forlagsdirektøren Per Skar havde en alsidig karriere inden for dansk kulturliv fra 1940’erne. Oprindeligt var han uddannet smed, men på grund af en skadet arm opgav han en karriere som håndværker og tog i stedet studentereksamen. Han fungerede som højskolelærer bl.a. på Vallekilde, Vestbirk, Brandbjerg og Havnelev. Senere fungerede han i forlagsbranchen som forlagsredaktør, oversætter, forfatter m.m. En overgang arbejdede han for forlaget SKALK, der siden 1957 har udgivet et populærarkæologisk tidsskrift. Dette tidsskrift har nærværende blogger i de seneste år leveret flere artikler til. Per Skar var sidenhen bl.a. forlagsredaktør på Forlaget Centrum. Stor glæde hos den sprognørdede blogger vakte det at finde Per Skars artikel “Det besværlige bogstav”. Artiklen gav mig svar på et spørgsmål, som længe har hjemsøgt mig, nemlig hvorfor forfatteren “J.P. Jakobsen” udtales “i. p. jakobsen” og hvorfor delikattesseforretningen “H. J. Hansen” i Odense udtales “h. i. hansen”. Artiklen finder i Mål og Mæle nr. 1, 1989 her.
Et cool foto af Per Skar fra 1965, som Vejle Stadsarkiv ikke vil give tilladelse til, at jeg bruger her på siden, kan du se ved at klikke på dette link.
P.S. Denne blogs “header”, som ses nederst på hvert blogindlæg, er hentet fra bagsiden af Karen Kjærsgaards omslag til “The Education of Hyman Kaplan”.
Fra 1973 og frem til 1988 var det Karen K.’s stjernetegnsvignetter, der prydede Familiejournalens årshoroskoper, der kom som tillæg til blad,hvert år ved nytårstid. På omslaget af det lille tillæg sås et næsten orientalsk farvestrålende blomstrende stjernemønster. I hæftet kunne man læse om, hvad det kommende år ville bringe.
I dag, d. 19. februar, går vi ind i fiskenes tegn.
Stjernetegnet fiskene. Karen K. i Familiejournalens årshoroskop fra 1973-1988.
Astrologien, eller stjernetydningskunst, er flere tusind år gammel. Helt op i renæssancen blev astrologi og astronomi (den fysiske udforskning af stjernerne og himmelrummet) opfattet som en videnskabelig disciplin.
Bagsiden af tillæg til Familiejournalen 1987 – Årshoroskop. Karen K.
Hverdagsastrologien ser man mange steder i vores hverdag – næsten alle aviser og ugeblade har horoskoper og de tolv stjernetegn ser man afbildet på mange dagligdags brugs og pyntegenstande. På Astrologisk Museum har man fortalt mig, at hverdagsastrologien for alvor vandt indpas i Danmark, efter at Horoskopbladet Stjernerne udkom første gang i april 1956. Siden starten af 1960’erne har ugeblade som Familiejournalen bragt ugentlige horoskoper, som et fast indslag i bladet.
Karen K.’s eget hus med nissernes træ i baggrunden. Karen K. Tegning fra Familiejournalens julehæfte 1980.
I vores tid er nisser stort set blevet til de rene julegæster. Resten af året findes de slet ikke. I følge folketroen er nisser dog levende væsner, der selvfølgelig findes hele året. Traditionelt var nissen en gammel eneboer, som boede i stalden eller på loftet af hver enkelt gård. Hvis menneskene var gode mod nissen, passede han godt på gården. Hvis menneskene ikke var gode mod nissen, kunne han finde på at hævne sig – nogle gange endda temmelig grusomt. Men i hverdagen tog nissen del i det praktiske arbejde på gården i det skjulte. Især sørgede han for husdyrene, som han kunne tale med.
I forbindelse med de julepanoramaer, som Karen K. tegnede til Familiejournalen i 1980, 1982 og 1983 fortalte hun også for børn om de nisser, som bor i det gamle træ bag hendes eget hus ude på landet i Jylland. Historierne illustreres med flotte tegninger, der sagtens kunne have fungeret som julekort eller postkort.
Karen K’s nisser er af en lidt mere moderne type end den gamle folketros nissegubbe. Dels er de ungdommelige væsner uden skæg. Dels bor de i bofællesskab. Og endelig er de skovnisser, hvilket er en nyere trend inden for nisseboformer, som først kommer til i anden del af 1900-tallet. Tilsyneladende bor der kun mandlige nisser i Karen K.’s nissebofællesskab, eller også er nissetøjet kønsneutralt, hvilket heller ikke var helt usædvanligt i menneskenes verden i slutningen af 1970’erne og starten af 80’erne.
Nissernes træ i skovkanten. Karen K. Detalje af Familiejournalens julepanorama 1982.
Karen K. skriver selv om sine nabonisser: “Langt ude på landet, hvor lærkene om sommeren synger dagen lang – og hvor vinden om vinteren lægger dyner af sne over mark og eng – ligger et lille hvidt stråtækt hus.
Bag huset strækker et gammelt poppeltræ sine grene mod himlen. Inde i huset sidder jeg og tegner – og inde i træet – ja, det er jo et ganske særligt træ – er der fuldt af flittige nisser. Man ser dem aldrig – de vil godt have fred og ro. Så snart de hører fodtrin, smækker de et stykke bark for vinduerne, og så tager de lynhurtigt en lille hvid pind i munden – den lille hvide pind, de altid bærer på sig, og som kan gøre dem helt usynlige.
Men om natten og i den tidlige morgenstund er de jo næsten altid uforstyrrede – og da har de travlt. I årets første måneder gør de forårsrent…” (Karen K. i Familiejournalens julehæfte 1980)
Strikkende nisser. Karen K. Tegning fra Familiejournalens julehæfte 1983.
Men nisserne har også andre pligter om vinteren. Til jul har de nemlig “alle mulige trøjer på – dem strikkede de i årets første måneder, mens sneen stadig lå ude på markerne, og aftnerne var mørke og lange. I kan tro, det rasler af strikkepinde i det gamle træ, når så mange små flittige hænder tager fat på strikketrøjet.” (Karen K. i Familiejournalens julehæfte 1983)
Næste del af Året rundt med nisserne følger i april.
Mikaels Karen K. blog 