Den 20. april 1971 bragte Familiejournalen på forsiden en kollage af Karen K., som passede til årstiden. Billedet forestillede en pige, som plukkede anemoner, og der var anvendt rigtige anemoner i kollagen.
Tolv år senere, i Familiejournalens påskenummer 1983, blev det samme motiv brugt i et gør-det-selv filtklip i bladet. Det var det første af en serie på fire med årstidsbilleder, som blev bragt det år, og som læserne selv kunne samle. De rigtige anemoner fra den originale kollage var dog skiftet ud med anemoner af filt.
Forsiden fra 1983 er noget mere urolig i layoutet end forsiden fra 1971. Der skulle nok lidt mere til at lokke læserne til at købe bladet i 1980’erne.
Det var et større arbejde at samle og sy vægtæppet, men Familiejournalen trøstede læserne med ordene: “Har De ikke tid til at klippe og klistre, kan det trykte vægtæppe (som ses på fotoet herover) monteres på en blød plade og blive til et billede i børneværelset.
Det er sjovt at se de to billeder side om side og sammenligne, hvad der er forandret fra 1971 til 1983.
Allerede i starten af 1960’erne (sådan ca.) havde Karen Kjærsgaard tegnet et forårsbillede med anemoneplukkere, som del af en serie på 16 postkort, der viser årets gang.
Anemoner i Lars’ kolonihave, 11. april 2016
Der er skrevet mange digte om anemoner. De fleste er vistnok børnesange. F.eks.”Alle anemonemænd” af Halfdan Rasmussen, “Sikke mange, mange, mange anemoner” – som vistnok er af Kamma Laurents. (Hende med Spørge Jørgen), og Sebastians “Anemonesang” fra Ronja Røverdatter.
Dette er dog min favorit, nemlig digtet “Vist er det vår”, skrevet af Sigfred Pedersen d. 4. maj 1964 i Toftum Bjerge. Digtet er skrevet på en side fra en kassebog, og det blev først fundet for nyligt:
Anemonerne er der ude lige nu og strækker sig mod solen, når den er fremme.
I 1984 bragte Familiejournalen en juleuro, som bestod af en flyvende vildgås med fem nisser på ryggen. Uroen var selvfølgelig tegnet af Karen K., og i bladet kunne man læse, at hun var inspireret af Selma Lagerlöfs fortælling om ”Nils Holgersson forunderlige rejse gennem Sverige” og gåsen Mor Akka, som er en af bogens hovedpersoner. Selma Lagerlöfs historie er ingen julehistorie, og derfor er det passende at fortælle om den her midt i foråret.
Kippearkene med Karen K.’s Nils Holgersson-uro. Hvis man udelader stjernerne, bliver den lidt mindre julet.Uroen er næsten klar til at komme op at flyve.
De fem nisser på ryggen af gåsen er Karen Kjærsgaards frie fortolkning – i Selma Lagerlöfs bog er der kun en enkelt dreng – Nils Holgersson – som bliver lille og flyver med vildgæssene gennem Sverige fra Skåne til Lapland.
Historien
Nils Holgersson er en egentlig ikke særlig sympatisk bondedreng, som bor med sine forældre på et lille husmandssted i det sydlige Skåne. En dag hvor han er alene hjemme, fanger han en nisse i et net. Nissen bliver vred og hævngerrig – ja nisser var slet ikke så rare før i tiden (læs mere her) – og tryller Nils lillebitte. Faktisk så lille at katten nemt kunne æde ham. I de danske oversættelser står der, at Nils er blevet til en nisse – hvilket er ret misvisende. I originalen står der en ”pusling”, hvilket blot henviser til, at Nils er blevet lille. Han har ikke fået nissernes magiske evner eller sindelag. Nissehuen og træskoene, som Karen K. har tegnet på sin juleuro stemmer dog helt overens med beskrivelsen i Selma Lagerlöfs bog – sådant tøj havde Nils Holgersson på. Ikke fordi han var klædt ud som nisse, men fordi det var traditionel bondedragt i slutningen af 1800-tallet.
Nissedreng (eller bondedreng) med tamgæs. Karen K. 1975
Samtidig med at Nils bliver tryllet lille, modtaget han dog én ny evne– nemlig at han nu taler dyrenes sprog. Samme dag trækker en flok vildgæs hen over gården på vej mod deres sommerlogi i Lapland. Gårdens hvide tamgase bliver med ét fristet til at drage med vildgæssene, og det nytter ikke, at Nils i sin nyerhvervede lille skikkelse kaster sig om halsen på Morten Gås, for at holde ham nede. Gåsen tager Nils med på flugten, og sådan begynder Nils Holgerssons forunderlige rejse.
Da både Morten tamgås og Nils er blevet accepteret af vildgæssene begynder en lang rejse gennem Sverige fra syd til nord hen over foråret og tilbage mod syd, da efteråret kommer. Førergåsen for flokken er den meget gamle gås Akka – opkaldt efter et fjeld i Lapland. Akka betyder på samisk ”gammel kvinde”, og det er denne gås, Karen K. har ladet sig inspirere af til juleuroen. Gåseflokken gør undervejs på deres rejse ophold i samtlige svenske landsdele – lige på nær Halland, som Selma Lagerlöf af uransagelige årsager blot lader dem flyve henover.
Mor Akka med fem nisser på ryggen. Karen K. 1984.
På vejen oplever Nils mange spændende og farlige situationer. Dyrenes verden er ikke idyllisk. Man jagter og æder hinanden – og menneskene er potentielt alle dyrs og hele naturens største fjende. Samtidig oplever Nils et Sverige, som han slet ikke kender nede i landbrugslandet Skåne. Han oplever minedrift, skovdrift, storindustri, krigsflåden og de store byer. Og ikke mindste ser han landets storslåede natur.
Karen K. har gennem årene tegnet mange af de skandinaviske dyr, som optræder i bogen om Nils Holgersson. Et par af bogens skurke er ræven Smirre og måren ved Ronneby Å. Elgen Gråskind og gasen Morten er mere godmodige dyr. (Ræven er fra et dukketeater fra 1973, de øvrige dyr fra et billedlotteri fra ca. 1965)
Postkortet her af Karen K. kunne godt illustrere et af de svenske landskaber, som gæssene flyver henover.
Baggrunden
Selma Lagerlöf modtog Novbelprisen i litteratur i 1909.
Bogen blev til, da det nationale svenske lærerforbund i 1902 bad forfatterinden Selma Lagerlöf om at skrive en geografisk lærebog til svenske skolebørn. Hun var allerede da en meget berømt forfatter i sit hjemland. I 1906-7 udkom bogen i to bind. Ud over landets geografi, flora og fauna, gjorde Selma Lagerlöf også flittigt brug af gamle sagn fra de forskellige landsdele i Sverige, som bliver vævet ind i fortællingen om Nils Holgersson. Forfatterinden selv træder faktisk også ind i historien, nemlig da hun selv møder Nils Holgersson ved herregården Mårbacka i Värmland, som var hendes fødehjem. I fortællingen ankommer hun efter mange års fravær til Mårbacka en sen aften – der bor nu andre folk på gården. I virkelighedens verden erhvervede Selma Lagerlöf Mårbacka tilbage i 1901. Historien om Nils Holgersson foregår henover et svensk forår, en sommer og et efterår helt præcis fra forårsjævndøgn søndag d. 20. marts og til onsdag d. 9. november samme år. I bogen fremgår det ikke, hvilket årstal der er tale om, men det er formentlig 1898, hvor d. 20. marts faldt på en søndag.
Populariteten
Selma Lagerlöfs bog blev meget mere end blot en lærebog i geografi. Først og fremmest er den en spændende og medrivende fortælling for børn, som voksne også sagtens kan læse. Og er man som jeg lidt vild med Sverige, vil man også nyde beskrivelserne af et Sverige som på mange måder er forsvundet i dag. Bogen er på trods af det meget svenske tema blevet oversat til mere end 60 sprog og var den mest populære svenske børnebog, indtil Astrid Lindgrens bøger om Pippi Langstrømpe blev udgivet. Der er gennem tiden kommet adskillige oversættelser på dansk i mere eller mindre forkortede udgaver. Til den voksne læser vil jeg dog anbefale Anne Marie Bjergs oversættelse fra 2005, som er både uforkortet og nutidig i sproget.
Svensk 20 krone seddel. Denne penge seddel udgår i 2016.
Nils Holgerssons har sat sig spor flere steder i svensk brugskunst. Måske bedst kendt fra en svensk 20 krone seddel, hvor Nils Holgerssons og gæssene ses flyve henover et sydsvensk (?) landskab. Ligeledes er forskellige historier blevet afbilledet på juleplatter fra Rörstrand – den svenske pendant til Den Kongelige Porcelænsfabrik – i årene 1970-1999. Selv om det er juleplatter, er der sjældent tale om vintermotiver, da historien, som nævnt slet ikke foregår om vinteren. Derved adskiller de svenske juleplatter sig fra de danske.
Svenske juleplatter med motiver fra Nils Holgersson. Selv om de ser hyggelige ud, gemmer der sig barske historier fra Selma Lagerlöfs bog bag motiverne. På platten fra 1973 sidder Nils Holgersson og læser salmer for en gamle bondekone, som ligger død på gulvet – ensom efter at hendes børn er emigreret til Amerika. På platten fra 1975 bliver Nils truet på livet af en bjørn i Bergslagen, hvis ikke han brænder det jernværk ned, som har ødelagt bjørnens hjem.
Moralen
Hen mod slutningen af romanen taler gåsen Akka til Nils Holgersson og kommer med en slags morale, som stadig er relevant i dag: ”Hvis du har lært noget hos os, Tommeltot (red.: gæssene kaldes Nils for Tommeltot), så synes du måske ikke at menneskene bør være alene på jorden….Tænk på at I har et stort land, og at I nok kunne have råd til at overlade nogle nøgne skær og nogle lavvandede søer og sumpede moser og nogle øde fjelde og fjerne skove til os fattige dyr, hvor vi kunne være i fred! I hele min tid har jeg været jagtet og forfulgt. Det ville være godt at vide at der også var et fristed for sådan en som mig.” (oversættelse Anne Marie Bjerg).
Vildgås tegnet af Karen K. Fra årskalender udgivet af Familiejournalen. Ukendt årstal – formentlig starten af 1990’erne.
Karen K.’s forside til Familiejournalen i påskeugen 1972.
Dagens blogindlæg er blot et par hilsner fra påsken for 44 år siden og påsken for 36 år siden. Husk at du kan abonnere på Karen K-bloggen, hvis du vil modtage en e-mail, hver gang jeg poster et nyt her på siden. Linket finder nu nederst til højre på bloggen, når du bruger tablet eller computer. Du er også velkommen til at efterlade en kommentar, stille et spørgsmål eller “synes godt om”.
God påske til jer alle – og tak fordi I kigger forbi min blog.
Mønster til filtklip af Karen K bragt i Familiejournalen 1980 ca. 3 uger før påske. Mønstret her er formentlig blevet brugt, da der er skrevet på det med kuglepen.Jeg var dog heldig at finde det færdige filtklip på et loppemarked i 2015.
I går så jeg disse kyllinger i vindue hos retrobutikken Fru Fin i Odense. Jeg tror, kyllingerne på grenene er lavet efter Karen K.’s mønster fra 1980.
Karen K.-kyllinger i vinduet hos Fru Fin, påsken 2016.
UPDATE: At der er flere, som har givet sig i kast med filtklippet med kyllingepigen ,fik jeg at se, da en læser på bloggen delte et billede af sit filtklip med samme motiv. Pigens tøj har helt andre farver, og det er sjovt at se det individuelle præg, som den enkelte ferme håndarbejder har sat på billedet. Læseren, som hedder Lis har en fin internetbutik med retroting, som du skulle tage at besøge: www.jakmussen.dk Filtklippet blev forøvrigt solgt til en butik i Tokyo, hvor skandinaviske retroting er populære, så nu har Karen K.’s glade tegninger også nået den anden side af jorden. Tak til Lis for at jeg må bruge billedet.
Endnu et filtklip efter Karen K’s motiv. Det er nu i Japan.
I mange år tegnede Karen K. også for svenske forlag. Det blev til mange juleprodukter som julekort, gavepapir osv., som også udkom i Danmark, men til det svenske marked tegnede hun også en del påsketing.
I et interview fra 1970 fortæller Karen K. lidt om, hvordan hun blev professionel tegner også for det svenske marked:
“Da jeg var færdig på Kunsthåndværkerskolen, kom jeg på tegnestuen hos Levison, som fremstillede julekort for et amerikansk firma. Idéerne kom fra forskellige europæiske tegnere, men da vi efterhånden var blevet mange på tegnestuen, fandt man ud af, at vi selv skulle forsøge os med motiverne. Jeg fik opgaven og opdagede, at min force lå dér. Det gik så godt, at jeg i 1957 valgte at blive free lance og startede med fortsatte opgaver fra Levison. Senere kom der tilbud fra svenske forlag, som jeg tegner til endnu.” (Hendes Verden, nr. 50 1970).
To svenske påsketing fra Karen K.’s hånd, som ikke var så salgbare i Danmark, var påskekort og de såkaldte “påskbonader”. I Danmark har man ikke haft tradition for at sende påskekort til hinanden, men i Sverige var de små kort med den påtrykte hilsen “Glad Påsk” populære. Jeg har kendskab til to serier af påskekort med hver fire forskellige kort, som blev udgivet på Axel Eliassons Konstförlag.
Påskekortene blev udgivet som miniaturepostkort på kun 7×10 cm, men er også set i almindelig postkortstørrelse.
På bagsiden af påskekortene kan man se, at man kunne frankere dem som tryksager, det vil sige billigere end almindelige breve, hvis man nøjedes med at skrive modtagerens adresse og afsenderens navn. Derfor kan man finde disse kort i brugt stand uden nogen personlig hilsen, men blot en underskrift. “Glad Påsk” og billedet på forsiden måtte gøre det ud for påskehilsenen. På sin vis minder det lidt om nutidens upersonlige fødselsdagshilsner på Facebook, som evt. suppleres med en animeret smiley…
Opdatering 26.marts 2016: Fra Nina i Sverige har jeg modtaget dette billede, som viser, at Karen K. har lavet endnu flere forskellige påskekort til det svenske marked:
Svenske påskekort. Tilhører Nina Johansson.
Noget svensk påskepynt, som er lidt fremmedartet for danskere er de såkaldte “påskbonader”. (De kan også have andre navne, men “bonad” lyder så cool). I et senere blogindlæg, vil jeg fortælle mere om, hvad en “bonad” er. Men kort fortalt er det aflange billedfriser eller små plakater, som man til højtiderne hængte op på væggen til dekoration i stuen, børneværelset eller lignende.
Herunder ses en godt 120 cm lang påskbonad signeret Karen K. og “printed in Sweden”. Den er temmelig vanskelig at gengive på et foto, så nedenunder finder du et galleri med nærbilleder af de fantastisk farverige høns.
Svensk påskbonad fra 60’erne eller 70’erne tegnet af Karen K.
På en anden påskbonad tegnet af Karen K. genfinder man motiverne fra de føromtalte påskekort bare med endnu flere kyllinger, harer og påskeæg. Og så er her et ekstra motiv med en hane og en høne, som jeg endnu ikke har set som postkort.
Påskbonad tegnet af Karen K i 60’erne eller 70’erne.
Svenske påsketraditioner – Bål og påskekællinger
Der er flere svenske påsketraditioner, som er fremmedartede set med danske øjne. Faktisk traditioner, som vi i Danmark har til Skt. Hans og Fastelavn. Lørdag aften før påskesøndag er der tradition for, at man tænder store bål. Det er formentlig levn af en gammel katolsk skik, hvor man om natten op til påskemorgen begyndte gudstjenesten uden for kirken, ved at præsten tændte påskelyset i bålet. Lyset blev båret ind i kirken og var det eneste lys, som oplyste rummet – indtil menigheden tændte hvert deres medbragte lys i det store påskelys. De svenske påskebål har dog ikke længere nogen religiøs betydning, man siger traditionelt, at bålene bliver tændt for at skræmme de hekse væk, som er på vej hjem fra Bloksbjerg. Med til den svenske påske hører nemlig såkaldte “Påskkärringar”, som kan oversættes til “påskekællinger” eller “påskehekse”. I følge folketroen flyver påskeheksene natten til Skærtorsdag på deres koste til Blåkulla, hvilket er det svenske navn for Bloksbjerg. Her fra vender heksene tilbage natten til påskesøndag. Børn i Sverige og Finland kan klæde sig ud som “påskkärringar” og gå fra dør til dør og dele små hjemmelavede påskekort ud. Til gengæld for dette får de slik eller andre lækkerier. I det svenske påskepynt finder man derfor ud over harer, kyllinger og æg også små hekse – der som nu regel er ret ufarlige at se på.
Jeg har endnu ikke fundet nogen “påskekællinger” tegnet af Karen K. Men her ses en remse tegnet af “Andreas”, som i stil ikke er så forskellig fra Karen K. og som også var aktiv i 60’erne og 70’erne.
Svenske påskehekse eller påskekællinger tegnet af Andreas.
Danskerne har én påsketradition, som svenskerne måske gerne ville overtage, nemlig at Skærtorsdag er en helligdag og fridag. I Sverige er det en almindelig arbejdsdag.
I dag, d. 21 marts går vi ind i vædderens tegn. Her ses den vignet til stjernetegnet vædderen, som Karen K. tegnede til Familiejournalen årshoroskop i 1973, og som blev anvendt de næste 15 år. Læs mere om Karen Kjærsgaards stjernetegnsillustrationer her.
Jeg har ikke fundet andre væddere tegnet af Karen K, men derimod en hel masse får og lam, som det er meget passende at vise her på bloggen i anledning af påsken.
Fåreflok fra udsnit af Familiejournalens Julepanorama 1978.Når Bethlehems-scenen er skåret fra, ligner det en fåreflok på den jyske hede.
Jeg fik lyst til at samle min egen Karen K. fåreflok med nogle af de mange forskellige får, hun tegnede over en periode på mere end 30 år. Resultatet ses herunder:
Karen K’s får tegnet over mere end 30 år.På denne skitse, kan du se, hvornår de forskellige får er fra.
Som med andre af de dyr, Karen K tegnede igen og igen gennem årene, kan man se, at også hendes får udvikler sig fra det naivistiske til det naturalistiske. Fårene fra de senere år er ikke gjort nuttede, og de har også de rigtige firkantede pupiller, som får har. De sorte får sniger sig også ind i flokken, som årene går.
Mine egne favoritter blandt Karen K.’s får er fårene fra 1980. Selv om de ikke er tænkt sådan kan de sagtens bruges som påskepynt. De har ovenikøbet en lille flap under maven så de kan bruges som en “kravlefår” (en pendant til julens kravlenisser) og sættes fast i bogreolen eller lignende.
Flok af kravlefår fra 1980. Oprindeligt er de fra en julekrybbe.
I anledning af den snarlige påske er dagens blogindlæg et lille “gør det selv retro påskeklip anno 1979”-indlæg. I starten af 70’erne var der ikke noget gør-der-selv indhold i Familiejournalen, men efterhånden som det blev populært at bruge sine hænder kreativt i fritiden, kom der i løbet af 70’erne flere og flere strikkeopskrifter osv. I 1979 bragte bladet Karen Kjærsgaards mønstre til påskehøns i filtklip, som kunne anvendes til vægtæppe, uroer, æggevarmere og ophæng. For at sætte en historisk ramme op, der viser, hvor vi befinder os i verdenshistorien med påsken 1979, så var en af hovedhistorierne i bladet i den uge, at Tommy Seebach “kæmper for Danmark i Jerusalem” – nemlig med sangen Disco Tango i det internationale melodi grand prix.
Billede fra Familiejournalen 2. april 1979.Et overdådigt påskemorgenbord med bordpynten i centrum. Fra Familiejournalen 26. marts 1979.
Jeg besluttede at bringe Karen K.’s gamle mønstre til anvendelse. For ikke at sætte min tålmodighed og økonomi på alt for store prøvelser, valgte jeg mig dog at udføre påskehønsene i papir i stedet for i filt. I 1979 var papirklip endnu ikke blevet den folkelige hobby, som det blev i 1980’erne, hvor Kim Larsen sågar indspillede en sang om det!
Sådan laves påskehønsene:
1. Materialer: Mønstre, saks, limstift, karton og papir i pangfarver. Katten er ikke strengt nødvendig,men det hygger, og de afklippede papirstrimler er godt kattelegetøj.2. De enkelte dele klippes ud. Det kræver lidt tålmodighed, da en hane eksempelvis består af 75 dele.
3. Det giver en flot effekt at sætte et lag papir i en kontrast nuance/farver, omkring fuglenes hoved. Her anvendes i lysegrøn under den mørkegrønne.4. Saml først hovedet, så fjerene på halsen, så halen og saml til sidst vingerne og lim dem på.5. Første hane er færdig. Det tager 1,5-2 timer at udføre et stk. fjerkræ.Alternativ farvesammensætning. Der er mange muligheder.
Hønsene kan hænges op i vinduet.
Eller man kan anvende dem i en påskedekoration.
Vægtæppet her har jeg set til salg i Sverige, hvor Karen K.’s tegninger også var populære i 60’erne og 70’erne. Materialet til sådan et tæppe kunne man i 1979 købe hos Filthuset i Kannikestræde for 125 kr. Det svarer til ca. 450 kr i dagens penge.
P.S. Tommy Seebach blev nr. 6 ved det internationale melodi grand prix det år. Bl.a. hjulpet godt på vej af 12 points fra værtslandet Israel, hvor Disco Tango blev et mindre hit.
I de år, hvor Karen K. tegnede julepynt til Familiejournalen, blev læserne opfordret til at fortælle om nye måder at anvende julepynten på. Her er et nyt forslag: som påskepynt!
I 1979 tegnede Karen K. denne lille serie på fem kræmmerhuse med engle. Kræmmerhusene var fordelt over tre numre af bladet og kom i den rækkefølge, som ses herunder.
Engeltegneserie. Kræmmerhuse fra Familiejournalen 1979
Er der tale om en lille historie, en tegneserie med fem billeder? Og hvad er I så fald historien? Læseren må bytte om på billederne og danne sin egen historie. Måske er det englene, der “daler ned i skjul” og bringer “paradisgrønt”, som Ingemann skriver i julesalmen. Eller “blomster fra Paradisets enge”, som samme Ingemann skriver i morgensalmen “Nu titte til hinanden”.
Jeg synes, de to sidste billeder sagtens kan passe til påsken og foråret. Vinteren er forbi, englene smider uldtrøjerne og plukker blomster på en eng. Derfor besluttede jeg mig for at lave en lysedug til påske af de to kræmmerhuse. At lave en lysedug af kræmmerhusene var faktisk en anvendelsesmulighed, som Karen K. selv foreslog i forbindelse med sit julepynt.
Sådan blev kræmmerhusene til en lysedug:
1. Jeg kopierede et sæt kræmmerhuse, så jeg havde fire med forårsmotiv. Materialer: Karton, saks, lim, lak2. Kræmmerhuse og hanke blev limet på karton for at gøre dugen kraftigere.3. Delene limes sammen. Hankene bruges som adskillelse mellem kræmmerhusene. Det kan være lidt svært at få tingene til at passe i en cirkelform, da kræmmerhusene ikke er 100 % retvinklede.
4. Den færdige lysedug har fået en omgang klar lak fra spraydåse og er klar til brug.
Karen Kjærsgaard ville nok have syntes om ideen om påskeengle. I hvert fald tegnede hun selv disse bevingede væsner (med snabelsko!), det tumler sig med påskens flora og fauna.
Små svenske påskekort fra Axel Eliassons Konstförlag tegnet af Karen K.
Hvornår har du sidst sendt et postkort? Selv fra ferien er det nok de færreste, der sender et postkort hjem, nu hvor der er kommet meget hurtigere og billigere måder at sende en hilsen på. Før i tiden var det ikke så usædvanligt at sende et postkort til venner og familie, og havde man mere end et par linier, man ville meddele, kunne man endda bruge et dobbeltkort, hvor der var plads til at skrive mere. Hvis postkortet var rigtig flot, kunne modtageren sætte det til pynt på opslagstavlen eller amagerhylden.
Postkort til pynt. En forårsskov med anemoner tegnet af Karen K.
I næsten seks årtier fra 1950’erne og frem tegnede Karen K. mange postkort. Langt de fleste af hendes postkort er dog faktisk julekort plus lidt kort til påske. Jeg kender kun til nogle få serier af postkort fra Karen K.’s hånd, som ikke er knyttet til højtiderne. Nemlig en serie på 16 kort, som viser scener fra årets forskellige begivenheder i land og by for ca. 100-150 år siden i et panskandinavisk landskab, der kunne tyde på, at kortene også er blevet udsendt i Sverige. Derudover findes en serie på 12 postkort med illustrationer af H.C. Andersens eventyr. Og endelig producerer det amerikanske firma Caspari stadigvæk postkort ud fra Karen K. akvareller af fugle, blomster og planter.
Svinedrengen. Karen K.’s postkort med illustration til H.C. Andersens eventyr. Kortet er sendt i 1963 til Anne i Nr. Sundby på hendes fødselsdag. De øvrige 11 kort fra H.C. Andersens serien kan ses på Per Sørensens hjemmeside.
Næsten al min viden om Karen K. som postkortkunstner har jeg fra Per Sørensens imponerende hjemmeside, som du finder her: www.piaper.dk. Per Sørensens har gjort et kæmpe grundforskningsarbejde og har gravet biografiske oplysninger frem om ikke færre end 180 danske postkortkunstnere og deres værker. Disse kunstnere er langt hen ad vejen anonyme og kan derfor ikke bare slås op i f.eks. Weibachs Kunstnerleksikon. Postkorttegning var ikke så velset blandt etablerede kunstnere. Selv kendte kunstner som Gerda Wegener og Storm P. får ikke deres postkort nævnt med ét ord i opslagsværkerne, mens deres plakater, bladillustrationer, bogomslag m.v. omtales. Dette er til trods for, at postkortene måske var de værker, som nåede videst omkring både i geografisk forstand og i det almene kendskab i befolkningen. (Sørensen, Boie & Christensen: Fra billedhilsen til postkort. Postkortets historie i Danmark, 2007).
På Per Sørensens side om Karen K. findes et interview med Karen Kjærsgaard, hvor hun fortæller, at hun i 1953 fik job på Levisons tegnestue. Firmaet var grundlagt som en papirhandel i 1850 og stod i 1940-60 bag en stor produktion af tegnede kort. (Sørensen, Boie & Christensen: Fra billedhilsen til postkort. Postkortets historie i Danmark, 2007). Det var dette forlag, der udgav den velkendte børnebog “Spørge Jørgen” i 1944.
Karen K postkort til pynt.Jeg har altid synes, at de her lerfigurer ser ud, som om de er i gang med at afsynge Midsommervisen.
En interessant detalje ved gamle postkort, er, at selv om der oftest ikke er trykt noget årstal på dem, kan man alligevel få en ide om deres alder, hvis de er blevet sendt og poststemplede. De to serier med postkort, der viser henholdsvis årets gang og H.C. Andersens eventyr, er udgivet på trykkeriet Lundgren & Andersen, et firma der blev startet i Glostrup i 1947 af litograf Kjeld Lundgren og bogtrykker Andersen. Årstidsserien har nr. 85, mens H.C. Andersen serien har nr. 89, så de er formentlig omtrent lige gamle. Tegnestilen tyder på at de er fra den tidligste år af Karen Kjærsgaards produktion. Det ældste poststemplede eksempler af H.C. Andersen kortene, som jeg pt. kender til, er sendt i 1963. Jeg gætter på, at de to serier er fra starten af 1960’erne eller måske lidt før.
Eksempler på nyere postkort efter Karen K.’s akvareller. Udgivet af Caspari.
Måske har du fået lyst til at sende et postkort til en ven. Lidt af lysten forsvinder dog måske igen, når man ser priserne på porto anno 2016. H.C. Andersen-postkortet, som du ser højere oppe på dette blogindlæg, blev sendt for blot 25 øre i 1963. Det svarer til ca. 3 kr i dag. Dengang var det også billigere at sende et åbent postkort fremfor et brev i kuvert. I dag er porto til både brev og postkort 19 kr. Postdanmark har set sig nødsaget til at hæve priserne, fordi vi sender “for lidt” post – måske for få postkort…..
I dag, d. 28. februar, er det et år siden, at en af Tyrkiets store forfattere, Yaşar Kemal døde – ca. 91 år
Karen Kjærsgaard har tegnet det grafiske omslag til den danske oversættelse af Kemals roman.
gammel. Man ved det ikke helt, for han var ikke selv klar over, om han var født i 1923 eller 1924. Da hans bog ”Vejen over bjergene”, som den første blev udgivet på dansk i 1967 af Skars Forlag, havde Karen Kjærsgaard tegnet bogens omslag. Yaşar Kemal kom fra Çukurova regionen og voksede op i en bjerglandsby, hvor han som det eneste barn lærte at læse og skrive. Det temmelig barske miljø og de fattige bjergbønders skæbne går igen som temaer i hans litterære værker.
Jeg har læst “Vejen over bjergene”, og det er en temmelig fremmedartet fortælling for en vestlig læser. På bogens bagside står bl.a. “Hvert år, når bomuldshøstens tid er inde, forlader alle i landbyen deres huse…. alle drager bort fra den fattige anatoliske bygd, vandrer ad de besværlige veje over Taurusbjergene til Çukurovasletten for at plukke bomuld, hvorved de kan tjene nok til at kunne betale deres afgifter og købe deres fornødenheder til den hårde vinter i bjergene….”
Detalje af panorama tegnet af Karen K. Familie Journalen 1981.
Det meste af bogen handler dog om en enkelt families kvaler og indbyrdes stridigheder undervejs, nemlig Ali, hans kone Elif og Alis mor. Der opstår splid i familien, og følelserne svinger mellem dyb omsorg og grænseløst had. En vestlig læser ville nok tolke hændelserne, som resultat af hovedpersonerne indre dæmoner udsprunget af de barske levevilkår, fortvivlede forsøg på at bryde ud af konventionernes snærende bånd og den råhed, der udspringer af magtesløshed over ikke at kunne forme sig eget liv. Men jeg er langtfra sikker på, at det er Yaşar Kemals sigte med romanen. Romanen er i øvrigt forkortet ved oversættelse, idet de afsnit, der er allermest uforståelige for vestlige læsere, er udeladt.
Timian. Akavarel af Karen Fjord Kjærsgaard. Fra Anemette Olesen: Mit krydderurtekøkken, 1992 Detalje af panorama. Familiejournalen 1981.
Mærkeligt nok fylder Taurusbjergene, som er selve sceneriet omkring hovedpersonerne, meget lidt i bogen. Af og til træder landskabet dog frem i glimt – f.eks. som en vind, der bærer duft af timian og merian med sig. I 1974 interviewede Henrik Norbrandt Yaşar Kemal i Instanbul, hvilket man kan læse i Norbrandts bog “Breve fra en ottoman”. Kemal fotæller om sin baggrund og inspiration. Han beskriver Çukurova som en rig jord, en poetisk jord. Her levede, siger Kemal, en stor botaniker ved navn Dioskorides, som omkring 200 år før år 0 gik rundt i Taurusbjergene og samlede lægeurter. Hele 700 urter skulle det være blevet til. Også den første botaniker i islamisk historie, eventyrskikkelsen Lokman Hekim kom fra denne egn. Man sagde om ham, at han kendte planternes sprog. Og man sagde, at planterne kaldte ham til sig og fortalte ham, hvilke sygdomme de hver især kunne læge. I uendelige tider ledte Lokman Hekim efter én bestemt plante: Udødelighedsurten.
Merian. Akvarel af Karen Fjord Kjærsgaard. Fra Anemette Olesen: Mit krydderurtekøkken, 1992.
Og en dag skete det, at en urt råbte til ham: Jeg er udødelighedurten! Lokman Hekim plukkede urten, spiste lidt af den og lagde resten i pres i sin notesbog. Men da han var på vej over en bro åbnede han bogen, for at se lidt nærmere på urten. I det samme kom der en vinge ud af luften og slog bogen ud af hans hænder, så den forsvandt I floden. Det var nok en advarsel om, at Lokman Hekim havde trådt for nær det guddommelige. Men Lokman Hekim, der allerede havde spist af udødelighedsurten, havde opnået evigt liv. Derfor går han stadig rundt den dag i dag og leder efter udødelighedsurten.
“Vejen over bjergene” kan man måske finde antikvarisk, og ellers kan den lånes på biblioteket.
Detalje af panorama tegnet af Karen K. Familiejournalen 1981.
Karen Kjærsgaards forsider til bøger fra Skars Forlag 1966-67
Karen Fjord Kjærsgaard boede i en periode i 1960’erne og 70’erne i Kærbølling Huse lidt vest for Vejle. Ca. 10 km herfra ligger den lille landsby Vork. Her havde det lille bogforlag Skars Forlag hjemme i en årrække omkring midten af 1960’erne. Måske var det på grund af den geografiske nærhed mellem Kærbølling og Vork, at Karen Kjærsgaard kom til at lave den grafiske illustration, der prydede de bøger, der udkom på Skars Forlag i 1966-67. Jeg har fundet disse bøger på biblioteket, og selv om indbinding næsten har skjult Karen Kjærsgaards omslag på nogle af den, kan man stadig få indtryk af det oprindelige paperback-udseende.
Detalje af bogforside af Karen Kjærsgaard, 1966
Karen Kjærsgaards forsider var rent grafiske og blev brugt på syv (måske flere) bøger blot i forskellige farver. De ensartede forsider gav et seriepræg til en række ellers meget forskelligartet litteratur skrevet af forfattere fra alle geografiske hjørner af Europa og også fra fjernere kontinenter. Samtidig signalerede de prisbillig, men seriøs litteratur.
Helt billige var bøgerne fra Skars Forlag dog ikke, men de blev også udgivet uden offentlig støtte. Bøgerne fra 1965 kostede 16,25 kr inklusiv “statsafgift på litteratur”. Det svarer i 2016 priser til ca. 170 kr.
Karen Kjærsgaards forsider til to bøger fra 1967
I 1966 kostede bøgerne 18,25 kr i. o., mens den noget tykkere roman “De frelste sjæle i Bomba” kostede 28,50 kr i. o. Bøgerne fra 1967 koster 19,25 i.m., mens den noget ty
kkere roman “Vejen over bjergene” koster 28,50 i.m. En lille økonomihistorisk detalje gemmer sig i forkortelserne “i.o.” og “i.m.” Det står for
henholdvis “inklusiv oms” og “inklusiv moms”, og fortæller at momsen blev indført netop i 1967.
1960’erne var på mange måder bogens storhedstid. Alle dannede mennesker i Danmark var medlem af en bogklub, og kunne snart få bogreolen fyldt. Der var adskillige små og store forlag rundt om i Danmark. Et af de mindre forlag, som dristigt nok satsede på ret smal litteratur, var Skars Forlag, med forlagsredaktøren Per Skar (1926-2009). Formålet med forlaget var med egne ord “at udgive bøger der siger noget væsentligt om menneskers forhold til hinanden. Forlaget udgiver ikke blot værker fra den vestlige kulturkreds, som vi følger os mest fortrolig med, men også fra egne hvis litteratur og kunst ligger uden for vore traditionelle kontaktområder, men som i lige så høj grad kommer os ved.” (Fra en liste over forlagets udgivne bøger bagest i Leonard Q. Ross: Hyman Kaplan (1966).
Forside af Karen Kjærsgaard til en roman af den polskfødte jødisk-amerikanske forfatter Leo Rosten.
Karen Kjærsgaards forsider til to bøger af tjekkiske Ivan Olbracht, 1966 og 1967
I årene fra 1965-67 udkom der på Skars Forlag i alt ca. 15 bøger af forfattere fra bl.a. Grækenland, Spanien, Tyskland, Tjekkoslovakiet, Camaroun og Tyrkiet. Skars Forlag var den første der udgav en roman skrevet af en Tyrkiets store forfattere, Yaşar Kemal. Udgivelserne, der hver for sig repræsenterede store forfattere i deres egen kulturkreds, blev dog ikke den store salgssucces i Danmark.
Per Skar, 1949. Anvendt med tilladelse fra Odsherred lokalarkiv.
Forlagsdirektøren Per Skar havde en alsidig karriere inden for dansk kulturliv fra 1940’erne. Oprindeligt var han uddannet smed, men på grund af en skadet arm opgav han en karriere som håndværker og tog i stedet studentereksamen. Han fungerede som højskolelærer bl.a. på Vallekilde, Vestbirk, Brandbjerg og Havnelev. Senere fungerede han i forlagsbranchen som forlagsredaktør, oversætter, forfatter m.m. En overgang arbejdede han for forlaget SKALK, der siden 1957 har udgivet et populærarkæologisk tidsskrift. Dette tidsskrift har nærværende blogger i de seneste år leveret flere artikler til. Per Skar var sidenhen bl.a. forlagsredaktør på Forlaget Centrum. Stor glæde hos den sprognørdede blogger vakte det at finde Per Skars artikel “Det besværlige bogstav”. Artiklen gav mig svar på et spørgsmål, som længe har hjemsøgt mig, nemlig hvorfor forfatteren “J.P. Jakobsen” udtales “i. p. jakobsen” og hvorfor delikattesseforretningen “H. J. Hansen” i Odense udtales “h. i. hansen”. Artiklen finder i Mål og Mæle nr. 1, 1989 her.
Et cool foto af Per Skar fra 1965, som Vejle Stadsarkiv ikke vil give tilladelse til, at jeg bruger her på siden, kan du se ved at klikke på dette link.
P.S. Denne blogs “header”, som ses nederst på hvert blogindlæg, er hentet fra bagsiden af Karen Kjærsgaards omslag til “The Education of Hyman Kaplan”.
Mikaels Karen K. blog 