I slutningen af 1960’erne og starten af 1970’erne tegnede Karen K. hvert år klippeark til noget stort og avanceret, som læserne af Familiejournalen kunne samle i løbet af ugerne op til jul.

I 1968 var det en julekrybbe.

I 1969 var det uroen, som hed Nissernes julestue.

I 1970 var det et tableau med Snehvide og de syv små dværge.

I 1971 var det et dukketeater med H.C. Andersens eventyr Den lille pige med svovlstikkerne.

I 1972 var det uroen Juleskibet.

I 1973 var det et tableau med en scene fra H.C. Andersens eventyr Fyrtøjet.

Herefter gik der nogle år, hvor Karen K.’s julepynt i Familiejournalen var koncentreret om de velkendte hjertekurve med nisser og kræmmerhuse med engle.

Men i 1979 var det igen tid til et stort klippe- og klistre projekt (ved siden af hjertekurve og kræmmerhuse), nemlig Den Store Juleuro. (Det er et navn, jeg har fundet på, fordi uroen virkelig er stor, og selve projektet med at skulle samle den også er lidt overvældende for en fummelfingret mand som mig).

Det første ark til uroen blev bragt i Familiejournalens julehæfte i uge 46 1979. Klippearkene var gigastort (56×86 cm).

Her var englene, grankransen og de røde hjerter til uroen. Og (måske for symetriens skyld): to rødkælke. Rødkælken er den eneste fugl, som optræder to gange på uroen.

I samme julehæfte blev bragt et ark med fugle, og i de kommende to uger var der endnu et ark med julefugle. Alle var forskellige og alle var tegnet nøjagtigt efter rigtig fugle fra den danske vinternatur.

Karen K. lavede endda små forklarende tegninger, så man kunne identificere hver enkelt fugl.

Fuglene viser at Karen K. ganske vist brugte masser af fri fantasi i din tegninger med nisser og engle , men også at hun var inspireret af naturen omkring, som hun kendte godt. Hun ønskede at gengive fuglene med naturtro kendetegn frem for at tegne fantasifugle.

I alt tegnede kun 17 fugle til den store juleuro.

For nogle år siden samlede jeg vinterfuglene fra uro og hængte dem på en gren som efter-julepynt, og skrev om det her på bloggen.

Men videre end det, kom jeg aldrig med Den store juleuro.

Sidste år i 2023 fik jeg imidlertid en enestående mulighed for at lave udstillingen Karen K.’s jul på min arbejdsplads Museum Odense. Nærmere bestemt på udstillingsstedet Møntergården (som nu har taget navfirabsring til Tid – Museum for Odense).

På udstilling ville jeg vise bredden af Karen K.’s kunstneriske (jule)verden med både indlånte originale tegninger og den velkendte og den mindre kendte julepynt fra alle årene.

Så nu skulle det altså være med Den store juleuro! Og heldigvis ville min gode ven, Michael gerne hjælpe. Han er nemlig kostumeskrædder og har væsentlig mere styr på nål og tråd end mig.

Så ved fælles hjælp og krisehjælp fra Michael undervejs blev uroen endelig samlet i efteråret 2023 på trods af mange snore og knuder.

Hvis man er opmærksom og sammenligner vores uro med fotografiet af Karen K.’s egen udgave af uroen lidt højere oppe på siden, kan man se, at vi har ændret designet lidt og ladet fuglene blande sig lidt mere med englene. Vi syntes, det gav en lidt bedre dynamik og et lettere udtrykt.

Det var dejlig endelig at få lavet uroen færdig. Og den kom på museum….!

Højt oppe under loftet i den gamle Nyborgladen svævede uroen med engle, fugle og hjerter.

Når man gik op på det lille plateau helt oppe under loftet, kom man i øjenhøjde med den fine uro.

Nu skriver vi 2024 og indstillingen er forlængst pakket væk. Men Den store juleuro (som er næsten en meter i højden) er blevet hængt op i år igen. Denne gang hjemme i min stue. Og nu vækket den gode minder.