Så blev det endelig påske her i 2019, hvor påsken falder så sent, som det næsten overhovedet er muligt. Og for os her på Karen K. bloggen har ventetiden op til påske føltes ekstra lang i år. Ikke bare pga. nogle længe ventede feriedage, men også fordi vi år har været med til at sikre lidt af påskehyggen i påskeuges nummer af Familiejournalen.

På bagsiden af ugens blad finder man gamle Karen K. postkort, som jeg har hjulpet Familiejournalen med at finde frem til og scanne ind, så de kunne blive trykt på det blanke papir bag på bladet. Jeg skrev lidt om det i forrige uges blogindlæg, som du kan læse ved at klikke her.
Jeg synes, ligesom Familiejournalens chefredaktør, at kortene er virkelig søde og flotte, og at læserne bliver glad for dem.
Der er også Karen K. hygge på forsiden af ugebladet, nemlig en fin påskekollage, som er et gensyn med en Familiejournal-forside helt fra 1971. På billedet herunder er det bladet fra 1971 til venstre (det udkom tirsdag op til påske) og denne uges blad fra 2019 til højre. Som man kan se, er bladets format krympet lidt siden da.

Til gengæld er postkortene på bagsiden trykt i ca. dobbeltstørrelse af de originale små – og det klæder dem rigtig godt. Tegningerne med de mange detaljer kommer rigtigt til deres ret.

Hvad er der ellers sket med verden på de 48 år, som er imellem de to forsider? Tja, verden i dag er så kompliceret, at det kræver lidt mere end http://www.mikaelskarenkblog.com at sammenfatte den i få ord. Lidt nemmere forholder det sig med fortiden: Den er det lidt lettere at gøre sig klog på, fordi afstanden og glemsel sætter det hele i et enklere lys. Specielt, hvis man bruger Familiejournalen nr. 14 1fra 1971 som eneste kilde. Så det gør jeg. Og indirekte kommer det faktisk også til at afsløre lidt om vores egen tid.

I 1971 var en af kvinderne vigtigste opgaver at gøre rent og vaske tøj – hvis man skal tro reklamerne i det gamle blad! Der er ikke færre end 10 store reklamer for rengøringsmidler, vaskepulver, toiletrens og vaskemaskiner. I det nyeste blad fra i dag er der ikke en eneste af den slags reklamer. Men samtidig kunne en kvinde i 1971 sagtens gribe en pensel ellers malerrulle og give et gråt 50’er tapet en ny frisk farve. Ikke færre end to af bladet reklamer har malende kvinder i hovedrollen.
Og så kunne en ung kvinde i 1971 sagtens tillade sig at køre knallert. I ugens konkurrence var der hele fem knallerter på højkant. Her i 2019 kan man vinde billetter til Cirkusrevyen.


De letpåklædte kvinder i 1971-reportagen om badetøj, ville man måske ikke trykke i et ugeblad i 2019. Og de temmeligt mange tobaksreklamer fra det 48 år gamle blad, ville man i hvert fald helt sikkert ikke se i dag! Det er nemlig helt forbudt. Det var det ikke i 1971, men i 1972 blev det faktisk forbudt at bringe tobaksreklamer i ungdomsblade, og man måtte ikke bruge unge mennesker eller kendisser i de tobaksreklamer, som blev bragt andre steder. Siden 2002 har der været totalforbud mod tobaksreklamer i Danmark.

Sidst men ikke mindst skal Familiejournalen forslag til hjemmelavet påskepynt lige have et ord med på vejen. Der er tale om æggebakkekunst, og man må sige det er fantasifuldt – ikke mindst misilbugseringskøretøjet med to skrålende kyllinger som chauffører. Eller hvad med drejeskivetelefonen, som siden dengang er blevet en museumsgenstand….?
Derfor: hvis du køber Familiejournalen i denne uge, får du fire fine kort, som du kan pynte op med, eller endnu bedre: sende til nogen du holder af. Og hvis du gemmer bladet i 48 år, kan du i 2067 finde det frem og forundre dig over, hvor forandret verden dog er blevet.
2 thoughts on “Bagsiden”